Frankfurterskolen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Frankfurterskolen er betegnelsen for en original retning inden for nymarxistisk kultur-, sociologi- og samfundsteori i det 20. århundrede. Centralt i Frankfurterskolen står begrebet om kritisk teori. Gruppens navn kommer af, at den opstod ved universitetet i Frankfurt am Main, da Max Horkheimer i 1931 blev udnævnt til leder af "Institut für Sozialforschung".

Frankfurterskolen samlede nogle af de marxistiske dissidenter, der følte at den politiske marxisme som den praktiseredes i f.eks. KPD fortolkede Marx' tanker for snæversynet. De ville forsøge at applicere Marx på de tendenser og udviklinger han aldrig selv havde kunnet opleve.

I den mest produktive fase, i 1930'erne og 1940'erne, udgjorde Frankfurterskolen en enestående kreds af samfundskritikere: foruden Max Horkheimer, kredsens ledende ideolog og samlingspunkt, bestod den af Theodor W. Adorno (filosofi, sociologi, æstetik), Herbert Marcuse (filosofi), Leo Löwenthal (litteratursociologi), Walter Benjamin (litteraturteori), Erich Fromm (psykoanalyse), Friedrich Pollock (økonomi), Henryk Grossmann (økonomi), K.A. Wittfogel (økonomisk historie), Franz Borkenau (historie), Otto Kirchheimer (retssociologi) og Franz Neumann (retssociologi).

Vigtigst blandt skolens senere repræsentanter fra 1960'erne til i dag er Jürgen Habermas (filosofi, videnskabsteori, sociologi), Oskar Negt (filosofi og politisk teori) og Axel Honneth (etik, sociologi).

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]