Franciscus Cornelis Donders

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Franciscus Cornelis Donders.

Franciscus Cornelis Donders (27. maj 1818 i Tilburg i Nordbrabant23. marts 1889 i Utrecht) var en hollandsk fysiolog og oftalmolog.

17 år gammel optogs han på militærlægeskolen i Utrecht og studerede der til 1840, da han tog sin Eksamen. Han tilbragte derefter 2 Aar som Militærlæge i Vliessingen og Haag, tog Doktorgraden i Leyden og ansattes derpaa som Lærer i Anatomi og Fysiologi ved Militærlægeskolen i Utrecht, hvor han forblev til 1848. Hans videnskabelige Berømmelse var da saa stor, at han, skønt der intet Professorat var ledigt ved Utrechts Univ., dog udnævntes til ekstraordinær Prof. derved. I sin Tiltrædelsestale (De harmonie van het dierlyke leven, eene openbaring van wetten) fremhævede han Indflydelsen af Tilvænning, Øvelse og Arvelighed. I Fakultetet fandtes kun 4 Prof., og D. maatte derfor docere Retsmedicin, Hygiejne, Antropologi, Biologi og Oftalmologi. D. var i Beg. navnlig Fysiolog (Vævenes Kemisme, nervefysiologiske Undersøgelser m. m.), men 1851 stiftede han under et Besøg i London Bekendtskab med Albrecht von Gräfe, og herved førtes han til særlig at studere Oftalmologi, som han dog allerede tidligere havde beskæftiget sig en Del med. Han blev hurtig en af Verdens berømteste Øjenlæger. 1852 blev han Professor ordinarius, 1858 fik han ved frivillige Bidrag oprettet et Hospital for Øjensygdomme: »Nederlandsch Gasthuis voor ooglijders« i Utrecht, der besøgtes af talrige Studerende fra Udlandet, deriblandt ogsaa fra Skandinavien. 1862 blev han Prof. ord. i Fysiologi efter Schröder van der Kolk’s Død, og 1866-67 fik han indrettet et fysiol. Institut. 1888 maatte han nedlægge sit Professorat, da han havde naaet den i Holland gældende Aldersgrænse. D. var en glimrende Lærer, der som faa forstod at udtrykke sig klart og tydeligt, hvilket især kommer frem i hans klassiske Mesterværk: The anomalies of refraction and accomodation (1866, samtidig tysk Udg. ved O. Becker, nyt Optryk 1888), hvori han først og fremmest klart og tydeligt skelnede mellem Refraktions- og Akkomodationsanomalierne, der tidligere altid blev sammenblandede. D. har skrevet overordentlig meget. Bl. hans kendteste Arbejder kan nævnes foruden det allerede nævnte Værk: »Blik op de stofwisseling als bron der eigenwarmte van planten en dieren« (1845), »De bewegingen van het menschelyk oog« (1846), »Ueber die Bestimmung des Sitzes der mouches volantes« (1847), »De anwending van prismatische brillenglazen tot genezing van scheelzien« (1848), »Ueber den Zusammenhang zwischen dem Convergiren der Sehaxen und dem Accommodationszustande der Augen« (1848), »Over den invloed des luchtdrukking op de hartswerking« (1852), »Bewegingen van longen en hart by de ademhaling« (1852), »Over de verhouding der onzichtbare stralen van sterke breekbarheid tot de vochten van het oog«  (1853), »Over den Musculus Cramptonianus en over het accomodatie vermogen by vogels«  (1854), »De invloed des hartswerking op de bloedsdrukking« (1855), »Physiologie des Menschen« (Hollandsk 1850-53, Tysk 1856), »Refraktionsanomalien, oorzaken van strabismus«  (1863) osv. Sammen med van Deen og Moleschott udgav han »Hollandischen Beiträgen zu den anatomischen und physiologischen Wissenschaften«, med v. Gräfe og Arlt »Archiv f. Ophthalmologie«, og siden 1845 redigerede han »Het Nederlandsch Lancet«.

Kilder[redigér | redigér wikikode]