Færøerne

Færøerne
Færøerne Føroyar;
Flag	Nationalvåben
	Motto: Føroyar Ein Tjóð
	Nationalmelodi: Tú alfagra land mítt; Du mit meget fager land;
	Færøernes placering i Nordeuropa
Hovedstad; (og største by)	Tórshavn; 62°00′N, 06°47′W
Officielle sprog	Færøsk og dansk
Etnicitet	91,7% færinger; 5,8% danskere; 0,4% islændinge; 0,2% nordmænd; 0,2% polakker
Demonym	færing
Regeringsform	Parlamentarisk demokrati i et konstitutionelt monarki
Hjemmestyre	inden for Kongeriget Danmark
Areal
Indbyggertal
BNP (KKP)	2008 anslået
BNP (nominelt)	2008 anslået
HDI (2006)	0,943 (meget høj)
Valuta	Færøske kroner (DKK)
Tidszone	WET (UTC+0)
Kører på	højre side af vejen
Kendings-; bogstaver (bil)	FO
Luftfartøjs-; registreringskode	OY; Helikoptere OY-H
Internetdomæne	.fo
Telefonkode	+298
	a. ^ Det danske monarki nåede Færøerne i 1380 under Oluf 2. i Norge.; b. ^ Færøerne, Grønland og Island var formelt norske besiddelser indtil 1814 på trods af at have vært under dansk konge i 400 år før.; c. ^ Oplysninger om Danmark, herunder Færøerne og Grønland.; d. ^ Valutaen, der er trykt med færøske motiver, er udstedt på niveau med den danske krone, og har de samme sikkerhedselementer og bruger de samme størrelser og standarder som danske mønter og sedler. Færøske krónur (ental króna) bruge den danske ISO 4217-kode "DKK".

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Der mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men dens kilder er uklare, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.

Portal:Færøerne

Færøerne (på færøsk Føroyar) er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge.

Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke slog sig ned omkring år 625 og levede som eneboere. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Øernes egentlige befolkning stammer fra en blanding af keltiske og norske bosættere. De norske bosættere slog sig ned på øerne i tiden efter år 850^[3], som kaldes landnamtiden. I dag er 17 af de 18 øer beboede.

Befolkningen betegnes som færinger, og befolkningstallet er knapt 50.000, hvoraf ca. 20.500 bor i Tórshavn kommune. Færingerne taler det vestnordiske sprog færøsk, som stammer fra det gamle nordiske sprog, norrønt sprog, og som er det mindste af de germanske sprog. Færøsk tilhører desuden et af tre mindste sprog i Europa. Foruden færøsk er dansk det officielle sprog men bruges ikke af færingerne som dagligt talesprog.

Færøerne er en delvis selvstyrende del af Rigsfællesskabet ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing, og de har valgt ikke at være medlem af EU. Administrativt er øerne opdelt i 6 sysler og 30 kommuner.

Øernes klima er præget af deres beliggenhed i Golfstrømmen, der medvirker til at give milde vintre og kølige somre. Skydannelser omkring de høje fjelde og tåge er hyppigt forekommende. Øerne er i hovedsagen græsbevoksede med en udbredt forekomst af vilde blomster. Der eksisterer træer, der ikke er en del af den oprindelige natur. Færøernes fugle er præget af havfuglene, som i stort tal yngler i fjeldene og på fjeldsiderne. Dyrelivet i øvrigt omfatter gråsæl og mindre hvalarter i de kystnære område samt dyr, som er indvandret eller indført sammen med befolkningen af øerne.

Fiskeri er hovederhverv på øerne, mens fåreavlen, der frem til 1800-tallet var hovederhvervet, nu har ringe kommerciel betydning, omend den stadigvæk har stor kulturel og social betydning. Fangst af flokke af grindehvaler, der sker i fjorde på øerne, er en særlig færøsk specialitet.

Indholdsfortegnelse

1 Historie
2 Politik
3 Befolkning
- 3.1 Folketallets udvikling
4 Uddannelse
5 Økonomi og erhvervsliv
6 Geografi
7 Det færøske køkken
8 Religion
9 Berømte færinger
10 Kultur
11 Litteratur
12 Noter
13 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Færøernes historie.

Siden omkring år 625 har der boet irske munke eller nordboere. Det viser både botaniske undersøgelser og den kendsgerning, at mange får græssede dér allerede ved de første fastboendes ankomst. Sandsynligvis flyttede munkene dog til Island, før de første nordmænd bosatte sig på øerne.

Den irske munk og geograf Dicuil skrev omkring år 825 en bog med titlen Liber de Mensura Orbis Terræ. Et af afsnittene beskriver en gruppe af små øer, der lå tæt ved hinanden. "Her havde eneboere boet for hundrede år siden, men er nu på grund af vikinger tomme for eneboere og fyldt med får og havfugle". Denne beskrivelse handler formodentlig om Færøerne.

Øerne blev efter landnam i tiden efter år 825 befolket af vikinger fra Norge, Skotland og Irland (som sikkert også medbragte keltiske kvinder) og regnes fra 1035 at være blevet underlagt Norge, da vikingetiden på Færøerne var forbi. Norsk lov gjaldt for Færøerne til 1816.

Island, Grønland, Færøerne samt Orkney- og Shetlandsøerne hørte under Norge, der fra 1380 havde samme regent som Danmark. Imidlertid var der stadig et norsk rigsråd, som ved kongevalgene fra 1380 til reformationen 1536 i princippet kunne have valgt en anden konge end den, man havde i Danmark. Herefter blev det norske rigsråd nedlagt og Norge fik en enevældig konge.

Ved freden i Kiel 1814, hvor Norge blev afstået til Sverige, forblev Færøerne, Island og Grønland, til trods for den svenske kong Carl Johan XIVs protester, i det danske kongerige, og i 1816 bestemte den danske regering, at det færøske lagmandsembede og Lagtinget skulle nedlægges, og Færøerne blive et dansk amt. Efter en national vækkelse på julemødet 1888 blev der i 1906 oprettet et færøsk selvstændighedsparti Sjálvstýrisflokkurin som modvægt mod oprettelsen af det liberale danskvenlige parti Sambandsflokkurin, som ville opretholde den nuværende statsretslige stilling. Til at begynde med var hovedfejden mellem disse to partier den færøske sprogstrid, som tilspidsedes, da den danske regering - efter Sambandspartiets henstilling - med den berygtede §7 i 1912 bestemte, at undervisningssproget i den færøske folkeskole skulle være dansk. §7 blev dog senere slettet i 1938, hvor sprogstriden mellem færingerne aftog, selv om denne diskussion endnu ikke betragtes som endt.

Tinganes midt i Tórshavn er landstyrets residens og byens historiske kerne

Under 2. verdenskrig nåede England at besætte Færøerne den 12. april 1940 før Tyskland efter forudgående kapsejlads på Atlanterhavet om at nå Færøerne. (Danmark var besat af Tyskland). Færøerne skulle herved selv forvalte den politiske situation.

Efter krigen stod det klart, at man ikke ville tilbage til den gamle amtsstilling, og eftersom den færøske forhandlingsdelegation ikke ønskede at bøje sig for de danske delegaters krav, blev det besluttet at holde en folkeafstemning i 1946, hvor man skulle vælge mellem den danske delegations betingelser eller løsrivelse. Der blev flertal for uafhængighed, men nu brugte kongen sin ret til at opløse lagtinget. Efter nye forhandlinger blev der i 1948 vedtaget en hjemmestyrelov for Færøerne. Siden 1948 har Færøerne gradvis fået selvstyre på en del områder og har to repræsentanter i det danske Folketing. Forsvars- og udenrigsforhold har hidtil ikke været omfattet af det udvidede selvstyre, men med Fámjinserklæringen fra 29. marts 2005 er der åbnet for øget færøsk indflydelse på øernes udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Lagmand Kaj Leo Johannesen

[redigér] Politik

Færøerne er en del af Rigsfællesskabet og Færøernes parlament er Lagtinget, der består af mindst 27 og højst 32 medlemmer, valgt for fire år. Lagtinget er et af verdens ældste parlamenter. Færøerne er i modsætning til Danmark ikke medlem af EU, men er repræsenteret i Nordisk råd med to delegerede, som en del af den danske delegation. Færøerne er repræsenteret med to folketingsmedlemmer i Kongeriget Danmarks Folketing. De nuværende to færøske folketingsmedlemmer er fra den 15. september 2011 Edmund Joensen(Sambandsflokkurin) og Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin).

Landsstyret (Føroya landsstýri) er Færøernes selvstyrende regering som ledes af Lagmanden (løgmaðurin). Landsstyret bliver normalt valgt hvert fjerde år af Lagtinget. En minister kaldes landsstýrismaður eller -kvinna. Lagmand siden den 26. september 2008 er Kaj Leo Johannesen. Han er også leder af den nuværende borgerlige koalition som efter valget den 29. september 2011 består af Fólkaflokkurin, Sambandsflokkurin, Sjálvstýrisflokkurin og Miðflokkurin.

Den danske rigsombudsmand på Færøerne siden 1. januar 2008 er Dan Michael Knudsen (f. 1962).

[redigér] Befolkning

Langt størstedelen af indbyggerne er færinger og er af nordisk og keltisk oprindelse.

Nyere DNA undersøgelser viser, at de mandlige gener er 87% skandinavisk, mens de kvindelige gener er 84% britisk (irsk/skotsk) ^{[Kilde mangler]}.

Færøerne har 48.219 indbyggere (01.01.2006), hvoraf godt 17.000 bor i hovedstaden, Thorshavn (Tórshavn på færøsk), og 5.000 i Klaksvig (Klaksvík på færøsk). Sproget er færøsk, der er et vestnordisk sprog i slægt med islandsk og norsk. Dansk læres i skolen fra tredje klasse. Ved siden af rigsdansk som fremmedsprog eksisterer der også en lokal accent, der ligner norsk, kaldes gøtudanskt.

98 procent af indbyggerne er rigsborgere og dermed færinger, danskere og grønlændere. Ca. 5 procent er født i Danmark. Islændingene udgør den største gruppe af udlændinge, fulgt af borgere fra Norge og Polen med hver 0,2 procent. Alt i alt lever der mennesker fra 77 forskellige lande på Færøerne.

Uofficielle tal peger i retning af, at der lever ca. 15-20.000 færinger i Danmark og ca. 5.000 i Island.

[redigér] Folketallets udvikling

Se også: Byer på Færøerne efter indbyggere.

