Erik Johan Stagnelius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Erik Johan Stagnelius.

Erik Johan Stagnelius, svensk Digter, f. 14. Oktbr 1793, i Gärdslösa Præstegaard paa Öland d. 3. Apr. 1823. søn af biskop Magnus Stagnelius.

Stagnelus studerede to år i Upsala og tog kancellieksamen (1814). Kom Aaret efter ind i Kultusministeriet, blev 1818 Kopist og 1822 ordinær Kancellist. Levede baade i Upsala og Sthlm uden at knytte nærmere Forbindelse med de litterære Kredse. En Hjertelidelse i Forbindelse med Spiritus og Opium nedbrød hans Helbred og fremkaldte hans tidlige Død.

Selv udgav S. kun tre af sine Arbejder, alle anonymt: »Wladimir den store« (1817), tre Hefter med Titlen »Liljor i Saron« (1821; heri 22 mindre Digte og Sørgespillet »Martyrerna«) og 1822 »Backanterna«. Med »Sång til kvinnorna i Norden« vandt han 1818 anden Pris i det svenske Akademis Prisdigtning.

Allerede året efter hans Død udsendte Lorenzo Hammarskiöld paa Grundlag af hans efterladte Papirer hans samlede Digte i tre bind (1824—26, forøget og revideret af P.A. Sondén 1836 og af Christoffer Eichhorn 1856 og 1881). Den endelige kritisk-filologiske og kommenterede Udgave er udgivet af Svenska vitterhetssamfundet, besørget af Fr. Böök (I—V, 1911—1919), fra hvis Haand ogsaa foreligger hans »Valda skrifter« (I—II, 1923).

Den første Periode i S.’s Forfatterskab omfatter hans righoldige og mangeartede Ungdomsdigtning til omkr. 1817. I de første Ungdomsaar fortsætter han de gustavianske Digtere, især Lidner og Oxenstierna, og har sine fremmede Forbilleder i fransk Klassicisme og latinsk Digtning. Han besynger Dyden og Æren, i Tidsdigte om Krigsbegivenhederne er han den hellige Alliances Talsmand imod Napoleon. Samtidigt er han Livsnydelsens Digter, bl.a. i nogle pastorale Idyller, paavirket af Gesner, snart mere epikureisk tørt, snart stærkt sensuelt præget. Hans første større Digt »Blenda« (1813), over et smaalandsk Sagn, er en komisk Epope efter Wieland’s Mønster. I hans senere Ungdomsaar gør Paavirkningerne fra Romantiken sig stadigt stærkere gældende. I en Elegi fra 1815 om Samtidens Digtere priser han A. W. Schlegel, Madame de Staël, Chateaubriand, Oehlenschläger (»Baldurs härliga skald«), Ling og Tegnér. Med Tegnér stemte han overens i Fordringen om Formens Klarhed. I »Gunløg« (paabegyndt 1812), hvoraf kun tre Sange blev færdig, søgte han med Motiv fra Eddasagnet om Digtermjødens Oprindelse at skabe et nordisk Epos. Fra et Par Aar senere foreligger Sørgespillene »Sigurd Ring« og »Visbur« og det dramatiske Digtfragment »Svegder«. Med Schiller og Oehlenschläger som Forbilleder behandlede han her nationale Emner (Stoffet fra Ynglingasaga) i græsk Tragedieform med indlagte Kor. I Lyrikken tilegnede han sig forskellige Genrer: Elegier (efter klassisk Mønster og Goethe), Sonetter, Romancer og erotiske og reflekterende Digte. Som han i Formen havde prøvet og uddannet sine Evner i forskellige Retninger, havde han ogsaa i Indholdet spændt over store Modsætninger. Fra dette mere æstetiske Stade førtes han, maaske under Indtrykkene fra en Kærlighedsoplevelse og Skuffelse, ind i en sjælelig Krise, der stillede ham overfor Valget mellem Mulighederne i sin Karakter, mellem Sjæl og Sanser, mellem Askese og Livsnydelse (»Världsförakt«, »Längtan efter det himmelska«). Af denne Krise fremgik Digtene, der fylder den anden store Periode i hans Forfatterskab, i hvilken han er religiøs-kristelig Romantiker. Fuldt Herre over sine kunstneriske Virkemidler er det nu hans Opgave at give sin etisk-religiøse Livsanskuelse digterisk Form. Perioden indledes med »Wladimir«, et Hexameterdigt, hvis Tankeindhold er stærkt paavirket af Chateaubriands Les martyrs. Højdepunktet betegner »Liljor i Saron«. De mindre Digte danner en lyrisk-symbolsk Cyklus om Sjælens (Animas) Fald, dens Liv i Leret, dens Frelse og Lutring; i »Martyrerna« forherliges Martyrdøden som den fuldstændige Frigørelse for alle jordiske Baand. Grundlaget i S.’s Livsanskuelse og religiøse Spekulation er en Forening af Kristendom og Platonisme. Sine Ideer iklædte han et symbolsk Billedsprog og en mytologisk Terminologi, der var tilegnet gennem en omfattende poetisk og filosofisk Læsning; særlig maa fremhæves: Højsangen, Novalis, Oehlenschläger (»Aarets Evangelium«), orientalske Religioner, især den mandæiske, som han lærte at kende i den af Matthias Norberg (s. d.) udgivne »Liber Adami«, endvidere: gnostisk Teologi, Mysticisme og romantisk Filosofi. Det hele forenedes til en Livsanskuelse, en religiøs Metafysik, der helt er gennemglødet af hans brændende Aand, det ejendommeligste Udslag af svensk spekulativ Romantik. I S.’s sidste Leveaar indtraadte en delvis Reaktion mod dette ekstreme Standpunkt. I det antikke Drama »Backanterna« (1822) forkynder han i Hovedfiguren Orfeus en mere forsonende Lære og finder et Hvilepunkt i Resignationen. I mindre Digte og i Eposet »Blenda« og Skuespillet »Thorstenfiskare«, over et Jeppe-Motiv, slipper han Komikken og Satiren løs. S. har vundet i Virkelighedssans, saaledes i Billederne af smaalandsk Bondeliv og i Naturbillederne. Men om dette positivt peger hen mod en kunstnerisk Nydannelse og sjælelig Ligevægt eller om det blot negativt betegner Sammenfaldet af den dødsmærkede Digters romantiske Verdensbillede, staar uafgjort. S.’s Mangel paa skikkelsedannende, plastisk Fantasi svækkede Virkningen af hans Dramer og Epos. Alle hans Evner gjorde ham til Centrallyriker. Hans Hang til metafysisk Spekulation har ofte lagt en vanskelig gennemtrængelig Skal om hans Digtning, der ogsaa er tidsbundet ved sit noget abstrakte Ord- og Billedvalg. Men hvor S. er fri af Lærdom og Filosoferen, har han i Romancer og lyriske Digte (»Älvorna«, »Näcken«, »Flyttfåglarne«, »Suckarnas mystär«, Amanda-Digtene, »Månflickan«) skabt Poesi af en egen sanselig-oversanselig, ligesom gennemlyst Skønhed. Romantiker af Temperament og Livsbetragtning er han samtidig Klassiker ved sin Forms Fasthed og rene Linje.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.