Elverhøj

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg med musik af Friedrich Kuhlau (1828) er det danske nationalskuespil.

Elverhøj blev skrevet på bestilling, da kong Frederik VI ønskede et festspil til brylluppet mellem hans yngste datter Vilhelmine Marie og prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII), der fandt sted den 1. november 1828. Fem dage efter, den 6. november, havde Elverhøj premiere.

Heiberg foreslog at bygge dramaet op over en kombination af sagn om en klinte- eller elverkonge på Stevns samt en historie om forbyttede børn, hvori kong Christian IV optræder som en slags detektiv, der afslører den rette sammenhæng. Historien er således meget typisk for sin tid, hvor romantikken var dominerende åndsretning.

Heiberg har næppe kunnet forudse, at dette lejlighedsarbejde skulle blive nationalscenens største succes, der efter 175 år stadig kan trække publikum. Det var længe en tradition, at dette stykke skulle være det første, man som barn fik at se på Det kongelige Teater.

Heiberg blev belønnet med 665 rigsdaler i honorar samt fast ansættelse ved Det kongelige Teater som digter og oversætter. Kuhlau fik 400 rigsdaler i honorar samt en professortitel.

Stykket har siden premieren været opført over 1.000 gange på Det kongelige Teater.

I 1939 indspilledes filmen Elverhøj.

Som et kuriosum kan det nævnes, at i filmen Olsen-banden ser rødt bryder banden ind i et lokale på Det Kongelige Teater under en opførelse af Elverhøj. Bandens larmende værktøj camoufleres af ouverturen, der er forlænget til lejligheden af Bent Fabricius Bjerre.

[redigér] Sangene

Første akt
Jeg gik mig i lunden
Jeg lagde mit hoved
Hurtig til lystig fest

Anden akt
Nu løvsalen skygger
Der vanker en ridder

Tredje akt
Nu lider dagen
Dybt i havet
Nu da lensmanden bort vil drage
Herligt, en sommernat

Femte akt
Beskærm vor Konge

[redigér] Rollehavende

I den oprindelige opførelse af stykket, ved ovennævnte bryllup, er følgende rolleindehavere kendte.

Christian IV - J.C. Ryge.
Agnete - Jomfru Pätges (Senere kendt som Johanne Luise Heiberg, efter sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg).
Elverpige - Louise Rasmussen (Senere kendt som Grevinde Danner, efter sit ægteskab med brudgommen, Frederik VII).

[redigér] Nationalfølelsen

60 år efter førsteopførelsen – i 1888 ved den nationalromantiske periodes udløb – refererede Chr. Richardt til stykket i prologen til Den nordiske Musikfest i Kjøbenhavn 1888

	... hin Kveld stod Folkevisen Brud med Kunsten ...
Chr. Richardt i prologen ved den nordiske musikfest 1888.[1]

Folkevisetonen kunne anvendes til at give stykket vaudeville-genrens lokalkolorit – med Heibergs ord i fortalen: "en ret national Duft eller Colorit"^[2] – og dette var egnet til at vække nationalfølelsen. Fru Heiberg skriver i sine erindringer:

	Det romantiske Stof i Forening med de skjønne, nordiske Sange greb Nationalfølelsen. Denne Følelse førtes nu over paa den sidste patriarkalske Konge af den oldenborgske Stamme, den elskelige Frederik den Sjette. Jeg ser endnu for mine Øjne den gamle Konge med det snehvide Haar, som han ved den første Forestilling af Stykket sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel.
Johanne Louise Heiberg i Et Liv genoptaget i Erindringen, citeret efter Jensen, s. 228

Den enevældeige konge blev hyldet samtidig med en sympatisk skildring af et folkeligt persongalleri; man kunne altså betragte stykket som et nybrudsværk, hvor folkevise og kunstmusik og -digtning for første gang fuldgyldigt blev forenet og hvor djærve skikkelser af folket trådte frem på scenen; man kunne også tolke det som en tribut til det oplyste kongedømme, hvor en harmonisk forening af kongemagt og folkeliv fandt sted.^[3]

Hvor Heiberg snarere havde haft æstetiske overvejelser, var retningen i tiden henimod en ideologisk betinget tolkning som grundlaget for en nationalkunst med det folkelige som nationens kerne, således som borgerskabets liberale intelligens forstod og identificerede sig med det – og udmøntede det i nationalromantiske kulturprogrammer som eksempelvis Orla Lehmann:

	Det er en Paastand, der, som vi haabe, ikke vil møde nogen Modsigelse, at den danske Nations Kjærne bestaar af en oplyst og agtværdig Middelstand, som i sig har optaget alle de høiere Stænder, og derved arvet disses aandige og politiske Fortrin, og som dagligen recruterer sig af de lavere Classer, hvilke den derved aabner Adgang til den adelige Lighed, under hvis Palladium den selv har vundet og hævdet en høi Grad af Værd og Velfærd.
Orla Lehmann i Maanedsskrift for Litteratur, 7. bd. 1832, s. 152[4] – her citeret efter Jensen, s. 228

Og ti år senere, i 1842, hos A.P. Berggreen der formulerede sit nationalromantiske program for en kunstnerisk folketone i musikken i forordet til første bind af folkeviseudgaven fra 1842:

	... Optagelsen af dette element i kunsten skal imidlertid ikke blot bestå i ligefrem at indlægge hine melodier i et musikværk; men disse må være gået over i komponistens væsen, der da, opfyldt af deres ånd, vil kunne give sit arbejde det ejendommelige, nationale præg, der dog fremfor alt giver et kunstværk betydning. ...
A.P. Berggreen 1842[5]

Stykket vurderes af Jensen til at være en nyskabelse i sin formulering af folketonen, mens det tidsmæssigt kom til at stå som et overgangsværk på tærsklen til en ændret opfattelse af den nationale identitet i kunsten. "Elverhøj i et tidehverv" som afsnittet kaldes.^[2]

Se også

• Nordisk tone i musikken

[redigér] Litteratur

• Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og den nationale tone. Dansk nationalromantik i musikalsk belysning" i Dansk Identitetshistorie, bd. 3. ("Folkets Danmark 1848-1940") red. af Ole Feldbæk. København 1992, hvor s. 327ff er brugt til afsnittet "Nationalfølelsen" her.

[redigér] Noter