Folkesuverænitetsprincippet

Jean-Jacques Rousseau udbredte folkesuverænitetsprincippet.

Folkesuverænitetsprincippet, eller blot folkesuverænitet, er en politisk læresætning, som går ud på at al legitim statsmagt hidrører fra folket selv. Begrebet står således i modsætning til princippet om fyrstesuverænitet. Folkesuverænitet kan også beskrives som Vox populi.

Princippet formuleres første gang i en udtalelse fra det engelske parlament i sommeren 1649 efter opgøret med kong Karl 1. af England. Det blev ved udtalelsen i første ombæring, men princippet blev effektueret som parlamentarisk princip i England fra 1689. Senere formuleres princippet af Jean-Jacques Rousseau i hans værk Socialkontrakten.

Mange forfatninger rummer referencer til folkesuverænitetsprincippet, eksempelvis Norges grundlov, mens Danmarks Grundlov fastslår, at magten er hos Folketinget og kongen i forening og altså kun delvist implementerer princippet. Som regel optræder princippet som et krav som at styret skal udgå fra en folkevalgt forsamling eller gennem direkte folkeafstemninger.

Folkesuverænitetsprincippet er tæt knyttet til liberalismens fremvækst i 1700- og 1800-tallet og blev brugt som et våben i borgerskabets kamp mod kongemagten og adelens privilegier.