Epigram

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Epigram fra San Nazaro Maggiore i Milano (en)
Grundlagt af Skt. Ambrosius i slutningen af 300-tallet

Epigram var hos grækerne oprindelig en indskrift på en offergave, et gravmæle og lignende, der skulle betegne genstanden og dens betydning. Det fik snart en poetisk udformning, ja blev en selvstændig digtart (en gren af den kontemplative lyrik eller tankedigtningen), der i en kort, knap, afrundet form (hos grækerne i almindelighed et "distikon") udtrykte et følelsesbetonet tankeindhold, der tilspidses til en komisk eller åndfuld pointe.

Lessing (Anmerkungen über das Epigramm, 1759) forklarer det som et lille digt, der i indskriftsstil vækker vor opmærksomhed og nysgerrighed over for emnet, holder den svævende et øjeblik og så tilfredsstiller den. I den (eller de) første linjer vækker det vor forventning, i den anden (eller følgende) løser det den på uventet sindrig eller pikant måde: i distikonet vækker heksametret forventningen, pentametret indeholder løsningen.

Et epigram virker altså ved de formelle følelser af forventning og løsning og ved en logisk-pikant pointe:

»Se, hvad Du aldrig så, min Ven!
To slette Vers fra Vibes Pen«.

For øvrigt tillader epigram den største frihed i indhold som i form, det kan være gnomisk[1], satirisk, lyrisk.

Grækerne og romerne

De talrige epigrammer af græske digtere (Simonides fra Keos (ca 556–469 f.Kr.)[2] var den ypperste epigram-digter), i hvilke den højeste ynde veksler med den kækkeste vittighed, blev i den byzantinske tid samlet i omfangsrige antologier, af hvilke der findes flere.

Romerne anvendte epigram nærmest i satirisk retning (Martial). Hos de romanske folk var epigram i middelalderen og i 16. århundrede, særlig hos de på latin skrivende humanister, et våben til spot, i den itallienske litteratur gik det imidlertid efterhånden over i madrigalens og til dels sonettens form.

Frankrig, England og Tyskland

I Frankrig yndedes epigrammet meget, særlig efter Clément Marot (1496-1544). I England efterlignede John Owen (1564-1622) Martial i latinske epigrammer. Det kunstmæssige epigram i det tyske sprog, der sluttede sig til de gamle, begyndte først i 17. århundrede; det betydeligste i denne retning ydede Friedrich von Logau (1605-55) med sine Sinngedichte. Schillers og Goethes talrige epigrammer er nærmest små tankedigte, der indeholder sandheder i en åndfuld form, kun i Xenien hvæsser de epigrammets brod. — Afledte former: epigrammatiker: forfatter af epigrammer; epigrammatisk: kort og fyndigt, rammende, bidende.

Nordmændene Holberg og Wessel skrev også epigrammer[3]:

Han aad og drak, var aldrig glad,
Hans Støvlehæle gik han skieve;
Han ingen Ting bestille gad,
Tilsidst han gad ei heller leve.

Johan Herman Wessel: Digterens Gravskrift over sig selv

Per sætter Venskab højt og mangt et Venskab vinder.
Han kommer sammen med mindst hundrede – Veninder.

Ludvig Holberg

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Note
  1. Gnome (græsk), sentens, tankesprog, et kort og fyndigt udtryk for en tanke eller leveregel (Salmonsen, bd. 9 s. 834)
  2. Simonides fra Keos (no) (ca 556–469 f.Kr.) var en græsk lyrisk poet. Han var sammen med Sapfo og Pindar en af de såkaldte ni lyrikere, sat sammen af lærde i det hellenistiske Alexandria.
  3. Eksemplerne på Holbergs og Wessels epigrammer er hentet fra den norske side



Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.