Felttoget i Nordafrika

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Felttoget i Nordafrika
Del af 2. Verdenskrig
En britisk Crusader tank passerer en brændende tyske Panzer IV tank under operation Crusader. 27. november 1941
En britisk Crusader tank passerer en brændende tyske Panzer IV tank under operation Crusader. 27. november 1941
Dato 10. juni 1940 - 16. maj 1943
Sted Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko,
Resultat Sejr til de Allierede
Casus belli Italiens ønske om at udvide sit kolonirige
Territoriale
ændringer
Italien mister sine kolonier i Afrika
Parter
Storbritannien Storbritannien

USA USA
Frankrig Frankrig
Indien Indien
Australien Australien
Sydafrika Sydafrika
New Zealand New Zealand
Polen Frie polske styrker
Tjekkiet Tjekkoslovakiet
Hellenic Kingdom Flag 1935.svg Grækenland

Italien Kongeriget Italien

Tyskland Nazityskland
Frankrig Vichy Frankrig

Ledere
Storbritannien Harold Alexander
Storbritannien Claude Auchinleck
USA Dwight Eisenhower
Storbritannien Archibald Wavell
Italien Pietro Badoglio

Italien Ugo Cavallero
Tyskland Albert Kesselring
FrankrigFrançois Darlan

Tab
Frie franske styrker

16.000 Døde, sårede eller tilfangetagne
Britiske Imperium
33.000 Døde, sårede eller tilfangetagne
USA[1]
2.715 Døde
8.978 Sårede
6.528 Savnede

Tyskland

12.808 Døde[2]
Ukendt antal sårede
>101.784 fangne[3]
Aksemagterne totalt:[4]
950.000 døde, sårede, fangne
8.000 fly ødelagt eller erobret
6.200 guns ødelagt eller erobret
2.500 tanks ødelagt eller erobret

Felttoget i Nordafrika fandt sted i Nordafrika under 2. verdenskrig fra 10. juni 1940 til 16. maj 1943. Den omfattede kampagner, som blev udkæmpet i den libyske og den egyptiske ørken – Ørkenkrigen – i Marokko og Algeriet (Operation Torch) og i TunesienFelttoget i Tunesien.

Kampene blev udkæmpet mellem de Allierede og Aksemagterne i 2. verdenskrig. I starten var det italienske styrker, som kæmpede mod styrker fra det britiske imperium og eksilstyrker fra en række europæiske lande, men allerede i 1941 blev også tyske styrker involveret, og efter at USA blev involveret i 2. verdenskrig i slutningen af 1941 begyndte det også at yde direkte militær støtte i Nordafrika fra den 11. maj 1942.

Kampene i Nordafrika startede med Kongeriget Italiens krigserklæring mod de allierede den 10. juni 1940. Den 14. juni krydsede den britiske hærs 11. husarregiment med støtte fra dele af 1. Royal Tank Regiment grænsen ind i Libyen og erobrede det italienske Fort Capuzzo. Dette blev efterfulgt af en italiensk offensiv ind i Egypten, og derefter i december 1940 af en Commonwealth modoffensiv, Operation Compass. Under operation Compass blev den 10. italienske Arme nedskæmpet og det tyske Afrikakorps under general (senere feltmarskal) Erwin Rommel blev sendt til Nordafrika for at stive de italienske styrker af, og forhindre et fuldstændigt nederlag til aksemagterne.

Der fulgte en række slag om kontrollen med Libyen og dele af Egypten. Højdepunktet kom i det Andet slag om el-Alamein hvor styrker fra det britiske Commonwealth under kommando af generalløjtnant Bernard Montgomery, opnåede en afgørende sejr over aksestyrkerne og tvang dem tilbage mod Tunesien. Efter de allierede under kommando af general Dwight D. Eisenhower havde foretaget landgang i Marokko og Algeriet i Operation Torch i slutningen af 1942 fulgte nogle kampe mod tropper fra Vichy Frankrig og derefter en fremrykning mod Tunesien, hvor aksestyrkerne efter hårde kampe mod vest og syd blev omringet i det nordlige Tunesien og tvunget til at overgive sig i maj 1943.

Ved at tvinge aksemagterne til at kæmpe på en Anden front i Nordafrika gav de vestallerede nogen aflastning til Sovjetunionen, som kæmpede mod aksemagterne på Østfronten. De allierede blev i høj grad hjulpet af, at det britiske efterretningsvæsen havde knækket de tyske koder, og kunne tyde den tyske radiokommunikation (Ultra).

Kampagnen i Den vestlige Ørken[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ørkenkrigen

Kampagnen i Nordafrika var strategisk vigtig for både de allierede og for aksemagterne. De allierede brugte kampagnen som et skridt på vejen mod en 2. front mod aksemagterne i "Festung Europa", og den bidrog til at mindske presset på Østfronten. Aksemagterne havde planer om at dominere Middelhavet ved at få kontrol over Gibraltar og Suez kanalen og planlagde med at følge op på en vellykket kampagne i Nordafrika med et angreb nordpå til de rige oliefelter i Mellemøsten.[5] Dette ville have afskåret de allieredes nærliggende olieforsyninger og have forøget aksemagternes olieforsyninger dramatisk.[5]

Den 13. september 1940 igangsatte den italienske 10. Arme i Libyen, en offensiv med 200.000 tropper ind i det britiske protektorat Egypten, og opstillede defensive forter ved Sidi Barrani; men den italienske general Graziani, som stort set var uden efterretninger om de allierede styrkers tilstand der, valgte ikke at fortsætte længere i retning af Cairo.

De allierede styrker var kraftigt i undertal, 36.000 mand mod 200.000. Alligevel igangsatte de en modoffensiv i slutningen af 1940 i Operation Compass. Det var en større succes end ventet, og resulterede i nedkæmpelsen af det meste af den italienske 10. arme, og fremrykning af de allierede styrker til El Agheila. Det chokerende nederlag førte til, at der blev sendt friske italienske tropper under Uldo Capzoni til Libyen, sammen med det tyske Afrikakorps under general Erwin Rommel. Samtidig blev de allierede styrker, som netop havde besejret italienerne, trukket tilbage fra den vestlige ørken. En australsk infanteridivision blev sendt til Grækenland, for at forstærke de græske armeer, som kæmpede mod aksemagternes invasion af Grækenland mens den 7. panserdivision blev sendt til Nildeltaet for at blive genudrustet, og blev erstattet af to uerfarne og svækkede divisioner.

Selv om Rommel kun havde fået ordre til at holde stand, blev en pansret recognoscering snart til et fuld offensiv fra El Agheila i marts 1941, som med undtagelse af Tobruk fik presset de allierede tilbage til Egypten, således at begge sider stort set var tilbage hvor de var startet.

De allierede styrker iværksatte et lille angreb, Operation Brevity, i et forsøg på at presse aksestyrkerne tilbage over grænsen, men det mislykkedes. Det blev efterfulgt af en større offensiv, Operation Battleaxe, der havde til formål at undsætte Tobruk, men den mislykkedes også.

Britiske Crusader tanks rykker frem til fremskudte positioner i den vestlige ørken den 26. november 1941.

Under det efterfølgende dødvande reorganiseredes de allierede styrker. Archibald Wavell blev efterfulgt som øverstkommanderende i Mellemøsten af Claude Auchinleck og hæren i den vestlige ørken Western Desert Force blev forstærket med et yderligere korps i form af den britiske 8. Arme, som på daværende tidspunkt bestod af styrker fra Storbritannien, Australien, Indien, New Zealand og Sydafrika foruden en brigade af Frie franske styrker under Marie-Pierre Koenig. Den nye styrke iværksatte en offensiv,Operation Crusader, i november 1941 og havde i januar 1942 generobret alt det territorium, som kort tid inden var blevet taget af tyskerne og italienerne. Frontlinjen lå nu igen ved El Agheila.

Efter at have modtaget forsyninger og forstærkninger fra Tripoli, angreb aksestyrkerne igen, og besejrede de allierede ved Gazala i juni, hvorefter de erobrede Tobruk og pressede den 8. Arme tilbage over den egyptiske grænse indtil de blev stoppet 150 km fra Alexandria i det Første slag om el-Alamein.

General Claude Auchinleck, som personligt havde overtaget kommandoen over 8. arme efter nederlaget ved Gazela, blev fyret og erstattet af general Harold Alexander. Generalløjtnant William Gott fik kommandoen over 8. Arme, men han blev dræbt, da han var undervejs for at overtage kommandoen, og blev erstattet af generalløjtnant Bernard Montgomery.

Aksestyrkerne gjorde et nyt forsøg på at bryde igennem til Cairo i slutningen af juni i Slaget ved Alam el Halfa men blev presset tilbage. Efter en periode med opbygning og træning iværksatte 8. arme en storoffensiv, som afgørende besejrede de tysk-italienske styrker i det Andet slag om el-Alamein i slutningen af oktober og begyndelsen af november 1942. 8. Arme pressede aksestyrkerne mod vest, og erobrede Tripolis i midten af januar 1943. I februar stod 8. Arme overfor en tysk-italiensk panserarme ved Mareth-linjen i Tunesien, og kom under kommando af general Harold Alexander's 18. Armegruppe i den afsluttende fase af krigen i Nordafrika – Felttoget i Tunesien.

Operation Torch[redigér | redigér wikikode]

Amerikanske tropper om bord på en landgangsbåd før landgangen ved Oran under Operation Torch i november 1942.
Uddybende Uddybende artikel: Operation Torch

Operation Torch blev indledt den 8. november 1942 og var afsluttet den 11. november. I et forsøg på at presse aksestyrkerne fra to sider blev allierede styrker fra USA og det britiske Commonwealth landsat i det vichy-franske Fransk Nordafrika under den antagelse, at de kun ville møde beskeden modstand. Til trods herfor gjorde de vichy-franske styrker kraftig modstand mod de allierede ved Oran og i Marokko, men ikke i Algier, hvor et kup begået af den franske modstandsbevægelse den 8. november havde held til at neutralisere det franske 19. Korps inden landgangen, samtidig med at de vichy-franske kommandører blev taget til fange. Som følge heraf mødte landgangen stort set ingen modstand i Algier, og byen blev erobret den første dag, sammen med alle de vichy-franske kommandører. Efter tre dages forhandlinger og trusler tvang generalerne Mark Clark og Eisenhower den vichy-franske admiral François Darlan (og General Alphonse Juin) til at beordre de franske styrker til at indstille den væbnede modstand i Oran og Marokko den 10 og 11. november under den betingelse, at Darlan blev leder af den Frie franske administration.

De allieredes landgang foranledigede at aksemagterne besatte Vichy Frankrig (Fall Anton). Hertil kom, at dele af den franske flåde i Toulon blev overtaget af italienerne, hvilket de dog ikke fik meget glæde af, da hovedparten af flåden blev sænket af deres besætninger, for at forhindre at skibene faldt i hænderne på aksemagterne. Den vichy-franske hær i Nordafrika sluttede sig til de allierede (se Frie franske styrker).[6]

Felttoget i Tunesien[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Felttoget i Tunesien

17. november 194213. maj 1943.

Efter landsætningerne i Operation Torch i begyndelsen af november 1942 indledte tyskerne og italienerne en opbygning af tropper i Tunesien for at udfylde det tomrum, som blev efterladt af de vichy-franske tropper, der var blevet truffet tilbage. I denne svaghedsperiode besluttede de allierede sig for ikke at rykke hurtigt ind i Tunesien, mens de kæmpede med de vichy-franske autoriteter. Mange af de allierede soldater måtte bruges som besættelsesstyrker, på grund af den usikkerhed, der var omkring de vichy-franske styrker og deres planer.

Erobret tysk Tiger tank.

Fra midten af november kunne de allierede rykke ind i Tunesien, men kun med en enkelt division. I starten af december var en styrke bestående af den britiske 78. infanteridivision og elementer af den amerikanske 1. panserdivision trængt frem til omkring 30 km fra Tunis by. På det tidspunkt havde aksemagterne overført en tysk og fem italienske divisioner fra Europa for at forstærke forsvarerne. De allierede blev knust.

I den efterfølgende vinterperiode fulgte der en periode med dødvande, mens begge sider fortsatte med at opbygge deres styrker. I starten af det nye år blev den allierede styrke til Første amerikanske arme, med 2 britiske, 6 amerikanske og 1 fransk korps, foruden soldater fra andre allierede nationer.

I 2. halvdel af februar havde Rommel og von Arnim nogen succes i det østlige Tunesien mod styrker fortrinsvis bestående af det relativt uerfarne franske og amerikanske korps, mest bemærkelsesværdigt ved at slå 2. amerikanske korps, under kommando af Lloyd Fredendall på flugt i slaget ved Kasserine passet.

I begyndelsen af marts var den britiske 8. arme, som rykkede frem langs den nordafrikanske kyst, nået frem til den tunesiske kyst. Rommel og von Arnim befandt sig nu under pres fra to sider. Den britiske 8. arme knuste aksemagternes forsvarsstilling i Mareth Linjen i slutningen af marts, og 1. Arme i det centale Tunesien igangsatte deres hovedoffensiv i midten af april, for at presse aksestyrkerne indtil deres modstand i Afrika brød sammen. Aksestyrkerne overgav sig den 13. maj 1943, hvorved over 275.000 blev taget til fange. Dette store tab af erfarne tropper reducerede aksemagternes militære formåen betydeligt, selv om mange aksetropper undslap fra Tunesien. Dette nederlag førte til at alle italienske kolonier i Afrika blev erobret.

Afslutning[redigér | redigér wikikode]

Efter de allieredes sejr i Nordafrika var scenen sat for Felttoget i Italien. Den allierede invasion af Sicilien fulgte to måneder senere.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Playfair, Volume IV, p. 460. USA's fra 12. november 1942
  2. Feldgrau website. "Feldgrau Statistics and Numbers". http://www.feldgrau.com/stats.html. 
  3. Playfair, Volume IV, p. 460. Antal fangne vedrører kun kampene i Tunesien
  4. Brigadier C. N. Barclay, British Army (Retired). "GI - World War II Commemoration". http://www.grolier.com/wwii/wwii_8.html. 
  5. 5,0 5,1 BBC – History – Animations – Animated Map: The North African Campaign
  6. Se Operation Torch

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Playfair, Major General I.S.O. (2004). History Of The Second World War: The Mediterranean and Middle East, Volume IV: The Destruction of the Axis Forces in Africa. United Kingdom Military Series. Uckfield, UK: Naval & Military Press. ISBN 1-84574-068-8. 

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: