Færgegårde i Danmark

En færgegård var i tiden inden moderne skibsfartsforbindelser og broforbindelser en ejendom (som hovedregel en gård) i tilknytning til et anerkendt overfartsssted, hvortil der hører (eller hørte) forpligtelse til og privilegium på at færge folk over^[1], hvor den rejsende kunne opholde sig under afventen på overfarten. Sådanne ejendomme var oftest tillige forbundet med ret til krohold.

Historie [redigér]

Allerede i 1556 tales der om en bestemt takst for færgemændene, og af et kongebrev fra 1551 fremgår det, at færgefarten fra Gedser til Warnemünde da var privilegeret. Ved Forordning af 1. juni 1615 om vognmænd og færgeløn fastsattes der bestemte takster for færgemændene, som besørgede overfarten mellem København og Malmø, København og Landskrona, København og Helsingborg, Helsingør og Helsingborg, Vordingborg og Falster, Kalundborg og Aarhus samt fra Rødby til Heiligenhafen og fra Gedser til Warnemünde. For de vigtige ruter over bælterne var der ligeledes fastsat takster, og ved Forordning af 29. april 1684 blev der givet udførlige bestemmelser for færgeløbene Korsør—Nyborg, Assens—Haderslev, Middelfart—Snoghøj og Aarhus—Kalundborg. Samtidig blev der givet lavsartikler for færgemændene i København og året efter for færgemændene i Helsingør. Foruden på de her nævnte ruter er der i tidens løb ved alle overfartssteder såvel i købstæder som på landet organiseret færgerier, ved hvilke overfarten besørges i henhold til kongeligt privilegium.

For de forskellige færgesteder blev givet særlige anordninger, reglementer eller bevillinger, men for alle gjaldt det, at den eller de, som er i besiddelse af færgeriet, ved siden af at have eneret på færgefarten også skulle besørge denne efter den af øvrigheden fastsatte takst og holde det for hvert sted fastsatte antal færger, smakker og både. Til nogle færgerier var tidligere henlagt færgegårde, og privilegiet var her knyttet til stedet således, at bestillingen som færgemand bortforpagtedes eller besattes ligesom embeder. Enkelte steder var færgerierne knyttede til større ejendomme, deriblandt statens godser. Til Glomstrup på Mors hørte således Vilsund og Sallingsund færgesteder, idet ejeren nød årlig "sundkorn" af øens beboere mod at vedligeholde færgeriet og overføre dem, der ydede sundkorn, frit.

Ved Plakat af 12. august 1820 blev der givet nærmere regler for færgeriernes eneret, hvorefter denne i almindelighed strakte sig en mil på hver side af færgestedet^[2].