Inuitter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Eskimoisk)
Inuitter
inuktitut: ᐃᓄᐃᑦ
dansk: ~ menneskene
Inupiatkvinde fra Alaska, ca. 1907
Antal og fordeling
Antal i alt 180.000 (anslået)
AlaskaAlaska ca. 50.000
CanadaCanada ca. 56.330
GrønlandGrønland ca. 60.000
DanmarkDanmark ca. 18.000[1]
Etnografi
Historie: oprindelse, udbredelse
Kulturer: Independence I,
Independence II,
Saqqaq,
Dorset,
Thule
 - Sprog: inuit (inuitiske);
 - Religion: Shamanisme;
 - Levevis: Jægere og fiskere;
 - Fartøjer: Kajak; Konebåd (umiak), Hundeslæde
 - Boliger: Iglo (snehytte); Erqulik (telt)
 - Beklædning: Skindtøj;
 - Redskaber: Ulu;
 - Husdyr: Hund;
 - Kunst: Tupilak;
Udbredelse
Kort over inuits udbredelse

Inuitter er en fællesbetegnelse for en række arktiske folkeslag i Grønland, Canada og Alaska, der nedstammer fra Thule-kulturen.[2]

De inuitiske folkeslag omfatter de canadiske inuit og inuvialuit, kalaallit i Grønland og inupiaq i Alaska. De er beslægtede med yupik i Alaska og Rusland, som ikke stammer fra Thule-kulturen og ikke er inuit. Folkene samarbejder via Inuit Circumpolar Council (ICC).

Ordet 'eskimo' har været brugt historisk videnskabeligt under kolonitiden.[kilde mangler] Det omfatter alle de beslægtede polarfolk fra Grønland til Rusland: de østlige inuitt i Grønland og Canada, iñupiat i Alaska samt de vestlige yupik i Alaska og Rusland. Sammen med aleuterne i Alaska danner de den Inuit-Yupik-Unangan sproggruppe.

Etymologi[redigér | rediger kildetekst]

Inuit[redigér | rediger kildetekst]

Ordet inuit stammer fra inuktitut og betyder "menneskene". Entalsudgaven af ordet er inuk. Ordene har samme betydning på grønlandsk. På dansk opfattes inuit som ental, og inuitter er flertalsformen.[3]

'Eskimo'[redigér | rediger kildetekst]

'Eskimo' er en tidligere opfattelse fra tidlige polarforskere været en samlende betegnelse for yupik i Rusland og Alaska samt inuit i Grønland og Canada, herunder iñupiat. Aleuterne i Alaska er beslægtede med inuit. Tilsammen taler de Inuit-Yupik-Unangan sprog.

Mens inuit i Grønland og Canada ofte har modvilje mod betegnelsen,[kilde mangler] ønsker inuit-folkeslag i Alaska ikke at blive betegnet som inuit. Yupik-folket regnes almindeligvis slet ikke som inuit.

Inden for den videnskabelige verden taler man fortsat om Inuit-Yupik-Unangan sproggruppen (som er mere overordnet end inuitsprogene). Det fag, som beskæftiger sig med det arktiske folkegrupper i og omkring det nordamerikanske område, deres sprog, samfund, kultur og historie, kaldes i dag for 'Arktiske studier' i nogle steder. Førhen kaldte man studierne for 'eskimologi'.

Etymologi[redigér | rediger kildetekst]

Det er en udbredt opfattelse, at tidligere betegnelse 'eskimo' er en nedsættende betegnelse, som betyder "spiser råt kød" eller den latinsk betegnelse for "snowshoe makers" oversat: 'Snesko-laver'.

Ordet kan spores tilbage til det 16. århundrede. Det er kommet via fransk esquimaux til de andre europæiske sprog.

I dag regnes det for sandsynligt, at betegnelsen stammer fra cree-indianerne i Quebec og på Labrador, der kaldte grønlænderne for ayashkimew. Den mest udbredte oversættelse heraf er ifølge R. H. Ives Goddard, III "sneskoflettere" eller "sneskobærere". Ifølge lingvisten Jose Mailhot fra Québec, som kender sproget innu-montagnais, skulle ordet betyde "dem der taler et andet sprog". Den tidligere udbredte forklaring "spisere af råt kød" bygger på ashkipok fra anishinabe-sproget og lignende ord fra beslægtede indianersprog.

Den danske sprogforsker William Thalbitzer mente, at ordet kunne forbindes med excomminquois eller excomminqu, som han fandt hos jesuitter, der i 1605 begyndte at missionere blandt algonkin-indianere, der lå i ufred med deres naboer. Jesuitterne brugte ordet i betydningen "de ekskommunikerede" (latin: excommunicati), som skulle betyde: de der stod uden for det kristne fællesskab.[4] Forklaringen er tvivlsom, da "ekskommunikeret" på fransk ikke hedder excomminquois, men excommunié (af verbet [excommunier https://en.wiktionary.org/wiki/excommunier]) eller på ældre fransk escomengié (af [escomengier https://fr.wiktionary.org/wiki/escomengier]). En hedning er ikke ekskommunikeret, da begrebet betyder at udelukke en døbt katolik fra kirkens fællesskab. Den sjældne straf bruges kun mod enkeltpersoner, ikke en hel gruppe.

