Inuit

Inuit (Eskimo)
Inuitter på hundeslæde, Cape Dorset, Nunavut, 1999.
Antal og fordeling
Antal i alt	150.000 (anslået)
: Alaska	ca. 50.000
: Canada	56.330
: Grønland	ca. 50.700
: Sibirien	ca. 2.000
Etnografi
Race:	mongolsk (også kaldet mongolid)
Historie:	oprindelse, udbredelse
Kulturer:	Independence I, Independence II, Saqqaq, Dorset, Thule
- Sprog:	inuit (eskimoisk);
- Religion:	Shamanisme;
- Levevis:	Jægere og fiskere;
- Fartøjer:	Kajak; Konebåd (umiak), Hundeslæde
- Boliger:	Iglo (snehytte); Erqulik (telt)
- Beklædning:	Skindtøj;
- Redskaber:	Ulu;
- Husdyr:	Hund;
- Kunst:	Tupilak;
Udbredelse
Kort over inuits udbredelse

Inuit er en fællesbetegnelse for en række mongolide folkeslag, der nedstammer fra den såkaldte Thule-kultur og lever i de arktiske egne. Inuitter kaldes også eskimoer - en betegnelse der dog opfattes som nedsættende i Canada og Grønland, og også omfatter grupper, der ikke er inuitter.

Som inuitiske folkeslag tæller de canadiske inuit- og inuvialuit-folk, Grønlands kalaallit-folk, Alaskas inupiaq-folk og yupikkerne, der findes både i Alaska og Rusland. Yupikkerne er dog ikke efterkommere af Thule-kulturen og foretrækker derfor betegnelsen "yupik" eller "eskimo". Folkene arbejder sammen gennem Inuit Circumpolar Council (ICC).

Etymologi

Inuit

Ordet "inuit" stammer fra inuktitut og betyder "mennesker". Entalsudgaven af ordet er "inuk". Ordene findes også på grønlandsk, hvor de har samme betydning. På dansk (som beskrevet i Retskrivningsordbogen) er "inuit" imidlertid ental, og "inuitter" er flertalsformen.

Eskimo

Betegnelsen "eskimo" stammer fra cree-indianerne i Quebec og på Labrador, der kaldte grønlænderne for "ayashkimew". Ordets betydning er ukendt, men den mest udbredte oversættelse er "sneskomagerne" eller "sneskobærerne", selvom "spisere af råt kød" og "de, der taler et andet sprog" også er foreslået. Ordet kom i det 17. århundrede via det franske "esquimaux" og det engelske "escimo" til dansk i versionen "eskimo". Denne betegnelse ses i dag som forbeholdt det gamle livsstil: Eskimo. I moderne tider anser inuitterne som blot "Inuk/Inuitter" både i Grønland og Canada.

Religion

Den inuitiske mytologi har meget til fælles med religioner fra andre polare regioner. Deres skikke kunne meget kort sammenfattes som værende en form for shamanisme baseret på animistiske principper.

I nogle henseender strækker denne mytologi den almindelige forestilling, hvad ordet "mytologi" betyder. I modsætning til for eksempel græsk mytologi troede mindst nogle få på den, uden afbrydelse, fra den fjerne fortid til nutiden. Selv om kristendommen efterhånden er kommet til at dominere, holder en del inuitter stadig fast i nogle elementer fra deres oprindelige religion. Nogle ser inuitfolket som et folk, der har tilpasset deres oprindelige overbevisninger til kristendommen, mens andre ville sige, at det snarere er omvendt, at inuitterne har tilpasset kristendommen med deres verdenssyn.

Inuitfolkets kosmologi er ikke religion i den sædvanlige teologiske forstand og har kun det til fælles med, hvad de fleste mennesker tænker om mytologi, at den fortæller om verden og menneskets plads i den. Med den inuitiske forfatter, Rachel Attituq Qitsualiks ord:

Det inuitiske kosmos er ikke styret af nogen. Der er ingen guddommelig moder- eller faderskikkelser. Der er ingen vindguder eller solskabere. Der er ingen evindelig straffe i det hinsides, såvel som der ingen straf er for børn og voksne i denne verden.

Inuitfolkets fortællinger, ritualer og tabuer er i den grad bundet ind i en frygtsomheds- og forsigtigheds-kultur, som er betinget af det barske miljø, de lever i, at det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet kvalificerer som tro, langt mindre religion. Som Knud Rasmussens eskimo-guide fortalte ham, da han spurgte ind til deres religiøse overbevisninger: "Vi tror ikke. Vi frygter". Inuitterne, som boede i et vekslende og irregulær verden, tilbad oprindeligt ikke noget, men de frygtede meget.

Inuitisk naturreligion

Naturreligionen bygger på, at inuitterne tror på såkaldte "Sila" - "vejret" eller bevidsthed; at naturen er levende ligeså menneskets forstand.

En menneske, der mister sin forstand kaldes på vestgrønlandsk: "Silaaruppoq" - "han mister bevidstheden". Hvis vejret er dårligt: "Silarluppoq". At vejret(eller naturen) har en tilstandseksistens, der kunne forenes med menneskets bevidsthed er centralt i eskimoernes forestilling om universet.

Inua: Til grund ligger en menneskeliggørelse af hele naturen. Alt, ting, dyr og naturfænomener, har en særlig livskraft. Alt har en indre energi og kraft, der gør det levende og får det til at fungere på hver sin specielle måde. Hver slags inua har sine egne karakteregenskaber og kan være farlige.

F.eks. latterens inua. Den bestemmer og påvirker ved at udgyde latter over inuitterne. Det er latterens inua der er årsag til, at mennesket ler. Hvis det ikke griner eller ikke har lyst til latter, er det, fordi latterens inua ikke giver latter til dem.

Et andet eksempel er madlystvolderens inua. Det er "ham", der forårsager, at inuitten begynder at sulte eller får øget appetit. Inua er altid sulten og begærlig efter mad. Hvis mennesker er meget sultne, er det fordi madlystvolderens inua også har "indtaget" mad, som de ellers spiser. Han kan være meget farlig, for mange mennesker sultede ihjel. Det var vigtigt at spise af madlyst for inuas skyld.

Særlige "overnaturlige" væsener: Der er Eqqillit (indlandsboere), Innersuit/alliarutsit (underjordiske), Toornit/Tunersuit (indlandsboere), Tarrajaarsuit (Skyggefolk), Igalilik (grydetrolde), Aasik (en stribet kæmpeorm med mange ben), Kiliffak (et enormt seksbenet dyr).

Inuitisk mytologi

Det gamle grønlandske verdensbillede er geocentrisk.Det kan sammenlignes med andre geocentriske verdensbilleder, som f.eks. det Aristoteliske eller den Ptolemæiske videreudvikling. I modsætning til de græske verdensbilleder er det animistisk og man lagde heller ikke vægt på at forklare bevægelser af himmellegemer i detaljer, som det ses hos grækerne og andre. Man havde en forestilling om at jorden var "anaana" som betyder "moder". Månen og Solen var personificeret som (I dag kendt på vestgrønlandsk) Aningaaq og Maliina. Mytologien varierer fra sted til sted)

En gammel fortælling handlede om dengang hvor der var lampeslukningsleg - dengang da der hverken var sol og måne. Lyset blev slukket og ingen vidste hvem de havde samleje med. Der var en pige som var så smuk(Maliina),hvis bror(Aningaaq)blev forelsket i. Da kærlighed og ægteskab ikke var muligt i søskendeforhold benyttede Aningaaq lampeslukningslegen til at ligge i hendes seng - uden hendes viden om det var ham. Dette leg fortsatte i den mørke arktiske nat, hvor Aningaaq fik sin kærlighed at mærke. Straks blev Maliina nysgerrig i denne opmærksomme og hengivne hemmelig elsker. En nat, da legen skal til at starte tog Maliina noget aske fra lampen og strøg det over Aningaaqs arm, så hun kunne genkende personen når lyset blev tændt. Straks da lampen blev tændt forfærdes Maliina over hvad der var sket. I skam og forfærdelse løb hun ud af huset med en væge, der brændte klart og stærkt. Aningaaq tændte også en væge men den lyste ikke så stærkt, og kom efter Maliina. De hævede sig op i luften, så Maliina blev til en sol og Aningaaq en måne. Maliina lyste om dagen og Aningaaq var der om natten. Den dag i dag, løber månen stædigt efter solen.

Aningaaq (Månemanden) og Maliina (Sol kvinden)

Dyrenes beskyttere Havkvinden og Månemanden

Ifølge myten var Havkvinden/Sassumap arnaa, engang en almindelig kvinde. Hun er enten forældreløs eller havde nægtet at gifte sig. Derfor havde samfundet udstødt kvinden ved at smide hende i vandet, efter først at have afhugget hendes fingre og hænder. De afhuggede fingre blev forvandlet til de forskellige sødyr.

Hun bliver herskerinde over sødyrene. Hun bor under havet i et kæmpestort hus, hvor hun kan overvåge alle bopladserne på land og kontrollerer, om de kære dyr behandles korrekt under deres "gæsteophold" hos menneskene.

Månemanden/Aningaaq var engang en almindelig ung mand, der forelskede sig i sin søster Malina. En aften slukkede Aningaaq alt lys for at favne sin lillesøster. Men søsteren Malina havde sod med for at tilsværte den mand, som var så ivrig efter hende. Da fik hun så at vide, hvem det var. Det var hendes egen bror Aningaaq. Malina gik ud for at tænde ild i et stykke lampemos. Det samme gjorde Aningaaq. Aningaaq løb efter sin søster Malina rundt om huset, men Aningaaqs lys gik ud. Men han lyste pga. den sod, som han havde fået tidligere. Derpå skar Maline sit ene bryst af og kastede det til sin bror, idet hun sagde: "Æd det! Det er måske kun mig, du kan lide". Aningaaq stoppede ikke, men fortsatte med at forfølge hende. Selv om luften optog dem, stoppede de ikke. Malina nåede højere op og længere end Aningaaq. Vi kender nu Aningaaq som månen og Malina som solen.

Månemanden sørger for dyr og menneskers reproduktion og frugtbarhed, skabelse og kontrol over naturfænomener som flod og ebbe, torden og snefald. Desuden overvåger han menneskenes handlingsmønstre i forbindelse med fangstdyrene. Hvis man ikke overholder reglerne, bliver man straffet ved, at dyrene holdes tilbage.

Menneske- og dyresjæle: Fangstdyrene havde sjæle ligesom mennesker og var lige så kloge - især isbjørnen. Mennesker havde et meget respektfuldt og personligt forhold til fangstdyrene.

Når mennesket dør, går sjælen videre til dødsriget, hvis man har overholdt reglerne. Sjælen kan også vandre rundt i andre væsener eller dyr, hvis den ikke fik ro, dvs. hvis navnet ikke går videre til en anden person og får bolig i et nyt menneske med samme navn. Man kan ikke se sjælen, hvis man ikke er angakok, men det siges at dens udseende er en miniudgave af personen eller dyret.

Taburegler og ritualer

Tatoveret inuitkvinde

Overholdelse af normer og regler er det stærkeste redskab for at kunne leve godt. Hvis man bryder tabu og ikke har overholdt nogle af reglerne, risikere man at det nedlagte dyrs sjæl hævner sig mod en, eller værre, mod hele bopladsen. Dyrene flygter fra samfundet, dermed sulter hele bopladsen, eller dyrenes beskytter holder dyrene tilbage for samfundet.

Tabureglerne varierede fra sted til sted. Hvis man ikke har overholdt reglerne, bliver man udstødt af samfundet. Det er vigtigt, at alle kender til tabureglerne og normerne, hvis man skal være medlem af kollektivet. Man kender reglerne gennem genfortællinger af myterne, fra angakok. Angakokken besøger, gennem åndevandring, de overnaturlige kræfter. Han kan dermed rådgive eller kontrollere mennesker ved som budbringer at overlevere de vigtige budskaber til samfundet.

Regler for fangstdyr efter drabet: Sæl, isbjørn og hval skal man behandle med respekt. Der er forskellige ritualer efter drabet, og hvad man gør ved dem. F.eks.: Sælen får nogle dråber drikkevand i munden, især når det drejer sig om en fangers første fangst. Knoglerne behandles med respekt, værnes mod hunde, og i nogle tilfælde returneres de uskadte tilbage til havet. Isbjørnens hoved blev vendt mod det sted, bjørnen boede, så dens sjæl bedre kunne finde vej, og den måtte først spises flere dage senere. Hvalen blev fanget ved nøje overholdelse af de rituelle handlingsmønstre.

Var dyret blevet behandlet korrekt og respektfuldt, kom det atter tilbage, gerne til samme fanger og eventuelt sammen med andre artsfæller, der havde hørt om det de dejlige gaver i menneskenes land.

For eksempel: Sælens gæstebesøg hos inuitterne betyder at den får vanddråber, for den er tørstig efter rent vand, efter lang tids ophold i saltvandet. Til gengæld accepterer sælen godvilligt at inuitterne parterer kroppen og derefter spiser kødet. Sjælen går videre til havet for at tage bolig i en ny krop.

Således ligger misfangsten i inuitternes egne hænder. Det er deres ansvar at tabu, normer og ritualer bliver overholdt. De skal selv sørge for, at de normale forhold bliver genoprettet, så dyrene igen vil lade sig dræbe. Når man skal sørge for, at mennesker, dyr og havkvinden skal have et godt forhold igen efter misfangsten, skal angakokken sørge for at løse krisen ved en kultisk handling (dyrkelse, påkaldelse af livskræfterne). Det sker i qassi. Ved hjælp af hjælpeånderne rejser angakokken til havkvindens hus, som ligger på bunden af havet. Det er en farlig rejse, for havkvinden er arrig og snavset, "forurenet", af inuitterne, som ikke har overholdt reglerne. Angakokken og havkvinden udspiller en voldsom kamp, som angakokken vinder, hvorefter han kan rense kvindens hår for skidt, der straks forvandles til sæler og andre fangstdyr. Dermed genopstår der normale forhold mellem mennesker, dyr og havkvinden (kosmos orden).

Månemanden holder fangstdyrene tilbage, hvis inuitterne ikke har overholdt tabureglerne. Det irriterer ham, idet de får hans boligindgangs dæksten til at larme og materialisere sig som skidt, der fylder hans hus. Angakokken foretager en rejse til månemanden, det sker på samme rejse som til havkvinden. Angakokken får beslutsomt fjernet husets snavs, der straks forvandles til fangstdyr. Til sidst skal angakokken sørge for, at hans bopladsfæller indrømmer tabubruddene.

Rite: Hellig handling. Ritualer er meget vigtige for inuitterne for at hindre kaos situationer. Man skal gøre helt bestemte ting vedrørende fangst, tilberedning, og levevilkår. Under ritualerne skal man handle og opføre sig på helt bestemte måder. Der er regler for, hvordan man skal handle gang for gang. Det ritual, man bruger i et lille samfund, kan være anderledes i et andet. Hvis man ikke har handlet korrekt, bliver man "straffet" af månemanden, havkvinden, Sila, inua – kræfter, og særlige overnaturlige væsner som blev irriteret, "forurenet", af menneskenes forkerte handlinger, eller ignorering af visse af ritualerne.

For eksempel: Man har et ritual vedrørende nedlagte havdyr og landdyr. Nedlagte havdyr, tager man gennem husgangen, mens landdyr transporteres gennem vinduet eller luftventilen i taget. Det er for ikke at skræmme og fornærme havdyrenes sjæle, for der findes ukendte inua-kræfter på land, som havdyrene er bange for.

Tabu: Forbud mod at gøre – eller undlade at gøre - bestemte ting. Kvinderne bar ofte ansvaret for tabureglernes overholdelse. Tabureglerne er en social pligt for at bevare samfundets eksistens. Listen over tabureglerne er lang. Kvinder under farlig overgangsfaser dvs. under menstruation, abort, eller under fødsel bliver isoleret fra samfundet og underkastet mange tabu-restriktioner, indtil de igen kunne blive optaget i samfundet efter en bestemt periode. Man gør det pga. at man mener at dyrene er skeptiske under kvindernes overgangsfaser. Under kvindernes overgangsfaser nægter samfundet at give tilladelse til at kvinderne vasker sig, de må ikke binde håret op i top som sædvanligt, de må ikke gå udendørs uden at dække hoved og bare legemsdele, for de kan smitte omgivelserne. Under overgangsfaserne er kvinderne anset som urene.

Amulet, Trylleord og Tupilak

Trylleord og amuletter var vigtige ligesom det at overholde tabu, bestemte forbud. Trylleord var strengt hemmelige. De var privatejede og skulle fremsiges dæmpet og korrekt. De kunne fx bruges til at trylle et fangstdyr nærmere eller til at gøre amuletter virksomme. Det var især mændene, der bar amuletter til hjælp under fangsten. Kvinderne bidrog hertil ved at overholde en række tabuer, navnlig i forbindelse med fødsel og død. Hvis reglerne i forbindelse med dødsfald ikke blev overholdt, risikerede man, at den dødes ateq, navnesjæl, ikke kunne få ophold i et nyt menneske og dermed finde ro, eller at tarneq, den sjæl der skulle tage ophold i et af de to dødsriger på jorden eller i havet, i stedet flakkede rundt og blev en trussel mod samfundet.

Amulet en genstand der tænkes at beskytte mod sygdom, ulykke, fare, hekseri o.l. eller at bringe held. Den virkning, man tiltror en amulet, beror i reglen på dens symbolværdi eller dens repræsentation af mytologi, kosmologi, gudenavne, hellige tekster el. lign. Nogle amuletter indeholder ligefrem længere hellige tekster, andre en kort trylleformel. JPS

En amulet som f. eksempel en hvalros klo rummer noget af hvalrossens inua. Hvalrossens evner og kraft overføres dermed til det menneske, som bærer den syet på tøjet, eller det sted, først og fremmest kajakker og huse, hvor den er placeret.

Tupilakken var et væsen sammensat af forskellige dele af naturmaterialer, dyr, fugle og menneskerester, gerne fra et barnelig. Den trolddomskyndige samlede disse effekter på et hemmeligt og ensomt sted i den grønlandske natur, bandt dem sammen, sang trylleviser over dem og lod dem suge kraft af sine kønsdele. Tupilakken var nu klar til at blive sat i havet og sendt af sted med det formål at dræbe en fjende. Dette var dog på ingen måde en risikofri løsning til at slippe af med sine uvenner og fjender på, for der eksisterede den store risiko, at det påtænkte offer havde større trolddomskraft end afsenderen, og dermed var i stand til at vende tupilakkens styrke og kraft og gøre det af med den oprindelige afsender.

Angakok og hjælpeånder

Angakok (Grønlandsk: angakkoq), inuitternes shaman, blev man enten ved en personlig oplevelse eller ved at blive udpeget af voksne, fordi man på en eller anden måde var speciel. Optræningen foregik under en ældre angakoks vejledning. Angakok-lærlingen blev ført ind i den religiøse tradition, opøvet i praktiske færdigheder og oplært i visionssøgning. Når uddannelsen, der varede mange år, var færdig, var det meget vigtigt, at angakokken markerede over for samfundet, at han eller hun nu havde fået disse kræfter ved offentligt at foretage en ånderejse. Ellers blev han eller hun til en ilisiitsoq, en heks, hvis kræfter blev brugt til skade for samfundet i stedet for til gavn for det.

Inuit kaldte mennesker, der kunne se skjulte ting for angakok. Hver boplads har haft mindst én angakok. Kun få var egnede til at blive det. Angakok blev rådført af hjælpeånder, der både kunne være menneske- og dyresjæle.

Lærlingen isoleres fra samfundet og udsættes for smerte- og ensomheds prøver. Gennem ensomheden skærpes hans sanser. Gennem monoton gniden med gnidestenen opøver han sin koncentrationsevne og evne til at meditere. Gnidestenen sætter ham i forbindelse med den transcendente verden. Gnidestenen bruges til at mane ånder.

Lærlingen er symbolsk død og i en trancetilstand oplever han sin egen død i en vision i hvilken han bliver ædt af et naturelt dyr.

Lærlingen genfødes som Angakok, idet han vågner efter sin dødsvision, - men stadig i trance -finder han sig selv på flugt i nøgen tilstand, mens hans klæder flyver efter ham og klæder ham på. Han kommer helt til sig selv og vender tilbage til samfundet igen.

