Espergærde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Espergærde
04-11-13-f1-copie 2 Egebæksvang, Espergærde (Helsingør).jpg
Egebæksvang kirke indviet 1897[1] nord for det gamle fiskerleje
Overblik
Land: Danmark Danmark
Region: Region Hovedstaden
Kommune: Helsingør Kommune & Fredensborg Kommune
Sogn: Egebæksvang sogn & Mørdrup sogn
Postnr.: 3060 Espergærde
Demografi
Byen: 11.458[2](2008)
Kommunen: 61.359(2011)
 - Areal: 121,61 km²
Tidszone: UTC +1
Hjemmeside: www.helsingorkommune.dk
Oversigtskort

Koordinater: 55°59′44″N 12°32′58″E / 55.99556°N 12.54944°Ø / 55.99556; 12.54944

Espergærde ligger i Nordsjælland ved Øresund og regnes i statistisk henseende som en bydel[3] i Helsingørs byområde. Espergærde ligger mellem 5 og 8 km syd for den tidligere købstads centrum. Espergærde ligger som en velafgrænset bydel, mod nord afgrænset af Egebæksvang skov og Flynderupgård, mod vest af Rolighedsmoserne og Helsingørmotorvejen, mod syd af Krogerup gods jorder og Babyloneskoven. Espergærde hører til Region Hovedstaden.

Espergærde opstod som fiskerleje på forstranden neden for kystskrænten ud mod Øresund formentlig omkring midten af 1500-tallet. Området, hvori Espergærde lå og som blandt andet omfattede landsbyerne Mørdrup og Tibberup, hørte i 1600- og 1700-tallet under Krogerup gods. I 1800-tallet blev Espergærdeområdet et yndet udflugtsmål for landliggere, og i de sidste årtier af århundredet blev der opført landliggersteder langs kysten. Udviklingen fremmedes af dampskibsfart og især anlæggelsen af Kystbanen med holdested, senere station, ved vejen til Mørdrup omkring 1 km inde fra kysten. Fra århundredeskiftet og frem voksede en lille stationsby frem mellem stationen og kysten, men de fleste af tilflytterne pendlede til Helsingør og København. I 1954 blev Espergærde hjemsted for Tikøb Kommunes sogneråd. Omkring 1960 vedtoges en kommuneplan, der forudså hele området mellem Espergærde, Mørdrup og Tibberup inddraget til bebyggelse, hvilket skete i det følgende tiår. Efter kommunalreformen i 1970 afdæmpedes Espergærdes videre byudvikling kraftigt.

Espergærde har et butikscenter omtrent midt i byen og et industriområde i byens vestlige udkant. Det har to stationer, Espergærde StationKystbanen og Mørdrup TrinbrædtNordbanen og betjenes af flere buslinier. Byen har mange kulturelle tilbud i form af blandt andet et kulturhistorisk egnsmuseum, idrætsanlæg og rekreative områder.

Espergærde er delt i 2 sogne: Egebæksvang sogn (kirken ligger ved det gamle fiskerleje) og Mørdrup sogn (kirken ligger ved bycenteret).

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Både nord og syd for Espergærde er der fredede såkaldte "grønne kiler": den grønne kile ved Rørtang/Flynderupgård nord for byen og Kelleris-kilen syd for byen.[4] Udtrykket "grøn kile" betyder, at naturen – skov eller mark - strækker sig helt ud til Strandvejen ved kysten.

Mod nord ligger Egebæksvang samt Flynderupgårds jorder op mod Snekkersten, mod syd marker ned mod Krogerup og Humlebæk. Mod vest afgrænses byen af Rolighedsmoserne og en del af Kelleris Hegn mellem byen på den ene side, Nordbanen og Helsingørmotorvejen på den anden.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

I 1561 kaldes stedet for Esperødgierde.[5] Navnet betyder ifølge Nudansk Ordbog "indhegnet rydning i aspeskov" ~ Asperød-giærde, og landsbyen var oprindelig en lille middelalderlig udflytterlandsby på 2-3 gårde beliggende oven for kystskrænten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Renæssancen[redigér | redigér wikikode]

Espergærde omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Gårde og fiskerhuse med rødt.