År	Indbyggere	År	Indbyggere	År	Indbyggere
1327	ca. 4.000	1880	11.220	1995	43.358
1350	ca. 2.000	1900	15.230	1996	43.784
1769	4.773	1911	ca. 18.800	1997	44.262
1801	5.255	1925	22.835	1998	44.817
1834	6.928	1950	31.781	1999	45.409
1840	7.314	1970	ca. 38.000	2000	46.196
1845	7.782	1975	40.441	2001	46.996
1850	8.137	1985	45.749	2002	47.704
1855	8.651	1989	47.787	2003	48.214

Blandt en del historikere har der været formodet, at de første faste beboere på Færøerne var irske munke, der levede som eneboere. Synspunktet er dog altid mødt skepsis af arkæologer, hvor nyere kildeforskning bekræfter arkæologernes synspunkt. Det kan med sikkerhed fastslås, at Færøerne som tidligere nævnt blev befolket af vikinger, og disse bosatte sig rundt om på øerne, hvorved der efterhånden etableredes en befolkning på omkring 4.000 mennesker. Omkring 1349-1350 blev befolkningstallet halveret på grund af pesten "Den sorte død". Senere indvandring fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Norge gjorde, at befolkningstallet stabiliserede sig på ca. 5.000 indbyggere.

Efter at højsøfiskeriet blev indført, hvorved man blev mere uafhængig af landbrug og fiskeri i nærheden af de færøske kyster og efter forbedring af befolkningens sundhedstilstand, tidobledes folketallet fra slutningen af det 18. århundrede og de næste 200 år frem til de nu ca. 50.000.

I slutningen af 1980'erne ramtes Færøerne af en økonomisk krise, der medførte arbejdsløshed og økonomiske stramninger. Som en følge heraf udvandrede ca. 10 % af befolkningen, hvoraf hovedparten til Danmark. Krisen var dog i alt væsentligt overvundet i 1995, og mange af de udvandrede er siden vendt tilbage til Færøerne.

[redigér] Uddannelse

I 1979 blev der indført et selvstændigt uddannelsessystem på Færøerne. Dog er antallet af uddannelser begrænset, og mange må rejse til udlandet for at studere. Årligt læser omkring 500 færinger på videregående uddannelser på Færøerne, mens omtrent 1000 tager til Danmark. Efter hjemmestyreordningen 1948 blev færøsk hovedsproget på Færøerne, mens dansk blev det officielle andet sprog og har også i nutiden en central rolle på Færøerne. Det er det første fremmedsprog, som børnene lærer - fra tredje klasse, og fra fjerde klasse engelsk.

I Tórshavn ligger Færøernes Universitet (på færøsk Fróðskaparsetur Føroya). Det blev grundlagt den 20. maj 1960 og er det eneste universitet på Færøerne.

[redigér] Økonomi og erhvervsliv

Uddybende artikler: Færøsk landbrug, Færøsk fiskeri, Færøernes fiskeindustri, Færøsk olieudvinding og Grindedrab.

Får ved Hvalba

Bryggeriet Föroya Bjór

Fiskeri er vigtigste erhverv, men fik først betydning for det færøske samfund fra midten af 1800-tallet. Før den tid var 68 % af befolkningen beskæftiget med landbrug. Fiskeri skete primært til eget behov, og de fleste familier ejede en eller flere færøbåde. Fiskeriet var et nødvendigt supplement til det, jorden kunne give. Også Grindedrab og jagt på sæler og fugle var en væsentlig ernæringskilde.

I dag er Færøerne en moderne fiskerination, med en stor flåde af trawlere, mindre linefiskebåde, fiskefabrikker og havbrug med laks og ørreder. Et stigende antal personer er efterhånden beskæftiget inden for servicevirksomhed og anden fødevareproduktion end fisk. Et mejeri, to bryggerier og en margarine- og isfabrik producerer til hjemmemarkedet.

De oliefund, der er gjort i Nordatlanten af Norge og især Storbritannien, har givet anledning til håb om, at olie også forekommer på færøsk område, hvorved afhængigheden af fiskeriet kunne mindskes. Der er foretaget en del prøveboringer, men indtil videre er oliefundene ikke rentable til udvinding og produktion.

Danmark har på Færøernes vegne gjort krav på det lille klippeskær samt havbunden omkring det, Rockall, der ligger i Atlanterhavet på 57°5'48"N 13°41'19"V. Det er egentlig engelsk territorium, men både Island, Irland.

Bloktilskud fra Danmark: Færøerne modtager årligt et tilskud fra Danmark benævnt "Bloktilskud" direkte via den danske finanslov. i 2011 udgør bloktilskuddet 623,5 mio danske kr.^[4]

[redigér] Geografi

Uddybende artikel: Færøernes geografi.

De 18 øer, som udgør Færøerne er Borðoy, Fugloy, Eysturoy, Hestur, Kalsoy, Koltur, Kunoy, Lítla Dímun, Mykines, Nólsoy, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dímun, Streymoy, Suðuroy, Svínoy, Vágar og Viðoy.

Færøerne ligger på 62 grader nordlig bredde og 7 grader vestlig længde i Nordatlanten mellem Hebriderne mod syd, Shetland mod sydøst, Norge mod øst og Island mod nordvest. Øgruppen er med sine 18 øer og 11 holme, fra Enniberg på Viðoy i nord til Sumbiarsteinur syd for Suðuroy 118 km lang. Kystlinien strækker sig over 1.117 km.

Satellitfoto fra NASA
Færøerne med alle byer, veje, sunde, fjorde, færgehavne og højeste bjerge.
Rigsfællesskabet
Færøerne i Europa

Geologi

Uddybende artikel: Færøernes geologi.