Geografrisk fordeling[redigér | rediger kildetekst]

[Man kan sagtens] være til grin uden at være latterlig. Det er den erkendelse, som mere end noget andet karakteriserer en grønlænder af den gamle skole. Det er fraværet af selvhøjtidelighed, som har hjulpet de første Inuit tværs over Canadas tundra, som fulgte med gennem de sure år indtil man havde udviklet en brugbar kajak for at kunne indtage Grønland, og som har tilladt en grønlandsk kultur at overleve 300 års kolonisation, og det er fraværet af selvhøjtidelighed, som har forskånet Grønland for politikere helt frem til vore dage.

– citat fra Minik Rosings fortælling Kellohansen[5]

Inuit er fordelt i hele det nordamerikanske kystområde fra Alaska i vest over øhavet nord for det canadiske fastland til Grønland i øst. De blev i begyndelsen af det 20 århundrede inddelt i to hovedgrupper, de vestlige og de østlige. De vestlige omfattede folkene omkring Mackenzie-flodens munding og på Alaskas kyst fra Point Barrow til Kadiak Island og Prince William Sound, samt en lille gruppe på den asiatiske (russiske) side af Beringstrædet, der var kendt under navnene yuit eller namollo. De østlige inuit var den største gruppe og blev inddelt i henholdsvis centrale eskimoer i øhavet fra Baffin Land til Victoria Island, Labrador-inuit samt Kalaallit (grønlænderne), der af geografiske og historiske grunde inddeltes i tre særskilte grupper: vestgrønlænderne, der var kristne og stærkt europæisk påvirkede, østgrønlænderne eller Ammassalik-inuit, samt Kap York-inuit, også kaldet Thule-inuit, opkaldt efter Cape York nær Havighivik (Savissivik) i Nordgrønland.

Desuden findes i hvert fald to befolkninger, der delte den inuitiske levevis men havde deres eget sprog. Det var de fåtallige aleuter på øgruppen Aleuterne og kyst-tjuktjerne på den sibiriske Tjuktjerhalvø.

I begyndelsen af det 20. århundrede var det samlede antal inuit og andre inuitiske folkegrupper omkring 40.000, heraf en tredjedel i Grønland. Siden er antallet vokset kraftigt, men fordelingen uændret.

Sprog[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Grønlandsk (sprog)
Inuit-sproggruppers udbredelse

Alle Inuit-Yupik-Unangan sprog står hinanden forholdsvis nær. Fra Grønland til Beringstrædet er der jævne overgange, og de fjerneste dialekter afviger ikke meget fra hinanden. Inuit-Yupik-Unangan sprog udgør en egen sprogfamilie, der adskiller sig fra alle andre. Den sproglige enhed vidner om, at eskimoerne i sin tid må have bredt sig fra et snævrere område.

Redskabskultur i tidligere inuitsamfund[redigér | rediger kildetekst]

Også inuits materielle kultur var frem til begyndelsen af det 20. århundrede særlig ejendommelig. Det gjaldt både den rent tekniske side og erhverskulturen.

Ser man på de inuitiske redskabers og den traditionelle fangsttekniks udvikling, må inuit regnes til de højt specialiserede jægerfolk. Redskaber og brugsgenstande, der kun findes hos inuit eller i hvert fald er særlig kendt fra dem, er f.eks. kajak, umiak eller konebåd, kasteharpun, fuglepil med kastetræ, den sammenstykkede bue med senebelægning på buens bagside, det tregrenede laksespyd, snehuset, vinterhuset (som varierer i de forskellige egne), sommerteltet og skinddragten. Også hundeslæden har været og er et karakteristisk træk.

Mænd måtte lære at beherske en række jagtmetoder for at blive regnet som fuldgyldige medlemmer af det lille bopladssamfund. Inuit havde derfor en rig og nuanceret erhvervskultur. De klimatiske forhold tvang inuit til at tilpasse deres fangstsmetoder i årets løb efter havpattedyrenes træk og vandenes åbenhed eller tilfrysning. Derfor udviklede de en bestemt årlig fangstturnus og årlige vandringer.

Ud fra fangstens tilpasning til de geografiske forhold kan man skelne mellem en arktisk og en subarktisk form af inuitkulturen. I de udpræget arktiske egne på fastlandskysten fra Beringstrædet til Labrador og i øhavet nord for Canada og Nordgrønland tilbragte man vinteren på havisen med sæljagt (særlig Phoca foetida), mens de om sommeren gik ind i landet for at jage rener og fiske laks. I de subarktiske egne, det vil sige Sydalaska, Sydgrønland og til dels Sydlabrador, var det almindeligt at tilbringe hele året ved havet, der ikke fryser særlig meget til, og hovederhvervet var sæljagt fra kajak.

Tidligere Samfund[redigér | rediger kildetekst]

Bopladsen var inuits største samfundsenhed, men på grund af det omrejsende liv skete der forskydninger blandt bopladsens beboere. Høvdinge eller andre ledere kendes ikke, men angakkut og dygtige fangere kunne få særlig anseelse og magt. De havde i reglen mere end en kone. Manden var den ledende i familien. Ægteskabet blev indgået tidligt og satte sikringen af børnenes overlevelse først. Mændenes arbejde var jagt, fangst og tilvirkningen af jagtredskaber; det øvrige arbejde tilhørte kvinderne.

På grund af den spredte bosættelse i små samfund var der ikke udviklet en inddeling i større stammer eller klaner. Undtagelsen var det sydligste Alaska, formentlig som følge af kontakt med indianske stammer.

Bolig i tidligere inuitsamfund[redigér | rediger kildetekst]

Inuits boform var afhængig af årstiderne. Om vinteren på fangst kunne man bo i igloer, det vil sige snehytter.

Om sommeren boede inuit i telte på fangstrejser. Hver familie havde sit telt, som bestod af lange teltstænger af træ og en dug af sælskind. Der var én åbning med et stort stykke tarmskind som dør. Bagerst i teltet byggede de en briks, som en lampe stod og varmede foran. Kanten af teltdugen blev holdt nede med sten.

Inuits store fælleshuse om vinteren, kaldes vinterhuse. De bestod af et stort aflangt rum og en lang, lav indgang, som man måtte kravle igennem. Indgangen holdt på varmen.

Taget bestod af store sten og træstykker dækket af græstørv. Væggene var lavet af græstørv dækket af lange stykker træ, der blev understøttet med træstolper. Forrest i rummet var der et stengulv, og bagerst en briks af træ og sten, hvor man sov om natten og arbejdede om dagen. Hvis huset rummede fire familier, kunne briksen have fire båse.

Lamper af fedtsten og tørt mos var en god varmekilde.

Familierne flyttede ud, når sneen begyndte at smelte, væggene blev fugtige, og det begyndte at dryppe gennem taget.

Mytologi og religion[redigér | rediger kildetekst]

Inuitternes oprindelige religiøse opfattelse afspejledes gennem deres sagn, tro og skikke. Som hos andre oprindelige folkefærd var opfattelsen af tilværelsen animistisk - alt i naturen var besjælet - og ved hjælp af magi søgte man at indvirke på ånderne i naturen. En særlig status havde en kvindelig ånd, Anarkuagssak (arnaqquassaaq), som var ansvarlig for at sikre, at jægerne var i stand til at fange tilstrækkelig mad, og at folket forblev sundt og stærkt.

Angakkoq var betegnelsen for shamanen (åndemaneren). Angakkoq´en foretog ånderejser, når der var sygdom, eller når fangsten udeblev. Særligt var Angakkoq´en udrustet med overnaturlige evner til at sætte sig i forbindelse med ånderne og beherske dem ved besværgelse.

Den inuitiske mytologi har meget til fælles med religioner fra andre arktiske regioner. Deres skikke kunne meget kort sammenfattes som værende en form for shamanisme baseret på animistiske principper.

I nogle henseender strækker denne mytologi den almindelige forestilling, hvad ordet "mytologi" betyder. I modsætning til for eksempel græsk mytologi troede mindst nogle få på den, uden afbrydelse, fra den fjerne fortid til nutiden. Selv om kristendommen efterhånden er kommet til at dominere, holder en del inuit stadig fast i nogle elementer fra deres oprindelige religion. Nogle ser inuit som et folk, der har tilpasset deres oprindelige overbevisninger til kristendommen, mens andre ville sige, at det snarere er omvendt, at inuit har tilpasset kristendommen med deres verdenssyn.

Inuit kosmologi er ikke religion i den sædvanlige teologiske forstand og har kun det til fælles med, hvad de fleste mennesker tænker om mytologi, at den fortæller om verden og menneskets plads i den. Med den inuitiske forfatter, Rachel Attituq Qitsualiks ord:

Det inuitiske kosmos er ikke styret af nogen. Der er ingen guddommelig moder- eller faderskikkelser. Der er ingen vindguder eller solskabere. Der er ingen evindelig straffe i det hinsides, såvel som der ingen straf er for børn og voksne i denne verden.

Inuit fortællinger, ritualer og tabuer er i den grad bundet ind i en frygtsomheds- og forsigtigheds-kultur, som er betinget af det barske miljø, de lever i, at det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet kvalificerer som tro, langt mindre religion. Som Knud Rasmussens 'eskimo-guide' fortalte ham, da han spurgte ind til deres religiøse overbevisninger: "Vi tror ikke. Vi frygter". Inuit, som boede i et vekslende og irregulær verden, tilbad oprindeligt ikke noget, men de frygtede meget.