Omkring 1500 udviklede der sig på forstranden neden for kystskrænten et lille fiskerleje på 6-8 huse beliggende i 2 rækker parallelt med kysten i nord-sydgående retning på hver sin side af den gamle kystvej Strandvejen, der forbandt Espergærde med tilsvarende fiskerlejer henholdsvis mod nord (Skotterup, Snekkersten) og syd (Humlebæk, Sletten) opståede omtrent på samme tid. Fra Espergærde gik en vej op over kystskrænten ind i landet til landsbyen Mørdrup beliggende omkring 2 km fra kysten.[6] Fra stranden ved Espergærde skete i midten af 1500-tallet udskibning af træ fra den nordvest for fiskerlejet beliggende Egebæksvang skov.[7] Til ejerlavet hørte de 2-3 mindre gårde oven for kystskrænten.

Ved matriklen 1682 nævnes, at 4 af fiskerne havde hver deres ålestade i Øresund, som de gav 2 Rdl. i landgilde for årlig; 2 ålestader var "øde". 6 landgildehuse uden jord betalte 1 Rdl. i landgilde.[8]

Espergærde hørte sammen med landsbyerne Mørdrup og Tibberup under Krogerup gods. Fæsterne i disse landsbyer måtte yde hoveriarbejde til godset, og vejen fra Mørdrup sydpå til Tibberup (og herfra videre til Krogerup) bærer endnu navnet "Hovvej". Krogerup gods var noget nær det eneste private gods i Nordøstsjælland, langt størstedelen af egnen hørte under Kronen. Krogerup gods hørte længe under slægten Rostgaard, hvoraf Hans Rostgaard blev berømmet for sin indsats i kampene under Karl Gustav-krigene 1658-1660. I 1741 lod den daværende godsejer Frederik Rostgaard indrette "Rostgaardskilden" for de vejfarende på Strandvejen lidt syd for det daværende Espergærde fiskerleje. Frederiks Rostgaard var gift med Conradine Revenfeld, datter af grev Reventlow, og på stenkummen blev sammen med de to adelsvåbener indristet teksten (på latin): "Rostgaard og Revenfeld sørger for dette væld - læsk dem, Christus, med stedse rindende vand".[9][10]

Landliggersted og stationsby[redigér | redigér wikikode]

Grundlovsmonumentet i Egebæksvang.

I en årrække fra 1841 til 1847 blev afholdt 28. maj-fester til minde om Provinsialstændernes indførelse i lighed med tilsvarende festligheder, der blev afholdt andre steder i landet. Anledningen til festerne var, at de radikales kandidat, skibsklarerer N.P.Kinck havde vundet valget i Helsingør den 8. januar 1841 til stænderforsamlingen for Øerne over de konservatives kandidat. Egebæksvang blev valgt til sted for afholdelse af festen efter ønske fra landboerne. Den første fest samlede 5-6.000 mennesker fra egnen og Helsingør ved Hvidestensbakken i skoven, og også de følgende års majfester blev afholdt her. Under Treårskrigen 1848-1850 i Hertugdømmerne lå festerne stille, og da man 1852 lod festen genopstå, var det som 5. juni-grundlovsfester; i denne forbindelse anlagdes Grundlovsmonumentet i skoven.[11] Festerne varede til og med 1855 og ophørte derefter i en årrække. I stedet blev i skoven lavet en række fester med velgørenhedsformål, blandt andet indsamlinger i forbindelse med havnebyggerierne i Snekkersten[12] og Espergærde[13], men tillige i andre anledninger. Alle disse fester bidrog til at trække landliggere til egnen, der nu kom ind i en selvforstærkende udvikling som landliggersted også for københavnere.

Dampskibsfarten langs Øresundskysten blev efterhånden udvidet således, at den i 1877 havde anløbssteder i København, Skovshoved og Bellevue Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.[14] Samme år åbnedes en dagvognsrute fra Helsingør til Snekkersten, Skotterup og Egebæksro; sidst nævnte sted lå ud for Egebæksvang lige syd for Egebækkens udløb i Øresund. Her blev kort efter dagvognsrutens åbning for sommermånederne opsat en postbrevkasse. Disse tjenester blev dog atter opgivet. Alligevel skete der store ændringer i landliggerlivet på stedet i disse år.

