Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat (23. april 1343)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Baltikum frem til begyndelsen af det 15. århundrede. Den danske konges besiddelser Harrien og Virland ses med lysebrun farve ved Den finske Bugt. Det område, der var opfattet af Folkeopstanden 1343, ses med rødprikket markering øverst på kortet

Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat (estisk: Jüriöö ülestõus) var et folkeoprør under dansk konge, som begyndte Sankt Jørgens nat, den 23. april 1343 i "Harrien" (Harjumaa) og herfra hurtigt spredtes til "Wiek" (Läänemaa) og Øsel (Saaremaa) – alle provinser i Estland. Folkeopstanden blev nedkæmpet af Den Liviske Orden (estisk: Liivi ordu), der på samme tid lå i krig med Republikken Pskov (estisk: Pihkva vürstiriik). Hærenheder fra Den Liviske Orden blev hurtigt bragt fra det østlige til det centrale Estland.

Folkeopstanden og dennes nedkæmpelse ved Den Liviske Orden var medvirkende til, at Valdemar Atterdag valgte at sælge den danske krones besiddelser til ordenen frem for at overdrage dem til markgreven af Brandenburg (som det ellers oprindelig havde været planlagt). Den sum, som han modtog herfor, var stærkt medvirkende til, at Valdemar Atterdag genvandt magten over det under tidligere konger pantsatte danske rige.

Kilderne[redigér | redigér wikikode]

Hovedkilderne til begivenheden og dens forløb er:

  • Bartholomäus Hoeneke kroonika (Bartholomäus Hoenekes krønike),
  • Hermann Wartberge kroonika (Hermann Wartberges krønike),
  • Marburgi Wigandi kroonika (Marburgi Wigands krønike),
  • Johannes Renner: "Livimaa ajalugu 1556-1561" (Johannes Renner: Livlands historie 1556-1561).

De tre førtsnævnte er samtidige med begivenheden[1]. Sidstnævnte er skrevet langt senere og utvivlsomt skrevet med større eller mindre indsigt i de ældre kilder – og som sådan snarest det første forsøg på at tolke begivenheden og sætte den ind i en større sammenhæng i lyset af de følgende århundreders udvikling.

En hovedkilde til begivenhederne er Bartolomäus Hoeneke, daværende (og samtidig) ordenspræst i Järva og vidne til en del af begivenhederne, der i "Livlands yngre rimkrønike" (estisk: Liivimaa noorem riimkroonika) skildrer begivenhederne således: "År 1343 Sankt Jørgens Nat skete et omfattende mord i Harju, thi esterne i Harju ville have deres egne konger og begyndte deres virksomhed således: på et højdedrag lå et hus, som de Sankt Jørgens Nat ville afbrænde, derefter ville de på en gang angribe alle tyskere og dræbe dem, deres kvinder og børn. Da dette var sket, begyndte de at slå ungmøer, kvinder, drenge, småpiger, adelige og ikkeadelige, unge og gamle ihjel. I Padise kloster slog de 28 munke ihjel og afbrændte klosteret. De nedbrændte alle adelige herregårde, drog hærgende frem og tilbage og dræbte alle tyskere, som de fik fat på. Derefter ophøjede de 4 estiske bønder til konger, lavede forgyldte sporer og farvestrålende kapper til dem, gav dem kranse på hovedet, hvilket da var på mode, og af bandt gyldne bælter om deres liv, det var deres kongelige skrud. De, som slab væk fra mændene, kvinder og børn, dem dræbte ikketyske kvinder, brændte tillige kirker og kapeller. Da det var sket, drog esterne til Tallinn og omringede den med ti tusinde mand; der gjorde de dem til riddere"[2].

En senere kilde til de datidige begivenheder er tillige Johann Renner, der levede i det 16. århundrede og som fortrinsvis beskrev sin samtids begivenheder men tillige omtaler tidligere begivenheder af betydning, herunder opstanden Sankt Jørgens Nat. I indledningen til "Livimaa ajalugu 1556-1561" (Livlands historie 1556-1561) beskriver han begivenhederne som følger: "På den 26. ordensmester Borchart van Dreinloves tid var en stor elendighed og nød i Livland, idet bønderne gjorde oprør, dræbte alle tyskere, de kunne få fat på, afbrændte tillige slotte og herregårde i Harju, Lääne- og Saaremaa. I denne elendighed flygtede enhver, som kunne løbe sin vej. Bønderne valgte fire konger blandt sine egne, hvis ord de fulgte, omringede Tallinn med 10.000 mand, fik hjælp fra svenskerne, tillige fra russerne. De samme hærgede Tartu bispedømme, røvede, myrdede og afbrændte. Ordensmesteren samlede sin hær, så godt som han kunne, fik hjælp fra Preussen, opførte sig mandligt og myrdede 39.000 bønder, unge og gamle, nær og fjernt. Mens han udførte dette, trængte litauerne med deres hær ind i Livland, røvede og afbrændte, myrdede og bortførte over 6.000 personer samt 30 ordensbrødre."[3]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Estland var blevet overfaldet og besat af korstogsfarere fra Danmark og Tyskland i det 13. århundrede. De nye herrer indførte skatter og afgifter og gjorde med tiden den hjemmehørende estiske befolkning til fæstere. Undertrykkelsen blev værre i takt med opførelsen af borge og godser rundt om i landet. Politisk var situationen usikker: De nordlige provinser Harrien og Virland hørte siden Stensby-aftalen af 7. juni 1238 under den danske konge, men det danske overherredømme var svagt. I praksis lå magtudøvelsen i hænderne på stedlige vasaller, og de fleste danske vasaller var af tysk oprindelse.

I begyndelsen af 1300-tallet forværredes undertrykkelsen af den estiske bondebefolkning, ikke mindst i landskaberne Harrien og Virland. I 1320-erne rejstes første gang spørgsmålet om salg af de estiske besiddelser[4]. Den danske kongemagt havde stadigt sværere ved at styre vasallernes magtudøvelse, og et salg forekom under hensyn til de samtidige hjemlige (danske) vanskelige forhold at være at foretrække. Den mest sandsynlige køber var Den Tyske Orden, der havde store besiddelser syd for i det baltiske område og som holdt Sverige væk fra dette. I 1341 lavedes et første udkast til en salgsaftale, men den blev ikke udført. Medvirkende var måske den estiske befolknings virke. I henhold til Marburgi Wigands krønike prøvede esterne at sende udsendinge til den danske konge for at forhindre, at han beskyttede vasallernes voldelige og selvrådige optræden. Tiderne var forvirrede: I 1340-erne var udbrudt krig mellem feudalherrerne i Livland og Republikken Pskov samtidig med, at der var krig mellem Danmark og Sverige.

Det var under disse svære forhold, at opstanden brød ud[5].

Forløbet[redigér | redigér wikikode]

Folkeopstanden kan tidsmæssigt og geografisk opdeles i tre:

  • først brød folkeopstanden ud i omegnen af Reval (Tallinn),
  • dernæst bredte den sig til fastlandsområderne under Øsel-Wiek bispedømme (estisk: Saare-Lääne piiskopkond),
  • endelig skete en folkeopstand på øen Øsel (hvoraf en del hørte under bispedømmet Øsel-Wiek).

Så vidt vides begyndte folkeopstanden i områder, som hørte under den danske konge i Hertugdømmet Estland (estisk: Eestimaa Hertsogkond) i den nordlige del men omfattede tillige andre områder, fortrinsvis provinserne "Wiek" (estisk: Läänemaa, oversat: "vestland") og Øsel (estisk: Saaremaa, oversat: "øland").

