Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder
Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (fransk: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen) blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26. august 1789. I korthed handler de 17 artikler om frihed: religionsfrihed, menings- og ytringsfrihed og ret til at deltage i lovgivningsmagten. Der gælder lighed for loven, retssikkerhed i retsplejen og ret til at gøre oprør mod undertrykkelse. Ligeledes fastslår den ejendomrettens ukrænkelighed.
Forhistorie[redigér]
Erklæringen blev skrevet af den nyvalgte franske Nationalforsamling under ledelse af Mirabeau. Efter de skelsættende begivenheder i Versailles natten mellem 4. og 5. august 1789, da adelen og gejstligheden havde frasagt sig deres privilegier, gjaldt det om i den nye nationalforsamling at få vedtaget en udtalelse, der slog nogle principper fast for en ny styreform. I samråd med Jefferson skrev La Fayette så en tekst, der byggede dels på de franske oplysningsfilosoffer, dels på statsakter fra engelsk historie, men mest på principperne i den amerikanske uafhængighedserklæring.[Kilde mangler]
Den erklæring, som blev fremlagt for nationalforsamlingen og vedtaget den 26. august, bestod af 17 artikler. Den er højstemt og idealistisk i tonen og præges af en bevidsthed om, at menneskeheden står ved en skillevej i sin historie. Det fremgår klart af teksten, at den havde gyldighed ikke bare for Frankrig, men «for alle folk, alle lande og alle tider».
Menneskerettighedserklæringen
Det franske folks repræsentanter, konstituerede i nationalforsamlingen, har, i betragtning af at uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er de eneste årsager til folkenes ulykker og regeringernes korruption, besluttet at fremsætte menneskets naturlige, uforanderlige og hellige rettigheder i en højtidelig erklæring, for at denne erklæring altid kan være nærværende for alle medlemmer af samfundet og ustandselig minde dem om deres ret og deres pligter, for at lovgivningsmagtens og den udøvende magts handlinger til enhver tid kan sammenlignes med formålet for enhver politisk institution og således være mere respekterede, og for at borgernes krav i fremtiden kan hvile på enkle og uomtvistelige grundsætninger og altid medføre forfatningernes bevarelse og alles lykke.
Derfor erkender og erklærer nationalforsamlingen i det højeste væsens nærværelse og under dettes forsyn følgende rettigheder
1. Menneskene fødes og forbliver lige i rettigheder. Sociale forskelle kan kun begrundes med almenvellet.
2. Formålet for enhver politisk sammenslutning er at bevare de naturlige rettigheder. Disse er friheden, ejendomsretten, sikkerheden og retten til modstand mod undertrykkelse.
3. Friheden består i at kunne gøre det, som ikke skader næsten; brugen af de naturlige rettigheder begrænses kun af, at de andre borgere sikres de samme rettigheder. De grænser kan kun bestemmes ved lov.
4. Grundlaget for al magt hviler hos folket. Ingen stand og ingen person kan udøve nogen autoritet, Som ikke udtrykkeligt stammer fra dette.
5. Lovene kan kun forbyde handlinger, der er skadelige for samfundet. Hvad der ikke er forbudt ved lov, kan ikke forhindres, og ingen kan tvinges til at gøre, hvad der ikke er befalet.
6. Loven er udtryk for folkeviljen. Alle borgere har ret til personligt eller ved repræsentanter at bidrage til dens udformning. Den bør være lige for alle, både som beskyttelse og straf. Alle borgere, der er lige for loven, har lige adgang til værdigheder, embeder og offentlige hverv, alt efter deres kvalifikationer og uden andre forskelle end deres dyders og talenters.
7. Man kan kun anklages, arresteres eller tilbageholdes i de tilfælde, som loven fastsætter. De, der anmoder om vilkårlige ordrer og lader disse bringe til udførelse, direkte eller indirekte, skal straffes. Men enhver borger, der lovligt er stævnet eller grebet, skal øjeblikkeligt adlyde; ved modstand gør han sig skyldig.
8. Loven kan kun fastsætte de absolut nødvendige straffe, og straffe kan kun tildeles i kraft af love, der er udstedt før forseelsen og lovformeligt vedtaget.
9. Ethvert menneske er uskyldigt, indtil det er erklæret skyldigt; skønnes det uundgåeligt at arrestere det, straffes enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig vedkommendes person, strengt ifølge loven.
10. Ingen skal forulempes for sine meninger – selv religiøse – forudsat at deres tilkendegivelse ikke forstyrrer den offentlige orden.
11. Den frie tanke- og meningstilkendegivelse er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver kan tale, skrive og trykke frit, men skal ved misbrug af denne frihed stå til ansvar i de tilfælde, loven bestemmer.
12. Sikringen af menneskerettighederne kræver væbnet magt; denne styrke er oprettet til alles fordel og ikke til særlig nytte for den, hvem styrken er betroet.
13. For at opretholde den væbnede magt og for at dække administrationens udgifter er skat uundgåelig; den bør lignes ligeligt på alle borgere under hensyntagen til deres midler.
14. Alle borgere har ret til, selv eller gennem deres repræsentanter, at konstatere nødvendigheden af skat og frit at give deres samtykke dertil, at følge brugen, at bestemme skattebeløbet, skatteansættelsen, opkrævningen og varigheden.
15. Fra enhver embedsmand har samfundet ret til at kræve regnskab for hans embedsførelse.
16. Ethvert samfund, hvor garantien for rettighederne ikke er sikret, og de bestemmende magter ikke er delt, har ingen forfatning.
17. Ejendomsretten er hellig og ukrænkelig; den kan ikke berøves nogen uden at det offentliges vel, lovligt konstateret, tvingende kræver det og på betingelse af en retfærdig og forud aftalt erstatning.
Se også[redigér]
 |
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
