Edvard 7. af Storbritannien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Edward 7.
Kong Edvard 7. i 1902
Konge af Storbritannien og Irland
Kroning 9. august 1902
Westminster Abbey
Regerede 22. januar 1901
6. maj 1910
Forgænger Victoria af Storbritannien
Efterfølger Georg 5. af Storbritannien
Ægtefælle Alexandra af Danmark
Børn Albert Victor
Georg 5., Konge af Storbritannien
Louise, Hertuginde af Fife
Victoria
Maud, Dronning af Norge
John
Fulde navn Albert Edward
Hus Huset Sachsen-Coburg-Gotha
Far Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha
Mor Dronning Victoria af Storbritannien
Født 9. november 1841
Buckingham Palace, London, England
Død 6. maj 1910 (68 år)
Buckingham Palace, London, England
Hvilested 20. maj 1910
St George's Chapel, Windsor Castle, England
Signatur
Religion Anglikansk
Ridder af Elefantordenen

1863

Edward VII (Albert Edward uofficielt kaldt Bertie, før han blev konge). (9. november 1841Buckingham Palace, London6. maj 1910 på Buckingham Palace) var konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland og kejser af Indien fra 1901 til 1910.

Fødsel og familie

Portræt af Albert Edward udført af Franz Xaver Winterhalter i 1846.

Edward 7. blev født på Buckingham Palace i London den 9. november 1841 som den ældste søn af dronning Victoria af Storbritannien og Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha.

Edward var det andet barn ud af en søskendeflok på ni. Blandt hans søskende var den senere tyske kejserinde, Viktoria.

Hans far, tilhørte slægten Sachsen-Coburg-Gotha, og Edward blev den første britiske monark af denne slægt. Tidlgere var den britiske kongefamilie en del af Huset Hannover.

Under 1. verdenskrig blev navnet ændret til Huset Windsor for at distancere kongefamilien fra enhver tysk forbindelse.

Ungdom

Edward som prins af Wales i 1860

Edward blev den 8. december 1841, en måned efter sin fødsel, udnævnt til prins af Wales, den gængse titel for den britiske tronarving.

Som arving til den britiske trone fik Edward en streng opdragelse af sine forældre. Prins Albert tilrettelagde et strengt uddannelsesforløb for Edward, da han var syv år gammel. Han levede ikke op til sine forældres krav, der var skuffede over hans studier.

Edward besøgte som den første prins af Wales Nordamerika i 1860. Hans besøg var en kæmpe succes.

Kort efter sin hjemkomst indledte han en affære med en irsk skuespillerinde, hvilket chokerede hans forældre. Prins Albert, der var sygdomsramt, besøgte Edward for at tage en snak med ham. Kort efter døde han, og Victoria gav Edward skylden for hans død.

Ægteskab

Edward og Alexandras bryllupsbillede

10. marts 1862 giftede Albert Edward sig med prinsesse Alexandra af DanmarkWindsor Slot.

Ægteskabet mødte en del modstand blandt Edwards mange tyske slægtninge, da Danmark og de tyske stater i det Tyske Forbund var uenige om hertugdømmerne Slesvig-Holstens tilhørsforhold.

Dronning Victoria havde pointeret, at ægteskabet var af upolitisk karakter, og havde selv haft reservationer omkring Alexandra på grund af hendes danske baggrund. Ligeledes var Victoria ikke glad for Alexandras familie, som hun anså for at være umoralsk. Alexandra blev dog valgt, da hun var den bedste egnede blandt et begrænset antal prinsesser.

Brylluppet blev et kæmpe tilløbstykke, og store folkemængder var på gaden for at hylde det unge par. Der var dog en del mislyde, da dronning Victoria, der var i sorg over prins Alberts død i 1861, valgte at holde brylluppet på Windsor i stedet for i London.

Edward og Alexandra fik som bolig Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk. Sidstnævnte lod Edward ombygge og det blev parrets egentlige hjem. Prinse Albert havde købt ejendommen specifikt til sin ældste søn.

Edward holdt meget af selskabelighed og der blev afholdt mange fester og sociale sammenkomster i parrets hjem.

Børn

Edward, Prins af Wales med sin familie på en illlustration fra 1891 (baseret på et fotografi fra 1889): (fra venstre) Prins Albert Victor, Prinsesse Maud, Dronning Alexandra, Edward, Prinsesse Louise, Prins Georg og Prinsesse Victoria.

Edward og Alexandrea fik seks børn:

Prins af Wales

Edward var prins af Wales og tronarving i næsten 60 år, indtil hans mor døde 22. januar 1901, en rekord i britisk historie.

Under hans moders regeringstid blev Edward mere eller mindre holdt uden for politisk indflydelse.

I stedet dedikerede han sit liv til sociale fornøjelser indenfor den britiske overklasse.

En del skandaler knyttede sig gennem tiden til hans person. Han havde flere elskerinde, elskede at spille og måtte endda optræde ved en retssag som vidne, hvilket yderligere skadede hans omdømme i befolkningen.

I december 1871 blev han ramt af tyfus og svævede en overgang mellem liv og død. Efterfølgende steg hans popularitet betydeligt.

Edward var ligeledes pioner for hvad der i dag er klassiske pligter for kongelige, indvielser af broer, tunneler osv.

Konge

Edward 7. i kroningsdragt
Edward 7. på Balmoral Castle i Skotland i 1904.

Selv om Edward hele livet var blevet kaldt Albert, tog han navnet Edward 7. som konge, fordi hans mor efter sin mands død havde bestemt, at ingen skulle hedde Albert som konge.

Den 9. august 1902 blev han kronet i Westminster Abbey. Den oprindelige kroning måtte udskydes, da han måtte opereres for en blindtarmsbetændelse, der efterfølgende krævede hvile.

Under hans regeringstid viste han sig at være en yderst kompetent konge, der tog sin gernming alvorligt. Han blev siden kendt som "The peacekeeper" for hans forsøg på gennem diplomatiske metoder at forhindre konflikter og krige, som lurede under overfladen i Europa.

Hans regeringstid lagde navn til den Edwardianske periode, som kendegnede begyndende sociale og politiske forandringer.

Edward førten an inden for mode og kunst. Hans tid på tronen var præget af dekadence og optimisme og stod i kontrast til tiden, der fulgte efter. Edward genoplivede en del af de pragtfulde kongelige ceremonier og fester som hans moder havde undgået.

Han var en ivrig fortaler for, at hans svigersøn, den senere kong Haakon 7. af Norge skulle være det nye Norges konge i 1905.

Edward 7.s regeringstid blev kort: ni år efter han besteg tronen døde han, 68 år gammel, den 6. maj 1910 på Buckingham Palace.

Eksterne henvisninger