Feed-in tariff

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En feed-in tariff (FIT, standard offer contract[1] advanced renewable tariff[2] eller renewable energy payments[3]) er en politisk mekanisme designet til at fremme investeringer i vedvarende energi. FIT tilbyder langtidskontrakter til producenter af vedvarende energi, typisk i forhold til produktionsomkostningerne ved den vedvarende energiteknologi.[4][5] Teknologier såsom vindkraft tilbydes typisk en lavere pris per kWh end solkraft og bølgekraft, som typisk er dyrere at producere.

Feed-in tariffer inkluderer ofte en mekanisme, der nedsætter tariffen over tid, det gøres for at motivere til omkostningsreduktioner. Målet med feed-in tariffer er at kompensere producenter af vedvarende energi for de øgede produktionsomkostninger ved produktionsformen, således at der sikres motivation for investeringer i vedvarende energi.[4][6]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Couture, T., Cory, K., Kreycik, C., Williams, E., (2010). "Policymaker's Guide to Feed-in Tariff Policy Design," National Renewable Energy Laboratory, U.S. Dept. of Energy, www.nrel.gov/docs/fy10osti/44849.pdf
  2. Table of Contents
  3. Environmental and Energy Study Institute Renewable Energy Payments Briefing
  4. 4,0 4,1 Couture, T., Gagnon, Y., (2010). An analysis of feed-in tariff remuneration models: Implications for renewable energy investment. Energy Policy, 38 (2), 955-965,doi:10.1016/j.enpol.2009.10.047
  5. Policymaker's Guide to Feed-in Tariff Policies, U.S. National Renewable Energy Lab, www.nrel.gov/docs/fy10osti/44849.pdf
  6. Deutsche Bank 2009, http://www.dbadvisors.com/content/_media/1196_Paying_for_Renewable_Energy_TLC_at_the_Right_Price.pdf