Espergærde

Espergærde

Espergærdes beliggenhed

Espergærde ligger i Nordsjælland ved Øresund og regnes i statistisk henseende som en bydel i det samlede byområde Espergærde-Snekkersten-Helsingør, beliggende mellem 5 og 8 km syd for den tidligere købstads centrum og reelt adskilt fra det sammenhængende byområde Helsingør-Snekkersten af en henved 100 m bredt ubebygget bælte, Egebæksvang skov og det fredede areal i tilknytning til Flynderupgård. Bydelen, der også dækker de tidligere landsbyer Tibberup og Mørdrup samt en del af det tidligere fiskerleje Skotterup, har 11.524 indbyggere (2008) . Espergærde ligger som et velafgrænset byområde, mod nord afgrænset af Egebæksvang skov og Flynderupgård, mod vest af Rolighedsmoserne og Helsingørmotorvejen, mod syd af Krogerup gods jorder og Babyloneskoven. Espergærde hører til Region Hovedstaden.

Espergærde udgør et selvstændigt postdistrikt, 3060, og er delt i 2 sogne: Egebæksvang sogn (kirken ligger ved det gamle fiskerleje) og Mørdrup sogn (kirken ligger ved bycenteret).

Vejnet og busforbindelser

Fra Espergærde fører 2 hovedlandeveje ind i landet mod nordvest. I nord Mørdrupvej, der går over Gurre og Nygård og ender i Ålsgårde og i syd Hornbækvej der over Kvistgård og Tikøb fører frem til Hornbæk. Byen har ad de omtalte veje busforbindelser dels til Ålsgårde, dels til Hornbæk, desuden langs Strandvejen til Helsingør.

Espergærde station set mod nord

Jernbaneforbindelser

Espergærde har jernbaneforbindelse dels til København og Helsingør med Kystbanen, dels til Hillerød og Helsingør med Nordbanen fra trinbrættet i Mørdrup.

Handel og service

Byområdets midtpunkt er Espergærde centret , Danmarks ældste center, hvor der er dagligvare- og udvalgsvarebutikker, institutioner, læge, tandlæge, bibliotek og kirke.

Espergærde er også hjemsted for et af Danmarks største gymnasier, Espergærde Gymnasium & HF, som siden midten af 1970'erne har overtaget ansvaret fra den nedlagte Helsingør Latinskole. På gymnasiet har man årligt afholdt en stor konference, der trækker flere hundrede udenlandske elever til byen.

Kulturliv

Espergærde har et rigt idræts- og kulturliv, og en undersøgelse af indbyggernes vaner fra omkring 1990 viste, at de deltog yderst aktivt i såvel foreningsliv (herunder idræt) som andre kulturelle tilbud. Et statsanerkendt egnsmuseum for Tikøb-området oprettet i 1964 og oprindeligt hjemmehørende i kælderlokaler på Espergærde skole blev siden flyttet til Flynderupgård lige nord for byen og udvidet med en omfattende samling om fiskeriet i det nordlige Øresund. Den tidligere udflyttergård Egegården blev brugt af det stedlige foreningsliv, der tillige stod for ledelsen af ejendommen.

Ved Øresundskysten har Espergærde desuden en gammel havn, Espergærde Havn , der overvejende er en lystbådehavn. Den er aldrig udbygget med moderne marina således, som der var planer om i begyndelsen af 1970-erne.

Industri og pendling

I forbindelse med udbygningen i 1960-erne og 1970-erne udvikledes i byens nordvestlige udkant et industriområde, som med tiden har haft flere betydelige virksomheder, således Danit og Coloplast.

Til trods for, at Espergærde omkring 1990 havde omkring 3.000 arbejdspladser, var der en forholdsvis stor udpendling fra byen, især mod København, mens det gamle Helsingør traditionelt har spillet en mindre rolle.

Espergærde strand

Friarealer

Både nord og syd for Espergærde er der de såkaldte grønne kiler. En betegnelse der betyder at naturen - skov eller mark strækker sig helt ned til Strandvejen.

Mod nord ligger Egebæksvang samt Flynderupgårds jorder op mod Snekkersten, mod syd marker ned mod Krogerup og Humlebæk. Mod vest afgrænses byen af Rolighedsmoserne og en del af Kelleris Hegn mellem byen på den ene side, Nordbanen og Helsingørmotorvejen på den anden.

Historie

Navnet betyder ifølge Nudansk Ordbog "indhegnet rydning i aspeskov" ~ Asperød-giærde, og var oprindelig en lille middelalderlig udflytterlandsby på 2-3 gårde beliggende oven for kystskrænten.

Renæssancen

Omkring 1500 udviklede der sig på forstranden neden for kystskrænten et lille fiskerleje på 6-8 huse beliggende i 2 rækker parallelt med kysten i nord-sydgående retning på hver sin side af den gamle kystvej Strandvejen, der forbandt Espergærde med tilsvarende fiskerlejer henholdsvis mod nord (Skotterup, Snekkersten) og syd (Humlebæk, Sletten) opståede omtrent på samme tid. Fra Espergærde gik en vej op over kystskrænten ind i landet til landsbyen Mørdrup beliggende omkring 2 km fra kysten. Fra stranden ved Espergærde skete i midten af 1500-tallet udskibning af træ fra den nordvest for fiskerlejet beliggende Egebæksvang skov. Til fiskerlejet hørte 2-3 mindre gårde over for kystskrænten.

Ved matriklen 1682 nævnes, at 4 af fiskerne havde hver deres ålestade i Øresund, som de gav 2 Rdl. i landgilde for årling; 2 ålestader var "øde". 6 landgildehuse uden jord betalte 1 Rdl. i landgilde.

Espergærde hørte sammen med landsbyerne Mørdrup og Tibberup under Krogerup gods. Fæsterne i disse landsbyer måtte yde hoveriarbejde til godset, og vejen fra Mørdrup sydpå til Tibberup (og herfra videre til Krogerup) bærer endnu navnet "Hovvej". Krogerup gods var noget nær det eneste private gods i Nordøstsjælland, langt størstedelen af egnen hørte under Kronen.

Landliggersted og stationsby

I en årrække fra 1841 til 1847 blev afholdt 28. maj-fester til minde om Provinsialstændernes indførelse i lighed med de festligheder, der blev afholdt i andre købstæder. Anledningen til festerne var, at de radikales kandidat, skibsklarerer N.P.Kinck havde vundet valget i Helsingør den 8 januar 1841 til stænderforsamlingen for Øerne over de konservatives kandidat. Egebæksvang blev valgt til sted for afholdelse af festen efter ønske fra landboerne. Den første fest samlede 5-6000 mennesker fra egnen og Helsingør ved Hvidestensbakken i skoven, og også de følgende års majfester blev afholdt her. Under Treårskrigen 1848-1850 i Hertugdømmerne lå festerne stille, og da man 1852 lod festen genopstå, var det som 5. juni-grundlovsfester; i denne forbindelse anlagdes Grundlovsmonumentet i skoven. Festerne varede til og med 1855 og ophørte derefter i en årrække. I stedet blev i skoven lavet en række fester med velgørenhedsformål, blandt andet i forbindelse med havnebyggerierne i Snekkersten og Espergærde, men tillige i andre anledninger. Alle disse fester bidrog til at trække landliggere til egnen, der nu kom ind i en selvforstærkende udvikling som landliggersted også for københavnere.

Dampskibsfarten blev efterhånden udvidet således, at den i 1877 havde anløbssteder i København, Skovshoved og Bellevue Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg. Samme år åbnedes en dagvognsrute fra Helsingør til Snekkersten, Skotterup og Egebæksro; sidst nævnte sted lå ud for Egebæksvang lige syd for Egebækkens udløb i Øresund. Her blev kort efter dagvognsrutens åbning for sommermånederne opsat en postbrevkasse. Disse tjenester blev dog atter opgivet. Alligevel skete der store ændringer i landliggerlivet på stedet i disse år.

Indtil 1870-erne var landliggerlivet ved Øresundskysten overvejende endagsture til skov og strand. Men i næringsloven af 1857 var udtrykkeligt fastslået husejernes ret til at leje ud til fremmede og til at bespise lejerne, og sideløbende med endagsturene begyndte de stedlige beboere at udleje deres hovedhuse til landliggere, mens de selv flyttede ud og boede i udhuse, sidehuse eller lignende. Endvidere begyndte også snart at ske en udstykning af grunde langs kysten. Her opførtes den ene landliggervilla efter den anden. Allerede i 1848 opførtes "Mary Hill" som "det første anselige Hus, man rejste paa den lange, sandede Strækning fra Humlebæk til Skotterup". I sin første tid tjente huset som stedets skole. Dernæst kom en tid, da huset var i privat eje. Huset blev, i 1850-erne og derefter, udlejet til standspersoner, der havde lyst og råd til at ligge på landet så langt fra hovedstaden. Sine mest strålende velmagtsdage i så henseende oplevede huset efter en gammel fiskers opfattelse, da enken efter general, kammerherre Rømeling havde slået sig ned her; i de år var kongelige kareter kommet farende fra nord og syd, indtil de var standset ud for boligen. Efter hofdamen kom andre lejere, og i 1880-erne var det pensionat. I 1891 købtes huset af skuespilleren Elith Reumert. Til de ældste steder hørte også "Hostruphus", skænket 1870 som folkegave til digteren Jens Christian Hostrup. I løbet af 1870-erne og 1880-erne blev kyststrækningen ud for Egebæksvang et af kystens mest yndede steder for det københavnske landliggerliv og taget i landliggernes besiddelse; omkring 1880 var allerede omkring fire femtedele af kyststrækningen udstykket til landliggerejendomme. Det var landliggerne selv, der tog skridtet til opførelsen af landliggervillaerne.

Det voksende landliggerliv skabte helt nye forudsætninger for det stedlige næringsliv. Først skabte det omfattende byggeri af landliggervillaer næringsgrundlag for et voksende antal af bygningshåndværkere, en udvikling der kunne ske frit, fordi disse næringer ikke var underlagt næringslovens læbæltebestemmelser. I 1850 udgjorde antallet af bygningshåndværkere i Espergærdeområdet 3 tømrere, en i henholdsvis Skotterup, Mørdrup og Tibberup. I 1870 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 8, hvoraf 4 tømrere, i henholdsvis Skotterup, Espergærde, Mørdrup og Tibberup, 2 murere, i henholdsvis Mørdrup og Tibberup, og 2 snedkere, i henholdsvis Espergærde og Tibberup. I 1880 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 18, hvoraf 4 tømrere, 3 murere, 1 snedker, 1 maler og 1 glarmester. I 1890 var antallet af bygningshåndværkere vokset til 22.

Landliggerne skabte også en helt ny kundekreds for handel, både for stedlige landbrugere og fiskere, der jo havde "lov" at sælge deres egne frembringelser, og for de egentlige butiksdrivende, såvel købmanden i Skotterup som de butiksdrivende i Helsingør.

I slutningen af 1800-tallet begyndte de første landliggervillaer at skyde op ud for Egebæksvang, og fra 1897, hvor Kystbanen blev åbnet med et stoppested (fra 1903 en station), ca. 1 km fra Espergærde, udviklede samfundet sig til et yndet landliggersted.

Egentlige landliggernæringer begyndte også at optræde i form af gæstgiverier, krohold og badehotel: i 1896 opførtes hotel "Gefion" oven for kystskrænten bag fiskerlejet og med udsigt over havet. Samtidig oprettedes flere badepensionater og landliggervillaer byggedes i stort tal mellem stationen og fiskerlejet syd for Egebæksvang. I forbindelse hermed fik Espergærde adskillige handlende og håndværkere, endda enkelte fremstillingsvirksomheder. Langt de fleste af de bosatte var dog pendlere til Helsingør og København, så at en overgang fik kystbanetoget øgenavnet "grosserertoget".

I årene omkring århundredeskiftet skete en omfattende udstykning af parcelgrunde, og antallet af tilflyttere tog et opsving. I disse år opstod en egentlig bymæssig bebyggelse, som fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet. Udviklingen afspejles i J.P.Trap: Danmark, hvor det i tredje udgave fra 1898 hedder: "Tibberup med Mølle, Espergjærde Fiskerleje med Kro og Baadebyggeri. Mørdrup" og lidt senere: "I flere af de nævnte Byer, navnlig i Espergjærde, Skotterup og Snekkersten, ligge mange Villaer for Sommerbeboere, ligesom ogsaa de faste Beboere i stor Udstrækning udleje deres Huse i Sommertiden". Til sammenligning hedder det i fjerde udgave fra 1920: "Tibberup med Mejeri og Ml; Espergærde Fiskerleje - 1916: 144 Gde og Huse og 713 Indb. (1911: 500 med flg. Erhverv: Landbrug 54, Fiskeri 66, Haandv. 190, Handel 45, Transport 46) - med Egebæksvang Filialkirke og Skole, Børnehjem (Fredensdal), Hotel, Pensionater og Villabebyggelse, Brugsforen., Baadehavn (2,6 m) og Jernbanest.; Mørdrup". Uanset, at Traps omtale er kortfattet og ikke fyldestgørende, afspejler de to beskrivelser, at Espergærde udviklede sig betydeligt i årene mellem de to beskrivelser.

Efter 2. verdenskrig

Omkring 2. verdenskrig strakte bebyggelsen fra Espergærde sig til Mørdrup og Tibberup, og i 1947 vedtoges en dispositionsplan for Tikøb kommune, der forudsatte en sammenbygning af de tre bebyggelser. I de følgende år skete en vis udstykningsvirksomhed i området. I 1951 opførtes det første etageboliger i form af "Skovparken" beliggende i tilknytning til Espergærde station og med butikker i stueetagen. I tilknytning hertil byggedes et mindre villaområde.

I 1960 vedtoges en ny dispositionsplan for Espergærde, og nu byggedes etageboliger og villaer i stort omfang. Desuden udlagdes et industriområde. I 1960-erne skete en voldsom udbygning af Espergærde, hvis indbyggertal voksede fra 4.000 til 10.000 indbyggere. Mest markant var opførelsen af byområdet "Den hvide by", igangsat 1962 på den tidligere landbrugsejendom Søbækgårds jorder. Den hvide by omfattede 46 kædehuse, etagehuse i 5 etager og et samlet butiks- og servicecenter. Kædehusene blev opførte omkring to grønninger og med fælles varmecentral. Etagehusene blev opførte af ulige byggefirmaer. De første etagehuse blev byggede efter tegninger af arkitekterne Peer Bruun og Per Christiansen, og disse tegninger blev siden anvendte ved etagebyggerier flere andre steder i landet. Husene blev fortrinsvis opførte ved lukkede sideveje, der næsten alle udmundede langs to fordelingsveje, Søndermarken og Hovvej, som lå på den ene side af bebyggelsen, mens et stort fællesareal med stier lå til den anden side. I tilknytning til bebyggelsen opførtes en større skole, Mørdrupskolen, og siden byggedes i tilknytning til butikscenteret blandt andet et nyt bibliotek, kirke, lægehus, posthus, ældreboliger, børnehave og vuggestue. Det var et af de første eksempler på samlede byggerier ud fra trafikdifferentieringsprincippet og med et samlet butikscenter omkring to fælles pladser. Byggeriet blev kendt for, at alle bygningerne oprindeligt havde hvide vægge (deraf navnet) og røde teglstenstage. Området kom til at udgøre en central del af det udbyggede Espergærde.

I områderne nord og syd for "Den hvide by" blev villaer den fremherskende boligform. Byggeriet blev også her bygget efter en målsætning om adskillelse af gående og cyklende, der fik egne stisystemer, og kørende (biler og busser), der kørte ad centralt beliggende stam- og fordelingsveje. Mod syd opførtes i tilknytning til et idrætsanlæg tillige et mindre etageboligområde og en ny skole, Tibberupskolen. Da skolernes evne til at klare elevtallet viste sig utilstrækkelig, opførtes en fjerde skole i byens sydvestlige del, Grydemoseskolen. Siden blev den ældste og mindste skole, Espergærdeskolen, nedlagt, da elevtallet atter begyndte at falde.

Byen var fra 1960 indtil kommunalreformen i 1970 sæde for Tikøb Kommunes Sogneråd, herefter administrativt sammenlagt med Helsingør Kommune til trods for stor modstand. Den gamle administrationsbygning blev herefter indrettet til teknisk forvaltning for den nye storkommune, og det var herfra, at kommuneplan og lokalplaner (senere også arbejdet med byfornyelse i Helsingør under stads- og havneingeniørens ledelse) blev styret.

I 2009 smeltede Espergærde officielt bebyggelsesmæssigt sammen med Helsingør, omend der fortsat er en adskillelse på ca. 150 m mellem bebyggelsen Espergærde-Skotterup og Snekkersten-Helsingør.

Litteratur

• Anne Majken Snerup Rud: "Espergærdeliv. Øresundsbyen Espergærde - et led i en større helhed" (Helsingør Kommunes Museer: Årbog 1995; Helsingør 1996; ISSN: o108-0393; s. 5-46)
• Torben Topsøe-Jensen: Fem mil langs Øresund. Træk af Strandvejens historie; København 1974; ISBN 87-00-72421-1

Kilder

Spire Denne artikel om Danmarks geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

55°59′45″N 12°32′45″Ø