Etnologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Etnologi, (fra græsk ethnos, folk, og logia, lære) er læren eller videnskaben om hvorfor og på hvilken måde, en person og en befolkningsgruppe udvikler en fælles bevidsthed om samhørighed som nation eller folk og hvorledes, denne viser sig i form af fælles træk med hensyn til sprog, klædedragt, redskaber, byggemåde, dagligliv og højtider. I den nyere udvikling af etnologien lægges i stigende grad vægt på at belyse emner som livsformer og etnicitetsspørgsmål, hvor vægten lægges på spørgsmål om hvorledes, sociale grupper i samfundet fungerer, forandres og udvikler sig, samt hvorledes ulige kulturmønstre dannes.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Etnologien har sin oprindelse i 1800-tallet, idet begrebet introduceredes af naturforskeren og arkæologen Sven Nilsson (1787-1883). Etnologien udvikledes under indtryk dels af tidens fremvoksende nationalisme, dels af den samtidigt fremvoksende industrialisering. Mens man i de store kolonistater England og Frankrig lagde hovedvægten af studierne inden for emnet samfundsdannelse og samfunds indre sammenhæng på etnografien i form af studier af de oversøiske folkeslag[1], så blev der i Tyskland og Skandinavien i højere grad lagt vægt på studiet af den egne folkekultur og dennes udvikling (uden, at etnografiske studier derfor blev udeladte).

Nationalitetsprægede studier[redigér | redigér wikikode]

For Danmarks og Tysklands vedkommende var det ikke mindst problemstillingen i grænseområdet Sønderjylland (og for Tysklands vedkommende også andre steder), der satte sit præg på forskningen. Man gik ud fra, at et fælles sprog og en bestemt materiel kultur uden videre kunne anses som udtryk også for an national, fælles bevidsthed og følgelig måtte målet for studierne i høj grad blive at kortlægge sådanne folkelige kulturtræks udbredelse for derved "objektivt" at kunne fastlægge grænsen mellem folkenes udbredelse. Tidens ideal var dannelsen af nationalstater, det vil sige stater, hvor der var fuld overensstemmelse mellem nation (folk) og stat (rige). Som følge heraf blev betydelige kræfter sat ind på at studere udbredelsen af sprogene, men tillige af den materielle kultur og af skikke og brug.

Et fremtrædende træk i disse studier var forsøgene på at udskille dansk og tysk byggeskik i Sønderjylland. Man formodede, at der kunne påvises et forholdsvis skarpt skel mellem "saksergården" (på Frilandsmuseet eksemplificeret med en gård fra Ostenfeld) og den firlængede, danske gård. Da det viste sig, at dette skel ikke lod sig påvise så klart, som man havde forventet, gik den danske (sønderjyske) historiker Peter Lauridsen til arkiverne. Her fandt han oplysninger, som pegede mod, at den "danske" gård i ældre tid i lighed med den saksiske havde været enlænget med bolig og stald i hver sin ende. Han mente derfor, at sådanne enlængede gårde, som fandtes i grænseområdet ved Sli-Dannevirke, måtte repræsentere en mere "oprindelig" dansk byggeskik, hvoraf den senere, flerlængede gård siden var udviklet.[2]

Udbredelses- og innovationsstudier[redigér | redigér wikikode]

For andre dele af landet end Sønderjylland spillede den nationale problemstilling ikke samme rolle. Her lagdes vægten i stedet på at kortlægge egnslige eller regionale uligheder i byggeskik, byggemåde og folkekultur.

I forlængelse af Peter Lauridsens teorier om den danske gårds udvikling fra en oprindeligt enlænget til en tolænget, siden trelænget og endelig fuld udviklet firlænget, dansk bondegård, forsøgte man at opstille udviklingsforløb, hvor man ved en tidsmæssig opdeling af de fundne træk håbede at kunne påvise hvorledes, disse havde udviklet sig over tid og spredt sig fra et oprindeligt "kerneområde" til de omgivende områder, måske hele landet. Man mente, at hvis eller når en bestemt byggemåde ikke forekom i visse "yderområder", så måtte det skyldes, at disse lå "perifert" og at de dermed repræsenterede "relikter" (rester) af en tidligere anvendt byggeskik eller byggemåde.

Et klassisk eksempel på denne problemstilling er anvendelsen af "tapsamlinger" i forhold til "bladsamlinger". For tapsamlingernes vedkommende anvendtes løsholt, for bladsamlingernes vedkommende sidebånd. Da det ved studier af byggemåder for bindingsværk viste sig, at sidebåndskonstruktioner var udbredte i det nordvestlige Sjælland men ellers kun forekom stedvist over resten af øen, mente datidens folkelivsforskere, Axel Steensberg og siden Grith Lerche, at disse var udtryk for en sådan "relikt" byggemåde, som var på vej til at forsvinde, men alligevel havde overlevet i enkelte ældre, ikkemoderniserede bygninger. Senere er der blevet rejst tvivl dels om rækkefølgen, dels om sådanne særtræk ikke ligeså godt kan skyldes "egnslige særtræk" i den anvendte byggemåde.[3]

Folkeliv og almueetnografi[redigér | redigér wikikode]

Sigurd Erixon på feltarbejde i Småland 1934

I Sverige fik folkelivsforskningen ligeledes et opsving, og her var det studierne i folkeliv og almueetnografi, som kom til at stå i forgrunden, hvilken siden stærkt inspirerede også i Danmark. Da industrialiseringen satte ind i Sverige i 1870-erne, blev kræfterne sat ind dels på at registrere og bevare den åndelige kultur: folkelige historier, folkeviser og digte, overtro, sæd og skikke, dels på at bevare eksempler på den førindustrielle materielle kultur. I 1891 åbnedes Skansen og i 1907 Nordiska museet, som i dag er Sveriges største kulturhistoriske museum og også rummer instituttet for folkelivsforskning. I Danmark fik man et modstykke hertil i Frilandsmuseet i Sorgenfri.

Folkelivsforskningen i Sverige blev gjort til en videnskab først ved universiteterne i Lund og Stockholm. En vigtig folkelivsforsker var Carl Wilhelm von Sydow, som virkede i Lund. Det var von Sydows fortjeneste at opdele folkelivsforskningen i to videnskaber: "folkminnesforskning" og "allmogeetnografi". Folkminnesforskningen var studiet af den åndelige kultur: folketro, folkesæd og folkedigtning. Almueetnografien sysselsatte sig med bondesamfundets materielle kultur, hvorledes man boede, hvilken indretning af hjemmet man havde og hvilket bohave, redskaber og værktøjer, man anvendte. Tilsammen skulle de to forskningsretninger bevare den nationale almuekultur.

Carl Wilhelm von Sydow virkede inden for folkemindesforskningen. I Stockholm virkede arkæologen og etnologen Nils Lithberg, som blev professor i "nordisk och jämförande folklivsforskning" i 1919. Nils Lithberg var almueetnograf og dokumenterede og skrev om betydningen af at forske i enkle, dagligdagsgenstande som mælkejunger og kværne. Disse genstande og emner skulle indgå som dele i en kortlægning af den svenske kultur[4]. Senere, i perioden 1920-1960 blev i Sverige som i Danmark studier i innovation og spredningsmønstre fremtrædende, og denne forskning kom i Sverige til at omfatte såvel bondekulturen og den fremvoksende industrikultur. Det var først i 1930-erne og 1940-erne, at folkelivsforskningen videreudvikledes med teoretikere som Sigurd Erixon (Stockholm, 1934) og Sigfrid Svensson (Lund, 1946) i spidsen. Den svenske tradition satte også sit præg i Danmark, idet man på institut for europæisk etnologi fik et samarbejde med instituttet i Lund, lige som man ansatte Orvar Löfgren som ekstern lektor.

I Danmark er folkemindeforskningen med tiden udviklet med nye sideskud som forskning i fortællinger som identitetsskabende, herunder "narrativ teologi".

Livsformer og statsformer[redigér | redigér wikikode]

En helt ny udvikling indtrådte omkring 1980 med udviklingen af livsform-begrebet. Begrebet livsform anvendtes traditionelt inden for etnologien til at betegne "de sammenhængende, men forskellige helheder i menneskenes liv."[5] I 1983 fremkom etnologen Thomas Højrups bog "Det glemte folk", hvori han sætter begrebet ind i en ny, mere politiserende, sammenhæng. Ifølge Højrup må folk opfattes i forhold til deres stilling i samfundet, og livsformer må sættes ind i en dels historisk, dels socialøkonomisk sammenhæng. Højrup skelner mellem et førindustriel samfund (den "enkle produktionsmåde" i hans marxistisk inspirerede sprogbrug) og industrielt samfund, hvor man kan skelne mellem den selvstændiges livsform, arbejderlivsformen, karrierelivsformen og den borgerligere livsform (senere er fra engelsk kommet endnu en livsform: "down and out" – de, der står uden for arbejdslivet). Højrup selv ønskede ikke, at hans "livsformer" skulle anvendes til grupperinger af borgerne (men det er netop det, der ofte er sket sidenhen), hans egentlige budskab var, at i og med at folk har uens opfattelser af fænomenet "et godt liv", så bliver lovgivningsindgreb fra centralmagtens (statens) side også opfattet uens af dem og faren for, at statsmagten foretager indgreb i livsformernes dagligdag, der af de berørte opleves som "overgreb" og "magtmisbrug", er overhængende. I Højrups konkrete studie var det indgreb mod fritidsfiskeriet (hvilket formodet skulle være til gavn for erhvervsfiskeriet) i Limfjorden, som gav anledning til voldsomme protester blandt de berørte.[6]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • B. Ehn, O.Löfgren: Vardagslivets etnologi; 1996
  • Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering; Institut for Europæisk Folkelivsforskning, Statens Byggeforskningsinstitut 1983; ISBN 87-563-0484-6
  • Bjarne Stoklund: "Europæisk etnologi mellem Skylla og Charybdis" (Fortid og Nutid, bind XXIV (1971), s. 659-674)
  • Bjarne Stoklund: Bondefiskere og strandsiddere; Landbohistorisk Selskab 2000; ISBN 87-7526-161-8 (kapitel IV. Fiskelejer og fiskere: Omkring den steenstrupske tese)
  • Bjarne Stoklund: "Ryttergårde og byggeskik. En kritisk kommentar" (Fortid og Nutid, september 2006, s. 221-231)
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog, Bind 1; København 1922

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Billy Ehn – Orvar Löfgren : "Vardagslivets etnologi", s. 23-24.
  2. Lauridsen, s. 43-113
  3. Stoklund (2006)
  4. Ehn, Löfgren: "Vardagslivets etnologi"
  5. Henningsen, s.317
  6. Højrup (1983)