Franz von Holtzendorff (jurist)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Franz von Holtzendorff.
Franz von Holtzendorff.

Joachim Wilhelm Franz Philipp von Holtzendorff (14. oktober 1829 i Vietmansdorff, Mark Brandenburg5. februar 1889 i München) var en tysk retslærd.

Dr. jur. 1852 i Berlin, 1857 Privatdocent smst., 1860 Prof. extraord. smst., 1873 Prof. ord. smst., s. A. i München. Som aandelig Personlighed, mulig dog af en endnu finere og fornemmere Støbning, var H. Mittermaier lig, samme flersidige Begavelse, vidt omspændende Interesser og overordentlig store Arbejdskraft, en ægte Idealisme, en sjælden Uegennyttighed prægede hans private og offentlige Færd. H.’s videnskabelige Arbejder blev gennemgaaende vejede og fundne for lette af den strenge Dogmatiks Dyrkere, Fremstillingens Formfuldendthed og Elegance var i disses Øjne vundet paa Bekostning af dens Dybde og Stringens, Varmhjertet og human blev H. en Forløber for Nutidens sociale og kriminalpolitiske Stræben og Maal, i en lang Rk. Værker kritiserede han det gældende Straffesystem og slog til Lyd for Reformer paa Straffuldbyrdelsens og Fængselsvæsenets Omraade, saaledes bl. a.: »Die Deportation als Strafmittel in alter und neuer Zeit und die Verbrecherkolonien der Engländer und Franzosen in ihrer geschichtlichen Entwickelung und criminalpolitischen Bedeutung« (1851), »Französische Rechtszustände insbesondere die Resultate der Strafgerichtspflege in Frankreich und die Zwangscolonisation von Cayenne« (1859), »Das irisene Gefängnissystem insbesondere die Zwischenanstalten vor der Entlassung der Sträflinge« (1859), »Die Kürzungsfähigkeit der Freiheitsstrafen und die bedingte Freilassung der Sträflinge in ihrem Verhaltniss zum Strafmasse und zu den Strafzwecken« (1861), »Kritische Untersuchungen über die Grundsätze und Ergebnisse des irischen Strafvollzuges« (1865) og i forsk. opsigtvækkende Stridsskrifter mod J.H. Wicherns Principer m. H. t. Ledelsen af »Rauhes Haus« i Hamburg. Ogsaa for Reformer i Straffeprocessen tog han til Orde — »Die Reform der Staatsanwaltschaft in Deutschland« (1864), »Die Umgestaltung der Staatsanwaltschaft vom Standpunkt unabhängiger Strafjustitz und der Entwurf einer Strafprozess-Ordnung für den preussischen Staal« (1865) o. a.; mod Dødsstraffen udtalte han sig i »Das Verbrechen des Mordes und die Todesstrafe« (1875) og i Tilslutning hertil »Die Psychologie des Mordes« (1875), det sidste i den af Rudolph Virchow og H. udgivne righoldige »Sammlung gemeinverständlicher wissenschaftlicher Vorträge«.

Støttet af en Stab af Datidens ypperste Kriminalister udgav H. »Handbuch des deutschen Strafrechts« (I—IV 1871, 1872, 1874 og »Handbuch des deutschen Strafprozesrechts« (I—II 1879), med Eugen v. Jagemann som Medudgiver »Handbuch des Gefängnisswesens« (I—II 1888), hvortil bl.a. Goos var Bidragyder. Han stiftede og ledede »Allgemeine Deutsche Strafrechtszeitung« (1861—73) indtil dets Sammensmeltning med »Der Gerichtssaal«, i hvis Redaktion han ogsaa deltog. Men H.’s aarvaagne og livlige Aand havde videre Sigte. Han var en varm Fædrelandsven, national og liberal, men besad samtidig et friere og mere forstaaende Udsyn over europæiske Forhold end ellers alm. i Tyskland: omfattende var hans Kendskab navnlig til engelske Personligheder og Institutioner, ham oversatte eng. Værker, udg. selv talrige mindre Skr med eng. Emner, f. Eks. om Richard Cobden (1874), med hvem han havde haft personlig Forbindelse, og han betragtedes ogsaa i Europa som en af Tysklands mest lysende Stjerner paa Retsvidenskabens Omraade, som en værdig Medstrider af J. C. Bluntschli, hvem han skildrede i »J. C. Bluntschli und seine Verdienste um die Staatswissenschaften« (1882) i en anden af ham udgiven fortræffelig Samling »Deutsche Zeit- und Streitfragen« —, og hvem han satte et varigt Mindesmærke ved Stiftelsen af »Bluntschli-Stiftung für Allgemeines Staatsrecht und Völkerrecht«. 1860 gav H. Stødet til de tyske Juristmøder, 1870—71 udsendte han med Bistand baade af den ældre og yngre Generation den berømte »Encyklopädie der Rechtswissenschaft« (7. Opl. ved Josef Kohler, I—V, 1913—15) fra 1872 redigerede han »Jahrb. für die Gesetzgebung, Verwaltung und Rechtspflege des Deutschen Reiches«, indtil han 1881 blev afløst af Gustav Schmoller.

Baade H.’s strengt videnskabelige Arbejder og hans mere populære Skr var Led i den retspædagogiske Stræben, han viede sit Liv. Han vilde indpode nyttig retslig Kundskab og politisk Dannelse i de brede Folkelag, han virkede energisk for allehaande almennyttige Formaal, traadte i Skranken for Forbedringer i Kvindernes samfundsmæssige og økonomiske Stilling, saaledes bl. a. i Afhandlingen »Die Verbesserungen in der gesellschaftlichen und wirtschaftliche Stellung den Frauen« (1868, 2. Opl. 1877). Mere alm. politiske Spørgsmaal drøftede han i »Die Principien der Politik« (1869, 2. Opl. 1879) og »Wesen und Werth der öffentlichen Meinung« (1879, 2. Opl. 1880). I sin Retsencyklopädi havde H. ogsaa behandlet Folkeretten, hvis Trivsel og Fremgang maatte være særlig attraaværdig for en Mand med hans universelle Retsidealer. H.’s Folkeret gik sin Sejrsgang rundt om i Verden — oversat bl. a. paa Norsk af Francis Hagerup (1885) —, han skrev om »Die Auslieferung der Verbrecher und das Asylrecht (1881), »Die Idee des ewigen Völkerfriedens« (1882) o. m. a., oversatte John Westlake’s Lærebog i den internationale Privatret (1884) og skabte med Medarbejdere som v. Bulmerincq, Lammasch, Rivier o. a. endnu et stort encyklopædisk Værk »Handbuch des Völkerrechts« (I—IV 1885, 1887, 1889); som Særudgave heraf udkom H.’s og Alphonse Riviers Introduction au droit des gens. Recherches philosophiques, historiques et bibliographiques (1888).

H.’s verdenskendte Navn gjorde ham selvskreven til en af de første Pladser i Institut de droit international (1873), og ikke mindst i folkeretlige Tvistemaal søgtes med Forkærlighed hans Raad og Betænkning — »Der Rechtsfall der Fürstin Bibesco (früheren Fürstin Baunremont« (1876), »Rumäniens Uferrechte an der Donau« (1883) o. a. I en anden endnu mere opsigtvækkende Retssag havde H.’s ædle Sindelag og selvstændige og ridderlige Karakter givet sig et talende Udslag: i Arnim-Processen skyede han ikke at optræde som den anklagede Greves Forsvarer, 1875 udkom hans »Für den Grafen Harry v. Arnim« og »Rechtsgutachten erstattet zum Process des Grafen H. v. Arnim von Wahlberg, Merkel. v. Holtzendorff, Rolin-Jaeqemyns«. I en Afhandling i Revue de droit international X (1878) nægtede H. i Overensstemmelse med den sædvanlige tyske Opfattelse, at der ved Pragerfredens Art. 5 forelaa en Trediemands Retshandel til Fordel for Danmark. Af H.’s øvrige Forfatterskab, som ogsaa ved talrige Oversættelser vandt vid Udbredelse, skal endnu fremhæves hans Oversættelse og Bearbejdelse af Guido Padelletti’s »Lehrbuch der Römischen Rechtsgeschichte« (1879), »Schottische Reiseskizzen« (1882) og Zeitglossen des gesunden Menschenverstandes« (1884). Til Minde om H., en af den moderne Oplysningstids mest tiltalende Skikkelser, blev der med Bluntschli-Stiftelsen som Forbillede 1890—91 dannet en v. H.-Stiftelse med det Øjemed at virke for Fremme af Strafferet og Fængselsvidenskab ved Udsættelse af Prisopgaver, Rejseunderstøttelser o. l. I Bestyrelsen heraf er ogsaa de nordiske Juristmøder repræsenteret,


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.