Elvis Presley

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Elvis)
Gå til: navigation, søg
Elvis Presley
Elvis Presley 1970.jpg
Elvis Presley 21. december 1970 under et besøg hos præsident Richard Nixon i Det Hvide Hus
Information
Fødenavn Elvis Aaron Presley
Pseudonym(er) Elvis, The King (of Rock and roll)
Født 8. januar 1935(1935-Skabelon:Pad2digit-Skabelon:Pad2digit)
Tupelo, Mississippi, USA
Død 16. august 1977 (42 år)
Memphis, Tennessee, USA
Genre(r) Rock and roll, pop, rockabilly, blues, gospel, R&B
Beskæftigelse Musiker, skuespiller, entertainer, kampsportsudøver, sergent
Instrument(er) Vokal, guitar, klaver, basguitar
Aktive år 1954-1977
Pladeselskab Sun, RCA Victor
Associerede acts The Blue Moon Boys, The Jordanaires
Hjemmeside www.elvis.com

Elvis Aaron Presley (8. januar 1935 i Tupelo, Mississippi, USA – 16. august 1977 i Memphis, Tennessee), amerikansk sanger, guitarist og filmskuespiller. Elvis Presley er også kendt som The King of Rock 'n' roll eller slet og ret The King.

Indholdsfortegnelse

Barndom [redigér]

Huset i Tupelo, hvor Elvis Presley blev født.

Tupelo [redigér]

Elvis blev født i et fattigt arbejderhjem på Old Saltillo Road i East Tupelo[1], et to-rums træhus, bygget af hans far, Vernon. Tvillingebroderen Jesse Garon Presley var død ved fødslen, og Elvis voksede op som forældrene Vernon og Gladys Presleys eneste barn. Som 13-årig flyttede han i november 1948 med sine forældre til Memphis.

Hans fødehjem i den østlige ende af Tupelo er i dag indrettet som museum og er den mest besøgte bygning i Tupelo. Old Saltillo Road, hvor huset ligger, er efter Elvis’ død omdøbt og hedder i dag Elvis Presley Drive.
Byens turisme er i høj grad centreret omkring Elvis Presley.

Memphis [redigér]

I Memphis boede familien Presley i et af de fattigste kvarterer, hvor der var nær tilknytning til den lokale kirke. I kirken kom Elvis tit på besøg sammen med sin mor, og det var her han fik de første musikalske erfaringer, da han både hørte og sang gospel. Familien var meget fattig og skiftede ofte bopæl, ikke sjældent efter mørkets frembrud. De holdt sig for det meste til det samme kvarter i byen, så sønnen kunne beholde sin skole.

Elvis gik i skole på Humes High School[2] på North Manasas Street i Memphis. Den 9. april 1953 optrådte han ved den årlige skolefest med sangen "Keep Them Cold Icy Fingers Off Of Me" og efter et bragende bifald sang han som ekstranummer "Till I Waltz Again With You". 3. juni 1953 var Elvis færdig med sin skolegang. Fra han forlod skolen og til sit gennembrud som 18-årig ernærede han sig som lastbilchauffør og arbejdsmand hos det lokale el-firma, The Crown Electric Company,[3] til den formidable timeløn af 1,25 $.

Begyndelsen på karrieren [redigér]

Sun Records label, "Good Rockin' Tonight"

Tiden hos SUN Records [redigér]

Den 18. juli 1953 indspillede Elvis, for egen regning, sangene "My Happiness" og "That´s When Your Heartaches Begin" i Sam Phillips' studie Sun Records[4] i Memphis, angiveligt som en gave til sin mor. (Dog er det bemærkelsesværdigt at moderen Gladys havde fødselsdag d. 25 april)

5. – 6. juli 1954 tog Elvis tilbage til Sun for at indspille endnu en plade, men uden helt at ramme den lyd, som han ønskede. Med i studiet var guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black, der begge var studiemusikere tilknyttet Sun Records.

Under en pause i optagelserne begyndte Presley at eksperimentere for sjov med sangen "That's All Right", og de andre to jammede med. "That's All Right" kendte Elvis fra en pladeindspilning fra 1949 med Arthur (Big Boy) Crudup, der selv havde skrevet sangen, men Elvis og de to studiemusikere forsøgte sig nu med sangen i en langt mere rocket udgave, end den oprindelige. Sam Phillips optog dem på bånd, her var den lyd, som de havde søgt. Gruppen indspillede dernæst "Blue Moon of Kentucky" et bluegrass nummer oprindeligt skrevet og fremført i 3/4-taktart af Bill Monroe i 1946. De to numre blev udsendt som single den 19. juli. Phillips havde længe været på jagt efter en hvid sanger, der lød sort, og med Elvis havde han fundet den rigtige sound.

Den 7. juli, dagen efter pladen var indspillet, blev "That's All Right" spillet for første gang i radioen. Det var på den lokale radiostation WHBQ, og det var dermed den lokale disc jockey, Dewey Phillips[5] (ikke relateret til Sam Phillips), der blev den første i verden, der spillede en Elvis-plade i radioen. Lytterne var så begejstrede for pladen, at han denne dag spillede den fjorten gange på sit program, og efter adskillige opringninger fra lytterne fik han samme aften hentet Elvis ind til sit første radiointerview.

Fra februar 1955 og til november samme år turnerede Elvis sammen med sit band The Blue Moon Boys[6]. Bandet bestod af Elvis Presley, vokal og rytmeguitar, Scotty Moore, leadguitar, Bill Black, bas og D.J. Fontana, trommer. Bandet blev opløst da Sun solgte Elvis' kontrakt, men blev også i årene herefter ved med at arbejde sammen.

Elvis indspillede i alt 20 sange mens han var hos Sun. De to af dem er gået tabt, mens de resterende 18 sange er i behold. Ti af disse blev udgivet af Sun i 1954-55 som Elvis' fem første singleplader.

I stald hos RCA [redigér]

Graceland

Den 18. august 1955 blev 'Oberst' Tom Parker[7] manager for Elvis Presley. Parker var ambitiøs og havde øje for Presleys kæmpepotentiale, og han gik straks i gang med at finde et pladeselskab af en størrelse, som Parker mente havde kapaciteten til et landsdækkende gennembrud for hans kunstner.

Sun Records solgte i november 1955 Presleys kontrakt til RCA Victor for 40.000,- dollars (heraf 5.000,- direkte til Elvis), på daværende tidspunkt den største kontraktsum nogensinde. Elvis' første pladeudgivelse hos RCA var "Heartbreak Hotel".

I 1956 bragede Elvis Presley igennem på den nationale scene – og også snart den internationale – med en lyd og stil, som kombinerede mange af de musikelementer, han havde mødt. Elvis nedbrød på mange måder de sociale og racemæssige barrierer i tiden og indvarslede en ny æra i amerikansk populærmusik. Hans sceneoptræden var dynamisk og præget af rullende hoftebevægelser af en hidtil uset seksuelt udfordrende karakter.

Et årstid efter overgangen til RCA, nærmere bestemt den 4. december 1956, var Elvis på besøg hos Sun. Her var der andre unge kunstnere til stede, og der opstod en spontan jam-session, hvor der, udover Elvis Presley, deltog Carl Perkins, Johnny Cash og Jerry Lee Lewis. Denne happening blev optaget på bånd af Sam Phillips og udsendt mange år senere under titlen The Million Dollar Quartet[8], en titel, der blev anvendt som overskrift af et lokalt dagblad allerede dagen efter, da den siden så berømte happening blev omtalt.

I 1957 købte Elvis Graceland[9] som hjem for både sig selv og sine forældre. Købsprisen var 102.000 dollars, og med købet var familien Presleys hyppige adresseskift forbi.


Uddybende Uddybende artikel: Elvis Presleys mange adresser.

Forretningen Presley [redigér]

Salg af plader [redigér]

For bl.a. at sikre sig rettighederne til sine sange m.m. entrerede Elvis Presley med et musikforlag, Hill & Range Music Company. Forlaget, som havde hjemme på Broadway i New York, fik fra 1956 tilnærmelsesvis monopol på at levere sange til Elvis, både til pladeindspilninger og til film[10].

Hill & Range blev startet i 1943 af brødrene Aberbach og blev snart en vigtig faktor indenfor folkemusikken og country- & westernmusikken, navnet Hill & Range var forkortelser for hhv. 'hillbilly' og 'the wide-open range'. De nærmede sig efterhånden popmusikken og fik i 1955 en aftale i stand med Elvis og Tom Parker.

