Fangerne på Fortet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fort Boyard.

Fangerne på Fortet (fransk: Les Clés de Fort Boyard) var en fransk gameshow-serie, der blev vist på TV3 og var populært op gennem 1990'erne. I Danmark blev den for første gang vist i 1993, og for sidste gang i 2009. Den danske vært var Thomas Mygind, men derudover medvirkede blandt andre Ove Sprogøe (senere også Ole Ernst og Tage Axelson), som Vismanden i Tårnet. Desuden medvirkede også dværgene Jacques og Jules, på dansk kaldet Passepartout og Passepåtid. Serien var henlagt til det franske fort, Fort Boyard, der er bygget af Napoleon.

Den 8. juni 2009 meddelte TV3 at en ny omgang af Fangerne på Fortet løber over skærmen i efteråret 2009.[1] 22. august 2009 havde programmet premiere med den tidligere fodbold-landsholdsmålmand Peter Schmeichel og Camilla Ottesen som værter.[2]

Koncept

Et hold, ofte anført af en kendt dansker som f.eks. Annette Heick, Lotte Heise eller Asbjørn Riis, skulle i udsendelserne kæmpe for at få nogle nøgler gennem forskellige prøvelser og udfordringer, her iblandt et slangehul, en edderkoppekælder samt klatrevægge osv, som de så til sidst skulle bruge på at låse op for nogle porte til fortets tigergård, hvorfra de skulle skynde sig at få fat i så mange guldmønter (i serien kaldet boyarder) som muligt.

Vægten af det vundne guld blev ved udsendelsens slutning omregnet til danske kroner og doneret eller givet videre til forskellige godgørende organisationer og formål.

Sæsoner

Sæson 2009

Uddybende Uddybende artikel: Fangerne på Fortet (2009)

Sæsonen havde premiere på TV3 lørdag den 22. august 2009 kl. 20.00. Sæsonen består af 12 hold med fire deltagere på hvert hold.[3] Værterne til denne sæson er den tidligere fodbold-landsholdsmålmand Peter Schmeichel og Camilla Ottesen.

Medvirkende i programmet

Fase 1

Fase 1 går ud på at få fat i de 7 nøgler til skatkammeret. Siden 1993 har deltagerne været igennem mere end 100 forskellige prøvelser. Her nævnes nogle af dem:

  • Armlægning: Deltageren skal lægge arm med en stærk mand, og samtidig forsøge at få fat i nøglen, som er i en lille æske på bordet, med den anden hånd.
  • Balancetromlerne: En temmelig udfordrende prøvelse, der kræver balance og koncentration. Deltageren skal prøve at få fat i nøglen ved forsigtigt at bevæge sig hen over tre store rullende tromler. Falder man ned undervejs må man op og starte forfra.
  • Den hurtige mestertyv: Deltageren skal prøve at få nøglen ved hurtigt at snuppe den fra mestertyven. Ikke mange har kunnet klare denne prøvelse, da mestertyven er meget hurtig til at hive nøglen væk.
  • Det krympende rum: En vanskelig prøvelse, hvor det er en god ting at være hurtig på tænkeren. Nøglen ligger i en låst skattekiste, og deltageren skal få den ud ved at finde de tre nøgler der passer i kistens låse. Undervejs i processen sænker loftet sig og rummet bliver mindre.
  • Excalibur: Deltageren skal forsøge at få et 20 kg. tungt sværd ud af en sten og derefter hugge et reb over. Nøglen sidder fast på rebet i en ring.
  • Frygtens krukker: Deltageren skal prøve at få fat i nøglen ved at stikke armene ned i nogle krukker. I disse krukker befinder sig små skadedyr, som fx orme, rotter, mus, kakerlakker, slanger og andre frygtindgydende dyr.
  • Indbrud: Deltageren skal ind i cellen via vinduet over døren og herefter prøve at få fat i nøglen, som ligger i en pansret boks, uden at røre gulvet. Sker det at deltageren rører gulvet eller på vej ud skulle tabe nøglen på gulvet resulterer det i fangenskab.
  • Laboratoriet: Nøglen sidder i et fender i et langt vandrør. To deltagere, en der pumper og en der sprøjter, skal have fat i den ved at prøve at ramme et hul så præcist som muligt. Vandet ledes herefter gennem et indviklet rørsystem for til sidst at ende i det rør hvor nøglen befinder sig. Dette får vandstanden til at stige og gøre det nemmere at få fat i nøglen.
  • Lodder i kurv: Deltageren skal grave sig gennem en masse sand for at sie nogle lodder fra. Disse lodder skal man derefter smide over i en vægtkurv, så der dannes ligevægt og nøglen frigives.
  • Loftkasser: I denne prøvelse skal der to deltagere til. Den ene deltager skal stå på skuldrene af den anden og med en lang pind forsøge at åbne kasserne i loftet ved at slå låsen op. Ud af kasserne falder der forskellige ting, bl.a. mel, sand, jord og andre pulveragtige ting, men i én af kasserne befinder nøglen sig.
  • Mudderbrydning: En af de kvindelige deltagere skal mudderbryde mod en stærk kvinde, og samtidig prøve at distrahere hende for at få fat i nøglen, som hænger i en snor ned fra loftet.
  • Spande med vand: Nøglen sidder i et fender i et vandrør, og deltageren skal prøve at få fat i den ved at få vandstanden til at stige i røret. Dette gøres ved at tage vandspandene i loftet og hælde vandet over i røret. Det lyder nemt nok, men det skal gøres samtidig med at man løber på en trædemølle.
  • Stigbøjler i loftet: Deltageren skal op og hænge med fødderne i to stigbøjler og føre sig frem ved at gå fra krog til krog langs med rummet. Nøglen hænger for enden af krogene. Ligesom i 'Balancetromlerne' må man starte forfra hvis man falder ned.
  • Svømmetur: Hvis ikke gåden gættes hos vismanden i tårnet kaster han nøglen i havet. Herefter skal en af deltagerne svømme ud efter den. Denne handling er som den eneste ikke tidsbegrænset.
  • Vægt ud af vinduet: Nøglen er bundet til et reb, som igen er bundet til en ladning lodder, der befinder sig under havoverfalden. Deltageren skal trække lodderne op i en trisse og herefter kravle ud gennem cellens vindue og binde nøglen op.

Se også

Referencer