Fosna-Hensbackakultur
Fosna-Hensbackakulturen er benævnelsen på en livsform udøvet i de vestlige kystområder af den skandinaviske halvø fra Hensbacka i syd til Lapland i nord fra ca. 7.600 f.Kr. til ca. 6.500 f.Kr. . Fosna-Hensbackakulturen har navn efter to fundsteder, Fosna i Norge og Hensbacka i Bohuslen.
Navnet Fosna-kultur blev givet af Anders Nummedal, der som den første konstaterede denne livsform i 1909. Han indså tillige, at Fosnakulturen var tæt knyttet til Ahrensburgkulturen, hvilket er fastslåede ved udprægede ligheder i de to kulturers redskabsformer. Fosna-Hensbackakulturen kan derfor anses som den tilpassede Ahrensburgkulturs fortsættelse på den skandinaviske halvø (se Ahrensburgkultur).
Mens Ahrensburgkulturens udøvere øjensynligt var rendyrkede rensdyrjægere, udviser Fosna-Hensbackakulturen udprægede maritime træk: mange af de ældste bopladser lå på småøer ud for den daværende kyst, og kosten havde stærkt maritime træk. Denne forandring i livsformen må ses i lyset af de begivenheder, der indtrådte efter, at Ahrensburg-rensdyrjægerne havde forladt den sydligste del af det skandinaviske område og begyndte at bevæge sig nordpå efter rensdyrflokkene, der atter rykkede nordpå i takt med det skandinaviske isskjolds afsmeltning. Under denne fremrykning kom tundrajægerne til at stå ansigt til ansigt med havet. Da rensdyrene, der var lukket inde mellem havene i vest og øst, fortsatte nordpå og svømmede over elve, sunde og fjorde, der ellers spærrede deres vej, blev jægerne tvunget til at følge efter, tvunget til at komme overens med havet. Den forandring i rensdyrjægernes tilværelse, som havet fremtvang, var gennemgribende og i det lange løb gunstig, eftersom den formindskede afhængigheden af rensdyret: de måtte have både, sandsynligvis lavet af materiale, der som næsten alt andet stammede fra rensdyret – formentlig huder udspændt over en ramme af let tømmer, kort sagt: en umiak-båd. Da de først var udstyret med et sådant fartøj, opdagede rensdyrjægerne snart de rigdomme, som havet kunne tilbyde: fisk, sæler, marsvin og hvaler. Uden at opgive deres gamle jagt på rensdyrene udviklede de en velegnet jagtteknik over for disse havdyr. Mange jagtredskaber kunne let tilpasses den nye jagt, således harpunen.
Litteratur [redigér]
- Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd, Wormanium 1980, ISBN 87-85160-71-7, s. 110ff
Eksterne henvisninger [redigér]
- "Cullberg svarar på Welinders kritik" (Fornvännen 69, 1974; s. 155-164)
- Ingrid Fuglestvedt: "The Ahrensburgian Galta3 Site in SW Norway" (Acta Archaeologica vol. 78:2, 2007, pp 87-110)
- Stig Welinder: "Kring västsvensk mesolitisk kronologi" (Fornvännen 60, 1974; s. 147-154)
- Stig Welinder: "Den norrländska stenålderns sydgräns" (Fornvännen 69, 1974; s. 185-193)