Som Elvis' popularitet steg ønskede forlaget en tættere kontakt til ham, og i 1956 oprettedes de to firmaer 'Elvis Presley Music Inc.' og 'Gladys Music Inc.' som Elvis og Parker var medejere af. Dette arrangement betød i virkeligheden, at hvis en sang skulle synges af Elvis skulle aftalen foregå gennem Hill & Range, som pressede på overfor sangskriverne for at få Elvis føjet til som medforfatter. Denne form for afpresning virkede kun på de nye og usikre sangskrivere, mens de mere professionelle ikke ville acceptere dette og dermed blev skræmt bort.

I sidste ende var det Elvis, der led under disse tilstande, idet hans sangmateriale dermed blev ringere og ringere, hvilket salgskurverne op gennem 1960'erne også vidner om.

Salg af merchandise [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Elvis Presley Enterprises.

Med det formål at sælge Elvis-relateret merchandise, så som T-shirts, postkort, tasker, håndklæder etc., altsammen med Elvis' navn eller foto på, oprettedes firmaet Elvis Presley Enterprises. Selskabet blev grundlagt på adressen Union Avenue nr. 160 i Memphis i 1955 af Elvis Presley og Bob Neal[11], der var Presleys manager før Tom Parker fik jobbet. Firmaet har eksisteret lige siden og er i dag en kæmpeforretning.

Memphis-mafiaen [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Memphis-mafiaen.

Memphis-mafiaen er navnet på den stab af body-guards, sikkerhedsfolk og medhjælpende venner, der konstant befandt sig i nærheden af Elvis Presley. Der var tale om en klike på – i perioder – op til 30 personer. Det startede allerede tidligt i hans karriere og fortsatte til hans død, og selve navnet fik de i Las Vegas i starten af 1960'erne, da gruppen på en løssluppen tur i byen havde mødt en journalist på en natklub[12]. Hun skrev i næste dags avis en artikel, hvori hun kaldte dem "The Memphis Mafia" som en pendant til Frank Sinatras "The Rat Pack". Navnet blev hængende, selv om Elvis selv yndede at kalde dem "El's Angels" – "Elvis' Engle"

Gruppen stod til disposition for Elvis døgnet rundt og fungerede som et menneskeligt værn mod verden udenfor. De fulgte ukritisk Elvis' mindste vink og fik til gengæld løn, dyre gaver, så som smykker, ure og biler. Medlemmer af Memphis-mafiaen måtte alle underkaste sig en ubetinget tavshedspligt, som faktisk først blev brudt kort før Elvis' død, da to af dem udsendte den afslørende bog "Elvis, What Happened?", der stillede kritiske spørgsmål til Elvis Presleys levevis.

Goethestrasse 14, Bad Nauheim, Elvis Presleys "permanente" bopæl under militærtjenesten i Tyskland

Militærtjenesten [redigér]

Fra 1958 til 1960 aftjente Elvis sin værnepligt i Vesttyskland[13][14]. Han boede i Bad Nauheim[15] mens han var udstationeret i nabobyen Friedberg, hjemsted for den amerikanske militærbase Ray Barracks. Fra begyndelsen, 6. oktober 1958, boede han midlertidigt på Hilbert's Park Hotel, men flyttede kort tid efter til Hotel Grünewald[16], begge beliggende i Bad Nauheim. Den dag i dag står hele 2. salen på Hotel Grünewald uforandret som da Elvis med hele sit følge beboede alle fire værelser, og det er muligt at bo på værelse 10, hvor Elvis selv boede og ofte stod på altanen og vinkede til sine fans.

De sidste 15 måneder af Elvis' ophold i byen boede han med sin nærmeste familie og venner i et lejet privathus i Goethestrasse 14[17]. Det var her, han første gang mødte sin senere hustru Priscilla,[18][19] datter af en officer i Ray Barracks.

Elvis Presley vendte hjem fra Tyskland den 2. marts 1960 og blev hjemsendt tre dage senere, den 5. marts, med rang af sergent.

I gang igen [redigér]

Elvis var spændt på, om hans mange fans havde holdt ved eller om de havde svigtet ham mens han var i Tyskland. Men Tom Parker havde sørget for, at RCA jævnligt udsendte plader med Elvis mens han var soldat, og da soundtracket fra hans første film efter soldatertiden, G.I.Blues, var på LP-hitlisten i USA i 111 uger i træk[20], var det tydeligt for enhver, at successen atter var hjemme. Snart tordnede han frem igen med millionsælgende sange som "It's Now Or Never", "Are You Lonesome Tonight?" og "Kiss Me Quick".

På daværende tidspunkt syntes Elvis Presleys plads på toppen af pop-tronen som nærmest urørlig. Han anslås at have solgt over 1 milliard plader.[21] I USA alene har han fået guld-, platin- eller multiplatin-belønninger for 140 forskellige albums og singler.

Filmene [redigér]

Elvis Presley i velkendt stil. Foto taget i 1957 hos MGM som et reklamefoto for filmen Jailhouse Rock.

Film med Elvis Presley [redigér]

Fra 1956 og frem til 1972 medvirkede Elvis i mange film, i alt 33 – startende med Love Me Tender og med de halvdokumentariske Elvis - That's The Way It Is og Elvis On Tour som de sidste.

Fra begyndelsen var det hensigten at gøre Elvis til "den nye James Dean", og de valgte filmroller bar tydeligt præg heraf. Men efter militærtjenesten tog hans filmkarriere mere retning af musicalgenren, først med G.I.Blues, der beskriver det sorgløse soldaterliv blandt de amerikanske styrker i Vesttyskland, og et år senere, med indspilningen af Blue Hawaii, var det definitivt slut med karrieren som karakterskuespiller. Kun i Charro!, som er en westernfilm fra 1969, blev musicalgenren fraveget.

Der var, navnlig i starten, tale om rene pengemaskiner. Filmene havde et stort og trofast publikum og havde samtidig lave produktionsomkostninger. De mange indlagte sange resulterede ofte i udgivelse af en LP-plade, som næsten pr. automatik blev solgt i kæmpeoplag. Med ca. tre film årligt var der dårligt nok tid til andet, så i årene med de mange filmindspilninger optrådte Elvis ikke live før end i 1968. Her optrådte han for et inviteret publikum i en TV-Special, der var sponseret af Singer Symaskiner[22] og som i realiteten var hans comeback-show, hvor han i sort og kropsnært lædertøj sang en række af de gamle hits fra 1950'erne samt et par nye, bl.a. "If I Can Dream".

Film om Elvis Presley [redigér]

Ud over de mange film med Elvis Presley findes der tillige en lang række af film om Elvis Presley. En af de bedst kendte er den halvdokumentariske TV-film Elvis, der er instrueret af John Carpenter og har Kurt Russell i titelrollen. Filmen portrætterer Presleys karriere fra starten og frem til 1969.

Men også i spillefilm er Elvis Presley skrevet ind i handlingen, fx 3000 Miles To Graceland eller Forrest Gump, og i den 4. film i serien om Indiana Jones, 'Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige' høres "Hound Dog"[23] med Elvis i radioen.

De store koncerter [redigér]

Elvis Presley på tysk frimærke fra 1988

Fra 1969 og frem til hans død stod der turné og liveoptræden på programmet, hovedsageligt på International Hotel i Las Vegas[24], men også i mange andre byer rundt om i U.S.A. (Elvis har aldrig optrådt i Europa, kun i U.S.A. og Canada).

Den største af de mange koncerter var Aloha From Hawaii[25] fra 14. januar 1973, hvor over 1,2 milliarder TV-seere så Elvis via satellit. Det var en velgørenhedskoncert for kræftforskning og den første gang nogensinde, at en TV-udsendelse blev transmitteret til hele verden. Der var i virkeligheden tale om to koncerter, den første afholdt 12. januar. Denne blev båndet og holdt i reserve til øjeblikkelig udsendelse som erstatning for "den rigtige", hvis nu et eller andet skulle kikse i den direkte transmission. Dette blev dog ikke nødvendigt, så den koncert, der blev transmitteret 14. januar var, som planlagt, koncert nr. 2, direkte live-TV fra Hawaii. For begge show gælder, at Elvis var iklædt en hvid jumpsuit med "den amerikanske ørn" i pailletter på ryggen.

Elvis' sidste sceneoptræden var på Market Square Arena i Indianapolis og fandt sted den 26. juni 1977[26].

Død som 42-årig [redigér]

Elvis' grav på Graceland

Elvis og Priscilla blev gift 1. maj 1967 i Las Vegas[27]. 1. februar 1968 blev datteren Lisa Marie født[28]. Ægteskabet varede til den 23. februar 1972 hvor Elvis og Priscilla blev separeret og dernæst skilt den 9. oktober 1973[29].

På grund af forkert kost blev Elvis i sine sidste leveår stadig mere og mere overvægtig. Han var ofte på slankekur, men tog hurtigt på i vægt igen. Elvis blev gradvist afhængig af både sovemedicin og opkvikkende medicin. Hans personlige læge, George Nichopoulos, mistede sin autorisation i en tre måneders periode på grund af dårlig rådgivning og for at have givet Elvis for meget receptpligtig medicin.

Den 16. august 1977, dagen før den planlagte start på endnu en turne, blev Elvis Presley kl. 2.33 om morgenen fundet liggende livløs på sit badeværelsesgulv hjemme i Graceland. Trods ihærdige genoplivningsforsøg såvel hjemme som på hospitalet blev han erklæret død på Baptist Memorial Hospital i Memphis kl. 15.30[30]. Den egentlige dødsårsag blev aldrig officielt fastslået, men blev angivet som "uregelmæssig hjertefunktion".

Elvis blev efter sin død begravet på kirkegården Forrest Hill Cemetery på Elvis Presley Boulevard i Memphis. Der var imidlertid så stor opmærksomhed omkring hans gravsted, at han den 2. oktober 1977 sammen med sin mors jordiske rester blev genbegravet på Graceland. Nu er både Elvis, hans forældre, Vernon og Gladys Presley, samt hans farmor, Minnie Mae Presley, begravet i parken ved Graceland i den del som kaldes The Meditation Gardens[31].

The Meditation Gardens blev åbnet for offentligheden den 27. november 1977. Graceland er i dag indrettet som Elvis-museum og besøges årligt af flere end 600.000 mennesker fra hele verden, i USA kun overgået af Det Hvide Hus.

Priser og nomineringer [redigér]

Acadamy Awards [redigér]

Ingen af Elvis Presleys film vandt eller blev nomineret til en Academy Award (Oscar). Men en af de mange filmsange var tæt på, idet "I'll Be Back"[32] (Ben Weisman, Sid Wayne), der er indspillet 17. februar 1966 og blev fremført i filmen Spinout, var med i "Top-10" i kategorien "Bedste filmsang" ("Best song in a motion picture"), men altså lige akkurat ikke nåede med blandt de fem nominerede.

Grammy Awards [redigér]

Elvis Presley blev i 1971 tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award[33], der er en 'Æres-Grammy' for en samlet indsats.

Elvis Presley blev herudover nomineret 16 gange til en Grammy Award, selv om Grammy-uddelingerne først begyndte i 1959, længe efter at Elvis havde debuteret. De 16 nomineringer, som i alt udløste tre Grammyer, var:

  • 1959:
Albummet For LP Fans Only, nomineret i kategorien 'Best Album Cover'[34].
Sangen "A Big Hunk O'Love", nomineret i kategorien 'Best Performence by a Top 40 Artist'[35].
Sangen "A Fool Such As I", nomineret i kategorien 'Best Record of the Year'[36].
Sangen "A Big Hunk O'Love", nomineret i kategorien 'Best Rhytm & Blues Performance'[37].
  • 1961:
Soundtracket G.I. Blues, nomineret i kategorien 'Best Soundtrack from Motion Picture'[38].
Soundtracket G.I. Blues, nomineret i kategorien 'Male Vokal Performance – Album'[39].
Sangen "Are You Lonesome Tonight?", nomineret i kategorien 'Male Vokal Performance – Single'[40].
Sangen "Are You Lonesome Tonight?", nomineret i kategorien 'Record of the Year'[41].
Sangen "Are You Lonesome Tonight?", nomineret i kategorien 'Vokal Performance – Pop Single Artist'[42].
  • 1962:
Soundtracket Blue Hawaii, nomineret i kategorien 'Best Soundtrack from Motion Picture'[43].
  • 1968:
Albummet How Great Thou Art, nomineret i kategorien 'Best Enginered Recording'[44].
Albummet How Great Thou Art, nomineret og vundet i kategorien 'Best Sacred Performance'[45].
  • 1969:
Albummet You'll Never Walk Alone, nomineret i kategorien 'Best Sacred Performance'[46].
  • 1973:
Albummet He Touched Me, nomineret og vundet i kategorien 'Best Inspirational Performance'[47].
  • 1975:
Sangen "How Great Thou Art", nomineret og vundet i kategorien 'Best Inspirational Performance'[48].
  • 1979:
Sangen "Softly As I Leave You", nomineret i kategorien 'Best Country & Western Performance'[49].

Golden Globe [redigér]

Elvis' stjerne på Hollywood Walk of Fame

Øvrige priser og honoreringer [redigér]

  • Den årlige optagelse af nye navne i Rock and Roll Hall of Fame blev indledt den 23. januar 1986. Blandt de kunstnere, der blev optaget første år, var Elvis Presley[52].
  • Hollywood Walk of Fame er et 'æresfortov' langs med gaderne Hollywood Boulevard og Vine Street i Hollywood, Los Angeles, Californien, der fungerer som en slags 'Underholdningens Hall of Fame'. Elvis Presley er tildelt en stjerne for sin pladeproduktion og den ligger på Hollywood Walk of Fame, på fortovet ud for Hollywood Blvd 6777[53].
  • Elvis Presley er stadig den bedst-sælgende kunstner nogensinde med et salg på over 1 milliard plader[54].

Diskografi [redigér]

Siden Elvis Presleys diskografi omhandler sangerens omfattende pladeproduktion.

Filmografi [redigér]

En samlet oversigt over Elvis Presleys 33 film findes på Elvis Presleys filmografi.

Eksterne kilder og henvisninger [redigér]

  1. ↑ Officiel site om Elvis i Tupelo
  2. ↑ Artikel om Elvis og skolen
  3. ↑ Omtale af Elvis Presleys første job
  4. ↑ Om Sun Records i Memphis
  5. ↑ Omtale af Dewey Phillips
  6. ↑ Amazon.com's præsentation af The Blue Moon Boys
  7. ↑ Omtale af Tom Parker på elvis.com
  8. ↑ Videoreportage fra CBS om The Million Dollar Quartet
  9. ↑ Graceland på Elvis.com
  10. ↑ Site vedr. bl.a. ejerskab af Elvis' musik
  11. ↑ Interview med Bob Neal
  12. ↑ Site med historien om Memphis-mafiaen
  13. ↑ Kort beskrivelse af tiden i Vesttyskland
  14. ↑ elvis.com's beskrivelse af soldatertiden
  15. ↑ Fotoreportage om Elvis i Bad Nauheim
  16. ↑ Bad Nauheim-site m. omtale af bl.a. Hotel Grünewald
  17. ↑ Private billeder fra Bad Nauheim
  18. ↑ Tagesspiegel's omtale af bl.a. Elvis' første møde med Priscilla Presley
  19. ↑ Beskrivelse m. foto af Elvis og Priscilla i Bad Nauheim
  20. ↑ Artikel om G.I. Blues med omtale af soundtracket på Billboard i 111 uger
  21. ↑ good faith estimate of album sales
  22. ↑ Omtale af Singer Symaskiners Elvis-show
  23. ↑ Indiana Jones' soundtrack på IMDb
  24. ↑ Historien om International Hotel i Las Vegas
  25. ↑ Aloha from Hawaii på IMDb
  26. ↑ Site om Market Square Arena
  27. ↑ EPnews' beskrivelse af brylluppet
  28. ↑ elvispresley.com-artikel om Lisa Marie Presley
  29. ↑ Papirerne fra Elvis og Priscillas bodeling
  30. ↑ Daily Mirrors forside om Elvis' død
  31. ↑ Site med billeder fra Meditation Gardens
  32. ↑ Ben Weisman beretter om næsten-nomineringen til en Oscar
  33. ↑ HubPages vedr. Grammy Lifetime
  34. ↑ Grammy Awards 1959
  35. ↑ Grammy uddeling 1959
  36. ↑ Grammy nominering 1959
  37. ↑ 1959 – Grammynominering
  38. ↑ Grammynomineringer i 1961
  39. ↑ 1961 – Grammynominering
  40. ↑ Grammy Awards 1961
  41. ↑ Nomineringer i 1961
  42. ↑ Grammynominering 1961
  43. ↑ Grammynominering i 1962
  44. ↑ Grammy Awards 1968
  45. ↑ Grammy-vinder i 1968
  46. ↑ Grammynominering i 1969
  47. ↑ Grammyvinder i 1973
  48. ↑ Grammy Award-vinder i 1975
  49. ↑ Grammynominering 1979
  50. ↑ Golden Globe 1963 på IMDb
  51. ↑ Golden Globe 1973 på IMDb
  52. ↑ Digital Dreamdoor vedr. R&R Hall of Fame
  53. ↑ Hollywood Walk of Fame's site vedr. Elvis Presley
  54. ↑ Guinness world of records vedr. Elvis Presley
Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Elvis_Presley&oldid=7158560"