Enkaustik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Romersk-ægyptisk begravelsesportræt af en kvinde

Enkaustik (af gr. ἔγκαυσις, enkauston = "indbrændt") var betegnelsen for den kunst at overtrække skrivetavler af træ med et lag af smeltet voks. Udtrykket blev desuden brugt af grækerne og romerne om en malemetode, der benyttede voks i smeltet tilstand som bindemiddel, deraf udtrykket enkaustisk, dvs. malet med voksfarver.

Voksmaleri benyttes ofte i samme betydning som oldtidens enkaustik. Denne teknik har været genstand for mange undersøgelser, men der er kastet nyt lys over ved de bemærkelsesværdige mumieportrætter, der er fundet i Fayyum[1]. Her synes fremgangsmåden at have været den, at man satte voksfarverne på med tørre stifter. Farverne indbrændtes derefter i den omhyggeligr tillavede flade. Derimod omfatter voksmaleri i moderne forstand ingen indbrænding, for vokset benyttes som bindemiddel for farven eller i alt fald som befæstelsesmiddel. Allerede langt tilbage i tiden har man forsøgt at rekonstruere fortidens voksmalerier, dels af historisk interesse, dels for at frembringe en ny, brugbar teknik. i 18. århundrede arbejdede Caylus og andre med undersøgelser over voksmaleri, og i 19. århundrede mente bl.a. Jacques-Nicolas Paillot de Montabert at have fundet et praktisk voks-bindemiddel (Traité complet de la peinture [1829—30]). I Tyskland, hvor professor Jakob Wilhelm Roux i Heidelberg i 1820'erne tog spørgsmålet om voksmaleri op til undersøgelse, praktiserede man ved fremstillingen af malerierne i Königsbau i München 1833 en art voksmaleri (et bindemiddel, der bestod af dammarharpiks, terpentinolie og voks). Til vægmalerierne i Hohenstaufer-Salen i Münchens Neue Residenz brugte man en fremgangsmåde, der var opfundet af maleren Franz Xavier Fernbach (1793—1851) (hvor bindemidlet bestod af opløsninger af harpiks, der var fortyndet med terpentinolie). Andre forsøg ved Eichhorn og ved A. Müller i Düsseldorf, særlig den sidstes metode, er blevet anvendt en del i praksis; Carl Rottmann brugte en art voksmaleri til sine græske landskaber i Münchens Ny Pinakotek, Friedrich Preller den ældre ligeså til Odyssé-Landskaberne i Weimar-Museet. I England blev nogle af Armitages vægbilleder i University Hall udført med en blanding af voks og terpentin. Når man i nyere tid ret ofte har forsøgt sig i voksmaleri (der har tilbøjelighed til at eftermørkne) ved udførelsen af større vægmalerier, har det gerne været for at komme uden om den vanskelige freskoteknik og for at opnå en rigere kolorit.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Reference[redigér | redigér wikikode]

  1. Richard Graul, Die antiken Porträtgemälde aus den Grabstätten des Faijûm, Leipzig 1888