Folkeopstanden i Harrien[redigér | redigér wikikode]

Sankt Jørgens Nat Park. Sõjamäe, Tallinn

Folkeopstanden omfattede hele det daværende Revala og Harrien. Esterne frasagde sig kristendommen og gav sig til at henrette alle med tyske rødder (krønikerne angiver så mange som 1.800 ofre). Der var i princippet tale om en bonderejsning omend vasaller af estisk herkomst formodes at have deltaget. Under folkeopstanden angreb esterne Padise kloster (estisk: Padise klooster) og dræbte 28 munke, samt talrige tyske vasaller. Livlands yngre rimkrønike oplyser, at samtlige herregårde, kirker og enlige munkeboliger blev brændt. Ødelæggelsen af herregårde bekræftes af kilderne. Godser lå tæt i Jõelähtme, Kuusalu, Jüri, Harju-Jaani, Keila og Kose sogne, og det er næppe tilfældigt, at dette område blev særligt udsat.

Esterne valgte sig fire ledere, som de kaldte "konger" (estisk: kuningas). Derefter belejrede de Reval (Tallinn) med angiveligt 10.000 mand[6]. De lykkedes dem imidlertid ikke at erobre staden, hvorfor de rettede en henvendelse til svenske hærførere på den anden side af den Finske Bugt (estisk: Soome laht) samt fogderne i Turu og Viburg om at komme dem til hjælp og opnåede løfte om at få tilsendt hjælp. Men hjælpetropperne blev forsinkede og de estiske hærenheder, der havde omringet Tallinn, blev slået i Slaget ved Sõjamägi (estisk: Sõjamäe lahing) den 14. maj 1343 af hærenheder fra den Liviske Orden.

Den 18. maj ankom til Tallinn den svensk-finske hjælpehær under ledelse af Dan Nilsson fra Åbo, men ved meddelelsen om esternes nederlag vendte de tilbage til Finland.

Folkeopstanden i Läänemaa[redigér | redigér wikikode]

Oprøret i Läänemaa begyndte angiveligt den 25. april. Bondehære omringede biskoppens residens i Haapsalu. Hæren under biskoppen havde ikke nogen styrke, der for alvor kunne bruges til at gå imod bondehæren med. Man var derfor henvist til at tilkalde hjælp udefra, fra ordenen, der var den eneste magtfaktor af betydning. Henvendelsen blev rettet til ordensmesteren Burchard von Dreileben i Weissenstein (Paide) i provinsen Jerwia (Järvamaa), der straks tog skridt til at blande sig, idet han med god ret så de muligheder, der derved ville byde sig. Han sendte derfor en udsending, der talte estisk, til oprørerne og indbød dem til forhandlinger i Paide.

Forhandlingerne i Paide[redigér | redigér wikikode]

Ordensfæstningen i Paide

"De fire konger" ankom den 4. maj til Paide for at forhandle med ordensmesteren Burchard von Dreileben, og lovede at være ham lydig. Det formodes, at de ønskede hans medhjælp ved belejringen af Tallinn, i det mindste til ankomst af den ventede hjælp fra Sveriges finske besiddelser[7].

Forløbet af forhandlingerne vurderes forskelligt. Hvad der står fast er, at "kongerne" blev henrettede af ordensmesteren[7].

Ifølge én opfattelse var det esterne selv, der havde skylden herfor. Da ordensmesteren spurgte dem hvorfor, de havde dræbt så mange mennesker – herunder de 28 munke – svarede de, at alle tyskere fortjente at blive dræbt. Dette svar brød ordensmesteren sig ikke om, og de blev hugget i stykker af ordensriddere.

En anden udlægning er, at ordensmesteren skarpt kritiserede "kongerne" for mordene på tyskere, der var uden lige siden verdens begyndelse. Esterne forsvarede sig med, at de så længe var blevet pint og undertrykt, at de ikke længere kunne tåle det. Især havde ordensmesteren bebrejdet dem mordet på de stakkels munke, hvortil en af "kongerne" havde svaret, at de var rigeligt medskyldige i undertrykkelsen. Under de efterfølgende stridigheder, der opstod, da ordensmesteren forsøgte at tage dem som fanger, blev de alle dræbt. Ordenen havde ikke skyet noget middel for at opnå sit mål![7]

Derefter trængte hærenheder fra ordenen ind i Harrien, hvor der skete to sammenstød med folkehæren: Den 11. maj foregik Slaget ved Kimmole[8] (estisk: Kimmole Lahing) og den 14. maj Slaget ved Kanavere, hvor esterne uden ledere kæmpede mod ordensenheder. Forud for ordenshærens ankomst til Tallinn havde man på skrømt givet tilbud om fredsforhandlinger for derved at få tid til at afskære esterne mulige veje for tilbagetog. Især slaget ved Kanavere var blodigt, og efter esternes nederlag var folkeopstanden i Harrien i virkeligheden nedkæmpet. Det var først på dette tidspunkt at hjælpen fra Finland dukkede op – blot for at erkende, at der intet var at stille op[9].

Hjælp fra Pskov[redigér | redigér wikikode]

Henimod slutningen af maj havde esterne angiveligt også bedt om hjælp fra Republikken Pskov. Store russiske hærenheder fra Pskov trængte ind i Tartu bispedømme (estisk: Tartu piiskopkond) og foranledigede, at ordenen måtte sende enheder af egne hære imod dem. Det kom til et stort slag ved Vastseliina, hvorefter hæren fra Pskov vendte hjem. Det midlertidige fravær af ordenshæren fra det nordlige Estland muliggjorde her en fortsættelse af folkeopstanden[10].

Opstanden på Saremaa[redigér | redigér wikikode]

Den 24. juli 1343 begyndte folkeopstanden på Saaremaa, hvor folkehæren omringede og undertvang Pöide ordensfæstning (estisk: Pöide ordulinnus) efter en belejring, der varede 8 dage. Det er uklart i hvilket omfang, tidligere oprørere fra fastlandet deltog. Under opstanden blev tyskerne angiveligt nærmest udryddet og klerikale druknet. Oprørerne havde lovet fæstningsindbyggerne frit lejde, men da de forlod fæstningen, blev de stenet ihjel.

Ordensmesteren bad om hjælp fra Preussen, og denne ankom til Riga i efteråret 1343. Her opdeltes hæren i flere dele, hvoraf hoveddelen blev sendt til Harrien. Indbyggerne havde søgt ly i to folkeborge, men det lykkedes tyskerne at erobre dem efter svære kampe, hvorefter hele egnen blev udplyndret.

I februar 1344 trængte hærenheder fra Den Tyske Orden over på Saaremaa, hvor de først gennemførte omfattende plyndringer og derefter angreb øboernes fæstning. Det lykkedes at erobre fæstningen og dræbe Saaremaa-"kongen" Vesse. Men folkeopstanden var endnu ikke ovre. Opstanden blev først endegyldigt nedkæmpet vinteren 1345, da tyskerne på ny gennemførte et omfattende togt mod Saaremaa og tvang øboerne til at underskrive en overgivelsesaftale.[10]

Følgerne[redigér | redigér wikikode]

Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat med de efterfølgende nedkæmpninger forværrede brat esternes levevilkår og fjernede dem i flere århundrede fra enhver politisk ledelse. Efter folkeopstanden overtog Den Tyske Orden alle vigtigere danske slotte og fæstninger i Hertugdømmet Estland — Reval (Tallinn) og Rakvere 1343, Narva i 1345.

I 1346 solgte den danske konge Valdemar Atterdag Hertugdømmet Estland til den tyske orden. Baggrunden for dette salg skal søges i to forhold. For det første havde Christoffer 2. fået sin datter Margrethe gift med markgreve Ludvig af Brandenborg (hvis fader var den tyske kejser). Medgiften var 12.000 mark sølv, men Christoffer var indtil sin død i 1332 ikke i stand til at betale beløbet på grund af armod. To af Christoffers sønner (Otto og Valdemar) ønskede at efterfølge deres fader på tronen og begge lovede at indfrie gælden i form af en afståelse af hertugdømmet Estland "som medgift eller i stedet for medgift". Den uafklarede situation holdt sig en årrække, idet Otto efter at have forsøgt en opstand mod de holstenske grever var endt i fangenskab. 1340 blev grev Gerhard dræbt af Niels Ebbesen, og det gav Valdemar mulighed for at bestige den danske trone. For det andet medførte begivenhederne med oprøret og dets bekæmpelse i Estland, at den mest hensigtsmæssige måde at løse de datidige problemer på var at sælge Hertugdømmet Estland til Den tyske orden og af de derfor modtagne penge udrede søsterens medgift. Otto var efter afslutningen af sit fangenskab indtrådt i ordenen. Salget skete i 1346, idet Mariaordenen betalte 19.000 mark sølv, hvoraf 6000 tilfaldt markgreven og resten Valdemar. Da paven på daværende tidspunkt var på fjendefod med den tyske kejser, lod Valdemar i et brev til pave Clemens dateret juni 1347 alene oplyse om salget og det samlede beløbs størrelse, men ikke at en del blev betalt til markgreven. Det beløb, markgreven fik udbetalt, modsvarede kun halvdelen af medgiften, men da betalingen skete, havde Margrethe allerede været død i 6 år. For det beløb, Valdemar beholdt selv, rejste han en hær, og derefter kastede han sig ud i at dels indfrie det pantede rige, dels genvinde dette[11].

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Friedrich Benninghoven: "Zur Technik spätmittelalterlicher Feldzüge im Ostbaltikum" Zeitschrift für Ostforschung nr. 19 (1970), s. 631-651.
  • Friedrich Benninghoven: "Die Burgen als Grundpfeiler des spätmittelalterliches Wehrwesens im preussisch-livländischen Deutschordensstaat" (i: Die Burgen im Deutschen Sprachraum. Ihre rechts- und verfassungsgeschichtliche Bedeutung I. Herausgegeben von Hans Platze (Sigmaringen 1976), s. lk 565-601.
  • Eesti Rahva Ajalugu, 2: Taani- ja orduaeg. Mõisad ja Teoorjus; Tartu 1932, genoptryk Tallinn 1996; ISBN 9985-9098-0-1 (Det estiske folks historie, bind 2: Danske- og ordenstiden. Godser og fæstere).
  • Eesti Teaduste Akadeemia Ajaloo Instituut: Eesti Talurahva Ajalugu; I köide; Tallinn 1992 (De estiske landbrugeres historie).
  • Johann Renner: Livimaa ajalugu 1556-1561; Tallinn 1995; ISBN 5-460-00216-8. (kildeoptryk)
  • Hermanni de Wartberge Chronicon Livoniae. Herausgegeben von Ernst Strehlke. (Leipzig 1863)
  • Liivimaa vanem riimkroonika. Tõlkinud ja kommenteerinud Urmas Eelmäe, teaduslik toimetaja Enn Tarvel (Tallinn 2003)
  • Bartholomäus Hoeneke Liivimaa noorem riimkroonika (1315-1348). Tõlkinud ja kommenteerinud Sulev Vahtre (Tallinn 1960).
  • Sulev Vahtre. Jüriöö [1343. aasta ülestõus]. Tallinn: Eesti Raamat; 1980.
  • Troels Balslev Wingender: "Rige til salg" (Skalk 1992 nr. 5, s. 28-30).

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Eesti Talurahva Ajalugu, s. 134
  2. Eesti Rahva Ajalugu, s. 376f
  3. Renner, s. 4. oversat til dansk efter den estiske kildeoversættelse
  4. Eesti Talurahva Ajalugu, s. 253
  5. Eesti Talurahva ajalugu, s. 254
  6. af formuleringen i den yngre rimkrønike "der slog de riddere" lader sig ikke fastslå, om der menes overvandt riddere eller lod slå til riddere, jvf. Eesti Talurahva Ajalugu, s. 254
  7. 7,0 7,1 7,2 Eesti Talurahva Ajalugu, s. 255
  8. Kämbla
  9. Eesti Talurahva Ajalugu, s. 255f
  10. 10,0 10,1 Eesti Talurahva Ajalugu, s. 256
  11. Wingender

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]