Fiale

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Oversættelsen af fagudtrykkene på illustrationen bør kontrolleres
Fiale eller pinakel med den fransk-engelske betegnelse pinacle

Desuden: Arc−boutantStræbebue − ContrefortStræbepille − Colonne fasciculée: Søjlebundt? − Arc briséSpidsbue − Nervures: Ribber − Voûte en arêtesKrydsribbehvælv

Fiale (gr. fiala, kar, skål) kaldes med et allerede i middelalderens slutningstid brugeligt ord de små firkantede eller ottekantede stentårne, som kroner den gotiske arkitekturs stræbepiller.

Pinakel (fr. pinacle, lat. pinnaculum; af pinna, svingfjer, murtinde) bruges i samme betydning som fiale, der især anvendes i Tyskland, medens pinacle er fransk-engelsk sprogbrug.[1]

Fiale består af to dele: forneden skaftet eller kroppen, hvis sider øverst ender i smågavle og for øvrigt kan være gennembrudte som baldakiner eller dekorerede med stavværk og blindinger; foroven det slanke, spidse tag, hvis kanter gerne er prydede med stenblade (tysk: Krabben, Knaggen[2]), medens der på toppen er anbragt en korsblomst.

Gotikkens dekorative tendenser førte til en meget udstrakt brug af fialer; på gotiske brudstensspir kan de gentages i det uendelige, ligesom de overalt flankerer de prydgavle, hvormed gotikken smykkede døre og vinduer. Endelig overførtes de, som så mange andre af stilens arkitekturformer, til kunsthåndværkets ornamentik, hvor de i lille format forekommer overalt i skulptur og i maleri, i træ og i metal.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Note
  1. Pinacle : http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0173.htmlPinnacle (Engelsk)
  2. Krabbe (tysk: Krabbe, Knagge) kaldes de ornamentale blade, hvormed den gotiske stils spir, fialer og gavle blev prydet. Anbragt på spirenes hjørner og på gavlenes yderlinier frembringer de en rig silhuetvirkning. I unggotikken havde disse prydelser gerne form som en tilbagebøjet volut. Først i stilens senere stadier fik de den egentlige krabbeform, som et snegleagtigt krybende blad med takkede kanter, bøjende sig ud fra grundlinien i horisontal retning og ofte poset, som om det omfattede en kugle. – Salmonsen bd. 14, s. 571 af Chr.A. Jensen


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.