Indtil 1870-erne var landliggerlivet ved Øresundskysten overvejende endagsture til skov og strand. Men i næringsloven af 1857 var udtrykkeligt fastslået husejernes ret til at leje ud til fremmede og til at bespise lejerne, og sideløbende med endagsturene begyndte de stedlige beboere at udleje deres hovedhuse til landliggere, mens de selv flyttede ud og boede i udhuse, sidehuse eller lignende. Endvidere begyndte også snart at ske en udstykning af grunde langs kysten. Her opførtes den ene landliggervilla efter den anden. Allerede i 1848 opførtes "Mary Hill" som "det første anselige Hus, man rejste paa den lange, sandede Strækning fra Humlebæk til Skotterup"[15]. I sin første tid tjente huset som stedets skole. Dernæst kom en tid, da huset var i privat eje. Huset blev, i 1850-erne og derefter, udlejet til standspersoner, der havde lyst og råd til at ligge på landet så langt fra hovedstaden. Sine mest strålende velmagtsdage i så henseende oplevede huset efter en gammel fiskers opfattelse, da enken efter general, kammerherre Rømeling havde slået sig ned her; i de år var kongelige kareter kommet farende fra nord og syd, indtil de var standset ud for boligen. Efter hofdamen kom andre lejere, og i 1880-erne var det pensionat. I 1891 købtes huset af skuespilleren Elith Reumert. Til de ældste steder hørte også "Hostruphus", skænket 1870 som folkegave til digteren Jens Christian Hostrup[16]. I løbet af 1870-erne og 1880-erne blev kyststrækningen ud for Egebæksvang et af kystens mest yndede steder for det københavnske landliggerliv og taget i landliggernes besiddelse; omkring 1880 var allerede omkring fire femtedele af kyststrækningen udstykket til landliggerejendomme. Det var landliggerne selv, der tog skridtet til opførelsen af landliggervillaerne.

Det voksende landliggerliv skabte helt nye forudsætninger for det stedlige næringsliv. Først skabte det omfattende byggeri af landliggervillaer næringsgrundlag for et voksende antal af bygningshåndværkere, en udvikling der kunne ske frit, fordi disse næringer ikke var underlagt næringslovens læbæltebestemmelser. I 1850 udgjorde antallet af bygningshåndværkere i Espergærdeområdet 3 tømrere, en i henholdsvis Skotterup, Mørdrup og Tibberup. I 1870 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 8, hvoraf 4 tømrere, i henholdsvis Skotterup, Espergærde, Mørdrup og Tibberup, 2 murere, i henholdsvis Mørdrup og Tibberup, og 2 snedkere, i henholdsvis Espergærde og Tibberup. I 1880 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 18, hvoraf 4 tømrere, 3 murere, 1 snedker, 1 maler og 1 glarmester. I 1890 var antallet af bygningshåndværkere vokset til 22.

Landliggerne skabte også en helt ny kundekreds for handel, både for stedlige landbrugere og fiskere, der jo havde "lov" at sælge deres egne frembringelser[17], og for de egentlige butiksdrivende, såvel købmanden i Skotterup som de butiksdrivende i Helsingør.

I slutningen af 1800-tallet begyndte de første landliggervillaer at skyde op mellem Egebæksvang og Øresund, og fra 1897, da Kystbanen blev åbnet[18] med et stoppested (fra 1903 en station), ca. 1 km fra Espergærde, udviklede samfundet sig til et yndet landliggersted.

Espergærde 1898

Egentlige landliggernæringer begyndte også at optræde i form af gæstgiverier, krohold og badehotel: i 1896 opførtes hotel "Gefion" oven for kystskrænten bag fiskerlejet og med udsigt over havet.[19] Samtidig oprettedes flere badepensionater og landliggervillaer byggedes i stort tal mellem stationen og fiskerlejet syd for Egebæksvang. I forbindelse hermed fik Espergærde adskillige handlende og håndværkere, endda enkelte fremstillingsvirksomheder. Langt de fleste af de bosatte var dog pendlere til Helsingør og København, så at en overgang fik kystbanetoget øgenavnet "grosserertoget".

I årene omkring århundredeskiftet skete en omfattende udstykning af parcelgrunde[20], og antallet af tilflyttere tog et opsving. I disse år opstod en egentlig bymæssig bebyggelse, som fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet. Udviklingen afspejles i J.P.Trap: Danmark, hvor det i tredje udgave fra 1898 hedder: "Tibberup med Mølle, Espergjærde Fiskerleje med Kro og Baadebyggeri. Mørdrup"[21] og lidt senere: "I flere af de nævnte Byer, navnlig i Espergjærde, Skotterup og Snekkersten, ligge mange Villaer for Sommerbeboere, ligesom ogsaa de faste Beboere i stor Udstrækning udleje deres Huse i Sommertiden". Til sammenligning hedder det i fjerde udgave fra 1920: "Tibberup med Mejeri og Ml; Espergærde Fiskerleje – 1916: 144 Gde og Huse og 713 Indb. (1911: 500 med flg. Erhverv: Landbrug 54, Fiskeri 66, Haandv. 190, Handel 45, Transport 46) – med Egebæksvang Filialkirke og Skole, Børnehjem (Fredensdal), Hotel, Pensionater og Villabebyggelse, Brugsforen., Baadehavn (2,6 m) og Jernbanest.; Mørdrup".[22] Uanset, at Traps omtale er kortfattet og ikke fyldestgørende, afspejler de to beskrivelser, at Espergærde udviklede sig betydeligt i årene mellem de to beskrivelser.

Efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Espergærde omkring 2. verdenskrig

Omkring 2. verdenskrig strakte bebyggelsen fra Espergærde sig til Mørdrup og Tibberup[23], og i 1947 vedtoges en dispositionsplan for Tikøb kommune, der forudsatte en sammenbygning af de tre bebyggelser.[24] I de følgende år skete en vis udstykningsvirksomhed i området. I 1951 opførtes det første etageboliger i form af "Skovparken" beliggende i tilknytning til Espergærde station og med butikker i stueetagen. I tilknytning hertil byggedes et mindre villaområde.

Den hvide by i Espergærde.

I 1960 vedtoges en ny dispositionsplan for Espergærde[25], og nu byggedes etageboliger og villaer i stort omfang. Desuden udlagdes et industriområde. I 1960-erne skete en voldsom udbygning af Espergærde, hvis indbyggertal voksede fra 4.000 til 10.000 indbyggere. Mest markant var opførelsen af byområdet "Den hvide by", igangsat 1962 på den tidligere landbrugsejendom Søbækgårds jorder.[26] Den hvide by omfattede 46 kædehuse, etagehuse i 3 etager og et samlet butiks- og servicecenter.[27] Kædehusene blev opførte omkring to grønninger og med fælles varmecentral. Etagehusene blev opførte af flere byggefirmaer. De første etagehuse blev byggede efter tegninger af arkitekterne Peer Bruun og Per Christiansen, og disse tegninger blev siden anvendte ved etagebyggerier flere andre steder i landet.[28] Husene blev fortrinsvis opførte ved lukkede sideveje, der næsten alle udmundede langs to fordelingsveje, Søndermarken og Hovvej, som lå på den ene side af bebyggelsen, mens et stort fællesareal med stier lå til den anden side. I tilknytning til bebyggelsen opførtes en større skole, Mørdrupskolen, og siden byggedes i tilknytning til butikscenteret blandt andet et nyt bibliotek, kirke, lægehus, posthus, ældreboliger, børnehave og vuggestue. Det var et af de første eksempler på samlede byggerier ud fra trafikdifferentieringsprincippet og med et samlet butikscenter omkring to fælles pladser. Byggeriet blev kendt for, at alle bygningerne oprindeligt havde hvide vægge (deraf navnet)[29] og røde teglstenstage[30]. Området kom til at udgøre en central del af det udbyggede Espergærde.

I områderne nord og syd for "Den hvide by" blev villaer den fremherskende boligform. Byggeriet blev også her bygget efter en målsætning om adskillelse af gående og cyklende, der fik egne stisystemer, og kørende (biler og busser), der kørte ad centralt beliggende stam- og fordelingsveje. Mod syd opførtes i tilknytning til et idrætsanlæg tillige et mindre etageboligområde og en ny skole, Tibberupskolen. Da skolernes evne til at klare elevtallet viste sig utilstrækkelig, opførtes en fjerde skole i byens sydvestlige del, Grydemoseskolen. Siden blev den ældste og mindste skole, Espergærdeskolen, nedlagt, da elevtallet atter begyndte at falde. Senere blev den genåbnet.

Byen var fra 1954[31] indtil kommunalreformen i 1970 sæde for Tikøb Kommunes Sogneråd, herefter administrativt sammenlagt med Helsingør Kommune til trods for stor modstand.[32] Den gamle administrationsbygning blev herefter indrettet til teknisk forvaltning for den nye storkommune, og det var herfra, at kommuneplan og lokalplaner (senere også arbejdet med byfornyelse i Helsingør under stads- og havneingeniørens ledelse) blev styret.

I 2009 smeltede Espergærde officielt bebyggelsesmæssigt sammen med Helsingør, omend der fortsat er en adskillelse på ca. 150 m mellem bebyggelsen Espergærde-Skotterup og Snekkersten-Helsingør.

Befolkningsudviklingen i Espergærde og daværende Tikøb kommune[redigér | redigér wikikode]

År Tikøb kommune Espergærde
1834 5.734 87
1840 5.991 90
1860 6.715 146
1870 6.797 180
1880 6.601 161
1890 6.733 234
1901 6.998 311
1916 7.429 713
1921 8.113 769
1925 8.901 1.032
1930 8.910 1.606
1935 9.305 1.849
1940 9.928 1.912
1945 10.669 2.396
1950 11.923 2.626
1955 13.058 3.177
1960 14.497 4.039
1967 19.132 7.425

Infrastruktur og transport[redigér | redigér wikikode]

Espergærde station set mod nord.

Espergærde har udviklet sig til et trafikknudepunkt med tog- og busforbindelser mod Helsingør, nordkysten og i retning af København.

Vejnet[redigér | redigér wikikode]

Fra Espergærde fører 2 hovedlandeveje ind i landet mod nordvest. I nord Mørdrupvej, der går over Gurre og Nygård og ender i Ålsgårde og i syd Hornbækvej der over Kvistgård og Tikøb fører frem til Hornbæk. Espergærde ligger tæt ved Helsingørmotorvejen og Kongevejen, der forbinder med Fredensborg og Hillerød.

Af indre fordelingsveje må foruden de østvest-gående fordelingsveje Mørdrupvej og Hornbækvej nævnes den nordsyd-gående fordelingsveje Hovvej (der giver adgang til industrikvarteret) og Strandvejen, desuden Kløvermarken, Søndermarken og Kofod Anchersvej, der giver adgang fra de enkelte boligkvarterer til Espergærdecenteret og endelig Agnetevej, der fungerer som fordelingsvej i byens nordlige del og fortsætter til Snekkersten.

De nævnte større veje benyttes også dels i byens interne busforbindelser dels busforbindelser til Ålsgårde, Hornbæk og Helsingør.

Busforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Busterminalen ved Espergærde Station betjener følgende buslinier:

Af andre buslinier findes:

Jernbaneforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Espergærde har jernbaneforbindelse dels til København og Helsingør med Kystbanen fra Espergærde Station, dels til Hillerød og Helsingør med Lille Nord fra trinbrættet i Mørdrup.

Sydkystens rensningsanlæg[redigér | redigér wikikode]

Ved Espergærde ligger Sydkystens rensningsanlæg, der er et mekanisk-biologisk rensningsanlæg.

Erhverv[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med udbygningen i 1960-erne og 1970-erne udvikledes i byens nordvestlige udkant et industriområde, som med tiden har haft flere betydelige virksomheder, således Danit og Coloplast.

Til trods for, at Espergærde omkring 1990 havde omkring 3.000 arbejdspladser, var der en forholdsvis stor udpendling fra byen, især mod København, mens det gamle Helsingør altid har spillet en mindre rolle som arbejdssted.

Byområdets midtpunkt er fortsat Espergærde centret[33], Danmarks ældste butikscenter, hvor der er dagligvare- og udvalgsvarebutikker, institutioner, læge, tandlæge, bibliotek og kirke.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Espergærde skole er opdelt i 4 selvstændige afdelinger: Gammel Espergærde skole, Grydemoseskolen, Mørdrupskolen og Tibberupskolen. I tilknytning til Mørdrupskolen hører Espergærde Ungdomsskole.

Espergærde er også hjemsted for et af Danmarks største gymnasier, Espergærde Gymnasium & HF, som siden midten af 1970'erne har overtaget fra den nedlagte Helsingør Latinskole. På gymnasiet har man årligt afholdt en stor konference[34], der trækker flere hundrede udenlandske elever til byen.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Espergærde strand.

Espergærde har et rigt idræts- og kulturliv, og en undersøgelse af indbyggernes vaner fra omkring 1990 viste, at de deltog yderst aktivt i såvel foreningsliv (herunder idræt) som andre kulturelle tilbud.

Flynderupgård museet[redigér | redigér wikikode]

Flynderupgård Museet er et lokalhistorisk museum, der viser kulturhistorie fra den tidligere Tikøb kommunes område samt med en omfattende samling om fiskeriet i det nordlige Øresund. Museet blev statsanerkendt egnsmuseum i 1964 og var oprindeligt hjemmehørende i kælderlokaler på Espergærde skole men blev siden flyttet til Flynderupgård lige nord for byen. Museet rummer tillige det egnshistoriske arkiv.

Egegården[redigér | redigér wikikode]

Den tidligere udflyttergård Egegården, der nu ligger omtrent midt i byen, er blevet brugt af det stedlige foreningsliv, idet repræsentanter for brugerforeningerne tillige stod for ledelsen af ejendommen.[35]

Idrætsanlæg[redigér | redigér wikikode]

Mørdrup Idrætsanlæg ved Gymnasievej og Espergærde Gymnasium omfatter ni udendørs tennisbaner, en indendørs tennishal med to baner, seks græsfodboldbaner og en idrætshal ved Espergærde Gymnasium. Byens ældste idrætsanlæg ligger ved Idrætsvej og omfatter Espergærdehallen, foldboldbaner, en grusbane og et petanqueanlæg. Der er planer om at nedlægge de nuværende idrætsfaciliteter og overflytte dem til Mørdrup Idrætsanlæg for at sikre et mere sammenhængende idrætstilbud i Espergærde.

Sydvest for byen ligger Stenbjerggård rideskole.

Espergærde havn[redigér | redigér wikikode]

Ved Øresundskysten har Espergærde desuden en gammel havn, Espergærde Havn[36], der oprindelig var en havn for fiskeri men nu overvejende er en lystbådehavn.[37] Den er aldrig udbygget med moderne marina således, som der var planer om i begyndelsen af 1970'erne.

Parker og rekreative udflugtsområder[redigér | redigér wikikode]

Espergærde rummer to store friarealer midt inde i byområdet: Søbækpark i tilknytning til Mørdrupskolen og Tibberupparken i tilknytning til Tibberupskolen. Mindre friarealer findes ved Egegården. Andre friluftsområder er den gamle stejleplads nord for havnen (officielt kaldet "Kirkestranden") to badestrande ved Øresund, populært kaldet "den store strand" og "skolestranden" (fordi den er blevet anvendt til at give skoleelever svømmeundervisning), officielt kaldes de "Espergærde Strand" og "Jarlens Grund". Byens vigtigste rekreative områder ligger imidlertid uden for det tætbyggede byområde, første og fremmest Egebæksvang nord for byen og i tilknytning hertil landområderne omkring Flyderupgård, Rolighedsmoserne samt Kelleris Hegn vest for byen og Krogerup gods jorder syd for byen.