Inuitterne var meget afhængige af naturen. De var afhængige af godt fangstvejr og mange fangstdyr, og de var bange for misfangst.

Inuitisk naturreligion[redigér | rediger kildetekst]

Naturreligionen bygger på, at tidligere inuit troede på såkaldte "Sila" – "vejret" eller bevidsthed; at naturen er levende ligesom menneskets forstand.

Et menneske, der mister sin forstand, kaldes på vestgrønlandsk: "Silaaruppoq" – "han mister bevidstheden". Hvis vejret er dårligt: "Silarluppoq". At vejret(eller naturen) har en tilstandseksistens, der kunne forenes med menneskets bevidsthed, er centralt i inuitternes forestilling om universet.

Inua: Til grund ligger en menneskeliggørelse af hele naturen. Alt, ting, dyr og naturfænomener, har en særlig livskraft. Alt har en indre energi og kraft, der gør det levende og får det til at fungere på hver sin specielle måde. Hver slags inua har sine egne karakteregenskaber og kan være farlige.

F.eks. latterens inua. Den bestemmer og påvirker ved at udgyde latter over inuit. Det er latterens inua, der er årsag til, at mennesket ler. Hvis det ikke gri]er eller ikke har lyst til latter, er det, fordi latterens inua ikke giver latter til dem.

Et andet eksempel er madlystvolderens inua. Det er "ham", der forårsager, at inuk begynder at sulte eller får øget appetit. Inua er altid sulten og begærlig efter mad. Hvis mennesker er meget sultne, er det fordi madlystvolderens inua også har "indtaget" mad, som de ellers spiser. Han kan være meget farlig, for mange mennesker sultede ihjel. Det var vigtigt at spise af madlyst for inuas skyld.

Særlige "overnaturlige" væsener: Der er Eqqillit (indlandsboere), Innersuit/alliarutsit (underjordiske), Toornit/Tunersuit (indlandsboere), Tarrajaarsuit (Skyggefolk), Igalilik (grydetrolde), Aasik (en stribet kæmpeorm med mange ben), Kiliffak (et enormt seksbenet dyr).

Inuitisk mytologi[redigér | rediger kildetekst]

Det gamle grønlandske verdensbillede er geocentrisk. Det kan sammenlignes med andre geocentriske verdensbilleder, som fx det Aristoteliske eller den Ptolemæiske videreudvikling. I modsætning til de græske verdensbilleder er det animistisk, og man lagde heller ikke vægt på at forklare bevægelser af himmellegemer i detaljer, som det ses hos grækerne og andre. Man havde en forestilling om, at jorden var "anaana" som betyder "moder". Månen og Solen var personificeret som (I dag kendt på vestgrønlandsk) Aningaaq og Maliina. Mytologien varierer fra sted til sted)

En gammel fortælling handlede om dengang, hvor der var lampeslukningsleg – dengang da der hverken var sol og måne. Lyset blev slukket, og ingen vidste, hvem de havde samleje med. Der var en pige, som var så smuk(Maliina), hvis bror (Aningaaq) blev forelsket i hende. Da kærlighed og ægteskab ikke var muligt i søskendeforhold benyttede Aningaaq lampeslukningslegen til at ligge i hendes seng – uden at hun vidste, at det var ham. Denne leg fortsatte i den mørke arktiske nat, hvor Aningaaq overvældedes af sin kærlighed. Straks blev Maliina nysgerrig i denne opmærksomme og hengivne hemmelig elsker. En nat, da legen skulle til at begynde, tog Maliina noget aske fra lampen og strøg det over Aningaaqs arm, så hun kunne genkende personen, da lyset blev tændt. Straks da lampen blev tændt, forfærdedes Maliina over, hvad der var sket. I skam og forfærdelse løb hun ud af huset med en væge, der brændte klart og stærkt. Aningaaq tændte også en væge, men den lyste ikke så stærkt, og kom efter Maliina. De hævede sig op i luften, så Maliina blev til en sol og Aningaaq en måne. Maliina lyste om dagen, og Aningaaq var der om natten. Den dag i dag løber månen stædigt efter solen.

Dyrenes beskyttere Havkvinden og Månemanden[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge myten var Havets Moder (Sassumap arnaa). Ifølge myterne blev hun som ung pige gift med en mand, som viste sig at være en stormfugl (mytologisk væsen), der forfulgte hende og hendes far, da faderen søgte at hente hende tilbage fra manden. For at redde sig smed faderen hende over bord og huggede fingre og hænder af hende, da hun forsøgte at komme om bord igen. Hendes afhuggede fingre og hænder blev forvandlet til havdyr, mens hun selv sank ned på havets bund og blev forvandlet til havets inua.

