Fårebrevet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fårebrevet

Fårebrevet (på færøsk Seyðabrævið) fra 24. juni 1298 er Færøernes ældste dokument. Som navnet antyder, handler dokumentet om landbrugsbestemmelser for Færøerne. Brevet er skrevet på oldnordisk.

Fårebrevet er et supplement til den norske yngre gulatingslov (landslov) fra 1274 ved Magnus Lagabøter. Der eksisterer i dag to afskrifter af Fårebrevet, det ene på Nationalarkivet i Tórshavn, og det andet på Universitetsbibloteket i Lund (Sverige) Udover at Fårebrevet beskriver datidens samfund er det også en vigtig kilde til forståelse af Middelalderens betalingssystemer. Mange af Fårebrevets bestemmelser har været i kraft helt op til nutiden. I modsætning til Færingesagaen, (Island) er Fårebrevet sandsynligvis skrevet på Færøerne og beskriver bedre datidens færøske samfund. Desuden ser man i Fårebrevet, at det oldfærøske sprog allerede adskiller sig lidt fra det oldnordiske med særfærøske begreber.

Fårebrevets 16 paragraffer[redigér | redigér wikikode]

  1. Regler om, at fåreejeren skal bevise ejerskabet inden slagtningen
  2. Om at gå på en fremmed mark
  3. Hvis et får er på en fremmed mark
  4. Om hvordan vilde får tæmmes
  5. Om at mærke fårene. Klarlægger, at ændring af den første mærkning betragtes som tyveri
  6. Om bidske hyrdehunde, erstatningspligt og om antallet af får på en mark
  7. Om hvor lang fristen er ved en advarsel fra myndighederne
  8. Om pligten til at anmelde indtrængning på fremmed mark
  9. Om at tæmme vilde får – 2. del
  10. Om at forpagte land
  11. Om uønskede gæster og fattiges ret
  12. Om vidner
  13. Om beværtningsudgifter
  14. Om etablering og bosætningsret
  15. Om fordelingen af hvalkød
  16. Om drivgods
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Historie Stub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.