Eksistentiel fænomenologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Eksistentiel fænomenologi er den retning inden for fænomenologien, som antager mennesket som ufravigeligt knyttet til en særlig meningshorisont / livsverden (ty. Lebenswelt). [1] Den udspringer af Martin Heideggers værk Sein und Zeit (1927, dansk udgave, Væren og tid, 2007), Jean-Paul Sartres sene fænomenologi og Maurice Merleau-Pontys værk Phénoménologie de la perception (1945, reduceret dansk udgave, Kroppens fænomenologi, 2009).[2]. Andre vigtige filosoffer er Ludwig Binswanger, Medard Boss, Emmanuel Levinas og Michel Henry.

Eksistentiel fænomenologi tager udgangspunkt i en analyse af den menneskelige erfaring eller oplevelsesverden, men denne kan ikke reduceres til et subjekt. Udgangspunktet er Heideggers eksistens-begreb, der betegner menneskets særlige måde at være-i-verden som et væsen altid i aktivitet eller konkret udfoldelse, og dermed 'altid allerede' i relation til den fælles livsverden. Dermed betragtes mennesket som fuldt og helt relationelt, hvad Heidegger udtrykker som væren-i-verden (1927).

Heidegger (1927) og Merleau-Ponty (1945) erstatter derfor Edmund Husserls begreb om bevidsthedens intentionalitet (det, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget) med væren-i-verden, der dermed kan forstås som en eksistentiel kontekstualitet eller en indlejrethed, mennesket ikke kan hæve sig over. For eksistentiel fænomenologi er væren-i-verden det mest grundlæggende forhold ved mennesket, dets altid tilstedeværende og ufravigelige relation til (noget i) verden (understreget af bindestregerne), dvs. en aktivitet, en stemning, sproget, ting, andre mennesker, en filosofi, et menneskesyn etc., under ét betegnet verden.

Ved at være en grundlagsteori om både udspringet af den konkrete eksistens, og om dens sproglige udtryksformer, peger eksistentiel fænomenologi på den udelelige helhed og fælles meningsbaggrund, som individet kun sekundært og ufuldstændigt står ud fra, og som gør ethvert andet menneske til et medmenneske og verden til en sociokulturel deleverden. Idet menneskets uafladelige indflettethed i den fælles verden tages som udgangspunkt, gør Heidegger, Merleau-Ponty og (den sene) Sartre op med Descartes dualisme og Husserls transcendental fænomenologi.

Det eksistentiel-fænomenologiske menneskesyn har store konsekvenser for måden man forstår og behandler medmennesket inden for psykologi og terapi, (special)pædagogik, sundhed og tilgrænsende felter.

I 2012 kom den første danske introduktion til eksistentiel fænomenologi i form af Den menneskelige eksistens - Introduktion til den eksistentielle fænomenologi (Keller, red).[3] Bogen indeholder bl.a. den første danske oversættelse af Paul Ricoeurs vigtige artikel, Den eksistentielle fænomenologi, samt en oversættelse af det sidste, centrale kapitel i Merleau-Pontys hovedværk, Phénoménologie de la perception, kaldet Friheden.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]