En nævefuld dollars

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En nævefuld dollars
[[Image:|250px|]]
Originaltitel A Fistful of Dollars (US)
Per un Pugno di Dollari (IT)
Dansk titel '
Genre Spaghettiwestern
Instrueret af Sergio Leone
Produceret af Arrigo Colombo
Giorgio Papi
Manuskript af Sergio Leone
A. Bonzzoni
Victor Andrés Catena
Jaime Comas Gil
Baseret på {{{original}}}
Medvirkende Clint Eastwood
Marianne Koch
Gian Maria Volontè
José Calvo
Joseph Egger
Antonio Prieto
Mario Brega
Wolfgang Lukschy
Sieghardt Rupp
Benny Reeves
Musik af Ennio Morricone
Fotografering Massimo Dallamano (Jack Dalmas)
Federico G. Larraya
Klip Roberto Cinquini (Bob Quintle)
Alfonso Santacana
Filmstudie {{{studie}}}
Distributør United Artists
Unidis
Udgivelsesdato Italien: 16. oktober 1964
Danmark: 7. november 1966
USA: 18. januar 1967
Censur {{{censur}}}
Længde 100 min.
Land Italien
Priser
Sprog Italiensk
engelsk
spansk
Budget USD 200.000
Indtjening {{{indtjening}}}
Efterfulgte '
Fortsættes i Hævn for dollars
på IMDb
scope.dk
Hjemmeside {{{hjemmeside}}}
DVD
VHS
Blu-ray

En nævefuld dollars (Per un Pugno di Dollari) er en spaghettiwestern fra 1964 instrueret af Sergio Leone med Clint Eastwood i hovedrollen sammen med Gian Maria Volontè, Marianne Koch, Wolfgang Lukschy, José Calvo og Joseph Egger. Efter at den blev udsendt i USA i 1967, blev den starten på spaghettiwesterngenrens popularitet. Den blev året efter efterfulgt af Hævn for dollars og Den gode, den onde og den grusomme i 1966. De tre film kaldes samlet for Dollars-trilogien. Filmen er en uofficiel genindspilning af Akira Kurosawas film Yojimbo fra 1961. I USA blev Eastwoods person i alle tre film kaldt "Manden uden navn".

Det var en af de første spaghettiwesterns, som blev udsendt i USA, og mange af de europæiske skuespillere og teknikere antog amerikanske navne. Det gjaldt såvel Leone selv ("Bob Robertson"), Gian Maria Volontè ("Johnny Wels"), og filmkomponisten Ennio Morricone ("Dan Savio") foruden en række andre.

En håndfuld Dollars og de to efterfølgende film blev optaget i den spanske Almeria-provins.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Manden uden navn (Eastwood) ankommer til en lille grænseby i Mexico ved navn San Miguel. Han bliver hurtigt introduceret til en fejde mellem to mafialignende familier, som strides om magten i byen. På den ene side er der Rojosbrødrene, som består af Don Miguel (den ældste og i reglen den der bestemmer) Esteban (den mest stædige) og Ramón (den klogeste og mest kompetente, som spilles af Gian Maria Volontè, der vendte tilbage i For nogle få Dollars mere som den psykopatiske El Indio), og på den anden side er der den lokale sherif John Baxter og hans familie.

Den navnløse fremmede opdager snart en mulighed for at tjene "en håndfuld dollars" og beslutter at spille de to familier ud mod hinanden. Han ender med at befri Ramons fange og elskerinde Marisol (Marianne Koch) og giver hende og hendes familie besked på at flygte fra byen.

Rojosbrødrene fanger og torterer den fremmede efter dette forræderi. Det lykkes snart den fremmede at flygte ved hjælp af kistesnedkeren Piripero (Joseph Egger, som også dukker op i følgende film). I deres søgning efter den fremmede samles Rojosfamilien, som er den stærkeste af familierne, udenfor Baxterfamiliens hjem, som de sætter ild i, hvorefter de dræber dem alle. Rojos er herefter den eneste dominerende familie i San Miguel. Den navnløse mand vender tilbage til byen og udfordrer dem i en dramatisk duel. Herved redder han sin ven, den lokale kromand Silvanito. Manden uden navn dræber Rojoerne, herunder Ramon, og rider væk før de amerikanske og mexicanske myndigheder kan nå frem.

Skuespillere[redigér | redigér wikikode]

Produktion[redigér | redigér wikikode]

En håndfuld Dollars var oprindelig planlagt af Leone som en vej til at genopfinde westerngenren i Italien. Efter hans mening var de amerikanske westernfilm i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne blevet stagnerende, overdrevet prædikende og utroværdige og derfor begyndte Hollywood at lave færre af dem. Leone fornemmede, at der stadig var et betydeligt marked for westerns i Europa og erkendte, at det italienske publikum på det tidspunkt var begyndt at grine af de faste konventioner i såvel amerikanske westerns som i de italienske efterligninger. Hans egen tilgangsvinkel bestod i at overføre italienske handlingsforløb og overføre dem til westernkulisser. Clint Eastwood var ikke den første skuespiller, som blev kontaktet om at spille hovedrollen. Oprindelig ville Leone have Henry Fonda til at spille rollen som Manden uden navn.[1] Produktionsselskabet havde imidlertid ikke råd til at hyre en stor Hollywoodstjerne. Derefter tilbød Leone rollen til Charles Bronson, som afviste rollen, fordi manuskriptet var for dårligt. Både Fonda og Bronson kom senere til at spille hovedroller i Leones Vestens hårde halse (1968). Af andre skuespillerne, som afslog rollen, kan nævnes: Ty Hardin[2] og James Coburn.[3] Leone overvejede dernæst Richard Harrison, som kort forinden havde haft hovedrollen i den allerførste italienske western: Gunfight at Red Sands (Duello nel Texas). Harrison var imidlertid ikke tilfreds med forløbet af den foregående film, og afslog. Producenten lavede senere en liste over mindre kendte amerikanske skuespillere, som var til rådighed, og spurgte Harrison om råd. Harrison foreslog Clint Eastwood, som han vidste kunne spille cowboy på en overbevisende måde.[4] Harrison udtalte senere:

"Mit måske største bidrag til filmhistorien bestod i ikke at spille med i En håndfuld Dollars, og i at foreslå Clint til rollen".[5]

Filmen skulle optages i Spanien, og selv om det ikke var den første western, der blev optaget på den måde, og selv om filmen selv helt klart var en hyldest til Akira Kurosawas Yojimbo (1961), blev filmen selv en milepæl i spaghettiwestern-genren, som udviklede sig fra midten af 1960'erne. Eastwood selv havde meget at gøre med udviklingen af Manden uden navns karakteristiske visuelle stil, som den optrådte i Dollars-trilogien. Han købte de sorte jeans i en tøjforretning på Hollywood Boulevard, hatten stammede fra en kostumeafdeling i Santa Monica og de karakteristiske sorte cigarer kom fra en forretning i Beverly Hills, (selv om Eastwood er ikke-ryger).

Da En håndfuld Dollars var en italiensk/tysk/spansk samproduktion, var der alvorlige sprogvanskeligheder under optagelserne. Sergio Leone talte ikke engelsk, og Eastwood talte mest med de italienske medvirkende og teknikere (herunder den velkendte skuespiller Gian Maria Volontè) gennem stuntmanden Benito Stefanelli, som også fungerede som en uofficiel tolk for produktionsholdet og senere optrådte i Leones andre film. Leone satte efter sigende hurtigt pris på Eastwoods karakteristiske stil, og sagde senere: "Jeg kan lide Clint Eastwood, fordi han kun har to ansigtsudtryk: et med hat på, og et uden".[6]

En håndfuld Dollars blev den første film som benyttede Leones berømte og enestående visuelle stil i instruktionen. Den var påvirket af både John Fords visuelle landskaber og den japanske udspilingsmetode, som blev perfektioneret af Akira Kurosawa. Leone ønskede, at der skulle være en operalignende fornemmelse ved hans personer, og derfor er der mange eksempler på ekstreme nærbilleder af ansigterne på de forskellige personer, som fungerer som arier i en traditionel opera. De centrerer fokus på en enkelt person, og dette kontrafej bliver både landskab og dialog i scenen. Dette er helt anderledes end Hollywoods brug af ansigter, hvor nærbilleder blev anvendt til at vise reaktioner, normalt på en netop udtalt replik. Leones nærbilleder har mere karakter af portrætter, ofte belyst med renæssancelignende lyseffekter, og har helt deres egen betydning.

Musikken[redigér | redigér wikikode]

Filmmusikken blev skrevet af Ennio Morricone, der i teksterne kaldes Dan Savio. Morricone huskede at Leone havde bedt ham om at skrive "Dimitri Tiomkin-musik" til filmen. Trompettemaet ligner Tiomkins "DeGuella"-tema fra Rio Bravo (1959) (som blev kaldt Un Dollaro D'onore i Italien) mens filmens indledende fløjtemusik peger tilbage til Tiomkins brug af fløjten i sin Gunfight at the O.K. Corral (1957). Selv om den ikke anvendes i den færdige film indspillede Peter Tevis en tekst til Morricones tema til filmen. Som ledsagemusik til den amerikanske udgave af filmen udsendte United Artists Records en anden tekst til Morricones tema ved navn Lonesome One med Little Anthony and the Imperials.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Selv om filmen blev omtalt i trailere som "den første film af sin slags" var handlingen og til en vis grad filmatiseringen næsten fuldstændig baseret på Akira Kurosawas film Yojimbo (skrevet af Kurosawa og Ryuzo Kikushima), og var genstand for en retssag som Yojimbos producenter vandt. Kurosawa krævede at få kompensation. Han skrev til Leone: "Det er en meget fin film, men det er min film"[7]

Den britiske kritiker sir Christopher Frayling identificerede tre hovedkilder:

"Delvis afledt af Kurosawas samuraifilm Yojimbo, dels fra Dashiell Hammetts roman Red Harvest (1929), men først og fremmest fra Carlo Goldonis 1700'talsskuespil En tjener og to herrer..." [8]

Sergio Leone har nævnt disse alternative kilder i sit forsvar. Han hævder at såvel En håndfuld dollars og Yojimbo, tematisk står i gæld til Carlo Goldonis En tjener og to herrer – det grundlæggende træk at hovedpersonen spiller to lejre ud mod hinanden. For Leone plantede dette oprindelsen for begge film i europæisk, og specifikt italiensk kultur. Naturligvis kan det siges, at Leone havde en interesse i at gøre dette – perspektivere påstanden om at have stjålet Kurosawas ide, hvis denne ide allerede var lånt fra en italiensk klassiker.

Plottet i En tjener og to herrer kan også ses i Dashiell Hammetts krimi fra 1929 Red Harvest. Detektivhelten i denne roman er karakteristisk en mand uden navn. Leone selv mente at Red Harvest, havde haft indflydelse på Yojimbo:

"Kurosawas Yojimbo var inspireret af en amerikansk roman i serie-noiregenren, så jeg bragte faktisk historien tilbage igen."[9]

Leone hav de også referencer til adskillige amerikanske westerns i filmen, især Shane (1953) og My Darling Clementine (1946).

Akira Kurosawa og Ryuzo Kikushima vandt sagen, og modtog 15% af filmens indtægter over hele verden, og eneret på distribuering i Japan, Taiwan og Sydkorea. Kurosawa indrømmede senere at han tjente flere penge på denne film end på Yojimbo.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Christopher Frayling, Spaghetti Westerns: Cowboys and Europeans from Karl May to Sergio Leone (Tauris, 1998).
  2. Relive the thrilling days of the Old West in film | TahoeBonanza.com
  3. A Fistful of Dollars
  4. French-made documentary about Richard Harrison
  5. Richard Harrison interview
  6. http://www.cinemadelsilenzio.it/index.php?mod=interview&id=17 (på italiensk)
  7. Galbraith IV, Stuart (2001). "The Emperor and the Wolf". New York: Faber and Faber. http://www.movingimage.us/film_programs/program_notes/y/yojimbo.html. Hentet 2008-02-29. 
  8. The BFI Companion to the Western, 1988.
  9. Frayling, Spaghetti Westerns, 1981.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]