Frede Klitgård
| Frede Klitgård | |
|---|---|
| Formand for Aktive Modstandsfolk | |
| Personlige detaljer | |
| Født | 7. januar 1923 |
| Død | 5. juni 2015 (92 år) |
| Nationalitet | Dansk |
| Politisk parti |
• DKP • KAK • DKP/ml • APK |
| Profession | journalist |
Frede Klitgård (født Klitgaard; 7. januar 1923 i Aarhus, død 5. juni 2015[1]) var en dansk modstandsmand, tidligere politiker for DKP og journalist på Land og Folk. Han var formand for foreningen Aktive Modstandsfolk, der repræsenterer de kommunistiske modstandsfolk fra Besættelsen. Nevø til nazisten Carl Max Klitgaard.[2]
Liv og karriere[redigér | rediger kildetekst]
Klitgård blev født på Trøjborgvej 44 i Århus, den 7. januar 1923. Forældrene var maleren Frede Marinus Klitgaard og hustruen Alma Johanne Jensen, forældrene var nogle år forinden 1918 blevet gift i Århus Domkirke.[3] Han voksede op i et arbejderhjem i Aarhus, blev typograflærling og stod i lære ved Aarhus Stiftstidende.
Ved Danmarks besættelse i 1940 var Klitgård 17 år gammel. Han var kommunist, og efter Nazitysklands overfald på Sovjetunionen 1941 gik Klitgård i 1942, ind i modstandsbevægelsens arbejde. Omkring maj 1943 var der etableret en sabotagegruppe i Århus, som han blev medlem af, sammen med blandt andet unge smede og lærlinge fra Teknisk Skole. Gruppen begyndte med forbudte gadeprotester, men kastede sig snart over egentligt sabotagearbejde.
I efteråret 1943 blev Klitgård arresteret af dansk politi, da han på cykel transporterede sprængstoffer til Aarhus på bagagebæreren. Ved Viby indtraf en eksplosion, og han blev kastet af cyklen. Det vakte opmærksomhed, da Klitgård vågnede opdagede han en dansk betjent, som pegede på ham med en pistol.
Klitgård blev idømt livsvarigt tugthus ved en tysk krigsret og overført til Dreibergen ved Rostock. Mens andre sabotører blev dødsdømt og henrettet, overlevede Klitgård, fordi han var typograf og anvendelig i tugthuset. Ved befrielsen i maj 1945 sad han i kz-lejren Neuengamme og vejede 46 kg.[4] Efter at have overlevet de kummerlige forhold kom Frede Klitgård hjem med de hvide busser.
Efter Befrielsen blev Klitgård generalsekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom (1947), senere journalist og virkede som korrespondent i Sovjetunionen for Land og Folk fra Stalins død i 1953 til 1957. Han var en af de Stalin-loyale danske kommunister, som brød med DKP under opgøret mellem Krustjovs nye linje og Kina og Albanien. Derefter blev Klitgård medstifter af den maoistiske Kommunistisk Arbejdskreds under ledelse af vennen og kollegaen Gotfred Appel[5], som samarbejdede med PFLP og senere blev splittet i Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe, hvoraf Blekingegadebanden opstod.
Klitgård var i 1970erne aktiv i opbygningen af den Albanien-loyale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, men blev i 1997 sammen med to andre ekskluderet af partiet og blev derefter medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne, hvor han holdt foredrag og oplæg.[6]
Klitgård blev i 1997 dømt for injurier mod tidskriftet Faklen.[7]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Ritzau (7. juni 2015). "Tidligere modstandsformand Frede Klitgård er død". Danmarks Radio. Arkiveret fra originalen 9. juni 2015. Hentet 7. juni 2015.
- ^ Debat om stikkerlikvideringer er forfejlet Arkiveret 28. august 2015 hos Wayback Machine, af Erik Høgh-Sørensen/Ritzau 5. maj 2001, b.dk, set 28. juni 2015
- ^ Kirkebog 1917 - 1923 Århus Sankt Johannes Arkiveret 24. oktober 2017 hos Wayback Machine, set på Danish Family Search
- ^ Frede Klitgård 90 år Arkiveret 14. juni 2015 hos Wayback Machine, Aktive Modstandsfolk, 1. juni 2013, set 12. juni 2015
- ^ Erik Jensen: "Et liv i politik" Arkiveret 29. april 2013 hos Wayback Machine, Demos 2009
- ^ "Den aktive modstands mand: Samtale med Frede Klitgård" Arkiveret 22. november 2005 hos Wayback Machine, Kommunistisk Politik, 10 (2003).
- ^ Faklen vinder injuriesag Arkiveret 5. maj 2014 hos Wayback Machine faklen.dk 2008
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Frede Klitgård i Frihedsmuseets modstandsdatabase
- "Anti-kommunistiske eksklusioner" Arkiveret 5. maj 2014 hos Wayback Machine, Kommunistisk Politik, 1 (1997).