Frederik 6.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 6)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Frederik 6. (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frederik 6.)
Frederik 6.
Valgsprog:
Gud og den retfærdige Sag
Konge af Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenburg
Salving 31. juli 1815
Regerede 13. Marts 1808
3. December 1839
Forgænger Christian 7.
Regent Frederik 6.
Statsministre
Efterfølger Christian 8.
Ægtefælle Marie Sofie Frederikke
af Hessen-Kassel
Børn Arveprinsesse Caroline
Prinsesse Vilhelmine Marie
Frederik Vilhelm Dannemand
Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 7.
Mor Caroline Mathilde af Storbritannien
Født 28. januar 1768
Christiansborg
Død 3. december 1839
Amalienborg
Begravet 1839
Roskilde Domkirke
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1768

Frederik VI (28. januar 17683. december 1839) var konge af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-1814. Desuden var han kronprinsregent af Danmark og Norge 1784-1808.

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Den nyfødte prins ligger til fremvisning dagen efter sin fødsel sammen med sin mor Dronning Caroline Mathilde.

Frederik blev født på Christiansborg Slot den 28. januar 1768 mellem kl. 10 og 11 om aftenen.[1] Han var søn af Kong Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien og blev født, da hans forældre havde været gift i 15 måneder, en dag før sin fars 19 års fødselsdag, og mens hans mor var 16 år. Hans far havde været konge i to år, da han blev født, og Frederik var dermed kronprins fra fødslen.

Den lille prins blev døbt med navnet Frederik den 30. januar 1768 af Sjællands biskop Ludvig Harboe. Hans faddere var hans far Christian 7., farens stedmor Enkedronning Juliane Marie og farens halvbror Arveprins Frederik.[1]

Forholdene ved hoffet var ved Kronprins Frederiks fødsel præget af Christian 7.s begyndende sindssygdom, der medførte at forskellige kliker siden kongens tronbestigelse havde kæmpet om magten, og at Dronning Caroline Mathilde i tiltagende grad blev isoleret ved hoffet. Magtforholdene ved hoffet ændrede sig, da Christian 7. i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge