Emil Hornemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med komponisten Emil Horneman
Emil Hornemann
Foto: Emil Hohlenberg

Claus Jacob Emil Hornemann (19. april 1810 i København16. juni 1890 sammesteds) var en dansk læge, der ved sin vedholdende indsats i anden halvdel af 1800-tallet fik gjort en indsats for at forbedre den elendige hygiejne i København, der bl.a. havde været en medvirkende faktor ved udløsningen af koleraepidemien i 1853.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Emil Hornemann var en søn af professor Jens Wilken Hornemann og fødtes 19. april 1810 i København. 1827 dimitteredes han fra Borgerdydskolen i København og var allerede som ung medico-kirurgisk student i selvstændig lægevirksomhed under den ondartede koldfeberepidemi i Sydsjælland i 1831. 1833 tog han den kirurgiske eksamen (han var den første, der underkastede sig kirurgisk prøve ved sygesengen), fungerede derefter som skibskirurg på fregatten Galathea og tog 1834 den medicinske eksamen. De følgende år var han medicinsk kandidat ved Frederiks Hospital, 1837-39 reservemedikus under Bang. 1838 tog han licentiat-, 1839 doktorgraden og tiltrådte derpå en stor studierejse, på hvilken han først under et langt ophold i Paris kastede sig både over klinisk medicin og hygiejne – fag, der dengang doceredes af banebrydende franske celebriteter – og derpå fortsatte de samme studier i England, hvor den nye franske skole fandt en selvstændig videre udvikling, og hvor særlig hygiejnen var i rask fremadskriden med afgjort praktisk sigte. Af denne dygtige bevægelse blev Horneman dybt grebet og blev senere en trofast og utrættelig forkæmper for de engelske synspunkter.

Efter sin tilbagekomst til København i 1841 fik han ved sine yderst vindende og tillidvækkende personlige egenskaber hurtig en betydelig huslægepraksis, var også en kort tid distriktslæge i København og udnævntes 1843 til læge ved statens nyoprettede livrente- og forsørgelsesanstalt samt dertil knyttede livsforsikringsanstalt, et hverv, han derefter varetog i 45 år med altid uforanderlig minutiøs samvittighedsfuldhed. Stillingen erholdt han vel nærmest ved sin onkel, konferensråd Jonas Collins indflydelse, men i øvrigt var han netop særlig kvalificeret til posten ved det indgående studium, han både under sin hospitalsansættelse og under sin udenlandsrejse havde helliget stetoskopien, og hvorom en 1843 publiceret udførlig Haandbog ved den kliniske Øvelse bærer vidne. Ved dette tidspunkt var det den kliniske medicin, som fortrinsvis lagde beslag på hans videnskabelige interesse, men snart trådte hygiejnen i stedet, og det blev på dette felt, at han fik sin eminente og velsignelsesrige betydning for København og for Danmark som helhed.

Tidlige reformtiltag[redigér | redigér wikikode]

En reformatorisk virksomhed på det hygiejniske, sygdomsforebyggende område lå netop ganske særlig for Hornemanns ideelle personlighed, for hans hele varme filantropiske ånd, og trangen til en sådan var i kun alt for fremtrædende grad tilstede, først og fremmest i hovedstaden, hvor alle en offentlig sundhedsplejes fordringer var fuldstændig tilsidesatte eller endnu slet ikke var kommet til orde. Uhumskhed af enhver art gjorde sig gældende overalt, med hensyn til renovationsvæsen, til drikkevand, boliger osv., og herimod skulle der kæmpes; der skulle skaffes lys og luft og renlighed til veje for derved at fjerne en hovedkilde til de hærgende epidemier. Til en sådan reformerende virke i engelsk ånd, i store træk, båren oppe af menneskekærlighedens og begejstringens energi og for øvrigt kun af almindelige fysiologiske indsigter og sikker sund sans, var netop Horneman i udpræget grad manden, medens den senere teoretisk-videnskabelige, eksakte detailarbejdet inden for hygiejnefaget, således som den efterhånden udformede sig, navnlig i Tyskland, lå ham temmelig fjernt.

Efter at have offentliggjort flere hygiejniske indlæg i Bibliotek for Læger og i Fædrelandet fik han i 1847 sæde i det kort i forvejen i det medicinske selskab oprettede stående hygiejniske udvalg og blev snart som afløser af stadsfysikus Hoppe dets formand. Endnu samme år offentliggjorde han en større hygiejnisk afhandling i form af en udvalgsbetænkning til det medicinske selskab, i hvilken han varmt og indtrængende og med særligt hensyn til den allerede den gang truende kolera påviser nødvendigheden af indgribende reformer i Københavns offentlige sundhedsvæsen. I Fædrelandet fremkom han det følgende år med lignende indlæg. Disse reformspørgsmål stilledes imidlertid foreløbig i skygge af den udbrudte krig, hvoraf også Hornemanns patriotiske ånd blev stærkt grebet, så at han opgav hele sin virksomhed i København for at gøre tjeneste ved Hæren; i 1849 modtog han konstitution som overlæge ved lazarettetAugustenborg Slot (i 1850 en lignende ved et lazaret i København), i hvilken stilling han i øvrigt også optrådte som hygiejniker ved at stræbe at modvirke de om sig gribende lazaretfebre, ligesom der på hans initiativ nedsattes en kommission til revision af hele Hærens sundhedsvæsen, af hvilken han blev medlem.

Efter krigen kom de betydningsfuldeste år i Hornemanns hygiejniske virksomhed. 1850 forelagde han som formand i det medicinske selskabs hygiejniske udvalg et udførligt Forslag til en bedre Ordning af den offentlige Sundhedspleje i Kjøbenhavn, hvilket også udgaves særskilt og satte gemytterne og først og fremmest de modstræbende, konservative stærkt i bevægelse. Kort efter offentliggjorde han en oversættelse af. En omfattende officiel engelsk rapport om den seneste koleraepidemi med dertil knyttede bemærkninger om forholdene i København, og nu begyndte dog hans agitation at bære frugt. Ikke blot genoprettedes den overordentlige sundhedskommission for hovedstaden, men omtrent samtidig (1851) nedsattes ved kongeligt kommissorium en særskilt kommission, af hvilken Hornemann blev medlem, og hvis opgave netop var at foreslå forholdsregler til forebyggelse af den truende kolera. 1852 udgav han en udførlig beretning om kommissionens virksomhed og resultater og drog samme år. Som regeringens delegerede til en international hygiejnisk kongres i Bruxelles – den første og vistnok mest epokegørende af sådanne kongresser -, fra hvilken han hjemvendte beriget med yderligere indsigter og impulser, hvorom han ligeledes afgav beretning. I det følgende år rejste han med kraft i en række artikler i Fædrelandet fordringen om sundere boliger for de arbejdende klasser og betonede stærkt "de velhavendes og magthavendes Pligt til at hjælpe at stoppe de mange Kilder ikke blot til Sygdomme, men til Fattigdom, Synd og Misfornøjelse".

Lægeforeningens Boliger

Foreløbig var dog modstanden mod Hornemanns reformforslag fra de ældre officielle autoriteters side for stærk og urokkelig, og han havde til trods for sin nøje personlige forbindelse med den unge liberalismes ledende mænd næppe udrettet noget betydeligt i lang tid, hvis han ikke på én gang 1853 havde fået den i flere år stærkt truende, skrækindjagende kolera til forbundsfælle. Da epidemien med rivende fart udbredte død og fordærvelse i vide kredse, da de officielle sundhedsautoriteter stod rådvilde og magtesløse, og Hornemanns advarsler viste sig kun alt for vel begrundede, kom han på én gang frem i første række, og den af ham grundede og under hans formandskab ledede private Lægeforening mod Choleraens Udbredelse blev det, der nu optog hele hovedkampen mod farsoten og i kort tid førte den sejrrig til ende ved anvendelse af de fra England bekendte forholdsregler, navnlig ved udrømning til luftige opholdssteder af beboerne i alle de stærkt forpestede huse. Og da epidemien var standset, fortsatte Lægeforeningen under Hornemanns utrættelige ledelse sin velsignelsesrige virksomhed; endnu samme efterår rejste Lægeforeningens Boliger sig på Østerbro, og for dette i sanitær henseende så betydningsfulde foretagendes trivsel og videre fremme virkede Hornemann derefter med uformindsket energi i 35 år lige til sin høje alderdom, ligesom han også var virksomt bestyrelsesmedlem af andre selskaber for gode arbejderboliger, der senere oprettedes efter Lægeforeningens forbillede; således var han en af stifterne af Arbejdernes Byggeforening.

Koleraepidemien 1853[redigér | redigér wikikode]

Emil Hornemann
Foto: Budtz Müller

Ved koleraepidemien var Hornemann ikke blot blevet en af hovedstadens mest populære mænd, men tillige en mand, hvis mening også de ældre autoriteter måtte begynde at bøje sig for. Som et officielt udtryk herfor erholdt han endnu samme år professortitlen og valgtes af sundhedskollegiet til medlem af den overordentlige sundhedskommission i stedet for Bang, der udtrådte på grund af de ham tilstødte uheld i hans kommissionsvirke. I de følgende år kom der også en ikke ringe fart i de betydningsfulde hygiejniske reformer, for hvis realisation Hornemann så længe forgæves havde arbejdet, og han kunne således med berettiget stolthed fremtræde for den på hans initiativ i 1858 sammenkaldte skandinaviske kongres for sundhedspleje i København. Han havde tilmed den særlige tilfredsstillelse at se koleraen, som efter 1853 årlig svævede truende over hovedstaden, stadig holdt i skak; da situationen i 1857 blev ganske særlig truende, fik sundhedskommissionen ved provisorisk lov en diktatorisk myndighed, så at Horneman kunne få vidtgående forholdsregler trufne, om han end netop samtidig ved sin fortsatte, noget ensidige fastholden af koleraens ikke-smitsomhed begyndte at møde en ikke ringe opposition fra sagkyndig side, og om end for øvrigt de konservative elementer i administrationen fremdeles lagde bånd på hans reformiver og i det hele holdt så meget igen, at Hornemann ved gennemførelsen af den nye Københavnske kommunalforfatning og dermed følgende sundhedsvedtægt i 1858 næppe ugerne trådte tilbage fra sin officielle stilling i kommissionen, hvorved han så meget friere og med så meget større eftertryk kunde kæmpe for sine reformkrav som privatmand.

I sin utrættede agitation mod alle sundhedsfjendtlige momenter slog han nu navnlig ind på to veje, der begge bragte ham i udstrakt rapport til almenheden. Den ene var udgivelsen af et tidsskrift med den træffende titel: Hygiejniske Meddelelser og Betragtninger, hvilket han redigerede alene indtil 1874, derefter indtil 1880 sammen med professor Carl Georg Gædeken (hvorpå det overtoges af Selskabet for Sundhedsplejen som dettes organ), og i hvilket han ikke blot selv drøftede alle den offentlige og private sundhedsplejes kår – altid på samme klare, varme og indtrængende måde, om end nok undertiden ud fra et lidt ensidigt grundstandpunkt -, men også indførte talrige bidrag fra yngre hygiejnikere, der hovedsagelig hentede impulser fra ham. Den anden vej, han slog ind på, var populære foredrag, særlig beregnede på hovedstadens småfolk. Ved hans sympatiske, menneskevenlige personlighed, hans oratoriske og populariserende evne, hans ejendommelige blanding af dyb varme og mild humor slog disse foredrag i overordentlig grad igennem. Flere af dem er trykt, til dels særskilt i pjecer, således den lille, fængslende, i fri bearbejdelse fra engelsk gengivne, moraliserende fortælling Frisk Luft, Sæbe og Vand, der udkom i gentagne oplag og var meget karakteristisk for hans agitationsmetode. Et af de emner, han oftere behandlede, var misbrug af alkohol og dens skæbnesvangre følger, der fornedrede mennesket til dyr, og som derfor også måtte oprøre hans ideelle, dybt religiøse opfattelse således, at han kom til kategorisk at fordømme enhver anvendelse af alkohol i selve lægekunstens tjeneste; den samme religiøst begrundede aversion viste han på lignende måde lige over for enhver, også lægevidenskabelig, eksperimenteren med hypnose på mennesker.

Resultater og reformer på nationalt plan[redigér | redigér wikikode]

Snart fik han dog igen lejlighed til på officiel og fremtrædende måde at virke for hele landets sundhedsvæsen, i det han i 1865 blev medlem af Det kgl. Sundhedskollegium – et synligt udtryk for, at hans autoritet trods al aktiv og passiv hæmning voksede. Yderligere vidnesbyrd herom fulgte snart efter. 1866-68 begyndte han et ildfuldt felttog mod den i Fødselsstiftelsen hærgende barselfeber og særlig mod den i det nye Kommunehospital optrædende hospitalsinfektion og hævdede i dette spørgsmål med stor yderlighed sin engelske antikontagionisme, der i øvrigt senere efterhånden modificeredes, navnlig under indflydelse af Louis Pasteurs arbejder, og i det hele mindre hvilede på videnskabelige præmisser end på hans dybe følelse, hans ikke ugrundede frygt for de inhumane konsekvenser af smittelæren. Men til trods for denne uholdbarhed i hans videnskabelige standpunkt, og skønt hans forslag om at modvirke miasmerne ved spredning af patienterne i de såkaldte «blandede afdelinger» på det bestemteste bekæmpedes af de sagkyndige, hvis mening her måtte have en afgørende vægt, satte han dog ved sin og sin trofaste kampfælle C.E. Fengers autoritet lige over for almenheden sit forslag foreløbig sejrrig igennem. Med fuldt uomtvistelig berettigelse gennemførte han kort efter andre vigtige foreliggende reformopgaver; ved et varmt og glimrende foredrag på det nordiske industrimøde i 1872 Om Børns Andvendelse i Fabriker, særlig med Hensyn til vore Forhold fremkaldte han den det følgende år vedtagne fabriklov, der forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik, og i samarbejde med en anden filantropisk hygiejniker, dr. F.F. Ulrik, foranledigede han, at den gældende, skadelige Københavnske byggelov af 1871 underkastedes en gennemgribende hygiejnisk revision, hvis resultater fastsloges i en ændret lov (1875, nyt forbud mod beboelse i kældre), og ligeledes, at det uhyggelige, sundhedsfarlige kvarter om Peder Madsens Gang blev nedbrudt. Den sidste store hygiejniske sag, det lykkedes ham at gennemføre, var stiftelsen af Selskabet for Sundhedsplejens Fremme i Danmark i 1879. Som dets selvskrevne formand fungerede han indtil 1888, og det var på hans initiativ, at selskabet skred til den vigtige opgave at undersøge den grund, hvorpå København står, efter de nyere undersøgelsesmetoder.

Den i hele Hornemanns virke ganske særlig fremtrædende varme og praktiske filantropi gav sig frugtbringende udslag i mange andre retninger end de nævnte, strengt hygiejniske. Af børnehospitalets bestyrelse var han medlem fra 1859, og opførelsen af det smukke nye Dronning Louises Børnehospital skyldes for en ikke ringe del hans utrættelige arbejde. Han var medlem af Københavns Sygehjems bestyrelse, af bestyrelsen for den gensidige hjælpeforening for kvindelige håndarbejdere, af komiteen for anlæg af en vandkuranstalt ved silkeborg, hvilken han i stor udstrækning ville have anvendt til bedste for fattige syge. Overhovedet fremkom der i en lang årrække næppe nogen filantropisk sag af større rækkevidde, uden at han var medvirkende, ligesom hans arbejdskraft samtidig benyttedes også i forskellige andre komiteer og kommissioner til vigtige formåls fremme, både inden for og uden for det lægevidenskabelige område; af komiteen for Danmarks deltagelse i den internationale kongres for sundheds- og redningsvæsen i Bruxelles i 1876 var han et selvskrevet og virksomt medlem.

Hæder[redigér | redigér wikikode]

Som fuldt tilhørende nationalliberalismens skønne blomstringstid var han en varm skandinav, hvad der også har givet sig udtryk i hans ivrige deltagelse i de skandinaviske naturforskermøder – i hvis danske bestyrelse han 1868-86 virkede som generalsekretær -, i det skandinaviske lægemøde i Gøteborg 1870, hvor han fungerede som formand for den medicinske sektion, ligeså i hans virksomhed som dansk afdelingsmedlem af Den Letterstedtske Forening. Han dekoreredes med norske og svenske ordener ligesom selvfølgelig med danske.

Hormann blev titulær professor 1853, Ridder af Dannebrog 1849 og Dannebrogsmand 1858. Ved sin udtrædelse af sundhedskollegiet 1881 blev han Kommandør af Dannebrog af 2. grad, ved sin afskedigelse fra Livsforsikringsanstalten i 1888 af 1. grad. Af flere udenlandske medicinske og hygiejniske selskaber var han blevet medlem, og ved den internationale lægekongres i København 1884 var han præsident for den hygiejniske sektion. Ved det skandinaviske hygiejniske lægemøde i København 1888 proklameredes han som mødets ærespræsident.

Men alderens tryk og tilstødende indgribende sygelighedstilfælde begyndte ved denne tid at gøre sig stærkt gældende. Han var dog endnu i slutningen af 1889 så arbejdsdygtig, at han i en med en indledning forsynet oversættelse af et foredrag af den engelske lægevidenskabsmand Richardson (trykt i Tidsskrift for Sundhedspleje) kunne slå endnu et slag for afholdssagen, men i øvrigt levede han nu i sit udmærkede hjems hygge ganske tilbagetrukket og bestandig mere fordybet i de kristelige religiøse tanker, hvoraf han altid havde været stærkt grebet, og hvorom han også i sin forfattervirksomhed – fornemmelig i sit mærkelige lille skrift: Om Menneskets Tilstand kort før Døden (et foredrag i Arbejderforeningen af 1860) – har givet et karakteristisk vidnesbyrd. Efter et apoplektisk anfald indtraf hans død 16. juni 1890. 1852 havde han ægtet Birgitte Christiane Hohlenberg, datter af chef for Frederiksnagor (Serampore) Johannes Søbøtker Hohlenberg og datterdatter af statsminister Ove Malling.

Han er begravet på Assistens Kirkegård. Der findes malerier af Troels Lund ca. 1822, Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen 1852, alle i familieeje, af sidstnævnte i Universitetets hygiejniske Institut, og af H.C. Jensen 1875. Portrætteret på Wilhelm Marstrands maleri af unge Læger 1836 (Frederiksborgmuseet). Tegninger af Wilhelm Bendz 1829 og Wilhelm Marstrand 1834-40 i familieeje. Litografi af Peter Gemzøe efter Constantin Hansen 1854. Træsnit 1871, på billedet af nordiske naturforskere 1880 og af Carl Poulsen 1887.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.