F-35 Lightning II

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lockheed Martin F-35 Lightning II
CF-1 flight test.jpg
F-35 under flyvning
Type Multirole kampfly
Besætning 1
Jomfruflyvning 24. oktober 2000 (X-35)[1]
15. december 2006 (F-35)[2]
I aktiv tjeneste
Udgaver se tekst
Fabrikant Lockheed Martin Aeronautics
Northrop Grumman
BAe Systems
Brugere
Krige
Dimensioner
Specifikationerne
gælder for:		 F-35A
Længde 15,67 m
Spændvidde 10,7 m
Højde 4,33 m
Vingeareal 42,7 m²
Halerotordiameter {{{halerotor}}}
Tomvægt 13.240 kg
Lasteevne 10.200 kg
Maksimal startvægt 31.750 kg
Motor Pratt & Whitney F-135
Motorydelse 43.000 lbs
Ydeevne
Tophastighed Mach 1,6
Marchhastighed
Rækkevidde 2.500 (2800 km m. droptanke)
Tophøjde 15.240 m
Stigeevne >254 m/sek
Bevæbning
Skyts {{{skyts}}}
Bomber
Missiler 4 interne ophængningspunkter (stealth)
6 eksterne ophængningspunkter
Raketter
Andet Femtegenerations jetkampfly, stealth-fly
Elektronik AESA-radar, DAS-sensorer, EOTS-måludpegning

F-35 Lightning II eller Joint Strike Fighter (JSF) er et flyprojekt, som involverer flere nationer, og som stadig er under udvikling. Danmark er med i projektet og har bidraget med både kapital og teknologi. F-35 er en af 4 kandidater til at blive det næste kampfly i Flyvevåbnet.[3].

Indholdsfortegnelse

De tre versioner[redigér]

F-35A er den "normale" version: CTOL (Conventional Take-off and Landing). Den har en indvendig 25 mm gatlingkanon og anvender Boom and receptacle-lufttankning som udgangspunkt. Denne version vil blive brugt af US Air Force, det canadiske, det norske og mange andre luftvåben, herunder Flyvevåbnet, i tilfælde af at Danmark vælger Joint Strike Fighter. US Air Force regner med at skulle bruge 1.763 til at afløse deres F-16 fra 2013 og A-10 Thunderbolt II fra 2028.

Et F-35 lander på Edwards Air Force Base.

F-35B bliver en STOVL (Short Take-Off and Vertical Landing) version. Den har en nedadrettet lavtrykskompressor der drives af motorens turbine. Udstødningen kan rettes nedad og sammen med lavtrykskompressoren leverer de opdriften ved lav hastighed. Ved vandret flyvning er lavtrykskompressoren frakoblet og udstødningen er rettet bagud. Denne version kan bruge kortere startbaner til at komme i luften og skal kunne lande lodret. 340[4] amerikanske og 138 britiske F-35B vil formentlig afløse diverse US Marine Corps, Royal Navy og Royal Air Force Harrierudgaver fra 2012.

F-35C er beregnet til at kunne operere fra hangarskibe CV (Carrier Version) og er derfor forstærket til at kunne tåle de hårde dækslandinger. Den kan folde vingerne og bruger Probe and drogue-lufttankning. Denne version vil formentlig kun blive brugt af US Navy (260) og US Marine Corps (80)[4], hvor F-35C skal afløse F-18 Hornet fra 2012 (ikke F/A-18E/F Super Hornet)[4].

Udvikling[redigér]

Boeing X-32B

Kort efter afslutningen af den kolde krig ønskede USA at udvikle et fly til det amerikanske luftvåben, flåde og marinekorps. Konceptet hed Joint Advanced Strike Technology (JAST). Flåden opgav sit A-12 Avenger II jagerbomberprojekt for at slutte sig til JAST og i 1994 deltog Lockheed Martin, Boeing, Northrop Grumman og McDonnell Douglas i en konkurrence om at designe JAST. Northrop Grumman og McDonnell Douglas slog sig sammen og deres design til STOVL-udgaven havde en løftemotor der kun skulle anvendes under start og landing.

I 1996 gik Lockheed Martins og Boeings design videre (nu under betegnelsen Joint Strike Fighter) og de fik penge til at udvikle demonstrationsfly – dvs. ikke prototyper. Boeing X-32B havde drejelige dyser á la Harrier mens Lockheed Martin byggede to fly: X-35A som ren CTOL og X-35C som hangarskibsfly. X-35 havde hovedunderstel fra A-6 Intruder, næsehjul fra F-15 Eagle, 1×Pratt & Whitney F119-motor fra F-22 Raptor, hydraulikpumper fra YF-23, katapultsæde fra AV-8B, styresystem fra F-16, multifunktionsskærme fra C-130J Hercules. Det vigtigste ved demonstrationsflyene var at vise stealth- og eventuelle STOVL-egenskaber. X-35A blev ombygget til X-35B for at demonstrere Lockheed Martins STOVL-design.

Den 26. oktober 2001 besluttede Pentagon at Lockheed Martins design skulle sættes i produktion under betegnelsen F-35. Dette var ret besynderligt idet at F-24 var det næste ledige nummer, efter den aflyste YF-23 (F-22 Raptors konkurrent). Skiftet fra X-35 til F-35 var nemmere for nogen at forstå end F-24.

Implementering[redigér]

Til at implementere F-35 Lightning II er der oprettet en værnsfælles 33rd Fighter Wing på Eglin Air Force Base, Florida. Tre eskadriller udstyret med de tre forskellige versioner:

  • 58th Fighter Squadron Mighty Gorillas fra US Air Force med 24 F-35A.
  • VMFAT-501 Warlords fra US Marines med 20 F-35B.
  • VFA-101 Grim Reapers fra US Navy med 15 F-35C.

Derudover er der to britiske F-35B på flybasen[5].

Internationale partnere[redigér]

Joint Strike Fighter er et internationalt samarbejde mellem otte lande foruden USA. Storbritannien er niveau 1-partner og bidrager primært til udviklingen af F-35B. Det koster betragtelige beløb, men det giver indflydelse på designet plus at britiske BAE Systems kommer til at producere halepartiet. Holland og Italien er niveau 2-partnere, der er billigere men som også betyder mindre indflydelse. Fokker Technologies håber på at kunne udføre større vedligeholdelsesarbejder på Europas F-35'ere og Alenia Aeronautica satser på selv at producere F-35-fly på Cameri-flybasen. Resten er niveau 3-partnere, herunder Danmark. Danmark har bidraget med en milliard kroner til udviklingen, foruden 110 millioner kroner til et tosædet F-16-fly på Edwards Air Force Base med testpiloten Casper Børge Nielsen. F-16-flyet skal afprøve elektronisk krigsførelse og DAS (Distributed Aperture System), der er seks infrarøde kameraer anbragt forskellige steder. Tilsammen skal de give et billede af flyets omgivelser, der kan projiceres på pilotens visir. Systemet afløser pilotens night-vision goggles, og gør det muligt for piloten at kunne "se" gennem flyet, og sig selv, for at undgå blinde vinkler. De andre niveau 3-partnere er Australien, Canada, Norge og Tyrkiet. Norge håber at medvirke til at der bliver udviklet bremseskærme til F-35, da de korte isglatte landingsbaner kræver bremseskærme til F-16-flyene. Derudover er Israel og Singapore Security Cooperative Participants, der deltager i systemudviklingsfasen[6].


Lasteevne i pund

Usikkerhed[redigér]

På grund af den økonomiske krise har diverse regeringer reduceret antallet af fly. Da udviklingsomkostningerne skal fordeles på produktionsflyene vil prisen per fly stige drastisk.

I 2007 er den forventede produktion af JSF faldet -14,2 % i forhold til 2001, mens "program unit cost" er steget 32,8 %, fra $68.553 (2001) til $91.048 (2007).

Forventede indkøb af F-35 Lightning II:

Land F-35A F-35B F-35C fra afløser
Australien Australien 100[7] 2013 F-111C, F/A-18A Hornet
Canada Canada 65[6] 2016 CF-18 Hornet
Holland Holland 85[6] 2011 F-16AM
Israel Israel 25[6] 2013 F-16A Netz
Italien Italien 60[8] 30[8] 2014 AMX A-11A, F-16A, Tornado IDS, AV-8B
Japan Japan 42[9] 2016 F-4EJ Kai Phantom II
Norge Norge 52[10] 2016 F-16AM
Storbritannien Storbritannien 48[11] 2011 Harrier GR.9, Sea Harrier FA.2
Tyrkiet Tyrkiet 100[6] 2014 F-16C
USA USA 1763[6] 340[4] 340[4] 2012 F-16C, A-10C, AV-8B Harrier, F/A-18C Hornet
i alt 2292 418 340

Uofficielt dansk køb[redigér]

Danske politikere har over en længere periode støttet dette amerikanske flyprojekt med økonomiske tilskud, selvom det officielt ligger i konkurrence med svenske JAS 39 Gripen NG (Next Generation), amerikanske F/A-18E/F Super Hornet og europæiske Eurofighter Typhoon. Pr 21. december 2007 fik denne ensidighed fra dansk side Eurofighter GmbH til at trække sig fra konkurrencen, eftersom de mente at man spilder penge på at konkurrere om en kontrakt, som allerede uofficielt er givet til det amerikanske projekt.[12] Eurofighter GmbH er dog med i konkurrencen igen, der efter en pause på næsten tre år forventes afsluttet i juni 2015[3].

Eksterne henvisninger[redigér]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer[redigér]

  1. ↑ Lockheed X-35 Test Flights (Engelsk) hentet d. 6. april 2011
  2. ↑ F-35 is Airborne! (Engelsk) hentet d. 6. april 2011
  3. ↑ 3,0 3,1 Valget af nyt kampfly starter igen Forsvarsministeriet 13-03-2013
  4. ↑ 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 Marine Corps To Fly F-35Cs From Carriers (Engelsk) hentet d. 5. april 2011
  5. ↑ Side 21 i "Marines & Forces navales", N° 144; avril – mai 2013, kapitel "F-35: entre espoirs et déboires" (F-35: mellem håb og skuffelser) (Fransk)
  6. ↑ 6,0 6,1 6,2 6,3 6,4 6,5 Erlend Larsen og Alex Schou Jensen: F-35 Lightning II – fremtidens kampfly, 2010, Veterania Forlaget Classic, ISBN 978-87-89792-59-0
  7. ↑ Australia Lockheed Martin - Global Partnerships (Engelsk)
  8. ↑ 8,0 8,1 Italy to Cut F-35 Fighter Jet Orders as Part of Defense Revamp Bloomberg News 16. februar 2012 (Engelsk)
  9. ↑ Japan Selects Lockheed Martin F-35 Lightning II 19. december 2011 (Engelsk)
  10. ↑ Norway Lockheed Martin - Global Partnerships (Engelsk)
  11. ↑ UK slashes F-35B numbers Jane's 27. juli 2012 (Engelsk)
  12. ↑ Eurofighter dropper Danmark og Norge – borsen.dk den 21. december 2007

Se også[redigér]

Audiovisuel præsentation[redigér]

video som viser start, optankning i luften og lodret landing


Luftfart Stub
Denne artikel om flyvning er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=F-35_Lightning_II&oldid=7153748"