Ergoterapeut
En ergoterapeut arbejder på sygehuse, plejehjem og institutioner, i dagcentre, virksomheder og skoler.
Ergoterapeuter arbejder ved hjælp af ergoterapi med en holdbar og nuanceret genoptræning (rehabilitering) og vejledning af syge, handicappede eller skadede patienter, som tager hensyn til både fysiske, psykiske og sociale forhold. Dette sker dels gennem træning i de daglige aktiviteter, som borgeren selv prioriterer højest, og dels gennem indretning af understøttende omgivelser i borgerens hjem, på arbejdspladsen og øvrige nærmiljø (f.eks. ved hjælp af ADL-tilbud).
Uddannelsen til ergoterapeut er en mellemlang videregående uddannelse (MVU), der varer 3½ år, læses på en ergo- og fysioterapeutskole (professionshøjskole) og fører frem til betegnelsen professionsbachelor i ergoterapi. Betegnelsen på engelsk er occupational therapist (bachelor in occupational therapy).
Ergoterapeuter er samlet i fagforeningen Ergoterapeutforeningen, som er medlem af Sundhedskartellet og FTF. Ergoterapeuter er endvidere underlagt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Professionens udvikling
Ergoterapeuter gik tidligere under betegnelserne arbejdsterapeut, beskæftigelsesterapeut og terapiassistent.
Uddannelsen så dagens lys for første gang i 1933 og bestod dengang af et 3-måneders kursusforløb. I 1945 blev uddannelsen forlænget til at vare 2 år i alt og i 1953 blev uddannelsen gjort 3-årig.
I 2001 omlagde Undervisningsministeriet den 3-årige uddannelse til den nuværende 3½-årige mellemlange videregående professionsbacheloruddannelse i ergoterapi (ergoterapeutuddannelsen).
Eksterne kilder, links og henvisninger
- UddannelsesGuidens information om uddannelsen som ergoterapeut
- UddannelsesGuidens information om arbejdet som ergoterapeut
- Ergoterapeutforeningen
- Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 30. marts 2001 om ergoterapeutuddannelsen
- Sundhedsministeriets bekendtgørelse af 22. maj 2006 om lov om autorisation af ergoterapeuter, § 58
- Ergoterapeutuddannelsen i Danmark
- Ergoterapeutforeningens og ergoterapeutuddannelsernes information om ergoterapeutuddannelsen
- Studiehåndbog 2007 for Ergoterapeutuddannelsen i København
- "Dansk ergoterapi i et internationalt perspektiv" af Gunner Gamborg og Ulla Runge, 2007