Suðuroys vestkyst

Færøernes geologiske historie starter med en aktiv vulkansk periode for ca. 55 millioner år siden, hvor selve plateauet blev opbygget, og en nedbrydningsperiode, hvor de nedbrydende og aflejrende processer har givet øerne det nuværende udseende. Den vulkanske virksomhed, som førte til dannelsen af den nederste basaltserie, som forekommer på den sydlige del af Suðuroy, Mykines, Gáshólmur, Tindhólmur og den vestlige del af Vágar, har haft rytmisk karakter. Hvert enkelt vulkanudbrud har været efterfulgt af en kortere eller længere hvileperiode. Efter vulkanismens ophør fandtes et jævnt landskab opbygget af plateaulavaer, hvor Færøerne i dag ligger.

Geologisk historie

På grund af Færøernes begrænsede plantedække er det relativt let at følge geologiens historie. Øerne er opbygget i en periode, der karakteriseres af høj vulkansk aktivitet i ældre tertiær for omkring 50-60 millioner år siden. Øerne er opbygget i lag af forskellige lavastrømme (basalt) vekslende med tynde lag af aske (tuf), som er blæst ud fra vulkanerne og drysset ned over lavaen fra tidligere og større udbrud.

Den bløde aske og den hårde basalt ligger altså lag på lag i smalle og tykke striber. De bløde truf eller askezoner eroderes relativt hurtigt væk, og den hårde klump basalt over den eroderede tuf falder ned og dermed er den første terrasse dannet.

Den vulkanske aktivitet har varieret over millioner af år med hvile-perioder og forskellige perioder med rolige udbrudsspalter og eksplosiv vulkanisme. Enkelte steder, først og fremmest på Suðuroy, forekommer tynde kullag, der er rester af sumpskove fra tiden mellem de vulkanske udbrudsprodukter. Man har derfor opdelt plateauet i forskellige basaltserier alt efter vulkanismens forløb og lagfølgens aldersmæssige rækkefølge.

Der er store forskelle på øernes terrasseform. Den nederste og ældste serie er tykke aflejringer - lavabænke - , hvilket kan ses på den sydlige del af Suðuroy, Mykines, Tindhólmur og den vestlige side af Vagar. Fjeldsiderne får her et præg af store trapper.

Basalten i den nederste basaltserie er ofte søjledannede, hvilket viser sig ved langstrakte, kantede og regelmæssige søljer i fjeldsiden - næsten som et stenhuggeri.

Meget regelmæssige, lodrette søjledannelser ses på det nordlige Mykines, hvor de kan være op til 30 meter høje.

Den mellemste basaltserie består af tynde lavastrømme med stærkt porøst mellemlag. Denne serie er meget lidt modstandsdygtigt overfor smuldring og forvitring. Da disse erosions processer er hårdere i højden end længere nede, fyldes lavlandet med forvitringsmateriale fra højderne, der ofte resulterer i en karakteristisk, buet landskabs-form. Dette kan ses tydeligt på Vágar, den nordligste del af Streymoy og på den nordvestlige del af Eysturoy.

På den sydlige del af Streymoy og Eysturoy samt på de nordlige øer en landskabsformen gennemgående mere småtrappet, end f.eks. Suðuroy. Det skyldes, at denne basaltserie igen består af vekslende lag mellem basalt og tuf.

Når man overhovedet kan se de forskellige basaltserier, skyldes det, at lagene er kippet under dannelsen inden de blev overlejret af de yngre lag. De tre basaltserier er ikke parallelle og når man bevæger sig fra vest mod øst, bevæger man sig stort set fra den nederste basaltserie til den øverste basaltserie.

Gletsjere i sidste istid har også sat sit præg på øerne. Trykket fra isen har reduceret plateaufladerne specielt på de nordlige øer, hvor fladerne er reduceret til en række smallere eller bredere zig-zag rækker i øernes længderetning. Fænomenet er særligt udtalt på øerne Kunoy, Kalsoy og Borðoy, hvor en østvendt og en vestvendt ismasse har eroderet den mellemliggende fjeld til en smal kam.

Uddybende artikel: Færøernes geologi.

Vejr og klima

Det færøske vejr kan være meget vekslende. Sol og blå himmel kan på samme dag skifte flere gange til stærk vind, storm, regn og meget tæt tåge. Golfstrømmen bevirker, at gennemsnitstemperaturen er 3 plusgrader om vinteren og 11 grader om sommeren. Havnene er isfrie hele året, og i de lavtliggende, beboede områder bliver sne for det meste kun liggende i kort tid. Tidligere havde vejret stor indflydelse på det daglige liv og folks livsindstilling. Mange kalder Færøerne: "Måske-land" (engelsk: "the Land of Maybe"), fordi vejret bestemmer, om aftaler og planer kan overholdes.

Det vekslende vejr skaber en særlig stemning, som Sámal Joensen-Mikines beskriver sådan:

Endnu et par ord om farverne. Her på øerne brydes de på en forunderlig måde af luftens fugtighed, der ofte medfører et diffust synsindtryk, hvilket jeg har oplevet, når hav og himmel smelter sammen i rosa og grå toner med konkyliens glans eller kaskader af lys, der under et vældigt vejrdrama pludselig kastes ned mellem mørke skymasser og belyser havet, klipperne, de grønne græsgange og bygdens sorte huse. Det er i begge tilfælde et stærkt, men samtidig blidt lys. Det er fascinerende.

(Fra: Færøernes billedkunst, Bárður Jákupsson 2000)

Vegetation

Færøerne opstod som nævnt ved vulkanske udbrud for ca. 60 mill.år siden. Derefter var der en lang periode uden aktivitet, hvor der blev tid til, at skove kunne nå at dannes. På det tidspunkt lå Færøerne langt sydligere end i dag, og øerne havde et klima, der kan sammenlignes med det subtropiske klima i det sydlige Japan. Det kan man se ud fra de plantearter, der findes som fossiler i periodens kullag f.eks. den nu uddøde Metasequoia occidentalis og Tempeltræet.

Den seneste istid sluttede på Færøerne for ca. 12.000 år siden, og langsomt begyndte planterne at vende tilbage. Klimaet var i begyndelsen arktisk, så vegetationen lignede den, man kan opleve på Grønland i dag. På det tidspunkt fandtes der endnu Dværg-Birk på øerne. Efterhånden som klimaet blev varmere, ændredes også plantevæksten, sådan at Dværg-Birk forsvandt, mens Almindelig Ene blev udbredt. Kort før bosættelsen blev klimaet mere fugtigt, og vikingerne mødte øer, der var bevokset med kratskov og større, urteagtige planter.

Før landnamstiden havde de mest almindelige planter været arter fra fugtig eng, dvs. hovedsagelig halvgræsser. Derudover var der Mjødurt, Potentil, Perikon, Stenbræk, Djævelsbid og Strand-Vejbred. Desuden fandtes Ranunkel og Storkenæb, men mindre udbredt.

Ændringer efter bosættelsen

Kvan er en karakteristisk plante ved alle vikingebosættelser.

Efter bosættelsen blev græsserne, der tidligere havde produceret mellem 20 og 30% af alt pollen, de største pollenproducenter (50-60% ). Samtidig dukkede der pollen op fra Skræppe, udyrkede græsser (modsat kornarter som Byg og Havre), Kabbeleje, planter af Nellike-familien (flere arter af markukrudt), Korsblomst-familien, Læbeblomst-familien, Nælde og Kvan. selv om Stor Nælde på forhånd var hjemmehørende på øerne, blev den begunstiget meget af menneskenes ankomst.

Fra den første tid kan der nu findes pollen fra dyrkede planter (mest kornarter) sammen med pollen fra store arter af vildgræs. I samme lag finder man pollen fra Almindelig Firling, By-Skræppe, Eng-Kabbeleje, Fuglegræs, Hamp-Hanekro, Hvidmelet Gåsefod, Krat-Viol, Lav Ranunkel, Skov-Springklap, Stor Vandarve, Trævlekrone, flere arter af Vejbred og Vild Hør.

Ved Argisbrekka finder man tykke lag af rester fra Dun-Birk, og arten voksede på stedet mellem 2460 f.Kr. og 770 e.Kr. Der er mange steder, hvor der vokser træer på Færøerne i dag, men de fleste er plantede. Det viser sig, at Ene, Birk, og Pil var almindeligt forekommende før bosættelsen, men i de samme lag findes også pollen fra Ask, Eg, El, Elm, Fyr, Hassel, Lind og Røn.

Nutidens vegetation

I dag er vegetationen på Færøerne artsfattig og nærmest beslægtet med den i Island eller på den nordlige del af De Britiske Øer. Den naturlige træ- og buskvegetation mangler næsten helt, og man træffer mest lave pilekrat og krybende former af Almindelig Ene. Der er plantet en del indførte træer og buske på nogle af de største øer, og især nåletræerne synes at lykkes godt. Situationen i dag er, at græsheder er den dominerende vegetationstype, ofte med islæt af Hedelyng og Almindelig Blåbær. På højeste steder finder man en sparsom vegetation af fjeldplanter. Omvendt ses den frodigste plantevækst i klippesprækker og på lavtliggende klippehylder. Indhegnede områder, der beskytter planterne imod fåregræsning, har også en rig flora. Færøerne har ca. 400 arter af karplanter, 400 arter af mosser og 250 laver.

Mennesker har siden bosættelsen indført ca. 100 arter som f.eks Kvan, der blev dyrket af vikingerne, og som i mange generationer blev brugt til at modvirke skørbug.

Blomster

Om sommeren blomstrer mange forskellige vilde blomsterarter overalt. Nationalblomsten er den gultblomstrende mýrisólja.

Færøernes nationalblomst Sólja (færøsk navn for Engkabbeleje - Caltha palustris)

Færøsk Løvefod (Alchemilla faeroënsis) på et færøsk frimærke fra 1980 ved Bárður Jákupsson.

Træer

Kullagene på Suðuroy under de yngste basaltlag viser, at der i tertiærtiden har været et mildt klima med udpræget skov. Alle nutidige træarter, hovedsagelig Ahorn, ask, fyr og pil vokser kun under kultur. I dag er Viðarlundin Færøernes eneste større skov.

Tidligere fyrede man med tørv og udnyttede drivtømmer til hus- og bådbyggeri.

Kulturplanter

Dyrkning af planter begrænser sig til græs, kartofler, kålroer og Have-Rabarber. Korn var et vigtigt næringsmiddel før i tiden, men dyrkes ikke mere, for driftudgifterne er for store. Andre grøntsager dyrkes med et udmærket resultat under glas. I vindbeskyttede haver er det muligt at dyrke almindelige grønsager og bær. Hovedparten af øernes forbrug af frugt må dog importeres.

Dyrearter

Lille gråsæl på Færøerne

Færøernes isolerede beliggenhed bevirker, at mange dyrearter ikke er naturligt forekommende, som f.eks. mange insektarter, tudser, ferskvandsfisk og landpattedyr. Undtagelsen er gråsælen (Halicboerus grypus), der yngler overalt i de mange grotter. I havet omkring Færøerne færdes storhvalerne, dog sjældent nær kysterne. Tæt ved kysterne kan man ofte observere de mindre hvalarter, som f.eks. grindehvalen (Globicephala melas). der - hvis grindeflokkene observeres - med både drives ind i fjordene, hvor de hurtigt bliver dræbt. Se grindedrab. Et specielt fordelingssystem sørger for, at hvalkødet bliver retfærdigt fordelt.

Sneglearten Polycera faeroensis er en af de få arter, der har fået et navn, hvori Færøerne indgår.

Færøernes fugleverden omfatter mange forskellige rugefuglearter. Nationalfuglen er Tjaldur (Strandskade). Færøerne er kendt for at have lunde, der bedre er kendt under navnet søpapegøje, en flot farverig fugl.

Det var menneskene, der fra ca. år 600 medbragte de nu almindelige dyr: Sneharen (Lepus Timidus), der i 1800 tallet blev indført fra Norge, samt mus og rotter, som fra 1500-tallet kom med sejlskibene.

En del insektarter findes ikke, som f.eks stikmyg og bier. Almindelig er natsommerfuglarten humleæder (Hepialus humuli). Ny på Færøerne er hvepsen, der formodentlig er kommet med skib omkring 1998. En meget almindelig efterårsgæst er ørentvisten.

[redigér] Det færøske køkken

Uddybende artikel: Færøsk mad.

Restkjøt

Det traditionelle færøske køkken har igennem århundreder udviklet sig på sin egen måde, på grund af at klimaet ikke er velegnet til dyrkning af korn og grøntsager. I nutiden spiser færingerne overvejende mad som i de øvrige nordiske lande, men ved højtider og af og til dagligt spises det lufttørrede kød fra hvaler, fisk og får. Man spiser også kød fra de tre stadier i tørringsprocessen, men selvfølgelig også i fersk tilstand. Visnet og “ræst” må koges. Det tørrede kød spises, som det er. Normalt er kødet tørt omkring sidst i december - januar. Færingerne lufttørrer den største del af eget fårekød.

[redigér] Religion

Uddybende artikel: Færøernes folkekirke.

Tórshavn Domkirke

Fra ca. år 625 formodes det, at keltiske munke var de første fastboende mennesker på Færøerne. Myterne fortæller, at de blev fordrevet af de hedenske nordboere, som i år 999 mere eller mindre frivilligt blev kristnet af vikingehøvdingen Sigmundur Brestisson. Færøerne var indtil reformationen underlagt den norske ærkebiskop i Trondheim.

Næsten alle færinger er kristne. 84% tilhører den evangeliske-lutherske folkekirke. Ca. 7% tilhører Brødremenigheden, der opstod omkring 1900 inspireret af den skotske vækkelseprædikant William Gibson Sloan. 5% tilhører andre kirkelige retninger som Pinsemissionen og Adventisterne, (der også driver en større privatskole i Tórshavn). Den katolske menighed i Tórshavn har 70 medlemmer. Menigheden driver også en større børnehave med bl.a. nonner fra franciskanerordenen som pædagoger. Der findes desuden en lille gruppe, der bekender sig til den ikke-kristelige religion Bahai.

Kirken i Viðareiði

Af kendte kirker kan nævnes Olavskirken og den ikke færdigbyggede kirke Magnuskatedralen i Kirkjubøur, Tórshavn Domkirke, St. Mariekirken i Tórshavn (katolsk), Christianskirken i Klaksvík og ved siden af de gamle færøske trækirker fra 1800-tallet, bygdekirkerne i Vágur, Fámjin, Gøtugjógv og Toftir.

Bibelen blev i 1948 oversat til færøsk af Victor Danielsen fra brødremenigheden og i 1961 af Jákup Dahl og Kristian Osvald Viderø (Folkekirken).

Konservative kristne holdninger spiller en stor rolle i det offentlige og politiske liv. Færøerne har således ikke indført ret til fri abort, ligesom færøske homoseksuelle ikke har ret til at indgå registreret partnerskab. I kølvandet på en meget publiceret hate crime mod en homoseksuel færøsk musiker vedtog Lagtinget dog i efteråret 2006 efter intens debat et lovforslag, der forbyder offentlig forhånelse af seksuelle mindretal.^[5]

På Færøernes nationaldag Olavsøka, 29. juli 2007, overtog landsstyret ansvaret for folkekirken, som derefter ikke længere er en del af den danske folkekirke.^[6]

[redigér] Berømte færinger

Uddybende artikel: Betydningsfulde færinger.

Pál Joensen

Fra Grímur Kamban tog land på Færøerne over nationalhelten Nólsoyar Páll og til i dag har mange enkeltpersoner ydet et ganske særligt betydningsfuldt bidrag til udviklingen af det færøske samfund og derved opnået berømmelse både på øerne og internationalt.

Den kronologiske liste over dem henviser til yderligere beskrivelse i de biografiske artikler.

I 1986 roede Ove Joensen fra øen Nólsoy fra Færøerne til Danmark i en robåd. Han blev kendt i Danmark som Ro-Ove. Ove Joensen døde året efter i en drukneulykke.

I 2003 vandt Guðrun Sólja Jacobsen DR's talentkonkurrence "Stjerne for en aften". Guðrun var kun 20 år gammel dengang. Guðrun er født i Tvøroyri, på øen Suðuroy.

Todi Adam Jónsson (født 2. februar 1972 i Vejle, Danmark) er en færøsk fodboldspiller, der i 1997 skiftede til FC København. I hans 166 kampe for klubben scorede han 56 gange. Han vandt det danske mesterskab 3 gange og Landspokalturneringen 2 gange. Han har spillet 45 kampe og scoret 9 mål for Færøerne.

I 2009 vandt færøske Linda Andrews det danske talentshow X Factor med stor støtte fra de færøske fans.

Pál Joensen er fra Vágur på øen Suðuroy. Han vandt 3 guldmedaljer til EM i svømning for Juniorer EJM i Beograd i 2008. I november 2009 vandt han guld til World Cup i Moskva i 1500 m fri (freestyle). I november 2009 deltog Pál Joensen i tre World Cup-konkurrencer: I Moskva, i Stockholm og i Berlin. Han slog den nordiske rekord for 1500 m fri på kortbane.

[redigér] Kultur

Kædedans

Færøerne er en selvstændig nordisk kulturnation og har Tórshavn som det kulturelle midtpunkt, bl.a. med det markante Nordens Hus (Norðurlandahúsið), hvor landets vigtigste kulturbegivenheder arrangeres. Nationalfestdag er Ólavsøka den 28./29. juli.

Sproget er et af de vigtigste aspekter i den færøske kulturelle identitet, og derfor er færingerne meget bevidste omkring bevarelsen af det færøske sprog. Færøsk kultur er præget af et rigt kunst og musikliv med mange udøvende kunstnere. Særlig Kristian Blak har med sit pladeselskab "Tutl" i Tórshavn i over 25 år været en inspirationskilde for færøsk musik.

Magnus-katedralen med kongsgården i baggrunden

Bygden Kirkjubøur på øen Streymoy er et af de vigtigste historiske og kulturelle steder på Færøerne. Her ses blandt andet Magnus-katedralen (nu ruin), Olavs-kirken og kongsgården, som er nogle af Færøernes største seværdigheder. Kirkjubøur har søgt om optagelse på UNESCO's liste over verdensarv i Europa I middelalderen var Kirkjubøur bispesæde.

[redigér] Kædedans og folkeviser

Færøsk kædedans med de dertil hørende folkeviser (som f.eks Siegmunds kvæði, Yngra) danses og synges stadig overalt på Færøerne, der er et af få steder i Europa, hvor den gamle middelaldertradition stadig lever.

Sagn og myter

Risin og Kellingin

Huldefolk betyder "de skjulte/usynlige folk" og er oftest forekommende blandt Færøernes, overnaturlige væsener. Den mest generelle opfattelse er, at de var højere end almindelige mennesker, havde sort hår og gik klædt i gråt tøj. Visse kilder hævder også, at de skulle være koldblodede og boede i klipper og høje.

Troldene er uden sammenligning de dummeste væsener i det færøske sagn univers. De beskrives oftest som store, groteske og behårede og har tilsyneladende lange arme.

Riser, en slags overdimensionerede jætter, forekommer, lige som trolde og huldefolk, ofte i færøske sagn, myter og eventyr. De er for det meste rent naturmytiske væsener, som man har brugt som forklaring på specielle ejendommelige naturfænomener. Det bedst kendte eksempel er Risin og Kellingin (Jætten og Kællingen).

Jætterne huserede på Færøerne i fortiden, før eller lige efter at folk havde bosat sig der. Efter hvad myterne beskriver, tumlede rundt med øerne, sprang, eller ligefrem skrævede fra ø til ø, kløvede bjerge, sloges med hinanden.

[redigér] Sport

Uddybende artikler: Færøernes fodboldlandshold og Kaproning på Færøerne.

Over 13.000 færinger er sportsligt aktive i foreninger fordelt på idrætsgrenene fodbold, roning, håndbold, volleyball, svømning, gymnastik, badminton, ridning, bordtennis, atletik og judo som den mindste, men alligevel med 100 aktive medlemmer. Færingerne arbejder ihærdigt på at blive medlem af IOC, men er indtil kun nu med i de paralympiske lege for handikappede idrætsfolk.

Nationalsporten på Færøerne er roning i typiske tynge færøbåde med rodysten med de bedste roere fra hele Færøerne den 28. juli på Ólavsøka i Tórshavn som årets højdepunkt. Roningen foregår til havs og er vældig anstrengende. Ved samme lejlighed afholdes det årlige nationalmesterskab i seks forskellige bådklasser.

Ved de Paralympiske Sommerlege i 1988 vandt fire færøske svømmepiger i alt syv medaljer.

Der ligger svømmehaller i Tórshavn, Argir, Klaksvík, Fuglafjørður, Leirvík, Gøta, Strendur, Toftir, Vestmanna, Kollafjørður, Kvívík, Sørvágur, Hestur, Sandur, Tvøroyri og Vágur. Flere af hallerne, særlig ude på de små steder, er dog lukket om sommeren. Der er svømmeklubber i de største bygder og byer.

Skak er en gammel tradition. Før i tiden snittede spillerne selv deres egne brikker og gav dem egne navne. Mange talentfulde spillere har vundet konkurrencer i de nordeuropæiske lande.

[redigér] Musik

I 2008 deltog det Færøske punkband The Dreams i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret "Lad mig være" og var derved det første Færøske band der nogensinde deltog i Melodi Grand Prix.

[redigér] Færøske Litteratur

To generationer af de første færøske forfattere: J.H.O. Djurhuus, Jørgen-Frantz Jacobsen, William Heinesen og Hans Andrias Djurhuus, 1924.

V.U. Hammershaimb skabte det færøske skriftsprog og dermed grundlaget for, at den færøske litteratur opstod.

Den berømte færøske forfatter William Heinesen var en af sin tids betydeligste dansksprogede forfattere, både med sine romaner, noveller og digte. Hans kendteste bog er romanen De fortabte spillemænd.

Den første færøsksprogede forfatter, der blev oversat til mange andre sprog, var Heinesens gode ven Heðin Brú.

Jørgen-Frantz Jacobsen gik 1934 i gang med sit livsværk - den historiske roman Barbara. Romanen der var skrevet på dansk og udkom året efter hans død, opnåede fra første færd berømmelse og blev oversat til mange sprog.

Janus Djurhuus' digtning prægede mange af hans efterfølgere. Hans Andrias Djurhuus er kendt for sine fædrelandssange og børnesange, som stadig synges i nutiden.

Súsanna Helena Patursson, der døde i 1916 som 52-årig, efterlod sig de færøske kvinders første egen litteratur på modersmålet.

Af øvrige forfattere kan nævnes:

Samuel Jacob Sesanus Olsen, som var børneforfatter.

[redigér] Litteratur

(I udvalg, alfabetisk efter forfattere)

Færøerne i dag, Kópavogur: Printskill, 2006 ISBN 9979-9708-9-8 (skrevet af færøske forfattere, dansk oversættelse Dorete Bloch)
Dorete Bloch: Færøflora. Tórshavn: Føroya Fróðskaparfelag, 1980 (med tegninger ved Bárður Jákupsson)
Hans Jacob Debes: Færingernes land : historien om den færøske nutids oprindelse. København: Multivers, 2001 - ISBN 87-7917-039-0 (307 sider, fra vikingetiden til bankkrisen)
Per Folkver: Forbi Færøerne, København: Forlaget politisk revy, 2001 - ISBN 87-7378-212-2 (billedbog uden tekst)
Jette Forchhhammer (red.): Færøsk kulturpolitik : ved indgangen til et nyt århundrede. Frederiksberg : Nordisk Kultur Institut, 2001 - ISBN 87-986225-2-8 (med bidrag af færøske forfattere)
Søren Sørensen og Dorete Bloch: Fugle i Nordatlanten - en felthåndbog. København: C.E.C. Gad, 1990
Dennis Gaffin: In Place - Spatial and social order in a Faroe Islands community. Waveland Press, Inc,1996. ISBN 0-88133-879-6
V.U. Hammershaimb: Færøsk Anthologi. København, 1891. 3. udgave Tórshavn 1991 (bl.a. med sproglære og lille ordbog færøsk-dansk, men især færøske kvæði og sagn på færøsk)
Absalon Hansen: Føroyar Myndabók. Forlagið AZ, 2000 - ISBN 99918-956-0-4 (billedbog)
Høgni Hoydal: Myten om rigsfællesskabet : vejen til en selvstændig færøsk stat. København: Lindhardt og Ringhof, 2000 - ISBN 87-595-1319-5
Jørgen-Frantz Jacobsen: Færøerne. Natur og Folk, Tórshavn: H.N. Jacobsens Bókahandil, 1953
Bárður Jákupsson: Færøernes billedkunst. Atlantia, 2000 - ISBN 87-91052-00-9 (med flere billeder i farve, standardværk)
Jens-Kjeld Jensen: Lundefangst - en fangst dag på Nólsoy, Nólsoy 2008, ISBN 978-99918-3-255-5.
Steen Ulrik Johannesen: Turen går til Færøerne. København: Politikens Forlag, 5. udgave 2005 - ISBN 87-567-7087-1 (aktuel rejsehåndbog, standardværk)
Heini Madsen: Færøernes hvornår skete det. Gistrup: Skúvanes, 1999
Henrik Solberg: Føroyar - ein litblettur á víðum havi (en farveklat i havet). Tvøroyri: 2001 - ISBN 99918-3-101-0 (billedbog med tekster på færøsk, dansk, engelsk og fransk)
Søren Sørensen og Dorete Bloch: Fugle i Nordatlanten - en felthåndbog. København: C.E.C. Gad, 1990
Annette Lerche Trolle: Snorri bor på Færøerne. Risskov: Klematis, 2001 - ISBN 87-7905-511-7 (31 sider. Børnebog om naturen, skolen, fårene, fiskene, fuglene. Velegnet til oplæsning fra 6 år, selvlæsning fra 11 år)
John F. West: Færøerne. En nation og dens historie. København: Gyldendal, 1974 - ISBN 87-00-20991-0
Ole Wich: Ophav. Tórshavn: Forlagið Fannir, 1996 - ISBN 99918-49-04-1. Debatbog om at være dansk på Færøerne. Den paradoksale situation at være "repræsentant" for en kolonimagt samtidig med at være del af en etnisk minoritet. (Kan læses på internettet her)
G. V. C. Young: Færøerne : fra vikingetiden til reformationen. København: Rosenkilde og Bagger, 1982. (bl.a. med Fårebrevet på dansk) - ISBN 87-423-0371-0