Finanskrisen 2007-2010

Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået sammenskrevet med Økonomisk krise i 2008.   (Diskutér forslaget). Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.

Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået sammenskrevet med Subprime-lån.   (Diskutér forslaget). Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.

Spekulativ artikel Bemærk at denne artikel er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Denne artikel eller sektion er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik.

Denne artikel handler om en serie finansielle begivenheder og tendenser, hvilke startede i 1980 og har haft betydelige konsekvenser for dele af kapitalmarkedet. Videre konsekvenser i realøkonomisk kontekst, behandles i Økonomisk krise i 2008

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Finanskrisen 2007–2008 er en omfattende og global finansiel krise. Særligt er banker og andre kapitalinstitutioner ramt. Krisen er kendetegnet ved at prisen på en række strukturerende værdipapirer var blevet for høj, og at investorene havde taget fejl af risikoen ved disse. Mange af investorene var forretnings- og investeringsselskaber. Finanskrisen 2007–2008 referer lidt upræcist til både det amerikanske boligmarkeds nedbrud, forårsaget af subprime-lån i 2007 og det efterfølgende nedbrud på de finansielle markeder "credit crunch" i 2008. Mange kalder krisen den største siden Wall Street-krakket i 1929. Grundlæggende er det amerikanske boligmarked den bagvedliggende årsag til "finanskrisen". I sommeren 2007 begyndte amerikanske boligejere at stoppe med at tilbagebetale deres boliglån. Den manglende tilbagebetaling forårsagede at værdipapirer baseret på huslån pludselig mistede deres værdi. Disse værdipapirer havde bankerne gennem en lang periode køb og solgt til hinanden. Da flere og flere boligejeren i slutningen af 2007 stopper med at betale til deres lån, begynder bankerne at miste deres penge. Banker som i den forbindelse havde store besiddelser af Toxic assets som man betegnede dem, "giftige besiddelser", tabte derfor relativt mange penge. Pga. at banker i en længere periode havde samlet forskellige lån i lånepakker og delt dem op i mindre bidder som de derpå solgte til investeringsforeninger, var det svært at danne sig et overblik over hvor disse Toxic assets befandt sig. Hvem var dårlige betalere og hvem var ikke? På grund af uvisheden omkring lånepakkerne begyndte bankerne at tvivle på hinanden og stoppede derfor med at købe og sælge lån. Da bankerne stoppede med at handle med hinanden udviklende den amerikanske sub-prime krise sig til en alvorlig krise i det globale finansmarked. Da alle banker er linket til hinanden gennem de finansielle markeder blev alle berørt af den svindende tillid. Den svindende tillid blev så massiv i 2008 at sub-prime krisen udviklede sig til en finanskrise. Da ingen banker stolede på hinanden stoppede de bogstavelig talt med at udlåne penge til hinanden og handling gik i stå. Man taler her om at kreditmarkedet frøs. Mange banker miste penge på de dårlige lån og banker som f.eks. Lehmann Brothers og Bear Sterns som havde levet højt på lånepakkerne med sub prime lån begærede i 2008 konkurs. Da banker begyndte at begære konkurs, og overblikket over hvor de giftige besiddelser befandt sig forsvandt, stoppede bankhandlen. Da bankhandlen stoppede som konsekvens af manglende penge og sikkerhed frøs også den almindelige økonomi. Ben Bernanke, chef for den amerikanske central bank Federal Reserve gik derfor i efteråret 2008 ud og begærede at der var et alvorligt behov for et kapitalindskud til den finansielle verden for at bløde op for handlen og kompencere for de tabte penge. Situationen var så alvorlig, at man diskutere om almindelige svingninger i økonomien havde udviklet sig til en grundlæggende mistillid til systemet. Et emne Bernanke havde beskæftiget sig med inden han begyndte som chef for Federal Reserve. Ved en grundlæggende mistillid forværres situationen da det ikke længere handler om kortsigtede usikkerheder, men en mere grundlæggende mistillid til hele systemet.

Historisk baggrund

Den nuværende krise er udtryk for flere individuelle tendenser i international økonomisk sammenhæng. Der er ifølge adskillige økonomer, tale om en samling universelle problemstillinger i den nuværende markedsøkonomi, hvor den genindførte markedsfundamentalisme fra 80’erne har lagt kimen til den nuværende finansielle situation.

Hvad der i høj grad gør denne krise speciel er, at den ikke begrænser sig til et bestemt segment af finanssystemet, ligesom f.eks. Dot com-boblen. Selve det kapitalistiske system måtte modtage hjertemassage, da krisen i oktober måned var på sit højeste, og dét scenarie skyldtes ikke alene den amerikanske boligboble. Det amerikanske boligmarkeds krise, var blot udløseren af selve den langvarigt opbyggede, strukturelle ”superboble”:

a) Med den monetaristisk inspirerede politik i USA og Storbritannien, blev markedsfundamentalismen igen herskende. Gennem denne økonomiske tankegang etablerede man boblen og lod den udvikle sig frit.

b) En art afregulering og kronisk lav rente bragte fornyet liv til markederne og bankvæsnet, der imidlertid også blev mere og mere komplekst. Det komplekse lå i en række nye, udspekulerede værdipapirer, hvilke bragte en kasinokapitalistisk effekt med sig. Især private investorer med insolvent økonomi, mente at de ad denne vej kunne blive rige, hvilket medførte en økonomisk boble af forventninger til fremtiden. Dette var imidlertid denne periodes finansielle ”trend” og selve misforståelsen i dette paradigme bundede i forestillingen om ”markedspladsens magi”. Således var der med de for denne tid gængse lån og strukturerede værdipapirer, tale om et naivt dogme og troen på monetarismens doktrin om ”den perfekte konkurrence”.

c) Et andet aspekt som skabte asymmetri, var den til tider åbenbare tilbagevisning af monetarismen, som gang på gang lod sig udspille i samfundet. I stedet for at koncentrere sig om inflationen og pengepolitikken som i den gængse opfattelse af monetarismen, tilførte man finanssystemet store statslige hjælpepakker i tilfælde hvor banksystemet kom i farezonen eller recessionen truede. Denne form for intervention påvirkede imidlertid markedet i en usund ”retning”, hvor selve incitamentet til kapitalforøgelse, blev irrationelt og modstridende markedsfundamentalismen.

d) Et globaliseret marked forårsagede enorme opsparingsoverskud i blandt andet Kina og Indien. Her stræbte man efter udlån og investering i amerikanske aktiver, hvilket tvang renten ned og finansierede store dele af det amerikanske overforbrug.

USA og det globale finansmarked

At renten er og har været meget lav i en årrække, kan anskues ud fra flere perspektiver. Den lave rente er naturligvis udtryk for den neoliberale og ekspansive pengepolitik, som med den nuværende finansielle krise er kulmineret. Men to globale tendenser, som begge var grundlagt i 80’erne, er ligeledes hovedkomponenter:

• De frie kapitalbevægelser: Med en frit bevægelig kapital, bliver det svært at presse renten i vejret, regulere og beskatte den, fordi den altid blot vil søge andetsteds i det globale samfund.

• De asiatiske lande: Kina, Indien og andre nyindustrialiserede asiatiske lande producerer mere end de kan forbruge. Dette resulterer i et enormt opsparingsoverskud, hvilket for størstedelen pumpes i den amerikanske økonomi via aktier og udlån. USA er naturligvis bekendt med denne tendens, hvilket imidlertid presser renten endnu længere ned. Et andet indicium som peger imod denne teori, er det parallelle udviklingsmønster mellem Asiens vækstboom og rentenedsættelsen.

Disse tendenser må imidlertid tilskrives globaliseringen af finansmarkederne - der også bragte andre gennemgribende forandringer med sig. De sidste 30 år har den markedsfundamentalistiske tanke hersket og med vores nuværende finansielle krise vil den unægtelig devalueres markant. Selve processen mod dette samfund accelerede under Thatcher og Reagan, hvor man i stigende tempo begyndte at nedbryde de protektionistiske reguleringer. Allerede i slutningen af 80’erne så man en livlig aktie- og obligationshandel på tværs af grænserne.

Reelt medførte disse nye regler på markedet ingen jævn økonomi, som markedsfundamentalismen forudsagde. På baggrund af en efterhånden mangelfuld regulering af finansmarkedet og en mere grundliggende fejlvurdering af den enkelte investorers rationalitet, opstod det første store paradoks. Når en alvorlig finansiel krise brød ud og truede selve systemet, var man villig til at bøje reglerne og lade finansielle myndigheder iværksætte interventioner. Imidlertid gjaldt det markedsfundamentalistiske ideal stadig i den mindre udviklede eller nyindustrialiserede del af verden, hvor Verdensbanken og IMF holdt vågent øje med markedsdisciplinen.

Der dannedes altså en tendens hvor USA ad flere forskellige veje blev verdensøkonomiens kraftcentrum – et sted hvor midlerne meget hurtigt blev brugt og af en eller anden grund også nåede at vende tilbage. Som i en cyklus hvor alting alligevel endte med at ligge trykt i amerikanernes lommer. Man kan imidlertid også påpege en række usunde træk ved denne dominans, som på flere områder medvirkede til superboblens oppumpning.

Den første ubalance er naturligvis den førnævnte ”favorisering” af den amerikanske økonomi, hvor man jævnligt stimulerede denne gennem store offentlige interventioner, for at kunne videreføre det markedsfundamentalistiske samfund uden krak. Her blev vi altså mødt af to fundamentale problemer – især fordi samfundet skulle fremstå monetaristisk og markedsfundamentalistisk:

a) Statslig intervention og markedsstimulering er bandlyst ifølge markedsfundamentalismen. ”Den usynlige hånd skal klare alt” – alligevel tilførte man med jævne mellemrum den finansielle sektor i USA hjælpepakker m.v.

b) ”Markedspladsens magi” er således ophævet idet man påvirker den naturlige ”markedscyklus”. Grundlæggende er der med de ovenstående interventioner, tale om en meget gennemgribende statslig indblanding i økonomien, hvor et rigt land (i dette tilfælde USA) favoriseres og stimuleres, på bekostning af nyindustrialiserede lande.

Den amerikanske økonom Nouriel Roubini omtalte dette besynderlige markedsfundamentalistiske system som ”socialisme for de rige” – når det går godt, er der store lønninger, bonusser og profitter at hente i den finansielle sektor, og når udviklingen vender, træder staten ind. Derved ”nationaliseres” hele den finansielle sektor i tilfælde hvor det markedsfundamentalistiske forbillede er i fare – eller rettere, i tilfælde hvor den amerikanske overlegenhed bør stimuleres.

Ad denne vej flød kapitalen fra udviklingslandene i periferien til USA og finansierede amerikanernes enorme forbrug, statslige interventioner og udviklingen af nye finansielle instrumenter (jf. ”Kasinoøkonomi og kompleksitet på markederne”). Siden Reagen-perioden havde USA akkumuleret en stadig større udlandsgæld, hvilket imidlertid aldrig blev årsag til en ændring i amerikanernes politik eller forbrugervaner.

Boblen voksede sig større og større, fordi de store nyindustrialiserede lande som Kina og Indien, investerede alt overskud og valutareserve i amerikanske statsobligationer og aktier. På denne måde skabte man en symbiose mellem USA, der forbrugte mere end det kunne producere, og Kina og andre asiatiske landes tendens til at producere mere end de kunne nå at forbruge. Altså etablerede man en universel asymmetri i den globale finanssektor, hvor USA’s enorme underskudsforretning bestandig lod sig finansiere af de asiatiske landes opsparingsoverskud og jævnlige statsinterventioner.

Denne ubalance udløste ikke krisen – den oppustede en boble, der hvis denne brast i forbindelse med en sekundær krise, ville tage USA og markedsfundamentalismen med sig i faldet. I forståelsen af den nuværende krises særprægede, nærmest eksplosive kraft, er det vigtigt at medtage disse faktorer. Man kan med den nuværende krise tale om en typisk overakkumulation - en bobletendens, forårsaget af en gennemgribende forskydning i den finansielle sektor. Med den nuværende krise (og dens konsekvenser) opstår en ny art finansiel nedsmeltning, som ikke er set før. Ligeledes kan man ikke sammenligne den med de finansielle kriser og problemstillinger som indtraf og stod på dagsordnen siden 1980. Disse er ofte opstået i mindre udviklede lande og har på grund af statslig indblanding næsten ikke påvirket den amerikanske reale økonomi. Den igangværende krise er anderledes, fordi den er opstået i USA og belyser et af de universelle problemer ved markedsfundamentalismen og afreguleringen af kapitalmarkedet. Den bryder begrebsrammen for "markedsfundamentalismen" og påpeger en defekt, en art assymetri, og kan altså opfattes som universel eller direkte "uundgåelig".

Kasinokapitalismen og dens kompleksitet

Før oliekrisen var kreditmarkedet ”business as usual” – en branche der i almindelighed tiltrak kedelige personer. Men via markedsfundamentalismens indtog i 1980’erne, blev der imidlertid tegnet et noget andet billede af den finansielle verden. Sektoren blev efterhånden en evigt foranderlig tænketank for eventyrere og innovatorer og formålet var klart og pikant: kapitalen skulle forøges.

Foranlediget af den nu påbegyndte dereguleringsproces var det muligt at skabe nye syntetiske og komplekse låneformer, såkaldte derivater og strukturerede værdipapirer. Disse nye indviklede finansinstrumenter, som oftest var udviklet af fysikere og matematikere, blev i allerhøjeste grad misforstået – og som følge af globaliseringen kom disse hurtigt til at udgøre store dele af det internationale kapitalmarked.

Den engelske økonom John Maynard Keynes kaldte allerede i 30’erne dette ubegrænsede og konstant innovative kreditmarked for ”kasinokapitalismen” – dengang i forbindelse med epoken før Depressionen. ”En finanssektor, der uafhængig af enhver binding til real økonomi yngler løs med stadig flere såkaldte derivater og derivaters derivater og så fremdeles, at de må opgøres i billioner af pengestørrelser, er”, sagde han, ”det rene - kasino. Som før eller siden må bryde sammen og trække den reale økonomi med sig i sit fald.” Hvilket også i særdeleshed blev essensen i denne finanskrises udbrud.

Boligboblen begyndte allerede at udvikle sig i starten af 90’erne men ville ikke nødvendigvis have udløst vores nuværende finanskrise. Hovedårsagen til at boligboblen fik den rolle som den fik, var Gram-Leach-Billey-loven fra 1999. Med dette tiltag tillod man bankerne at udlåne penge til amerikanske minoritetsgrupper, som man førhen havde regnet som ”ikke-kreditværdige”. Ad denne vej legaliserede man en række nye metoder til at rejse kredit – fx udløseren af vores krise: Subprime-lånene.

Boligboblen

Dow Jones Industrial Average Jan. 2006 - Nov. 2008

Vores nuværende finansielle krise begyndte, fordi man i USA havde givet boliglån til folk, der ikke var i stand til at tilbagebetale deres gæld, da priserne på deres overbelånte huse faldt. Snart turde bankerne ikke længere låne penge til hinanden, og flere af verdens største investeringsselskaber og banker gik konkurs. Men hvordan kunne dette lade sig gøre? Hvordan kan nogle af verdens største banker krakke, fordi nogen husejere, som har lånt deres penge et andet sted, ikke formår at betale deres afdrag?

I kølvandet af Dot com-boblen og terrorangrebet 11. september 2001 sænkede USA’s nationalbank diskontoen til 1 procent. For at stimulere den amerikanske økonomi i et midlertidigt opsving, lod man til og med 2004 denne blive hvor den var. Dette tillod den allerede opståede boligboble at udvikle sig frit og med en foruroligende fart.

Parallelt med dette udviklede der sig imidlertid et større og større marked for strukturerede værdipapirer og derivater til spredning og afdækning af risiko. Dette udgjorde på visse områder et ”parallelt banksystem”, hvilket var svært at regulere og kontrollere. Et eksempel på denne nyopstående branches syntetiske finansprodukter var CDO’en, som opstod på grund af for lave afkast fra amerikanske statsobligationer.

Der kom nemlig stor efterspørgsel på et værdipapir, der ”lignede” den amerikanske statsobligation, men som samtidig havde et lidt større afkast. Derfor opfandt markedet en type fastforrentet værdipapir. Man tager en mængde forskellig realkreditgæld, og deler i en masse stykker, der hver udgør en CDO. Disse CDO’er opdeles derefter i nogle puljer (eksempelvis pulje A, B og C). I tilfælde af, at ikke alle husejere formår at betale deres gæld, er det de investorer, der har pulje A, som først får penge – derefter pulje B og til sidst pulje C. Det vil sige, at pulje C er meget mere risikabel end pulje A, og derfor får pulje C-investorer også højere renter.

En naiv tro på, at markedet havde opnået et hvis stabilitetsniveau, resulterede i stadig flere risikobehæftede aktiver som ovenstående. Efterhånden blev en række banker mindre kritiske over for deres kunder og lånte penge til folk, der ikke førhen ville være blevet anset som kreditværdige. Eksempelvis var de 2 halvoffentlige kreditinstitutter Freddie Mac og Fannie villige til at låne yde disse risikofyldte lån. Det skyldes, at de var næsten sikker på, at staten ville støtte dem, hvis de gik ned, med begrundelsen: "Too big too fail". Dette resulterede i de berygtede subprime-lån. Mange af disse lånere havde ikke faste indtægter, og deres kreditværdighed var kun baseret på, at huspriserne ville blive ved med at stige. Dette blev imidlertid genstand for en reel overspekulation på det amerikanske boligmarked. Situationen blev selvforstærkende og risikopræmierne på aktiverne faldt markant. Fra 2000 til 2005 voksede markedsværdien af boligerne med mere end 50 procent, og der var et byggeboom.

Men i foråret 2007, da huspriserne for første gang faldt, gik det ikke op for folk, at deres spekulationer var uden hold i virkeligheden. Lederen af Citibank, Chuck Prince, kom med en meget sigende udtalelse om tiden før krakket: ”Når musikken standser, i form af likviditeten, bliver tingene vanskelige. Men så længe musikken spiller, er man nødt til at rejse sig op og danse. Vi danser stadigvæk” . Da man endelig nåede til vendepunktet i august 2007, gik det brat ned af og dele af den amerikanske kreditsektor gik i opløsning. Hovedårsagen til at den amerikanske subprime-krise 2007 blev til den internationale finanskrise 2008, bygger i særdeleshed på uigennemsigtigheden i markederne. Subprime-krisen blev global, fordi de amerikanske finansielle institutioner videresolgte bundter af lån, såkaldte derivater, til internationale banker, som dermed overtog en del af risikoen. Det er hovedsageligt denne internationale handel med lån, der på globalt plan har fremkaldt den nuværende finansielle krise. To punkter har været afgørende:

1) Kreditvurderingerne af de forskellige bundter af lån har i flere tilfælde vist sig upålidelige.

2) Der har været usikkerhed om, hvem der faktisk hang på de dårlige lån. Dette var meget tæt på at få den globale finansielle sektor til at smelte ned. Handlen med lånepakkerne har betydet, at der ikke var overblik over, hvem der i sidste ende havde udstedt lånene og derfor havde lidt store tab eller ligefrem var blevet insolvente. Derfor er banker og andre finansielle institutioner nu forsigtige med at låne til hinanden: man bremser altså kreditmarkedet og det var af denne grund at der opstod et såkaldt ”credit crunch“.

Statslig intervention og løsningsmodeller

Finansielle hjælpepakker

Der har gennem længere tid været tale om at indsprøjte en hjælpepakke til de danske banker. Den 23. september 2008 var der en redningsplan som skulle hjælpe mindre banker til ikke at kollapse, men den kom til at koste de danske skatteydere kassen. Planen gik ud på at alle de danske banker stillede en meget stor bankgaranti, så hvis der var andre banker som var ved at gå ned kunne de få hjælp fra disse banker.

Længere sigtede løsningsmodeller

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Det er meget problematisk at definere den nuværende finanskrises konsekvenser, uden at vide besked om de store økonomiers reaktioner og fremtidige beslutninger. Ligesom det heller ikke er til at vide om krisen er helt afsluttet endnu. Netop dette udgør i særdeleshed det karakteristiske i den nuværende krise: at vi ikke havde forventet dens voldsomme udvikling og at vi ikke, selv efter krisens første måneder, har levende begreb om årsagerne til dens særprægede styrke. Imidlertid vil det første store spørgsmål være tilknyttet vor alles overlevelsesinstinkt: er der et liv efter finanskrisen 2008? Vil realøkonomien blive ramt af en lang og hård recession?

Netop fordi den finansielle krise har været så omfattende og har givet en lang række kapitalinstitutioner problemer, er der særdeles god grund til at forvente et hårdt økonomisk tilbageslag. Og her er der ikke kun tale om finansielle institutioner og instrumenteres død - vi må unægtelig også forberede os på en lang lavkonjunktur og tilbagegang i realøkonomien. Det er læren fra depressionen. Det ”credit-crunch”, der altid følger en alvorlig finanskrise, vil gøre det vanskeligere for virksomheder og private at låne penge, og det betyder, at investeringer og forbrug vil falde mens arbejdsløshed, bankers og virksomheders tab og konkurser vil stige. De store gældsbyrder skal som allerede nævnt likvideres og en række banker, virksomheder og husholdninger skal afskrive store tab. Dette er et minimum af den finansielle krises konsekvenser, og det er ikke usandsynligt at verdensøkonomien vil lide meget, meget større tab end det som fremstår af ovenstående.

Ud fra et mere ideologisk plan, foreligger allerede mange hypoteser om krisens konsekvenser, og de afhænger i næsten alle tilfælde af skribenternes politiske overbevisning. Flere socialistiske bevægelser har med det samme spået kapitalismens endeligt og ude på den markedsfundamentalistiske højrefløj, mener man modsat at de banker som op til finanskrisen opførte sig uansvarligt, er blevet straffet af markedet og dets søgen imod balancegangen. Det er dog stensikkert at kapitalismen ikke er nået sit endeligt og også rimelig sandsynligt at det nuværende system – markedsfundamentalismen – er kommet i vanskelige ideologiske problemer.

Fremtiden vil nok snarere udforme sig i et klassisk dialektisk samfundsmønster, hvor tese og antitese udgør en endelig syntese. Ud fra Marx’ opfattelse af dialektikken og den ”historiske materialisme” kan man altså nå frem til følgende konklusion:^{[Kilde mangler]}

     Lande i officiel recession      Lande i uofficiel recession      Økonomisk aktivitet faldet med 1.0%      Økonomisk aktivitet faldet med 0.5%      Økonomisk aktivitet faldet med 0.1%      Lande med stadig upåvirket højkonjunktur (Tallene stammer fra 2007/2008, IMF december 2008)      Ukendt

Tese: Erfaringerne og den nuværende krises kendsgerninger vidner imod markeds-fundamentalismen og dennes teoretiske udgangspunkt; at markedet er selvregulerende og mestre at finde et balancepunkt.

Antitese: At der efter krisen vil være stor opbakning til keynesianismen og voldsom regulering, statsintervention m.v.

Syntese: Et mere reguleret samfund med tiltagende protektionisme. De essentielle defekter som forårsagede krisen – blandt andet den juridiske legalisering af alt for komplicerede og syntetiske værdipapirer (heriblandt subprime-lånene) vil formentligt blive taget til revision. Desuden er det sandsynligt at bankerne i fremtiden vil styrke indlånsoverskuddet i stedet for at låne penge i stride strømme. Ad denne vej vil de sidste mange års fremherskende finansielle trend i udviklingen af nye og stadig mere komplekse værdipapirer devalueres kraftigt. Dette vil styrkes af selve markedsfundamentalismens kommende tilbagetog, men også i høj grad af bankernes, allerede synlige modvillighed overfor udlån af kapital. Følgelig vil der sandsynligvis genskabes restriktioner for hvilke kunder man bør anse som ”kreditværdige”. I det helt universelle perspektiv er det også sandsynligt at man for eftertiden vil være mere påpasselig med de lave renter, idet erfaringen viser at disse skaber spekulative bobler uden tilknytning til virkeligheden.

Spørgsmålet om fremtidens magtbalance og politiske fokusområder, kan formentlig besvares gennem et eneste spørgsmål: vil Kina, Indien og andre nyindustrialiserede økonomier vedblive med at finansiere USA og Europas forbrugsfest?^{[Kilde mangler]}

Dette kommer i væsentlig forstand an på om superboblen (jf. ”Tendenser i amerikansk og international økonomi”) er brast som resultat af den finansielle krise og forestående økonomiske recession. Hvis superboblen er brast kan vi imidlertid tale om et internationalt politisk og økonomisk paradigmeskift, hvilket kan underbygges ud fra en række perspektiver.

Fremtiden blev op til finanskrisen opfattet som en uhindret march mod international frihed og demokrati. Med den nuværende finansielle krise er denne amerikanske verdensmission imidlertid udsat – mange år endnu. USA's virke og forbrug er i snart to årtier blevet finansieret af lande som Kina og Indien, hvis politiske systemer og ideologiske overbevisning er mil borte fra amerikanernes idealer. At den ideologiske og politiske kamp mellem Kina, Indien m.v. (diktaturer eller dårligt fungerende demokratier) og USA finansieres af førstnævnte part, må imidlertid underminere processen markant.^{[Kilde mangler]} En konflikt mellem to parter, kan umuligt egenhændigt være finansieret af kun én af parterne.

Derudover er det heller ikke usandsynligt, at man vil se en tendens hen imod en amerikansk konsolideringsperiode. Hvis USA vælger at udskifte den fallerede markedsfundamentalisme, vil efterspørgslen af lån fra de asiatiske lande, naturligvis falde til ro. Ad denne vej vil dollaren ikke længere kunne opretholde sin status som reservevaluta og USA vil unægtelig også føre en mere protektionistisk politik. På denne måde vil især Kina og Indiens økonomier vokse sig større i skyggen af det historiske paradigme, som den finansielle krise anno 2008 bragte med sig. Summa summarum er at vi i fremtiden vil kunne risikere at se en tendens hvor de folkerige, nyindustrialiserede økonomier bliver stadigt større på bekostning af USA og EU, der med afslutningen på markedsfundamentalismens paradigme, ikke længere efterspørger den samme abnorme mængde lån og finansiering.^{[Kilde mangler]}

Fejl i kapitalismen?

I kølvandet på den finansielle krise har der været en tro blandt store dele af befolkningen på, at krisen skyldes mangel på regulering i finanssektoren. Det er dog knapt så simpelt igen, og således forudså frimarkedsøkonomen Peter Schiff krisen for flere år siden ”. Han påpegede, at USA's centralbank (FED) havde holdt renten for lav og for længe, og at USA ikke havde udviklet en sund økonomi efter Dot com-boblen i år 2000. Men økonomien var holdt kunstigt i gang med unaturligt højt forbrug der blev finansieret via låntågning og ikke forbrug. Samtidig havde FED via den lave rente udvidet pengemængden kraftigt og de nemme penge blev brugt til at spekulere i ejendomme, der som bekendt udløste en bobbel. Peter Schiff benyttede sig her af den østrigske skoles Austrian Business Cycle Theory, der passer på flere af de større kriser gennem tiderne, eks. Japan 1990, Dot com-boblen, Depressionen i 1930, Panikket i 1907 osv. Derudover bør det nævnes, at USA's vel nok liberalistiske parlamentsmedlemmer Ron Paul ligeledes har udtalt, at han forventede en recession ”.

Den østrigske skole derimod ser, at centralbankens eneret på at afskaffe penge afskaffes, da de mener det er markedet, der skal fastsætte prisen på penge, og når centralbanken printer penge og udlåner dem for billigt, fører det til misallokeringer af kapital, der skaber bobler.

Den østrigske skole ser ligeledes et stort moral hazard problem ved statens indblanding i det frie marked, som de mener manipulerer markedet. Dette ses ved eksempelvis Fannie Mai og Freddie Mac, 2 tidligere offentlige kreditinstitutter, som egentligt var blevet privatiseret, men det var almindeligt kendt, at de blev anset for værende "too big too fail" . Dermed kunne de øde disse risikofylde lån subprime-lån, vel vidende, at kunne låntager ikke betale tilbage, ville staten forsikre Fannie Mae og Freddie Mac.

Det er ligeledes værd at lægge mærke til,at USA med sin høje forbrugskvote, store offentlige forbrug, samt lave rente var noget der kunne minde om et keynesiank paradis. John Maynard Keynes anbefalede i The general Theory of Employment, Interest and Money i 1936, at man skulle "kunstigt" gang i økonomien, og renten skulle gøres så lav så den var lig med marginal effiency of capital. Som bekendt skabte denne kunstige økonomi blot en bobbel, og lidt ironisk vender mange nu ryggen mod kapitalismen og over mod Keynes...

Litteratur

• Cooper, George. The Origin of Financial Crisis: Central Banks, Credit Bubbles and the Efficient Market Fallacy. Random House Inc. 2008.
• Hank, Rainer. Den amerikanske virus. Hvordan forhindrer vi det næste crash? Ellekær. 2010.
• Lund, Henrik Herløv. Finanskrisen truer økonomien. 2008.
• Morris, Charles R. The Trillion Dollar Meltdown: Easy Money, High Rollers, and the Great Credit Crash. PublicAffairs. 2008.
• Ross Stewart. Krak og depression. Åløkke. 1999
• Soros, George. Finanskrisen 2008-2009. Hovedland. 2008
• Soros, George. Den globale kapitalismes krise. Rosinante. København. 1999
• VoxEU.org Publication. The First Global Financial Crisis of the 21st Century..
• Østrup, Finn. Finansielle kriser. Thomson. 2008

Eksterne links

• Finanskrisen.info En side med information og baggrundsmateriale om finanskrisen
• Kapitalismen i krise (2) 2009 Artikler og sites på dansk og engelsk om finanskrisen. (på Modkraft.dk)
• Arbejdsforskning.dk Artikler om bl.a. finanskrisen af forfatter og filosof Steen Ole Rasmussen

.