Freden i Åbo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort fra 1747

Freden i Åbo afsluttede hatternes (svensk: hattarnas) russiske krig og "Lilla ofreden", foreløbigt 16. juni og endeligt 7. august 1743.

Russiske styrker havde på daværende tidspunkt besat størstedelen af Finland, og den russiske feltmarshall Ivan Trubetskoj og embedsmanden Aleksej Bestuchev virkede for uti possidetis, det vil sige landenes tildeling af de territorier, som de havde besat ved våbenstilstanden. Den svenske forhandler, friherre (siden greve) Herman Cedercreutz havde imidlertid tidligere været stationeret som diplomat i Skt. Petersborg, og stod højt i gunst hos zaritsaen Elisabeth 1. (det sagdes, at hun med egne indenrigspolitiske formål i tankerne havde haft en finger med i spillet for at opfordre hatterne til at erklære krig). Han forhandlede, med støtte fra Elisabeths side, en løsning, hvorefter Sverige skulle beholde det meste af landet vest for Kymmene elv. Til Rusland overgik det sydlige Karelen og byerne Villmanstrand, Fredrikshamn og Nyslott, med fæstningen Olofsborg. (Vyborg havde Sverige afstået allerede ved Freden i Nystad 1721). Dette under forudsætning af, at man til kronprins i Sverige skulle udse Adolf Fredrik af Holstein-Gottorp, et fyrstehus, som Elisabeth forholdt sig velvilligt til.

Elisabet forsikrede, at indbyggerne i de afståede områder skulle få lov at beholde deres religion, deres ejendomme, eventuelle adelsprivilegier samt love og forordninger, hvilket betød, at en ret ny lov fra 1734 skulle tillempes.

Cedercreutz var under de nærmest følgende år atter i Skt. Petersborg som ambassadør, og sluttede der i 1745 en forbundstraktat mellem Sverige og Rusland, som aftalte støtte i tilfælde af angreb fra en tredje magt, samt om visse finansielle ydelser.