Kendte personer[redigér | redigér wikikode]

Espergærde har ikke kendte personer fødte i byen at opvise, men til gengæld er listen over de, der har opholdt sig her og udført væsentlige dele af deres livsgerning så meget mere påfaldende:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Mikkelsen, s. 195
  2. "Danmarks Statistik BEF44". http://www.statistikbanken.dk/BEF44. 
  3. Bydelen, der også dækker de tidligere landsbyer Tibberup og Mørdrup samt en del af det tidligere fiskerleje Skotterup, havde 11.524 indbyggere (2008) Statistikbanken Tabel BEF 44 – heraf 11.458 i Helsingør Kommune og 66 i Fredensborg Kommune. Bydelen er adskilt fra det sammenhængende byområde Helsingør-Snekkersten af et henved 100 m bredt ubebygget bælte, Egebæksvang skov og det fredede areal i tilknytning til Flynderupgård
  4. "Amtet er klar med to store fredninger" (Helsingør Dagblad 5. maj 1993, s. 9
  5. ikkelsen, s. 51
  6. Mikkelsen, s. 20 og 45
  7. Topsøe-Jensen, s. 196
  8. Lars Bjørn Madsen, s.21f
  9. http://www.egebaekken.dk/harkiv/rostgaardskilde.doc Jan Arnt: "Rostgaards stenkumme fra 1741 og den nu forsvundne kildesø (Borgerbladet nr 3, 2005)
  10. Topsøe-Jensen, s. 20
  11. Topsøe-Jensen, s. 194
  12. Gøbel, s. 27
  13. Gøbel, s. 28
  14. Topsøe-Jensen, s. 148 og 153
  15. Topsøe-Jensen, s. 192
  16. Topsøe-Jensen, s. 193
  17. Forordning angaaende Opkiøb af Landmandens Producter, 23. april 1845
  18. Topsøe-Jensen, s. 204
  19. Mikkelsen, s. 178
  20. Mikkelsen, s. 177f
  21. J.P. Trap: Danmark, bind 2; København 1898; s. 52
  22. J.P. Trap: Danmark, bind 2; København 1920; s. 66
  23. Rud, s. 16
  24. Forslag til Dispositionsplan for Tikøb Kommune, marts 1947
  25. Dispositionsplanens forudsætninger. Espergærde by. revision 1960 (Tikøb kommune 1960)
  26. Rud (1995), s. 11
  27. Rud (1995), s. 10
  28. Rud (1995), s. 10
  29. Rud, s. 10
  30. Rud (1995), s. 11
  31. Rud (1988), s. 32
  32. Rud (1995), s. 18f
  33. Espergærdecenterets hjemmeside
  34. Espergærde Gymnasium Model United Nations (EGMUN)
  35. Rud (1995), s. 25-28
  36. Espergærde Havn
  37. Rud (1995), s. 36
  38. Rud (1995), s. 21

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Erik Gøbel jr.: "Egebæksvang" (Helsingør Kommunes Museer: Årbog 1987; Helsingør 1988; ISSN 0108-0393
  • Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1
  • Birger Mikkelsen: Fiskerne - fra Kronborg hage til Sletten; Helsingør 1986; ISBN 87-88245-16-0
  • Anne Majken Snerup Rud: "Ude på landet. På strejftog blandt Tikøbegnens små og store landbrugere" (Frederiksborg Amts Historiske Samfund: Årbog 1988; ISBN: 87-87415-26-9; s. 27-56)
  • Anne Majken Snerup Rud: "Espergærdeliv. Øresundsbyen Espergærde – et led i en større helhed" (Helsingør Kommunes Museer: Årbog 1995; Helsingør 1995; ISSN: o108-0393; s. 5-46)
  • P. Thomassen: Kystbanen 1897-1972; Historisk-topografisk Selskab for Søllerød Kommune 1972
  • Torben Topsøe-Jensen: Fem mil langs Øresund. Træk af Strandvejens historie; København 1974; ISBN 87-00-72421-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]