Frederick Russell Burnham

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Frederick Russell Burnham
11. maj 1861 - 1. september 1947 (blev 86 år)
Major Frederick Russell Burnham, Chef for Spejderne
Major Frederick Russell Burnham, Chef for Spejderne
Fødested USA Minnesota
Dødssted USA Santa Barbara, Californien
Troskab USA USA
Rang Storbritannien Major
Enhed Hovedkvarter, Generalfeltmarskal Frederick Sleigh Roberts
Chef for StorbritannienSpejderne
Militære slag Anden Boerkrig

Første Matabelekrig
Anden Matabelekrig

Udmærkelser Dso-ribbon.pngDistinguished Service Order

Queens South Africa Medal BAR.svgQueen's South Africa Medal
British South Africa Comany Medal Ribbon.JPGBritish South Africa Company Medal
Silver Buffalo Award

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Frederick Russell Burnham (11. maj 18611. september 1947) var spejder under indianerkrigene i USA. Han rejste til Afrika, hvor han blev spejder for den britiske hær og blev et idol for spejderbevægelsens skaber, Robert Baden-Powell, og kendt for sin indsats for den engelske hær i kolonierne i Afrika samt for at inspirere Baden-Powell til at etablere den internationale spejderbevægelse.

Kun faa bliver en Skæbne saa rig paa Oplevelser til Del, som den der blev beskaaret Forfattern af denne Bog. Igennem mere end en Menneskealder har han i to Verdensdele været med hver eneste Gang nyt Land blev vundet for Civilisationen, og altid har han været med blandt de allerførste, de der tog de haarde Knubs og fik den ringe Løn, men de rige Oplevelser.

Han er militært mest kendt for sin indsats i Anden Boerkrig, Den første Matabelekrig, og Den anden Matabelekrig.

Anden Boerkrig[redigér | redigér wikikode]

Klondike, Alaska, 1899 – ...Der gik Rygter om Uroligheder i Afrika, og Major Terry Laing havde allerede skyndt sig fra Klondike med Sydafrika som Maal. Han sagde til mig, inden han rejste: "De slog mig paa Turen ned ad Yukon, men jeg skal slaa Dem nu og være første Mand i Boerkrigen. Den kommer sikkert, og vi vil træffe alle vore gamle Venner der!" Det blev Laings sidst Kapløb med mig. Det var ogsaa hans sidste Kapløb med Døden, som standsede ham med en Martini-riffelkugle i Nærheden af Johannesburg. Jeg var allerede ved at gøre mig rede til at rejse, da jeg fik følgende Telegram: Lord Roberts ønsker Dem i sin Stab som Chef for Spejderne. Hvis De tager imod det, kom snarest ad hurtigste Rute.

Inden en Time var jeg paa Vej til Afrika

Hovedkvarteret, Pretoria, 25. Juni 1900. Lord Roberts' Brev lyder:

Kære Major Burnham. Da jeg hører, De er i Færd med rejse tilbage til Europa, vil jeg benytte Lejligheden til at takke Dem for den værdifulde Tjeneste, De har ydet, siden De tiltraadte ved mit Hovedkvater ved Paardeberg i Februar. Jeg tvivler om, at nogen anden Mand i Hæren med Held kunde have gennemført de farlige Hverv, som De fra Tid til anden har udført, eftersom de krævede et helt Livs Træning i Forbindelse med usædvanligt Mod, Forsigtighed og Udholdenhed. Det gjorge mig meget ondt at høre om det alvorlige Ulykkestilfælde, De var udsat for under Deres sidste heldige Forøg paa at sprænge Fjendens Jernbanelinje i Luften, og jeg haaber snart at høre, er helt rask igen.

Deres meget hengivne Roberts, Feltmarskal

Britisk Østafrika[redigér | redigér wikikode]

I april 1902 indsendte East Africa Syndicate ansøgning om land i Britisk Østafrika. Finansmænd fra British South Africa Company viste interesse i syndikatet, der først ansøgte om 500 m², senere om noget større arealer, heriblandt et stort område tilhørende en jødisk bosættelse. I april 1903 Burnham, og direktør for Britisk Østafrika syndikatet, en ekspedition bestående af John Weston Brooke og andre ud for at vurdere mineralmængderne i regionen. Ekspeditionen, der blev kendt som de fire B'er (alle ledernes navne begyndte med B), rejste fra Nairobi via Mount Elgon nordpå til vestbredden af Lake Rudolph, hvorunder de led store afsavn i form af vandmangel og oplevede farer ved mødet med masaier.[1]

Spejderbevægelsen[redigér | redigér wikikode]

Førstedagskuvert, 2010

Burnham var allerede en anerkendt spejder/stifinder, da han første gang mødte Baden-Powell i den anden Matabelekrig. Deres baggrund var så forskellige som man kunne forestille sig: I sin barndom i et indianerreservat i Minnesota var Burnhams tidligste legekammerater indianerdrenge fra Sioux-stammen, og de stræbte mod at udmærke sig i sporingens kunst og tradition, og sammen drømte de om at blive store stifindere.[2]

Da Burnham var teenager, ernærede han sig ved at jage vildt og ride for telegrafkompagniet Western Union i de californiske ørkener. Hans læremestre var erfarne stifindere fra det vestlige USA, og da han var 19, var han selv en erfaren stifinder, der jagede - og blev jaget af - apache-indianerne.[3]

Den britiske spejder, han senere blev ven og kampfælle med i Matabeleland - Baden-Powell - blev født i London-bydelen Paddington og gik i sine sidste skoleår på den berømte kostskole Charterhouse, hvor hans første erfaringer i det, der senere skulle blive spejderlivet, var at strejfe om i skovene udenfor skolens område (hvilket var strengt forbudt) og jage, nedlægge og tilberede småvildt uden at blive opdaget.[3] Som nittenårig blev Baden-Powell optaget i hæren. De første år gjorde han tjeneste i Indien, og allerede fra begyndelsen havde han ambitioner om at blive spejder for hæren, og da disse mænd mødtes i 1896 i Afrika, var Baden-Powell efterretningsofficer og vant til at klare sig i den vilde natur. Han havde førhen organiseret en mindre spejder-sektion i sit regiment, havde skrevet sin bog Reconnaissance and Scouting,[4] og havde gjort tjeneste i Indien, Afghanistan, Natal og Ashanti (afrikanske regioner). Burnham var general Frederick Carringtons chef for spejderne, mens Baden-Powell var stabschef.[5]

Den anden Matabelekrig blev udkæmpet mellem nybyggerne (i Afrika kaldet settlers) og Matabelefolket (nuværende Ndebelefolk) i det område, der i dag hedder Zimbabwe. Under belejringen af Bulawayo, den største by i området, red de to mænd ofte i Matobo-bakkerne, og det var her at Burnham først introducerede Baden-Powell til indianernes livsstil og teknikker, og lærte ham woodcraft, det man nok bedst kan oversætte til det, vi kender som spejderfærdigheder. Baden-Powell havde allerede skrevet en del om rekognoscering og sporing set fra en militær vinkel, men Burnham lærte ham mange nye aspekter, deriblandt om, hvordan man rejser i vildmarken uden kort og kompas, hvordan man opdager fare ved at iagttage dyrene, og de mange måder man kan finde drikkevand på.[6]

Baden-Powell var så imponeret af Burnhams viden og praktiske kunnen, at han gerne nævnte ham som den mentor, han havde presset al viden ud af. Det var også i denne tid at Baden-Powell begyndte at bære sit senere kendetegn, Stetsons campaign hat, som Burnham brugte. Vi kender den idag som spejderhatten, men også fra sergenterne i flere dele af USA's militær, samt de rødjakkede betjente i Royal Canadian Mounted Police (RCMP). Bege mænd erkendte at krig som begreb var under stærk forandring og at den britiske hær burde tilpasse sig, så under deres rekognosceringsmissioner diskuterede de koncepterne for et bredt uddannelsesprogram i spejderfærdigheder for de unge soldater, hvor de skulle lære at spore og efterforske, få færdigheder i feltlivet og blive selvhjulpne i vildmarken - altsammen kundskaber, der ikke var nogen spejder i hele Afrika, der besad bedre end Burnham.[6][7]

I sin første lærebog for spejdere - Aids to Scouting[8] - beskrev Baden-Powell mange af de erfaringer, han lærte af Burnham, og denne bog blev senere brugt af drenge som en guide i udendørs sjov. Efter anmodning fra flere ungdomsledere besluttede Baden-Powell at ændre sin spejderlærebog til brug for drenge. Mens Baden-Powell gjorde arbejdet med at finpudse konceptet for drengespejderi, udgive Scouting for Boys[9] og blive grundlægger af den internationale spejderbevægelse, blev Burnham kaldt for bevægelsens 'far'.[10]

Burnham fik senere et nært venskab med andre involverede i den amerikanske del af spejderbevægelsen, som f. eks. Chief Scout Citizen Theodore Roosevelt og Chief Scout Forester Gifford Pinchot.[11]

Boy Scouts of America (BSA) udråbte Burnham til æresspejder i 1927, og som tak for hans bemærkelsesværdige og ekstraordinære arbejde for spejderbevægelsen blev han tildelt den højeste æresbevisning i BSA, nemlig Sølvbøffelen i 1936.[12][13] I resten af sit liv forblev han aktiv i spejderarbejdet på både regionalt og nationalt plan, og han skrev regelmæssigt sammen med Baden-Powell om aspekter af spejderarbejdet.[14]

Den jordnære Burnham og Baden-Powell forblev nære venner i resten af deres lange liv. Den båndlagte periode for Burnham og Baden-Powell's breve, arkiveret i Yale- og Stanford-universitetet udløb i år 2000, og den sande dybde af deres venskab og kærlighed til spejderbevægelsen er hermed genopdaget. I 1931 læste Burnham talen, der tilegnede Mount Baden-Powell i Californien til hans gamle krigs- og spejderkammerat. Deres venskab og ligeværdige status i spejderverdenen er hyldet ved tilegnelsen af bjergtinden ved siden af Mount Burnham til ham selv.[14]

Burnhams efterkommere fulgte i hans fodspor og er aktive både i spejderlivet og i militæret. Hans søn Roderick lod sig hverve til U.S.Army og kæmpede i første verdenskrig i Frankrig. Hans barnebarn, Frederick Russell Burnham II, var leder i BSA og veteran fra Vietnamkrigen. Hans Oldebarn, Russell Adam Burnham, er en Eagle Scout og blev kåret som årets soldat i U.S.Army i 2003.[15]

Medaljer og dekorationer[redigér | redigér wikikode]

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Ernest Hemingway købte rettighederne til at filmatisere Burnhams erindringer i 1958, og det amerikanske tv-selskab Columbia Broadcasting System ansatte Hemingway til at lave en film baseret på bogen, hvor Gary Cooper skulle spille Burnham. Men Hemingway begik selvmord i 1961, før produktionen gik i gang.[16]

Vigtige værker[redigér | redigér wikikode]

Et lille udpluk af bibliografien:

  • Scouting on Two Continents. (1926)
  • Fra Alaska Til Kap: Pionerliv i Amerikas minelejre og på Sydafrikas højsletter (1929)
  • Scouting Against the Apache. The Boy Scout's Book of True Adventure, Fourteen Honorary Scouts, with foreword by Theodore Roosevelt and biographical notes by James E. West. (1931)
  • Taps for the Great Selous. Hunting Trails on Three Continents, Grinnell, George Bird, Kermit Roosevelt, W. Redmond Cross, and Prentiss N. Gray (1933)
  • Taking Chances. (1944)

Bøger – udvalgte titler[redigér | redigér wikikode]

  1. {{{navn}}}, frit tilgængelig på Project Gutenberg
  • The Boys' Own Book of Adventurers. Albert Britt. (1923)
  • Folks Ushud Know; Interspersed with Songs of Courage. Lee Shippey (1930)
  • He-who-sees-in-the-dark; the boys' story of Frederick Burnham, the American scout. James E. West; illustrated: Robert Baden-Powell (1932)
  • Major Burnham of the Shangani Patrol. J. P. Lott, Rhodesiana Magazine (September 1976)
  • Major F. R. Burnham, D.S.O. J. P. Lott, Rhodesiana Magazine, #36. (Martz 1977)
  • An American family on the African frontier: the Burnham family letters, 1893-1896. Mary y Richard Bradford. (1993)
  • Burnham: King of Scouts.Peter van Wyk. ISBN 1-4120-0901-4. (2003)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. W.N. Fergusson (1911). Adventure, Sport and Travel on the Tibetan Steppes. Charles Scribner's Sons. s. forord. 
  2. West 1932, p. 137.
  3. 3,0 3,1 West 1932, p. 138.
  4. Baden-Powell 1884.
  5. West 1932, p. 142.
  6. 6,0 6,1 Jeal 1989, p. 188-189.
  7. Prichard 1919, pp. 191–193.
  8. Baden-Powell 1899.
  9. Baden-Powell 1908.
  10. Arrow 2013.
  11. Davis 1906, p. 219, 233.
  12. Boy Scouts of America 1933, p. 611.
  13. Boy Scouts of America 2012.
  14. 14,0 14,1 Everett 1952, pp. 117–119.
  15. Frederick Russell Burnham på da.scoutwiki.org (CC BY-SA 3.0)
  16. Jønsson, Jesper Bosse. Guldgraveren: Danskeren der fandt Kong Salomons miner. Hentet 2011.


Storbritannien Stub
Denne biografi om en brite er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi