Færøernes Landsstyre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Færøernes landsstyre)
Halvøen Tinganes, med de røde regeringsbygninger

Færøernes Landsstyre (færøsk: Føroya landsstýri) er Færøernes selvstyrende regering som ledes af lagmanden. Den færøske landsregering bliver i reglen valgt hvert fjerde år af lagtinget.

Færøerne opnåede indre hjemmestyre i 1948 men ikke fuldt selvstyre, fx skal folkeskolerne udover det lokale sprog undervise i dansk, begge områder modtager bloktilskud fra Danmark, og udenrigsforhold varetages som hovedregel af regeringen i København. Færøernes landsstyre kan med fremmede stater og mellemfolkelige organisationer forhandle og indgå folkeretlige aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som fuldt ud angår overtagne sagsområder. Den nuværende lagmand er siden september 2019 Bárður á Steig Nielsen (Sambandsflokkurin). Ministrene kaldes henholdsvis landsstyremand og landsstyrekvinde (landsstýrismaður, landsstýriskvinna), f.eks. landsstýrismaðurin í mentamálum (kulturministeren) og landsstýriskvinnan í almannamálum (socialministeren). Ordet ráðharri (rådherre) bruges også, med mála (sager) imellem de to ord der beskriver hvad slags minister der er tale om. Kulturministeren kaldes f.eks. mentamálaráðharrin, sundhedsministeren kaldes heilsumálaráðharrin osv., her skelnes der ikke mellem mænd og kvinder, selv om harri er en maskulin form.

Med overtagelsesloven, der trådte i kraft den 29. juli 2005, blev de muligheder, som de færøske myndigheder havde i medfør af hjemmestyreloven for at overtage sagsområder, udvidet væsentligt.[1][2] Færøerne gik fra hjemmestyre til selvstyre således, at alle indre anliggender (men ikke forsvars- og sikkerhedspolitiske anliggender) overgik til Landsstyret.

Overtagelsesloven åbner således mulighed for, at de færøske myndigheder kan overtage samtlige sager og sagsområder, bortset fra statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik. Loven omfatter således også de sager og sagsområder, der er opført i hjemmestyreloven, og som endnu ikke er overtaget af de færøske myndigheder. Sådanne sagsområder vil således skulle overtages i medfør af bestemmelserne i overtagelsesloven.

Ved fuldmagtsloven, ligeledes fra 2005, kan Landsstyret med visse begrænsninger ligeledes indgå internationale aftaler, som kun vedrører de ansvarsområder, som selvstyret fuldt ud har overtaget og som ikke omfatter hele rigsfællesskabet.[1][3]

Lagmanden og landsstyremændene, der er valgt til lagtinget, skal udtræde af lagtinget, så længe de er medlem af landsstyret. Suppleanter indkaldes derefter til deres pladser. Alle vedtagne love skal godkendes af lagmanden.

Landsstyret[redigér | rediger kildetekst]

Det færøske landsstyre har foruden lagmanden Bárður á Steig Nielsen (Sambandsflokkurin) – følgende landsstyremænd (siden 16. sepember 2019):[4]

Ressort Landsstyremand Parti
Social (Almannamálaráðið) Elsebeth Mercedis Gunnleygsdóttur Fólkaflokkurin
Fiskeri (Fiskimálaráðið) Jacob Vestergaard Fólkaflokkurin
Miljø og erhverv (Umhvørvis- og vinnumálaráðið) Helgi Abrahamsen Sambandsflokkurin
Finans (Fíggjarmálaráðið) Jørgen Niclasen Fólkaflokkurin
Sundhed (Heilsumálaráðið) Kaj Leo Holm Johannesen Sambandsflokkurin
Udenrigs- og kultur (Mentamálaráðið) Jenis av Rana Miðflokkurin

Færøernes landsstyre siden 1948[redigér | rediger kildetekst]

Periode Regering Partier
1948–1950 Regeringen Andrass Samuelsen SB, JF, SF
1950–1954 Regeringen Kristian Djurhuus I FF, SB
1954–1959 Regeringen Kristian Djurhuus II FF, SB, SF
1959–1963 Regeringen Peter Mohr Dam I SB, JF, SF
1963–1967 Regeringen Hákun Djurhuus FF, SF, TF, FB
1967–1968 Regeringen Peter Mohr Dam II SB, JF, SF
1968–1970 Regeringen Kristian Djurhuus III SB, JF, SF
1970–1975 Regeringen Atli Dam I SB, JF, SF
1975–1979 Regeringen Atli Dam II FF, JF, TF
1979–1981 Regeringen Atli Dam III FF, JF, TF
1981–1985 Regeringen Pauli Ellefsen FF, SB, SF
1985–1988 Regeringen Atli Dam IV JF, SF, TF, KrF
1988–1989 Regeringen Atli Dam V JF, SF, TF, FrF
1989 Regeringen Jógvan Sundstein I FF, SF, TF, KrF
1989–1991 Regeringen Jógvan Sundstein II FF, SB, TF
1991–1993 Regeringen Atli Dam VI FF, JF
1993–1994 Regeringen Marita Petersen JF, TF, SF
1994–1996 Regeringen Edmund Joensen I SB, JF, SF, VMF
1996–1998 Regeringen Edmund Joensen II FF, SB, SF, VMF
1998–2002 Regeringen Anfinn Kallsberg I FF, SF, TF
2002–2004 Regeringen Anfinn Kallsberg II FF, SF, TF, MF
2004–2008 Regeringen Jóannes Eidesgaard I FF, SB, JF
2008 Regeringen Jóannes Eidesgaard II JF, T, MF
2008–2011 Regeringen Kaj Leo Johannesen I FF, SB, JF
2011–2015 Regeringen Kaj Leo Johannesen II FF, SB, SF, MF
2015–2019 Regeringen Aksel V. Johannesen JF, T, F
2019–2022 Regeringen Bárður á Steig Nielsen FF, SB, MF
2022- Regeringen Aksel V. Johannesen II JF, T, F

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b "Statsministeriet: Den færøske selvstyreordning". Arkiveret fra originalen 22. februar 2020. Hentet 10. februar 2015.
  2. ^ "retsinformation.dk: Lov om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder". Arkiveret fra originalen 20. januar 2016. Hentet 10. februar 2015.
  3. ^ "retsinformation.dk: Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler". Arkiveret fra originalen 10. februar 2015. Hentet 10. februar 2015.
  4. ^ Landsstýrið Arkiveret 21. oktober 2015 hos Wayback Machine Færøernes landsstyre