Dorset-kulturen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Resterne af et langhus af sten ved Cambridge Bay, Nunavut
Isbjørn udskåret af hvalrostand


Dorset-kulturen er en arkæologisk betegnelse på en ikke-inuitisk folkegruppe fra Grønland og det nord-østlige Canada, som formentlig kaldte sig selv Sallirmiut, Sadlermiut eller i henhold til inuitisk folkeminde for Turit. Folkegruppen uddøde omkring 1902. Dorset-kulturen inddeles i tre perioder: Tidlig Dorset fra 800 år før vor tidsregning til ca. 0 e.Kr., Mellem Dorset fra ca. 0 til 800 e.Kr. og Sen Dorset fra ca. 800 til 1300 e.Kr.

På museer i Grønland, Danmark og Canada er der omkring 1600 genstande efter Dorset-kulturen: figurer, jagtredskaber og husgeråd. Andre spor efter Dorset-kulturen er helleristninger og resterne af et langhus af sten ved Cambridge Bay, Nunavut i Quebec.

Et folk før inuiterne[redigér | redigér wikikode]

Dorset-kulturen var en kultur ældre end inuit-kulturen i det arktiske Nordamerika. Iniuitlegender nævner Tunitt (ental Tuniq) eller Sivullirmiut («De første indbyggere»), og som blev fordrevet af inuiterne. I henhold til myterne var de «giganter», et folk som var højere og stærkere end inuiterne, men som let blev skræmte fra bostedet og trak sig bort fra de indtrængende inuitter. Dette folkeslag var sandsynligvis de, som de norrøne indbyggere på Grønland kaldte for skrælinger, da de kom langt nok nord til at de mødtes.

Dorset-kulturen omtales som et folk som havde en perfekt forståelse af deres lokale miljø, et miljø som de delte med de nykommende inuiter, men de havde en dårligere teknologi. De manglede hundeslæder, tilpassede skindbåde som kajakken og harpun med modhager. Det er derfor sandsynligt, at Dorset-kulturen havde dårligere forudsætninger for at møde det dårligere klima, der indtraf i slutningen af 1400-tallet og som kaldes for den lille istid, da havpattedyrene søgte nye opholdssteder. Det var de samme klimaændringer, som sandsynligvis bevirkede, at nordboerne på Grønland uddøde.

Der synes ikke at have været en genetisk forbindelse mellem Dorset-kulturen og Thule-kulturen (forløberen for nutidens inuiter), hvilket antyder, at førstnævnte blev fuldstændig erstattet og til sidst udslettet. Dorset-kulturen var nok alligevel en fjern slægtning til de moderne inuiter, en folkegruppe som var kommet til det arktiske Nordamerika tidligere end Thule-kulturen, men fra et fælles ophav langt tilbage i tiden.

Dorset-kulturen genopdages[redigér | redigér wikikode]

Historiske kulturer i arktiske Nord-Amerika.

Antropologen Diamond Jenness modtog i 1925 nogen mærkelige kulturgenstande fra Cape Dorset i Nunavut, som syntes at have været fra en oldtidskultur helt afvigende fra den, som inuiterne repræsenterede. Jenness navngav kulturen efter stedet, hvor fortidslevningene blev fundet, deraf navnet dorset-kulturen. Hans fund viste et konsekvent og bestemt kulturelt mønster, som inkluderede en sofistikeret kunst, som adskilte sig klart fra inuiternes, og viste blandt andet en unik lang hårfrisyre hos kvinderne og hætteløse parkaser med enorme kraver hos begge køn.

En ledende ekspert inden for studier af tunitt-/dorsetkulturen er Robert McGhee, som har skrevet utallige bøger om denne kultur og overgangen til Thule-kulturen.

Snøbjørn Galte (død 978) er den første nordbo og europæer som gik i land på Grønland og dermed også Nordamerika. Hændelsen er beskrevet i den islandske slægtsoptegnelsen Landnåmabok, og til trods for beskrivelsens sparsommelige detaljer over at Snøbjørns ekspedition skal have gravet en rigdom op har det fået det amerikanske tidsskrift American Antiquity i artiklen «1,000 Years of New World Archaeology» til at antage, at dette må have været rester af dorset-kulturen, som nordboerne fandt. Faktisk, mener tidsskriftet, bedrev Snøbjørns ekspedition den allerførste dokumenterede arkæologiske undersøgelse i Nordamerika, som vi kender til.

Man mener at have fundet indikationer på, at dorsetfolket faktisk beboede Grønland i to perioder: Dorset I, varede fra 500 f.Kr. til 200 e.Kr. og Dorset II, som boede i nordvestlige Grønland, varede i årene 700-1200 e.Kr., skønt uden at forsvinde helt – den blev blot fortrængt.

Dorset-kulturen brugte stort set de samme redskaber som de tidligere kulturer, men harpunen og spekklampen var blevet større, og nye redskaber som snekniv, slæde og den karakteristiske kvindekniv blev også fundet ved arkæologiske undersøgelser. Husene er større og firkantede og forsynede med en tyk mur af tørv, som kunne holde kulden ude. Dorset-kulturen synes at have været de første, som byggede igloo på isen.

Da Erik den Røde nogen år efter Snøbjørn slog sig ned på vestkysten af Grønland, blev det rapporteret, at de fandt rester af andre mennesker, men ingen levende. Også det må have været spor efter dorset-kulturen.

Den kanadiske poet Al Purdy skrev et digt med titlen «Lament for the Dorsets» («Klagesang for dorsetkulturen») som sørger over tabet af deres kultur og beskriver dem og deres forsvinden.

De sidste overlevende[redigér | redigér wikikode]

I 1824 ankrede det britiske skib HMS Griper, under kaptain George Francis Lyon, op uden for Cape PembrokeCoats Island i Hudsonbugten. Hvalfangerne opdagede en gruppe eskimoer, som talte en «sjælden dialekt» og blev kaldt for Sadlermiut, som er en moderne Inuktitut-udtale for Salliq.

Sadlermiuterne, som levede i nærmest isolation rundt omkring Southampton Island, opretholdt en kultur, som adskilte sig fra inuiternes. De fortsatte med at kontakte hvalfangerne og blev smittede med vestlige sygdomme. I løbet af 1896 var det kun 70 overlevende. I løbet af foråret 1902 besøgte nogen af dem hvalskibet Active, som havde opankret uden for Southampton Island. Også disse mennesker blev smittede af en sygdom fra en syg sømand, muligvis tyfoidfeber eller tyfus. I løbet af få uger uddøde hele det lille samfund.

I 1954 og 1955 studerede Henry B. Collins fra Smithsonian Institution eskimoruiner fra bosteder i det kanadiske Arktis. Han fastslog, at disse ruiner havde træk fra Sadlermiut-kulturen, som en gang havde været meget udbredt. Han fandt også bevis for, at sadlermiuterne var de sidste overlevende fra dorsetkulturen. Nyere genetisk forskning har støttet antagelsen om en kontinuitet mellem sadlermiut- og dorsetkulturen.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • John Darwent, Christyann Darwent, Genevieve LeMoine, and Hans Lange: "Archaeological Survey of Eastern Inglefield Land, Northwest Greenland" (Arctic Anthropology, vol. 44, no. 2, pp. 51–86, 2007 ISSN 0066-6939) (engelsk)
  • Michael Fortescue, Steven Jacobson & Lawrence Kaplan 1994: Comparative Eskimo Dictionary; with Aleut Cognates (Alaska Native Language Center Research Paper 9; ISBN 1-55500-051-7) (engelsk)
  • Hans Christian Gulløv, Claus Andreasen, Bjarne Grønnow, Jens Fog Jensen, Martin Appelt, Jette Arneborg og Joel Berglund: Grønlands forhistorie; 1. udgave, 2. oplag; Gyldendal, København 2005; ISBN 87-02-01724-5
  • Robert McGhee 2005: The Last Imaginary Place: A Human History of the Arctic World; ISBN 0-19-518368-1 (engelsk)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]