Erik Magnusson af Södermanland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Erik Magnussons segl
Erik Magnusson fra hans segl

Erik Magnusson, hertug af Södermanland 1303. Erik blev født ca 1282 og døde i fangeskab på Nyköpingshus den 16. februar 1318, begravet i Storkyrkan i Stockholm. Erik var søn af kong Magnus Ladulås og Helvig af Holstein.

Ærgerrig[redigér | redigér wikikode]

Erik blev tidligt mere populær end broderen Birger, som arvede den svenske krone. I sin modstand mod sin bror, kongen, fik han støtte af sin anden bror Valdemar Magnusson. Erik er blevet nævnt som både dygtigere og mere intelligent end sin bror, kong Birger. Han var også modig og ærgerrig, og hans sociale egenskaber skaffede ham mange tilhængere.

Gift med Ingebjørg af Norge[redigér | redigér wikikode]

Som ung blev Erik forlovet med Ingebjørg Håkonsdatter af Norge. Da han krævede bryllup i 1308 værgede kong Håkon 5. Magnusson af Norge sig mod at bortgive sin datter da Norge var allieret med Sverige i henhold til tidligere aftaler, og Erik var en udfordrer til den svenske trone.

Erik gjorde senere en pilegrimsfærd til Wien og opløste derefter sin forlovelse med Sofia af Mecklenburg-Werle (død 1339) og søsterdatter til kong Erik Menved af Danmark. Derefter optog han sin tidligere forlovelse med norske Ingebjørg som var et godt dynastisk valg da hun var norskekongens eneste barn. Erik fik det som han ville. I 1312 blev han gift med Ingebjørg Håkonsdatter i Oslo. Nogle år senere døde norskekongen.

Opposition til den svenske krone[redigér | redigér wikikode]

Kong Birger frygtede med rette for sine brødre og deres planer. Han tvang dem til at signere et dokument i 1304 for at gjøre dem mindre farlige. Brødrene flygtede derefter til Norge, men i 1305 blev brødrene igen forsonet med kongen og fik deres hertugtitler tilbage.

Erik havde også landområdet Båhuslen og Konghelle i enden af Oslofjorden som han på en eller anden måde havde fået af den norske konge under sit ophold, og nordlige Halland havde han fået af den danske konge Erik Menved. Erik planlagde at vælte Birgers marsk Torgils Knutsson som stod i vejen for hans egne planer. Eftersom præsteskabet var i opposition til marsken gav de sin støtte til Erik og pressede den svage Birger til at henrette Torgils Knutsson i 1306. Ikke mere end et halvt år senere, i september 1306, befandt Birger selv sig i fængsel, indespærret af sine to brødre som derefter tog kontrollen over Sverige.

Birgers svoger, Erik Menved, kom med en hær for at støtte Birger. Kong Håkon af Norge var derimod blevet knyttet til de yngre brødre, og Erik specielt. I 1308 blev Erik og Valdemar tvunget af den danske konge til at løslade Birger, men under ydmygende betingelser. Da Birger var fri søgte han støtte i Danmark og striden begyndte på ny. Da Erik indgik en fredsaftale med Danmark som blev holdt skjult for kong Håkon mistede Erik den norske konges tillid. Kong Håkon krævede Kongshella tilbage, men Erik nægtede.

Krig med Norge[redigér | redigér wikikode]

Det førte i 1309 til krig mellem Norge og Erik Magnusson , og Danmark stillede sig på Norges side. Ved hjælp af sine strategiske evner lykkedes det Erik at ride stormen af, og besejre nordmændene og derefter danskerne som kom så langt som til Nyköping i 1309. Erik angreb Norge og generobrede Båhuslen og Kongshella. Striden endte med en fredsaftale i Helsingborg hvor Sverige blev delt mellem Birger og hans to brødre, hertugene Erik og Valdemar. Erik fik Västergötland, Dalsland, Värmland og Kalmar og også det nordlige Halland som len under Danmark, og han lovede at overlade Kongshella til Norge igen.

Til trods for at Erik aldrig tilbageleverede Kongshella til Norge, og brød alle sine løfter til den norske konge, lykkedes det ham alligevel at få hans godkenelse til ægteskab. Forklaringen må være at kong Håkon var blevet en gammel mand som så at det han havde kæmpet for bare gled fra ham. I 1312 giftede Erik sig med den 11 år gamle Ingebjørg Håkonsdatter i Oslo, og i 1316 fødte hun ham en søn, Magnus, og i 1317 en datter.

Fanget[redigér | redigér wikikode]

Erik havde næsten nået alle sine mål: han beherskede landområder bestående af dele af de tre nordiske kongedømmer, centreret ved kysten af Skagerrak og med Varberg som sæde; han havde en søn som var arving til kongedømmet Norge, og han var selv de facto hersker af Sverige.

Den ambisiøse Erik blev stoppet af list da hans bror Birger, de jure hersker af Sverige, narrede ham til et gæstebud i Nyköping. Der fik Birger Erik og Valdemar arresteret og smidt i fængsel, natten mellom 10. og 11. december 1317. Ingen ved hvad der egentlig skete med de to brødre, bortset fra at de forsvinder fra historien. Enten blev de sultet til døde eller blev henrettet i løbet af februar 1318.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Hele Norden var oprørt over brødrenes død, som fik mange til at glemme deres ugerninger og kun huske deres gode kvaliteter. Men Eriks ambitioner havde skabt store problemer for Sverige. Borgerkrigen i Sverige mellem brødrene var et af Sveriges mørke kapitler. Mange mennesker fra Norge, Sverige og Danmark døde på grund af deres ambitioner. Eriks liv blev positivt portrætteret i propagandaskriftet Erikskrøniken skrevet af hans tilhængere.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Erik fik følgende barn med den norske prinsesse Ingebjørg Håkonsdatter: