Finland i middelalderen

Finlands middelalderlige historie omfatter et tidsrum på henved 500 år, hvor det finske samfund gennemgik store ændringer. Blandt disse forandringer kan nævnes indførelsen af svensk overhøjhed, dannelsen af en kirkelig organisation, indflytning af en svensksproget befolkning i kystegnene samt opdyrkning af og bosættelse i tidligere ødemarker.

Korstogstiden

Finland lå fra tidligste middelalder mellem to af Nordeuropas vigtigste handelsmagter, Sverige og Novgorod. En vigtig handelsvej krydsede Østersøen via Åland, den beskyttede kystskærgård og fulgte den Finske Bugts nordlige side frem til floden Nevas munding og videre til Ladoga. Finnerne deltog ikke selv i handelsrejserne men handlede med pelsværk. Det lå i både Sveriges og Novgorods interesse at kontrollere dette område. På grund af bebyggelsens spredte beliggenhed opkom der ingen politisk organisation i Finland, som kunne modvirke dette.

Den romersk-katolske kirke var kommet til Svealand i 800-tallet, og den religiøse omvendelse fuldendtes i 1000-tallet. Finlands første kontakter med kristendommen synes imidlertid at være kommet fra øst, hvilket antydes ved, at visse begreber inden for kristendommen er slaviske låneord. Men snart synes påvirkningen fra vest at have fået overvægt. Overgangen til en ny begravelsesmåde er sket på Åland omkring år 1000, i det egentlige Finland og i Tavastland mellem 1150 og 1200 og i Karelen så sent som omkring år 1300. Befolkningen i Finland kan ligeledes være kommet i kontakt med kristendommen gennem handel med Gotland.

Det findes en overlevering om, at den svenske konge Erik organiserede et felttog til Finland under anden halvdel af 1150'erne. Oplysningerne herom er yderst knappe. De oplyser, at den svenske konge samlede en hær og drog til Finland. I henhold til traditionen tilbød han de hedenske finner at antage kristendommen, men da dette blev afvist, besejrede han dem i et stort slag. Erik vendte der efter hjem men satte biskop Henrik til at ordne de kirkelige forhold. Denne overlevering findes nedskrevet i 1270'erne. I følge finsk folketradition var Henrik englænder og biskop i Uppsala. Han indledte med at døbe de overlevende hedninger i Kuppis kilde i Åbo. Allerede under sin første vinter i Finland blev Henrik angiveligt slået ihjel af en af de døbte, Lalli, på den isdækkede Kjulo mose.

Både tyske og danske flåder var virksomme i området, og svenskerne indså, at de måtte forstærke grebet for ikke at miste grebet om Finland. Den danske konge Knud den Store underlagde sig det nordlige Estland ved et korstog år 1197, og ifølge traditionen har danskerne hærget i Finland både 1191 og 1202.

I henhold til en pavelig bulle udfærdiget af pave Innocentius 3. 1216 havde den svenske konge Knut Eriksson organiseret flere felttog for at styrke svenskernes stilling i Finland. Sverige og Novgorod var ikke de eneste magter, som havde interesse i området. Ifølge danske annaler har danskerne 1191 foretaget et korstog til Finland, og det findes også oplysninger om et fornyet forsøg fra dansk side på at erobre Finland 1202. Den danske konge Knud den Store stod i spidsen for et korstog til Estland 1197, og dette land kom på danskernes hænder. Russiske købmænd blev overfaldet af gotlændinge 1188 og endog tyskernes betydning i handelen over Østersøen voksede efter, at byen Lübeck var blevet grundlagt i 1140'erne.

Den svenske konge Erik Knutsson fik pavens velsignelse på dennes krav på, at Finland udtrykkeligt skulle være et svensk missionsområde. Svenskerne havde dog ingen indflydelse så langt væk som til Karelen, og fyrste Jaroslav af Novgorod gennemførte korstog i Tavastland i vinteren 1226-1227 for at omvende indbyggerne til den ortodoxe tro. Tavasterne på deres side hærgede Karelen året efter.

Muligvis efter anmodning fra biskop Tomas erklærede Pave Gregor 9. år 1229 sin apostoliske beskyttelse over Finland og påbød desuden en handelsblokade mod Novgorod. I Tavastland opstod et oprør mod den kristne mission i vinteren 1236-1237, muligvis med støtte fra Novgorod eller Karelen. I december 1237 udfærdigede paven en korstogsbulle, som rettede sig mod dette oprør af "hedninger".

I henhold til Novgorodkrøniken invaderede en skandinavisk hær floden Nevas munding 1240. Den novgorodiske fyrste Alexander gik til angreb, og slaget indledtes om morgenen den 15. juli 1240. Ifølge krøniken led skandinaverne store tab og retirerede.

I henhold til Erikskrönikan, nedtegnet omkring år 1330, skete det andet korstog år 1249. Anført af Birger Jarl anfaldt man Tavastland helt frem til Karelen. Birger jarl måtte dog vende tilbage til Sverige, da kong Erik den Læspe og Halte døde 1250. Dateringen er dog problematisk, og en teori er at korstoget fandt std i forbindelse med tavasternes oprør et årti tidligere. For dette taler, at svenskerne ikke skulle have kunnet organisere et krigstog til Finland 1249-1250, efter som landet da var i en alvorlig krise med Norge. Somrene 1248 og 1249 mødtes svenskerne og nordmændene rustet til tænderne ved Göta älv. Kong Erik den Læspe og Halte døde i februar 1250, og Birger jarl fik sin søn Valdemar valgt til konge, et valg som vakte en modstand, som ikke gik stille af inden 1251. Det forefalder i henhold til denne teori mere troligt, at det andet korstog derfor skete 1238, eller snarere 1239. At oprøret blev slået ned kan ses som en forudsætning for at gennemføre det tidligere nævnte anfald mod Neva 1240. Senere anlagde svenskerne en fæstning, Tavastehus, for at kunne fastholde kontrollen. Tavastehus ældste dele er dateret til 1260-tallet, men det er mere troligt, at slottet er opført samtidigt som Åbo slot, omkring 1280. De ældste skriftlige belæg for en foged i Tavastland er fra 1297.

Den svenske kontrol over Finland understregedes ved anlæggelsen af borge, og kong Magnus Ladulås udnævnte 1284 sin broder Bengt til hertug af Finland. Fra begyndelsen af 1250'erne, måske tidligere, indledtes en kolonisering med svenskere langs Nyland og den Botniske Bugts østkyst.

Under 1200-tallets sidste årtier fortsatte krigen mellem Novgorod og Sverige. 1292 angreb Novgorod Tavastland. Senere samme år anfaldt svenske tropper dels Karelen, dels Ingermanland. Året efter samlede sveernes regent Torgils Knutsson en stor ledingsflåde, som angreb handelspladsen Soumenvedenpohja i Karelen og der lod opføre en borg i grænseområdet mellem stormagterne - fæstningen Vyborg. Den svenske ledingsflåde sejlede ifølge krøniken hjem om efteråret 1293. Næste forår, den 30. marts 1294, blev Vyborgs fæstning angrebet af novgoroderne, anført af fyrsten Roman Glebovitj af Smolensk. fæstningen var bygget på en holm og blev for svær at indtage, da isen rundt om smeltede. Senere samme år vendte den svenske flåde tilbage, og svenskerne gik til angreb mod træfæstningen Kexholm, der blev erobret. Tidligt 1295 angreb novgoroderne Kexholm, og blot to af forsvarerne undkom. For svenskerne var krigstoget til Karelen en stor sejr, efter som man med fæstningen Vyborg som base nu kunne tage kontrol over det vestre Karelen.

På foråret år 1300 samlede Torgils Knutsson en stor flåde, som ankrede op ved floden Nevas udløb i Den Finske Bugt. Der begyndte man at opføre en fæstning på en landtange mellem Neva og floden Ochta. Fæstningen fik navnet Landskrona. Inden for kort tid blev fæstningen imidlertid angrebet, rimeligvis af novgoroder, men angrebet mislykkedes. I efteråret efterlod man blot en mindre besætning i Landskrona, og da tropper fra Novgorod atter angreb den 19. maj 1301, lykkedes det dem at erobre fæstningen.

Nöteborgstraktatens mulige grænse mellem Sverige og Novgorod

Efter, at novgoroderne havde hærget Åbo 1318 og angrebet Vyborg 1321 og 1322, mens svenskerne havde angrebet Kexholm 1322, sluttedes en fredsaftale mellem Novgorod og Sverige 1323 i grænsefæstningen Nöteborg kendt som Nöteborgstraktaten. Novgorod afstod de dele af Karelen, som Sverige allerede kontrollerede: Savolax, Jääskis og Ägräpää. Man bestemte nøje hvorledes, grænsen skulle gå: fra Systerbäck (finsk: Rajajoki) til søen Saimen og søerne i Savolax. Strækningen der efter er uklar, og der findes flere teorier om hvorledes, grænsen blev draget. Historikeren Jalmari Jaakkola mente i 1926, at grænsen gik langs den tavast-karelske stammegrænse og endte ved Pattijoki ved den Botniske Bugt. I flg. en teori fremlagt af historikeren Ragnar Rosén gik grænsen helt ud til den Botniske Bugt ved mundingen af Pyhäjoki älv. 1968 publicerede historikeren Jarl Gallén en undersøgelse, hvori han nok tilsluttede sig til opfattelsen, at grænsen sluttede i den Botniske Bugt, men at området nord for denne var en alminding, hvor både Sverige og Novgorod havde interesser.

Kirken i Finland

Næsten intet er kendt om hvorledes, kirken i Finland virkede i den tidlige middelalder. Ifølge en biskopskrønike fra slutningen af 1400-tallet efterfulgtes biskop Henrik af Rodulf fra Västergötland, som selv blev efterfulgt af kanniken Folkqvinus fra Uppsala. Åbo stift, oprettet i 1200-tallet, var underlagt ærkebiskoppen i Uppsala. Biskopskrøniken kan dog ikke anses at være pålidelig med hensyn til den ældste periode.

De ældste stenkirker fra 1200-tallet findes på Åland. På fastlandet er forsamlingskirker af sten først blevet opført fra slutningen af 1200-tallet. Åbo stift blev i 1200-tallet Sveriges rigeste stift efter ærkestiftet i Uppsala og i løbet af århundredet oprettedes kirkesogne i hurtig takt. År 1300 indvigedes Åbo domkirke. Biskoppen i Åbo havde ikke blot magt over kirken men sad også i rigsrådet og kunne dermed påvirke politikken i landet. Efter 1350 udnævntes biskoppen formelt af paven, men i praksis af domkapitlet. Da kirken krævede færdigheder i at læse, skrive og tale latin, oprettedes Katedralskolen i Åbo for at undervise heri.

Fra og med anden halvdel af 1200-tallet var kirken i Finland inde i en hastig udvikling. Ved siden af biskoppen i Åbo oprettedes et domkapitel, som 1286 valgte biskoppen for første gang. Fra slutningen af 1200-tallet oprettedes en række kirkesogne, hurtigst i det egentlige Finland, hvor antallet sogne voksede fra 17 i begyndelsen af 1300-tallet til omkring det dobbelte i midten af århundredet. I Nyland oprettedes sogne i Lojo, Tenala, Borgå og Sibbo på denne tid. I Tavastland og Österbotten er de ældste kirksogne fra 1200-tallet

Dominikanerne kom formodentlig til Finland i forbindelse med det andet korstog og 1249 oprettede et klostr i Åbo. Et birgittinerkloster oprettedes i Masko sogn 1438 og fik navnet vallis gratiae, (det nuværande Nådendal). Et dominikanerkloster oprettedes i Vyborg i 1440'erne og i Kökar på Åland oprettedes et franciskanerkloster i anden halvdel af 1400-tallet.

Højmiddelalderen

Svensk og russisk kavaleri mødes på Finske Bugt. Krige mod Novgorod var stedsevarende under 13- og 1400-tallet. Detalje fra Olaus Magnus Carta marina, 1539

Ved 1200-tallets afslutning havde statsmagten tre fæstninger at støtte sig på: Åbo, Tavastehus og Vyborg. Der fandtes også et forvaltningsapparat, som indkrævede skatter i form af dagsværk og tiende. Fra begyndelsen havde man med begrebet Finland ment den sydvestre del, det egentlige Finland, men med tiden kom også senere erobrede områder som Tavastland og Karelen at regnes med.

I slutningen af 1340'erne genoptog svenskerne deres offensive politik østpå. Kong Magnus Eriksson besøgte Vyborg 1347, og foråret 1348 afsejlede en flåde, som efter belejring indtog Nöteborg ved Neva. Efter at have efterladt en mindre besætning vendte hoveddelen af styrkerne tilbage til Sverige. Styrker fra Novgorod belejrede dog svenskerne, som måtte overgive sig i februar eller marts 1349. Svenskerne forsøgte at generobre Nöteborg 1350, men det mislykkedes, og i stedet hærgede novgoroderne byen Vyborg den 21. marts 1351, men kunne ikke indtage Vyborgs fæstning.

1352 forlenedes Finland som hertugdømme til Bengt Algotsson, hvilket blev en udløsende faktor til borgerkrigen mellem kong Magnus og hans søn Erik 1356. Fra denne tid findes en kundgørelse, som giver den finske lagmand ret til at deltage i kongevalget på samme vilkår som lagmænd fra gammel tid havde haft. Denne bestod i ret til at være tilstede ved valget sammen med præster og tolv mand fra almuen. Udover kongerne Håkan og Magnus har rigets samtlige biskopper og ti stormænd sat deres segl på kundgørelsen. Kundgørelsen er dateret til den 15. februar 1362. Af praktiske og geografiske grunde kom denne ret til at deltage i kongevalgene aldrig til udførelse.

Sverige hærgedes af borgerkrig i mange år fremover, men det endte med, at kong Magnus søstersøn Albrecht af Mecklenburg valgtes til svensk konge den 15. februar 1364. Folkungaslægten havde dog fortsat støtte i Finland, og Åbo slot blev først efter en længere belejring overgivet til Albrecht.

Under resten af 1360'erne voksede modviljen mod at kong Albrecht lod tyskere få en stadig større indflydelse i forvaltningen. Da en bondehær truede med at indtage Stockholm, formåede Magnus Erikssons søn Håkan Magnusson og rigsrådet at aftvinge Albrekt en håndfæstning, som gjorde ham næsten magtesløs.

Den virkelige magthaver var rigsdrosten Bo Jonsson Grip. Ved forskellige tiltag blev han Skandinaviens største jordejer nogensinde og besad 1374 alle fogderier i Finland. Ifølge en kilde ejede han gårde i 340 sogne i riget. Han opførte tillige Kastelholm på Åland, Raseborg i vestre Nyland, Korsholms slot i Österbotten samt en træborg ved Ule älvs munding. Efter dennes død 1386 forsøgte kong Albrecht at få fat i disse ejendomme for at genvinde sin tidligere magtstilling. Albrekt tog tyske forbundsfæller til hjælp mens de svenske stormænd fik hjælp af den danske konges formyndere, dronning Margrethe. Hun valgtes til Sveriges regent den 22. marts 1388. Den 24. februar 1389 mødtes de to hære i slaget ved Åsle uden for Falköping, som sluttede med sejr for danskerne. Til trods for, at Albrekt var blevet fængslet, havde hans tilhængere kontrol over slottene i Stockholm og Kalmar, og stridigheder fortsatte til 1395.

Krig og plyndringstog fortsatte mellem Sverige og Novgorod. Ifølge Novgorodkrøniken angreb disse en tysk by eller borg ved den Botniske Bugt, som kallas Owla 1377. Novgorodkrøniken kalder alle katolikker for tyskere, og ifølge en teori er Owla identitsk med Uleå i det nordlige Finland ved den Botniske Bugt. Ifølge krøniken angreb svenskerne Ingermanland 1395 og landet nord for Ladoga 1396. Efter nogle år med ro anfaldt Novgorod byen Vyborg den 26. marts 1411 og hærgede byen men formåede ikke at indtage fæstningen. Uleå hærgedes igen i 1415.

I 1396 valgtes Margrethes søsterdattersøn Erik af Pommern til konge i Danmark, Norge og Sverige. Margrethe havde dog den faktiske kontrol frem til sin død 1412, og hun gennemdrev 1397 Kalmarunionen. Margrethe gik ind for at centralisere forvaltningen og de finske slotslen, med undtagelse af Vyborg, forvaltedes af fogeder i stedet for af adelen. Kong Erik besøgte Finland mindst to gange, og blandt andet deklarerede han 1411, at ødemarkerne tilhørte kronen. Disse afsides særmarker kunne ligge op til 200-250 km fra hjembygden og blev brugt af byerne til jagt og fiskeri.

På grund af de forøgede skatter udbrød et bondeoprør i øvre Satakunda 1438, og der var uroligheder både i Tavastland og Karelen. Kun lidt er kendt om disse bondeoprør. Sveriges rigsforstander Karl Knutsson (Bonde) gik med på at lade Christoffer af Bayern blive valgt til konge i september 1441 men tog selv kontrollen over Finland og Åland. Men straks efter valget ville kongen ikke give Karl Knutsson en sådan magtposition, og han måtte nøje sig med den østlige halvdel med Vyborgs fæstning.

Kongen døde pludseligt 1448, og den 20. juni valgte det svenske rigsråd Karl Knutsson (Bonde) til svensk konge. I september valgte danskerne imidlertid greve Christian af Oldenburg til dansk konge. I november 1449 blev Karl kronet til konge af Norge i Hamar. Årene efter kendetegnedes af krig mellem Sverige og Danmark, indtil Christian 1. også valgtes til konge i Sverige den 23. juni 1457. Dagen efter valgtes han samtidigt til konge ved en ceremoni i Åbo for at på denne måde undgå en besværende kongeforsikring.

Ved Finlands østgrænse var der relativt roligt, efter som Novgorod var ramt af indrew uroligheder. De tre brødre Axelsson havde kontrol over Finland - Erik Axelsen Thott havde Vyborg og Tavastehus, Iver Axelsen Thott havde Korsholm mens Lars Axelsen Thott havde Raseborg. Novgorod anerkendte 1471 Moskvas overhøjhed, og 1478 var dets selvstændighed ude. Opdyrkningen af ødemarken havde gjort, at nybyggerne havde trængt over grænsen både i Savolax og Österbotten. Erik Axelsson Thott styrkede forsvaret af Finland blandt andet ved at bygge en bymur rundt om Vyborg. Han byggede også en fæstning, Olofsborg, ved sundet mellem Saimen og Haukivesi, muligvis på den russiske side af grænsen. I 1479 hærgedes egnen omkring Olofsborg af russerne, og Erik Axelsson Thott anførte en hævnekspedition året efter. De tre Axelssønner døde i 1480'erne, og den svenske rigsforstander Sten Sture den ældre tiltvang sig Vyborg og de øvrige østfinske len.

Den 21. september 1495 omringede russiske styrker Vyborg, men statholderen Knut Jönsson Posse formåede at afværge de første angreb. De russiske styrker begyndte at belejre fæstningen, og de havde desuden medbragt artilleri, som skadede tårne og mure. Den 30. november indledte de et angreb, som svenskerne afværgede trods svagere vilkår. Ifølge legenden om den viborgska smällen skal russerne have besat et tårn, som svenskerne fik held til at sprænge i luften, men dette er vistnok kun en skrøne. Grupper af russere plyndrede og hærgede derefter det østlge Finland og Tavastland, formodentlig også Österbotten. Året efter angreb svenske tropper den russiske befæstning Ivangorod i Ingermanland, der blev indtaget og ødelagdes til grunden. Der efter var både Sverige og Rusland udmattede af krigen, og en fredsaftale undertegnedes i Novgorod den 3. marts 1497.

År 1497 blev rigsforstanderen Sten Sture den ældre afsat, men den nye konge, Hans, lod ham få Åbo stift og Nyköpings län. Kong Hans tid som Sveriges konge blev dog kort, og 1501 udbrød et oprør, som rettede sig blandt andet mod de af kongen indsatte udenlandske fogder. Den 21. januar 1504 valgtes Svante Nilsson (Sture) til rigsforstander.

Sverige var dog fortsat i krig med Danmark. Den danske flåde hærgede kysterne, og den danske kaptajn Søren Norby indtog Kastelholm på Åland i juli 1507. Året efter angreb han Borgå. Den 2. august 1509 indtog den danske ridder Otto Rud Åbo, plyndrede byen og bortførte skattene i domkirken. Klosteret i Nådendal måtte lide samme skæbne.

Krigen mellem Sverige og Danmark førtes på lavblus 1512-1516. Svante Nilsson (Sture) døde i 1512 og kong Hans i 1513. Danskerne gav det svenske rigsråd to muligheder: enten at vælge Christian 2. til svensk konge eller at betale en årlig tribut. Svenskerne forhalede, og nye stridigheder udbrød, hvilke sluttede med, at Christian 2. kunne indtage Stockholm den 7. september 1520.

Befalhaverne på de finske slotte havde stillet sig bag Sten Sture den yngre. Disse blev nu byttet ud med danskere: Lyder van Offense på Kastelholm, Wulff von Grevendorp på Åbo slot, Jöns Matson på Tavastehus, Tile Gisseler på Raseborg og Rolef Madsen på Vyborg og Olofsborg.

Kong Christian 2. bød hele den svenske magtelite til kroningen i Stockholm. Som vanen bød, udnævnte kongen unge adelsmænd til riddere, men denne gang blev kun danskere udnævnte med forklaringen, at Sverige var erobret med våbenmagt. Den udlovede amnesti for forbrydelser de seneste år, blev brudt af kongen, da han lod et antal adelsmænd og biskopper gribe og dømme til døden ved Det Stockholmske Blodbad.

Kongens politik blev indledningen til en ny borgerkrig. Borgerkrigen medførte, at Sverige endegyldigt forlod Kalmarunionen og førte til, at en ung adelsmand, Gustav Eriksson (Vasa) valgtes til Sveriges konge.

Litteratur

• Torsten Edgren och Lena Törnblom: Finlands historia 1; Schildts, Esbo 1993; ISBN 951-50-0566-3
• Eirik Mikael Hornborg: Finlands historia; Nordstedts, Stockholm 1964;