Fatu Hiva

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fatu Hiva markeret med rødt blandt Marquesasøerne.

Fatu Hiva, også kaldet Fatu Iva eller Fatuhiva (tidl. Isla Magdalenaspansk) er den sydligste af Marquesasøerne, der hører til Fransk Polynesien. Med Motu Nao som den nærmeste ø, er den også den mest isolerede af hele øgruppen.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Regnskov på Futa Hiva.

Østkysten af Fatu Hiva er præget af dybe dale. Disse dale går helt ned til søen, og forudsager at man skal bestige bjerget eller sejle for at komme fra den ene dal til den anden. Den største af dalane hedder Uia.

Vestkysten har to vigtige bugte. Hana Vave (også kendt som Jomfrubugten eller Baie des Vierges) i nord, og den godt beskyttede havn i Omo'a i syd. Det er også flere små dale mellem disse to.

I centrum af øen er der et plateau som stort set er tilgroet af højt græs og pandanustræer. Syd på plateauet, er der en bjergryg, Tauauoho, der når 945 m på det højeste sted. Dette er det højeste punkt på Fatu Hiva. Nordvest fra plateauet går bjergryggen Fa‘e One, med sit højeste punkt på 820 m.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

I 2002 var der omkring 600 mennesker bosat på Fatu Hiva. Øboerne bor hovedsageligt i disse tre landsbyer:

  • Hana Vave
  • Omo‘a
  • Uia

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den første gang en europæer er registreret øen er på Álvaro de Mendañas spanske ekspidition d. 21. juli 1595. Her blev øen ortlagt som Magdalena.

I populærkultur[redigér | redigér wikikode]

I 1942 udkom bogen På jagt efter paradiset: et år på en sydhavsø, der er skrevet af eventyreren Thor Heyerdahl. Bogen skildrer hans ophold med sin kone Liv på øen i 1937-1938.