I en variation af den allerede nævnte myte var Månemanden/Aningaaq engang en almindelig ung mand, der forelskede sig i sin søster Malina. En aften slukkede Aningaaq alt lys for at favne sin lillesøster. Men søsteren Malina havde sod med for at tilsværte den mand, som var så ivrig efter hende. Således erfarede hun, at det var hendes egen bror Aningaaq. Malina gik ud for at tænde ild i et stykke lampemos. Det samme gjorde Aningaaq. Aningaaq løb efter sin søster Malina rundt om huset, men Aningaaqs lys gik ud. Men han lyste pga. den sod, som han havde fået tidligere. Derpå skar Maline sit ene bryst af og kastede det til sin bror, idet hun sagde: "Æd det! Det er måske kun mig, du kan lide". Aningaaq stoppede ikke men fortsatte med at forfølge hende. Selv om luften optog dem, stoppede de ikke. Malina nåede højere op og længere end Aningaaq. Vi kender nu Aningaaq som månen og Malina som solen.

Månemanden sørger for dyr og menneskers reproduktion og frugtbarhed, skabelse og kontrol over naturfænomener som flod og ebbe, torden og snefald. Desuden overvåger han menneskenes handlingsmønstre i forbindelse med fangstdyrene. Hvis man ikke overholder reglerne, bliver man straffet ved, at dyrene holdes tilbage.

Menneske- og dyresjæle: Fangstdyrene havde sjæle ligesom mennesker og var lige så kloge – især isbjørnen. Mennesker havde et meget respektfuldt og personligt forhold til fangstdyrene.

Når mennesket dør, går sjælen videre til dødsriget, hvis man har overholdt reglerne. Sjælen kan også vandre rundt i andre væsener eller dyr, hvis den ikke fik ro, dvs. hvis navnet ikke går videre til en anden person og får bolig i et nyt menneske med samme navn. Man kan ikke se sjælen, hvis man ikke er angakok, men det siges, at dens udseende er en miniudgave af personen eller dyret.

Taburegler og ritualer[redigér | rediger kildetekst]

Tatoveret inuitkvinde

Overholdelse af normer og regler er det stærkeste redskab for at kunne leve godt. Hvis man bryder tabu og ikke har overholdt nogle af reglerne, risikerer man at det nedlagte dyrs sjæl hævner sig mod en, eller værre, mod hele bopladsen. Dyrene flygter fra samfundet, dermed sulter hele bopladsen, eller dyrenes beskytter holder dyrene tilbage for samfundet.

Tabureglerne varierede fra sted til sted. Hvis man ikke har overholdt reglerne, bliver man udstødt af samfundet. Det er vigtigt, at alle kender til tabureglerne og normerne, hvis man skal være medlem af kollektivet. Man kender reglerne gennem genfortællinger af myterne fra angakok. Angakokken besøger gennem åndevandring de overnaturlige kræfter. Han kan dermed rådgive eller kontrollere mennesker ved som budbringer at overlevere de vigtige budskaber til samfundet.

Regler for fangstdyr efter drabet: Sæl, isbjørn og hval skal man behandle med respekt. Der er forskellige ritualer efter drabet, og hvad man gør ved dem. F.eks.: Sælen får nogle dråber drikkevand i munden, især når det drejer sig om en fangers første fangst. Knoglerne behandles med respekt, værnes mod hunde, og i nogle tilfælde returneres de uskadte tilbage til havet. Isbjørnens hoved blev vendt mod det sted, bjørnen boede, så dens sjæl bedre kunne finde vej, og den måtte først spises flere dage senere. Hvalen blev fanget ved nøje overholdelse af de rituelle handlingsmønstre.

Var dyret blevet behandlet korrekt og respektfuldt, kom det atter tilbage, gerne til samme fanger og eventuelt sammen med andre artsfæller, der havde hørt om de dejlige gaver i menneskenes land.

For eksempel: Sælens gæstebesøg hos inuitterne betyder, at den får vanddråber, for den er tørstig efter rent vand efter lang tids ophold i saltvandet. Til gengæld accepterer sælen godvilligt, at inuitterne parterer kroppen og derefter spiser kødet. Sjælen går videre til havet for at tage bolig i en ny krop.

Således ligger misfangsten i inuitternes egne hænder. Det er deres ansvar at tabu, normer og ritualer bliver overholdt. De skal selv sørge for, at de normale forhold bliver genoprettet, så dyrene igen vil lade sig dræbe. Når man skal sørge for, at mennesker, dyr og Havets Moder skal have et godt forhold igen efter misfangsten, skal angakokken sørge for at løse krisen ved en kultisk handling (dyrkelse, påkaldelse af livskræfterne). Det sker i qassi. Ved hjælp af hjælpeånderne rejser angakok til Havets Moder hjem, som ligger på bunden af havet. Det er en farlig rejse, for Havets Moder er arrig og snavset, "forurenet", af inuitterne, som ikke har overholdt reglerne. Angakok og Havets Moder udspiller en voldsom kamp, som angakok vinder, hvorefter han kan rense kvindens hår for skidt, der straks forvandles til sæler og andre fangstdyr. Dermed genopstår der normale forhold mellem mennesker, dyr og Havets Moder (kosmos orden).