Hver Angakok har en særlig stærk hjælpeånd: er mere en funktion/kraft end en ånd. Det er den, der kan hjælpe Angakokken til at komme ned til hvakvinde/månemanden. En hjælpeånd kan være dyret eller menneskesjæl, overnaturlige væsener, de underjordiske eller indlandsboerne. Nogle hjælpeånder er skrækindjagende og holder farlige ånder væk fra deres Angakok og andre er hans rådgivere.

Overgangsritualer

Fangstriterne kan forklares som overgangsriter, der i alle kulturer, i større eller mindre omfang, knyttes til de biologiske overgange i tilværelsen, såsom fødsel, pubertet, ægteskab og død.

Fødsel

Se under også ritualer, amulet og trylleord. Forældre til en nyfødt rådførte sig derfor altid med de ældre for at finde det rette navn til den nyfødte. Navn kaldes også for navnesjælen. Når barnet var navngivet smuttede navnen ind gennem endetarmen på den nyfødte og fyldte denne med sin Inua. Indtil navnen havde fået en krop måtte man iagttage en række taburegler:

• Afdødes navn måtte ikke nævnes. Betegnelser der sprogligt mindede om den afdødes navn måtte ændres indtil den afdøde var glemt eller havde fået en krop. Personer med samme navn som den afdøde må skifte navn. Sjælen er en slags sjæl eller ånd, der giver menneskekroppen alle de kvaliteter, der indgår i et menneskes identitet: i dets menneskelige profil: følelser, evner, formeringskraft. *Sjælen /tarneq er delelig i mindre dele af sig selv – tarnit/sjæler - og disse enkelte tarnit er placeret rundt omkring i kroppen.

Verdensbillede

Det inuitiske verdensbillede er geocentrisk.Det kan sammenlignes med andre geocentriske verdensbilleder, som f.eks. det Aristoteliske eller den Ptolemæiske videreudvikling. I modsætning til de græske verdensbilleder er det animistisk og man lagde heller ikke vægt på at forklare bevægelser af himmellegemer i detaljer, som det ses hos grækerne og andre. Man havde en forestilling om at jorden var "anaana" som betyder "moder". Månen og Solen var personificeret som Aningaaq og Maliina.

En gammel fortælling handlede om dengang hvor der var lampeslukningsleg. Lyset blev slukket og ingen vidste hvem de havde haft samleje med bagefter. Der var en pige (Maliina) og hendes bror (Aningaaq). Da lyset slukkede kom Aningaaq til at kunne lide hans egen søster og ville i kanen med hende, men hun kunne genkende ham og tændte en væge og for ud. Aningaaq tændte også en væge men den lyste ikke så stærkt, og kom efter Maliina. De hævede sig op i luften, så Maliina blev til en sol og Aningaaq en måne og han var stadigvæk efter hende. Maliina lyste om dagen og Aningaaq var der om natten så man kunne se noget.

Grønlænderne holdt op med at tro på dette verdensbillede efter at Hans Egede kom til Grønland og spredte kristendommen i 1721; Grønlændernes oprindelige tro fortrængtes langsomt, men sagn og myter blev genfortalt gennem generationer.

Ægteskab og sexualliv

Ægteskab foregik som ægte eller dramatiseret kvinderov- alt efter om der forelå en ægteskabsaftale ved bortførelsen af kvinden fra forældrenes hytte. Kvinden skulle under alle omstændigheder protestere mod bortførelsen.^{[Kilde mangler]}

Dog måtte man ikke begå incest ved at tage en slægtning til kone. Dette tabu tjente både til at undgå indavl og til at sikre gode forbindelser til andre bopladser gennem ægteskabelige forbindelser. Ægteskabet var et fornuftsægteskab og det kunne opløses, hvis en af parterne ønskede det.^{[Kilde mangler]}

Konebytninger og lampeslukningsfester tjente som psykologiske lynafledere i den lange, mørke og hårde vinter.^{[Kilde mangler]}

Man mener at overlevelsen af de ekstremt isolerede stammer ydermere har været sikret gennem den skik at tilbyde rejsende gæster at overnatte sammen med konen. Herved har man også hurtigere opnået resistens mod f.eks. influenza.^{[Kilde mangler]}

Død

Inuit var ikke bange for 'at dø,' men for selve dødens karakter (smerten og ikke mindst den farlige rejse mellem faserne, hvor meget kunne gå galt).

Når døden indtraf fortsatte Tarneq sin eksistens i et af to dødsriger, medens Ateq søgte efter en krop at lade sig reinkarnere i. Det mentes at ville tage Tarneq 1 år at komme frem til dødsriget, så i hele denne periode skulle man passe på og overholde tabuer, samt foretage en række overgangsriter for at hjælpe sjælen godt på vej:

• ikke mindst for at sikre sig mod at den skulle gå på sjælevandring.
• Hensynet til den afdødes sjæls optagelse i dødsriget krævede streng overholdelse af tabu og gennemførelse af riter.
• Den dødes nærmeste måtte gennemgå et grundigt renselsesritual for at fri sig fra dødsmanaen, før de kunne genoptage livet i samfundet igen.'
• Dette også af hensyn til fangstdyrene der kunne skræmmes bort af urene fangstredskaber eller dødsmana. I modsat fald kunne man gøre Månemanden eller Havkvinden vrede.

Man kunne komme til et af to dødsriger, hvor tilværelsen i al væsentlighed foregik som på jorden: Dødsriget under havet: Dette dødsrige var det bedste da det var et 'havrige' og man derfor kunne dyrke sælfangst etc. Det var ganske naturligt et sted man gerne ville hen. Kun fangere, der var omkommet på havet og kvinder, der var omkommet under barsel, der kom til dette paradisiske sted.

Dødsriget i himmel: Dette dødsrige lå i nærheden af Månemandens hus. Og da der ikke er sæler eller hvaler i himlen, måtte man nøjes med at gå på fuglejagt. Til gengæld kunne man spille bold med et indtørret hvalros-hoved. Når sådan en bold leg var i gang kunne man fra jorden se det i form af det bølgende Nordlys.

Toornat

Nogle ånder var af naturen ikke forbundet med fysiske kroppe. Disse skikkelser blev kaldt toornat (ental toornaq). Toornat er kræfter, angakkoqs (shamanens) hjælpe ånder. Angakkoq kan have en til flere hjælpeånder nemlig toornat. Efter kristendommen ankommst, ansås hjælpeånderne/toornat som dæmoner. Shamanen kan "drømme" rejse til et bestemt ved hjælp af hjælpeånder.

Boliger

Inuiternes boform var afhængig af årstiderne. Se iglo

Sommer

Om sommeren boede inuiternes i telte, når de rejste rundt omkring. Hver familie havde hvert deres telt, som bestod af lange teltstænger af træ og en dug af sælskind. Der var én åbning i teltet, og der var som regel hængt et stort stykke tarmskind op for. Bagerst i teltet byggede de en briks og foran den, stod en lampe og varmede. For at holde teltdugen nede, lagde man sten på kanten af dugen.

Vinter

Inuiternes store fælleshuse, som de boede i om vinteren, kaldes vinterhuse.

Husene var selvbyggede og bestod af et stort aflangt rum og en lang lav indgang, som man måtte kravle igennem. Grunden til at indgangen var lavet sådan var, så der ikke slap for meget varme ud.

Taget bestod af store sten og træstykker, der var dækket af græstørv. Væggene i rummet var også lavet af græstørv, og ovenpå var der nogle lange stykker træ, der blev understøttet med nogle træstolper. Forrest i det store rum var der et gulv af sten, mens der bagest var en briks af træ og sten. Om natten sov de der, og om dagen arbejde de der. Der var fire båse i den her briks; én til hver af de fire familier, der kunne bo i huset.

Lamperne i huset, som bestod af fedtsten og tørt mos, opvarmede huset godt, så der var aldrig koldt.

Når sneen udenfor begyndte at smelte, blev væggene fugtige, det begyndte at dryppe gennem taget, og så flyttede familierne ud.

Litteratur

• Anne Birgitte Gotfredsen og Tinne Møbjerg: "De første" (kronik i Skalk nr. 3, 2006; s. 20-28)
• Jens Rosing: "Skrællingegraven" (Skalk nr. 6, 1976; s. 3-9)

Eksterne henvisninger

• Polarfronten nr. 2, 2008; Udgivet af Dansk Polarcenter
• Martin Appelt og Kristine Raahauge: "Itilleq og palæoeskimoerne i Sydgrønland" (2002, Nr. 4; s. 113-124)
• Anne Birgitte Gotfredsen: "Fangstgrundlaget i Sisimiut-distrikt ud fra arkæologiske og historiske kilder" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 5; s. 262-273)
• Stig Grummesgaard-Nielsen: "Thulekulturens grave" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 5; s. 198-227)
• Bjarne Grønnow: "Vejen til Grønland" (Tidsskriftet Grønland 1991, Nr. 4; s. 100-102)
• Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard: "Hvor blev de af?" (Tidsskriftet Grønland 1991, Nr. 4; s. 206-209)
• Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard: "De første vestgrønlændere" (Tidsskriftet Grønland 1991, Nr. 4; s. 103-144)
• Hans Christian Gulløv: "Grønland i 1200tallet - ny forskning og nye resultater" (Tidsskriftet Grønland 1999, Nr. 1; s. 7-19)
• Hans Christian Gulløv: "Commercial hunting activities in the Greenland Sea: The impact of the European blubber industry on East Greenland Inuit societies" (Geografisk Tidsskrift 110; s. 357-363)
• Ole Høiris, Jeppe Møhl og Keld Hansen: "Kajakjagt. Fra myte til virkelighed" (Tidsskriftet Grønland 2002, Nr. 8; s. 261-276)
• Jens Fog Jensen: "Annertusuaqqap Nuua — en dorset-boplads i Sydostbugten, Vestgrønland" (Tidsskriftet Grønland 1995, Nr. 6; s. 224-240)
• Jens Fog Jensen, Lykke Johansen og Erik Brinch Petersen: "Grønlands ældste minedrift" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 4; s. 137-149)
• Hans Kapel: "Nanortaliks historie forud for 1797" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 8; s. 299-309)
• Finn Erik Kramer: "På sporet af forhistorien" (Tidsskriftet Grønland 1994, Nr. 7; s. 217-226)
• Helge Larsen and Froelich Rainey: "Ipiutak and The Arctic Whale Hunting Culture" (Anthropological Papers of The American Museum of Natural History, volume 42; New York 1948) (engelsk)
• Mads Lidegaard: "Kristendommen og den eskimoiske kultur" (Tidsskriftet Grønland 1991, Nr. 3; s. 61-76)
• Lone Madsen: "Myter om indlandsisens onde ånder" (Tidsskriftet Grønland 1994, Nr. 2; s. 62-67)
• Jørgen Meldgaard: "Grønlændere i tre tusinde år II" (Tidsskriftet Grønland 1958, Nr. 5; s. 170-178)
• Jørgen Meldgaard: "Bopladsen Qajaa i Jakobshavn Isfjord" (Tidsskriftet Grønland 1991, Nr. 4; s. 191-205)
• Tinna Møbjerg: "Ammassalik - i 4000 år" (Tidsskriftet Grønland 1994 Nr. 4; s. 125-144)
• Tinna Møbjerg: "Sidste nyt fra Nipisat I" (Tidsskriftet Grønland 1995, Nr. 2; s. 45-54)
• Tinna Møbjerg og Stig Grummesgaard-Nielsen: "Kulturhistorien i Ulkebugten" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 5; s. 177-183)
• Hinrich Rink: "Eskimoiske eventyr og sagn - oversatte efter de indfødte fortælleres opskrifter og meddelelser"; 1866
• Jens Rosing: "Den østgrønlandske »maskekultur«" (Tidsskriftet Grønland 1957, Nr. 7; s. 241-251)
• Jens Rosing: "Fortællinger om Inua" (Tidsskriftet Grønland 1998, Nr. 5; s. 155-174)
• Birgitte Sonne: "Krop og klæ'r: Bare ben og kamikker i ældre inuit-kilder" (Tidsskriftet Grønland 2001 Nr. 4; s. 186-192)