Franz von Liszt

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Franz von Liszt.

Franz Eduard Ritter von Liszt, (2. marts 1851 i Wien – 21. juni 1919 i Seeheim an der Rergstrasse) var en tysk retslærd og politiker, halvfætter til Franz Liszt.

von Liszt blev 1875 Privatdocent i Graz, 1879 Prof. ord. i Giessen, 18S2 i Marburg, 1889 i Halle a. S., 1899-1917 i Berlin.

Udrustet med glimrende Evner, stor Veltalenhed og et sjældent Organisationstalent stod L. forrest i Kampen for Nutidens kriminalpolitiske Reformation. Som Dogmatiker, som jur. Erkendelsesteoretiker har han mange Overmænd, men han hørte den ny Tid gro; han forstod, hvad den naturvidenskabelige Forskning førte i sit Skjold, forstod dens Konsekvenser paa Retsvidenskabens Felter, forstod at omplante de Jhering’ske Grundprincipper i Strafferettens Jordbund. Han repræsenterede Teleologien over for den rene jur. Formallogik. Han begyndte som Historiker og Dogmatiker, og i Skr som »Meineid und falsenes Zeugniss« (1876), »Die falsene Aussage vor Gericht oder offentlicher Rehorde nach deutschem und osterreichischem Recht« (1877), »Lehrbuch des osterreichischen Pressrechts« (1878), »Das deutsche Reichs-Pressrecht« (1880) og »Das deutsche Reichs-strafrecht« (1881) vandrede han endnu ad de vante Stier, bl.a. som en varmt anerkendende Tilhænger af Rinding’s Normteori. Men med de straalende Afh.: »Der Zweckgedanke im Strafrecht« (1882), »Rechtsgut und Handlungsbegriffe im Rindingschen Handbuche« (1886), »Kriminal-politische Aufgaben« (1889—90 og 1892), »Die deterministischen Gegner d. Zweckstrafe« (1893) o. a. begyndte et nyt Afsnit af L.’s vidensk. Forfatterskab. Ligesom Klassikerne i Tyskland samlede sig om Rinding, blev L.’s Navn det Enhedsmærke, den vajende Fane, hvorunder den sociologiske Retning i Strafferetsvidenskaben fylkedes. Allerede i 3. Udg. af »Lehrbuch des Deutschen Strafrechts« (1888), saaledes var »Rigsstrafferetten« omdøbt, klang den Tone, som herefter lød i alle senere Oplag af dette verdensberømte Skrift (24. Oplag ved Eberhard Schmidt 1922 og talrige Overs.), der mere end noget andet Værk har bidraget til at omforme den alm. kriminalistiske Revidsthed. I fortættet Form udviklede L. der sit strafferetlige Livssyn. Straffen er efter L. nødvendig for at opretholde Retsordenen. At søge en anden Retsgrund er overflødigt, forfejlet og unyttigt. Straffens Formaal er enten at gøre Forbryderen til et nyttigt Medlem af Samfundet ved Afskrækkelse ell. Forbedring ell. at unddrage det for Samfundet ubrugelige forbryderiske Individ Muligheden af at begaa ny Forbrydelser enten for bestandig ell. for Tid, altsaa uskadeliggøre ham. L. afviser Gen gældelse steorien i dens klassiske Skikkelse, men ogsaa moderne Tilhængere heraf, som Merkel, der søgte at slaa en Rro mellem Gengældelsen og Formaals-tanken. Paa den anden Side tog L. bestemt Afstand fra Lombroso’s ensidig-biologiske Opfattelse af Forbrydelsen. Enhver Forbrydelse er efter L. et Produkt af Forbryderens individuelle Egenart og af de ham omgivende sociale Forhold. I en forstandig, men maalsik-ker Socialpolitik saa han den bedste og virksomste Kriminalpolitik. Den biologiske og sociologiske Undersøgelse af Forbryderen maatte arbejde Haand i Haand. Med disse Grundtanker som Udgangspunkt tog L. til Orde i snart sagt alle den moderne Kriminologis brændende Spørgsmaal — de korte Frihedsstraffe, den betingede Domfældelse, Rehandlingen af unge Forbrydere, Recidivets og Motivets Ret. o. m. a., og i en lang, Rk. Afh., Foredrag o. 1., »Das Ver-brechen als sozial-pathologische Erscheinung« (1899), »Das Problem der Kriminalitåt der Juden« (1907) o. m. a., de vigtigste samlede i »Strafrechtliche Aufsåtze und Vortråge« (I—II, 1905), uddybede han nærmere sine Læresætninger og slog til Lyd for sit kriminalpolitiske Program. Stor Opsigt vakte L.’s Foredrag paa den 3. internationale Psykologkongres i München 1896 om »Die strafrechtliche Zurechnungs-fåhigkeit«, hvilket fremkaldte skarpe Indsigelser bl.a. fra Rinding, Lammasch, Hofler og senere fra K. v. Rirkmeyer i dennes Rog »Was låsst von L. vom Straf recht ubrig?« (1907). I Forhandlingerne om den tyske borgerlige Lovbog tog L. Del ved »Die Grenzgebiete zwischen Privatrecht und Strafrecht« (1889) og »Die De-liktsobligationen im System des Rurgerlichen Gesetzbuchs« (1898); han var Ridragyder til F. v. Hoitzendorff og E. v. Jagemann’s »Hand-buch des Gefångniswesens« (I,, 1888), Paul Hinneberg’s »Die Kultur d. Gegenwart« (1906) o. a., udgav sammen med E. Delaquis en fuldstændig Omarbejdelse af H. Riidorff’s »Straf-gesetzbuch fur das Deutsche Reich« (26. Oplag ved E. Kohlrausch, 1922) o. s. fr. Det af L. sammen med Adolf Dochow 1881 stiftede »Zeitschr. für die gesamte Strafrechtswissenschaft« skulde efter Planen staa aabent for alle Forgreninger at den kriminalistiske Videnskab, men den internationale Kriminalistforening, i hvis Tilblivelse i Aarene 1888—89 foruden L. ogsaa G. A. van Hamel og Adolphe Prins tog Del, betød en maalbevidst kriminalpolitisk Offensiv, et Raab om en strafferetlig Reform, støbt ikke efter aprioriske Begrebers Bydende, men efter det praktiske Livs Fordringer. 1888 stiftede L. sit berømte kriminalistiske Seminarium med et righoldigt Bibliotek. Herfra er udsendt en statelig Samling »Abhandlungen«; L. gjorde selv Beg. med »Der italienische Strafgesetzentwurf von 1887« (1888), der suppleredes med en tilsvarende kritisk Gennemgang og Vurderen af preussiske, norske og schweiziske Udkast. L.s sjældne Lærerbegavelse gav sig litterære Udslag i hans »Strairechtsfålle zum akademischen Gebrauch« (opr. en Bearbejdelse af Ad. Dochows Arbejde fra 1876, 13. Opl. ved E. H. Rosenfeld 1923), den ildfulde Rektoratstale »Die Reform des juristischen Studiums in Preussen« (1886) o. a. Med vanlig Energi virkede L. for legislative Strafferetsreformer. Værdifulde Forarbejder hertil skabte han, støttet af en international Stab af Medarbejdere, i »Die Strafgesetzgebung der Gegenwart in rechtsvergleichender Darstellung« (I 1894, II i Forbindelse med Georg Grusen 1899, ufuldendt), en Forløber for Kæmpeværket »Vergleichende Darstellung des deutschen und ausländischen Strafrechts« (I—XIV, 1906—09), hvori han selv fremstillede »Bedingte Verurteilung und bedingte Begnadigung« (Alm. Del, III 1908) og »Totung und Lebensgefåhrdung« (Spec. Del V 1905). Han blev ikke Medlem af Straffelovkommissionerne af 1906 og 1911, men ho ns glødende Iver for Reformernes Trivsel og Fremvækst kølnedes ikke af den Grund. Han skrev saaledes »Die Reform des Strafverfahrens« (1906) o. a. og udgav sammen med Franz Adickes, P. F. Aschrott og Karl von Lilienthal »Beitråge zur Reform des Strafprozesses« (I—II 1908), med P. F. Aschrott »Die Reform des Reichsstrafgesetzbuches« (I—II 1910), med W. Karl, K. v. Lilienthal og J. Goldschmidt »Gegen-entwurf z. Vorentwurf eines deutschen Strafgesetzbuches« med »Begrundung« (1911).

Også som Folkeretslærer stod L. i forreste Linje, og hans herhen hørende Arbejder vandt ligeledes en enestaaende Udbredelse. 1900 Associé, 1908 Medlem af Institut de droit international. Foruden en kortere Fremstilling af Folkeretten i Karl v. Birkmeyers »Encyklopådie der Rechts-wissenschaft« (1901), »Das Wesen des völker-rechtlichen Staatenverbandes und der internationale Prisenhof« (1910) o. a. offentliggjorde han »Das Volkerrecht« (1898, 11. Udg. 1918, 2. uforandrede Nytryk 1921), hvis sidste Udgaver bærer alt for tydelige Spor af Forf.'s nationalpatriotiske Opfattelse. L. havde underskrevet »Es ist nicht wahr«-Opraabet, og i hans Brochurer under Verdenskrigen — »Ein Mittel-europäischer Staatenverband als nåchstes Ziel der deutschen auswårtigen Politik« (1914), »Von der Nibelungentreue« (1914), »England und das Volkerrecht« (1915) og »Vom Staatenverband zur Volkergemeinschaft« (1917) — er det heller ikke Videnskabsmanden, der fører Pennen.

Han var Medudgiver af »Handbuch der Politik« (I—III 1912-13, 2. Opl. 1914) og medvirkende ved W. Schuckings »Das Werk vom Haag« (I—V 1912—17). I en Aarrække deltog L. i det politiske Liv — 1908 Medlem af den preussiske Landdag, senere af Rigsdagen — og arbejdede særlig paa at samle de adsplittede Venstre- og Fremskridtspartier i et Parti. Med sin levende Aand og altid i Bevægelse ejede L. den medfødte Sympati for alt nyt og Stræbende. Han var et Modsigelsens Tegn, vandt begejstret Tilslutning, mødte p. d. a. S. lige saa stærk og sejg Modstand, men at han har gjort en ualmindelig Indsats ved at virke for og gennemføre Tanker, som har optaget hans Samtids bedste Mænd, er der vistnok alm. Enighed om.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.