Månemanden holder fangstdyrene tilbage, hvis inuitterne ikke har overholdt tabureglerne. Det irriterer ham, idet de får hans boligindgangs dæksten til at larme og materialisere sig som skidt, der fylder hans hus. Angakokken foretager en rejse til månemanden, det sker på samme rejse som til Havets Moder. Angakok får beslutsomt fjernet husets snavs, der straks forvandles til fangstdyr. Til sidst skal angakokken sørge for, at hans bopladsfæller indrømmer tabubruddene.

Rite: Hellig handling. Ritualer er meget vigtige for inuitterne for at hindre kaos situationer. Man skal gøre helt bestemte ting vedrørende fangst, tilberedning, og levevilkår. Under ritualerne skal man handle og opføre sig på helt bestemte måder. Der er regler for, hvordan man skal handle gang for gang. Det ritual, man bruger i et lille samfund, kan være anderledes i et andet. Hvis man ikke har handlet korrekt, bliver man "straffet" af månemanden, Havets Moder, Sila, inua – kræfter, og særlige overnaturlige væsner som blev irriteret, "forurenet", af menneskenes forkerte handlinger, eller ignorering af visse af ritualerne.

For eksempel: Man har et ritual vedrørende nedlagte havdyr og landdyr. Nedlagte havdyr, tager man gennem husgangen, mens landdyr transporteres gennem vinduet eller luftventilen i taget. Det er for ikke at skræmme og fornærme havdyrenes sjæle, for der findes ukendte inua-kræfter på land, som havdyrene er bange for.

Tabu: Forbud mod at gøre – eller undlade at gøre – bestemte ting. Kvinderne bar ofte ansvaret for tabureglernes overholdelse. Tabureglerne er en social pligt for at bevare samfundets eksistens. Listen over tabureglerne er lang. Kvinder under farlig overgangsfaser dvs. under menstruation, abort, eller under fødsel bliver isoleret fra samfundet og underkastet mange tabu-restriktioner, indtil de igen kunne blive optaget i samfundet efter en bestemt periode. Man gør det pga., at man mener, at dyrene er skeptiske under kvindernes overgangsfaser. Under kvindernes overgangsfaser nægter samfundet at give tilladelse til, at kvinderne vasker sig, de må ikke binde håret op i top som sædvanligt, de må ikke gå udendørs uden at dække hoved og bare legemsdele, for de kan smitte omgivelserne. Under overgangsfaserne er kvinderne anset som urene.

Amulet, Trylleord og Tupilak[redigér | rediger kildetekst]

Trylleord og amuletter var vigtige ligesom det at overholde tabu, bestemte forbud. Trylleord var strengt hemmelige. De var privatejede og skulle fremsiges dæmpet og korrekt. De kunne fx bruges til at trylle et fangstdyr nærmere eller til at gøre amuletter virksomme. Det var især mændene, der bar amuletter til hjælp under fangsten. Kvinderne bidrog hertil ved at overholde en række tabuer, navnlig i forbindelse med fødsel og død. Hvis reglerne i forbindelse med dødsfald ikke blev overholdt, risikerede man, at den dødes ateq, navnesjæl, ikke kunne få ophold i et nyt menneske og dermed finde ro, eller at tarneq, den sjæl der skulle tage ophold i et af de to dødsriger på jorden eller i havet, i stedet flakkede rundt og blev en trussel mod samfundet.

Amulet en genstand der tænkes at beskytte mod sygdom, ulykke, fare, hekseri o.l. eller at bringe held. Den virkning, man tiltror en amulet, beror i reglen på dens symbolværdi eller dens repræsentation af mytologi, kosmologi, gudenavne, hellige tekster el. lign. Nogle amuletter indeholder ligefrem længere hellige tekster, andre en kort trylleformel. JPS

En amulet som f. eksempel en hvalros klo rummer noget af hvalrossens inua. Hvalrossens evner og kraft overføres dermed til det menneske, som bærer den syet på tøjet, eller det sted, først og fremmest kajakker og huse, hvor den er placeret.

Tupilakken var et væsen sammensat af forskellige dele af naturmaterialer, dyr, fugle og menneskerester, gerne fra et barnelig. Den trolddomskyndige samlede disse effekter på et hemmeligt og ensomt sted i den grønlandske natur, bandt dem sammen, sang trylleviser over dem og lod dem suge kraft af sine kønsdele. Tupilakken var nu klar til at blive sat i havet og sendt af sted med det formål at dræbe en fjende. Dette var dog på ingen måde en risikofri løsning til at slippe af med sine uvenner og fjender på, for der eksisterede den store risiko, at det påtænkte offer havde større trolddomskraft end afsenderen, og dermed var i stand til at vende tupilakkens styrke og kraft og gøre det af med den oprindelige afsender.

Angakok og hjælpeånder[redigér | rediger kildetekst]

Angakok (Grønlandsk: angakkoq), inuitternes shaman, blev man enten ved en personlig oplevelse eller ved at blive udpeget af voksne, fordi man på en eller anden måde var speciel. Optræningen foregik under en ældre angakoks vejledning. Angakok-lærlingen blev ført ind i den religiøse tradition, opøvet i praktiske færdigheder og oplært i visionssøgning. Når uddannelsen, der varede mange år, var færdig, var det meget vigtigt, at angakokken markerede over for samfundet, at han eller hun nu havde fået disse kræfter ved offentligt at foretage en ånderejse. Ellers blev han eller hun til en ilisiitsoq, en heks, hvis kræfter blev brugt til skade for samfundet i stedet for til gavn for det.

Inuit kaldte mennesker, der kunne se skjulte ting for angakok. Hver boplads har haft mindst én angakok. Kun få var egnede til at blive det. Angakok blev rådført af hjælpeånder, der både kunne være menneske- og dyresjæle.

Lærlingen isoleres fra samfundet og udsættes for smerte- og ensomheds prøver. Gennem ensomheden skærpes hans sanser. Gennem monoton gniden med gnidestenen opøver han sin koncentrationsevne og evne til at meditere. Gnidestenen sætter ham i forbindelse med den transcendente verden. Gnidestenen bruges til at mane ånder.

Lærlingen er symbolsk død og i en trancetilstand oplever han sin egen død i en vision i hvilken han bliver ædt af et naturelt dyr.

Lærlingen genfødes som Angakok, idet han vågner efter sin dødsvision, – men stadig i trance -finder han sig selv på flugt i nøgen tilstand, mens hans klæder flyver efter ham og klæder ham på. Han kommer helt til sig selv og vender tilbage til samfundet igen.

Hver Angakok har en særlig stærk hjælpeånd: er mere en funktion/kraft end en ånd. Det er den, der kan hjælpe Angakokken til at komme ned til havkvinden/månemanden. En hjælpeånd kan være dyret eller menneskesjæl, overnaturlige væsener, de underjordiske eller indlandsboerne. Nogle hjælpeånder er skrækindjagende og holder farlige ånder væk fra deres Angakok og andre er hans rådgivere.

Overgangsritualer[redigér | rediger kildetekst]

Fangstriterne kan forklares som overgangsriter, der i alle kulturer, i større eller mindre omfang, knyttes til de biologiske overgange i tilværelsen, såsom fødsel, pubertet, ægteskab og død.

Fødsel[redigér | rediger kildetekst]

Se under også ritualer, amulet og trylleord. Forældre til en nyfødt rådførte sig derfor altid med de ældre for at finde det rette navn til den nyfødte. Navn kaldes også for navnesjælen. Når barnet var navngivet smuttede navnen ind gennem endetarmen på den nyfødte og fyldte denne med sin Inua. Indtil navnen havde fået en krop måtte man iagttage en række taburegler:

  • Afdødes navn måtte ikke nævnes. Betegnelser der sprogligt mindede om den afdødes navn måtte ændres indtil den afdøde var glemt eller havde fået en krop. Personer med samme navn som den afdøde må skifte navn. Sjælen er en slags sjæl eller ånd, der giver menneskekroppen alle de kvaliteter, der indgår i et menneskes identitet: i dets menneskelige profil: følelser, evner, formeringskraft. *Sjælen /tarneq er delelig i mindre dele af sig selv – tarnit/sjæler – og disse enkelte tarnit er placeret rundt omkring i kroppen.

Verdensbillede[redigér | rediger kildetekst]

Det inuitiske verdensbillede er geocentrisk.Det kan sammenlignes med andre geocentriske verdensbilleder, som f.eks. det Aristoteliske eller den Ptolemæiske videreudvikling. I modsætning til de græske verdensbilleder er det animistisk og man lagde heller ikke vægt på at forklare bevægelser af himmellegemer i detaljer, som det ses hos grækerne og andre. Man havde en forestilling om at jorden var "anaana" som betyder "moder". Månen og Solen var personificeret som Aningaaq og Maliina.

En gammel fortælling handlede om dengang hvor der var lampeslukningsleg. Lyset blev slukket og ingen vidste hvem de havde haft samleje med bagefter. Der var en pige (Maliina) og hendes bror (Aningaaq). Da lyset slukkede kom Aningaaq til at kunne lide hans egen søster og ville i kanen med hende, men hun kunne genkende ham og tændte en væge og for ud. Aningaaq tændte også en væge men den lyste ikke så stærkt, og kom efter Maliina. De hævede sig op i luften, så Maliina blev til en sol og Aningaaq en måne og han var stadigvæk efter hende. Maliina lyste om dagen og Aningaaq var der om natten så man kunne se noget.

Grønlænderne holdt op med at tro på dette verdensbillede efter at Hans Egede kom til Grønland og spredte kristendommen i 1721; Grønlændernes oprindelige tro fortrængtes langsomt, men sagn og myter blev genfortalt gennem generationer.

Ægteskab og sexualliv[redigér | rediger kildetekst]

Ægteskab foregik som ægte eller dramatiseret kvinderov- alt efter om der forelå en ægteskabsaftale ved bortførelsen af kvinden fra forældrenes hytte. Kvinden skulle under alle omstændigheder protestere mod bortførelsen.[kilde mangler]

Dog måtte man ikke begå incest ved at tage en slægtning til kone. Dette tabu tjente både til at undgå indavl og til at sikre gode forbindelser til andre bopladser gennem ægteskabelige forbindelser. Ægteskabet var et fornuftsægteskab og det kunne opløses, hvis en af parterne ønskede det.[kilde mangler]

Konebytninger og lampeslukningsfester tjente som psykologiske lynafledere i den lange, mørke og hårde vinter.[kilde mangler]

Man mener at overlevelsen af de ekstremt isolerede stammer ydermere har været sikret gennem den skik at tilbyde rejsende gæster at overnatte sammen med konen. Herved har man også hurtigere opnået resistens mod f.eks. influenza.[kilde mangler]

Død[redigér | rediger kildetekst]

Inuit var ikke bange for 'at dø,' men for selve dødens karakter (smerten og ikke mindst den farlige rejse mellem faserne, hvor meget kunne gå galt).

Når døden indtraf fortsatte Tarneq sin eksistens i et af to dødsriger, mens Ateq søgte efter en krop at lade sig reinkarnere i. Det mentes at ville tage Tarneq 1 år at komme frem til dødsriget, så i hele denne periode skulle man passe på og overholde tabuer, samt foretage en række overgangsriter for at hjælpe sjælen godt på vej:

  • ikke mindst for at sikre sig mod at den skulle gå på sjælevandring.
  • Hensynet til den afdødes sjæls optagelse i dødsriget krævede streng overholdelse af tabu og gennemførelse af riter.
  • Den dødes nærmeste måtte gennemgå et grundigt renselsesritual for at fri sig fra dødsmanaen, før de kunne genoptage livet i samfundet igen.'
  • Dette også af hensyn til fangstdyrene der kunne skræmmes bort af urene fangstredskaber eller dødsmana. I modsat fald kunne man gøre Månemanden eller Havkvinden vrede.

Man kunne komme til et af to dødsriger, hvor tilværelsen i al væsentlighed foregik som på jorden: Dødsriget under havet: Dette dødsrige var det bedste da det var et 'havrige' og man derfor kunne dyrke sælfangst etc. Det var ganske naturligt et sted man gerne ville hen. Kun fangere, der var omkommet på havet og kvinder, der var omkommet under barsel, der kom til dette paradisiske sted.

Dødsriget i himmel: Dette dødsrige lå i nærheden af Månemandens hus. Og da der ikke er sæler eller hvaler i himlen, måtte man nøjes med at gå på fuglejagt. Til gengæld kunne man spille bold med et indtørret hvalros-hoved. Når sådan en boldleg var i gang, kunne man fra jorden se det i form af det bølgende Nordlys.

Toornat[redigér | rediger kildetekst]

Nogle ånder var af naturen ikke forbundet med fysiske kroppe. Disse skikkelser blev kaldt toornat (ental toornaq). Toornat er kræfter, angakkoqs (shamanens) hjælpeånder. Angakkoq kan have en til flere hjælpeånder nemlig toornat. Efter kristendommens ankomst, ansås hjælpeånderne/toornat som dæmoner. Shamanen kan "drømme-rejse" til et bestemt ved hjælp af hjælpeånder[6].

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Anne Birgitte Gotfredsen og Tinne Møbjerg: "De første" (kronik i Skalk nr. 3, 2006; s. 20-28)
  • Jens Rosing: "Skrællingegraven" (Skalk nr. 6, 1976; s. 3-9)
  • Minik Rosing (2017): Amatøreskimo, fortællinger, Tupaarnaq Publishing, 110 sider, ISBN 987-87-999268-2-4 Parameter fejl i {{ISBN}}: Fejl i ISBN.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Grønlændere bosiddende i Danmark" (PDF). Den Nordatlantiske Gruppe. 2018.
  2. ^ "The Dorset-Thule Succession in Arctic North America: Assessing Claims for Culture Contact". Park, Robert W. (April 1993). American Antiquity. 58 (2): 203. doi:10.2307/281966. ISSN 0002-7316. JSTOR 281966. Wikidata Q58172671
  3. ^ Den Danske Ordbogpå nettet ordnet.dk hentetw 11.oktober 2023
  4. ^ William Thalbitzer: "A Note on the Derivation of the Word “Eskimo”(Inuit)" (American Anthropologist, 52, 1950, s. 564)
  5. ^ Rosing (2017), s. 39.
  6. ^ (Til info fra Markus Eliassen, Grønland) – Datidens "hjælpeånder" er nutidens skytsengler.
Infoboks uden skabelon
Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende.