Dronning Dagmar

Dronning Dagmar (ca. 1186 – 24. maj 1212^[1]) var som Valdemar 2. Sejrs hustru dansk dronning. Hun var født prinsesse Markéta Přemyslovna af Bøhmen som datter af den senere kong Ottokar 1. og Edel af Meissen på kongeborgen Vyšehrad i Prag.

Kun omtrent atten år gammel bliver hun i 1205 forlovet med den danske Konge, som bejler til hende ved sin svend Strange den Unge. Den mand, hun giftede sig med, var "konge af Guds nåde" og både over "de danske og de slaver". Det var det, han kaldte sig, og det var den politiske og religiøse vision – et dansk/slavisk storrige. Deres bryllup står i Lübeck samme år. Dagmar dør i barselsseng den 24. maj 1212, efter hun i 1209 havde født kongen sønnen, Valdemar den Unge (Valdemar den Tredje). Han dør i 1231 efter at han ved et uheld blev skudt imens han var ude på jagt. Han ligger begravet ved sine forældres side i Ringsted ved venstre side af kongen.

Dagmar kom til en meget anerkendt og velanskrevet konge i Europa. Hans far Valdemar d. Store og ærkebiskop Absalon havde fået helgenkåret Valdemars 2.'s farfar, Knud Lavard.

Sagnet om Dagmar i folkevisen

Dronning Dagmar står for eftertiden som en sagnskikkelse; en dronning med et godt og retskaffent hjerte forenet med legemlig tække og ynde skaffede hende et ry i samtiden, som holdt sig op gennem middelalderen, da de mundltligt overeverede viser om hende blev nedskrevet og bevaret for efteriden i folkevisen. Vore gamle viser ved at fortælle os langt mere om Dronning Dagmar, end krønikerne. Som historiske kilder er de højst unøjagtige; derimod giver de os eftertidens senmiddelalderlige anskuelse af denne dronnings liv og tænkemåde.

Vi har ikke mindre end fire sådanne viser. De tvende første skildrer os hendes brudefærd; den ene, hvorledes Hr. Strange Ebbesen sendes i dette ærinde til Bøhmen, tilligemed den unge Hr. og Hr. Oluf Lykke, samt Biskop Peder af Sjælland og Hr. Albert af Eskildsø; hvorledes de sejle over salten sø, kaste anker på sand, sende bud til kongen af Bøhmen, ankomme og beværtes; hvorledes Hr. Strange leger tavl med den unge frøken, medens kongen og dronningen rådslår i deres lønkammer; og hvorledes han vandt den unge brud, og på sin herres vegne blev viet til hende. På silke vandrer bruden til strande, og kommer i land ved Mandø, hvor hun ser kongen over tre riger tumle sin ganger på hviden strand, og hvor hun på sit spørgsmål af Stranges mund hører sin herres og brudgoms røst. En havfrue spår på skibsfarten, at hun kommer til at lade sit unge liv (som følge af barselssengen).

I den tredje folkevise berettes, hvordan Dagmar går i forbøn for den fængslede biskop af Slesvig, biskop Valdemar, der havde siddet i fængsel i 14 år, først i Nordborg, siden på Søborg ved Gurre, hvor dronningen fattede medlidenhed med ham. Det sker i 1206. Hans tak var straks at forene sig med landets ydre fjender, for med deres hjælp at rette et fjendtligt anslag mod de danske øer, men ingen af vore krøniker har deri fundet anledning til at dadle dronningens godhed.

Hendes empati og ømhed for folket har bevaret mindet om hende langt ud over hendes samtid, hvilket kommer mest tydeligt til udtryk i den fjerde og sidste nedskrevne folkevise om dronning Dagmars sygdom og død (i barselsseng) den 24. maj 1212:

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise,
I hente mig frem for alle dem
Hr. Karls syster af Rise!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Liden Kirsten hun kom ad døren ind,
hun skinned så rød af gulde,
hun kunne ej lys i kronen se,
hendes øjne vare tårefulde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Nu, kanst da læse og skrive med skel
og løse mig af min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Og det var liden Kirstine,
tog bogen og derudi så:
"Gud hjælpe, min dronning, din pine
er hårder' end jern og stål."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Læsten hun tog og den hellige bog,
hun læste alt, hvad hun kunne,
og blad hun vendte så sørgelig,
så såre hendes øjne runde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
det blev jo længer jo værre.
"Mens der er nu ikke bedre råd,
I sende bud efter min herre!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Vil Gud det have, må så det ske,
at døden han skal mig gæste,
I sende straks bud til Skanderborg
og hilser fra mig på det bedste!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Og det da var den liden smådreng,
han lod sig ej længe forlide,
før han rykte sadel fra bjælken ned
og lagde på hors den hvide.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Ind da kom den liden smådreng,
og stedtes han for borde,
han var så snild i tale sin
og så tog han til orde:
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Dronning Dagmar har mig til eder sendt,
hun ville med eder samtale,
hun længes så fast og overbrat,
hun hvener sig lydt i sale."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Dankonning slog sammen det tavlebord,
så alle de terninger sjunge:
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulle Dagmar hin unge!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Der kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars dreng hin venne.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Der han red over Randbøl Hed',
da fulgte ham femten svende,
der han kom over Riber Bro,
da red den herre alene.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Derefter berettes om kongens fortvivlede dødsridt til Ribe for at nå at tale et sidste ord med sin elskede, men ak:

Der er stor ynk i fruerbur,
når alle øjne græde.
Dronningen døde i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Og det var danerkonning,
han ind ad døren tren,
det var liden Kirsten bolde,
hun rakte ham hånd igen.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Og hør I, min herre og konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
for I haver fået en søn i dag,
er skåret at Dagmars side!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Jeg beder eder, fruer med høvisk hu,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg må tale med hende!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Så falde de ned på deres knæ,
så mange, som der var inde,
for mindelig bøn og kongelig gråd
lod Dagmar sig levende finde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Dagmar optræder i folkevisen som en engel, der meddeler en guddommelig åbenbaring – efter hun er død:

Dronning Dagmar rejste sig op på bår',
hendes øjne var blodig røde:
"Min ædle herre, Kong Valdemar,
hvi gjorde I mig den møde?"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
jeg haver ej andet misgjort,
end at mine silkeærmer små
jeg haver om søndag snørt."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Den første bøn, jeg beder nu,
den undes mig, som jeg tænker:
Alle fredløse mænd, dem give I fred,
og løs alle fanger af lænker!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Den anden bøn, jeg beder om,
den er eder selv til fromme,
I tage ej Bengerd udi favn,
hun er så besk en blomme!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"I tage liden Kirsten til eders viv,
hul er så bold en jomfru,
men falder det anderledes i hånd,
da kommer I mig ihu."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Den første bøn, I beder om,
den under jeg eder så gerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til viv
eller nogen verdsens terne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Vil ikke I tage liden Kirsten
eller nogen verdsens terne,
så farer I dog til Portugal!
Alt efter så besk en verne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Min ædle herre! nu har jeg talt,
vil mer af mig i vide?
Der sidder Guds engle i Himmerig,
de må fast efter mig lide."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

"Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer dvæle,
Himmerigs klokker de ringe for mig,
mig længes til fromme sjæle."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar

I folkevisen fremsættes ønsket om at løse landets fanger af deres jern, og at give de fredløse fred. Kongen opfyldte virkelig i hendes levende live hendes fromme ønske om at mildne forholdene for de indsatte i landets fængsler og desuden at eftergive de forhadte plovskatter.

Hendes andet ønske til kongen om ikke at ægte Bengerd viser sig imidlertid at være uopfyldeligt, idet kongen 2 år efter Dagmars død faktisk ægter Bengerd (den portugisiske prinsesse Berengaria).

Litteratur om Dronning Dagmar

Mikkel Kirkedahl Nielsen, John H. Lind, Karsten Eskildsen (2012): Dronning Dagmar: tradition, myter og virkelighed. Forlaget Liljebjerget, Ribe.

Susanne Benthien (1998): ”Dronning Dagmar-statuen på Ribe Slotsbanke”, By, marsk og geest 10, Ribe, s. 82-92.

Josef Žemlička (1989): Století Posledních Přemyslovcu. Český stát a společnost ve 13. století, Panorama Praha, Prag.

Fritze Lindahl(1978): ”Dagmarkorset – endnu engang”, Nationalmuseets Arbejdsmark 1978, Nationalmuseet, København, s. 5-16.

N. P. Nielsen (1922): Margrethe Dagmar: Danernes Dronning. Tønder Amts Tidendes Bog- og Akcidenstrykkeri.

Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard (1910): Danske Dronninger. Fortællinger og karakteristikker, H. Hagerups Forlag, København.

A. D. Jørgensen (1898): ”Folkeviser om Historiske Personer”, Jørgensen, A. D., Historiske Afhandlinger, bd. 1, Det nordiske forlag, København, s. 355-373.

C. F. Herbst (1858): ”Beretning om den af Hans Majestæt Kong Frederik Den Syvende den 4-6 September 1855 Foretagne Undersøgelse af Kongegravene i Ringsted Kirke”, Worsaae J. J. A. og C. F. Herbst, Kongegravene i Ringsted Kirke. Aabnede, istandsatte og dækkede med nye mindestene ved hans majestæt Kong Frederik den Syvende, Thieles Bogtrykkeri, København, s. 49-72.

Karel Jaromir Erben (1857): ”Forsøg til en forklaring af navnet Dagmar”, Antiquarisk Tidsskrift, Det kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, Kjøbenhavn, s. 108-112.

Frederik Schiern (1854): ”Om Dronning Dagmar”, Nyt Historisk Tidsskrift, København, s. 512-581.

Petersen, N. M. (1842), ”Dronning Dagmar”, Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1842-1843, Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, København, s. 3-22.

Galleri

Mindetavle i Skt. Bendts Kirke, Ringsted. Opsat i 1928 på initiativ af Prags tjekkoslovakisk-danske selskab.
Valdemar Sejrs og Dagmars grave i Skt. Bendts Kirke, Ringsted.
Statue af Dagmar i Ribe.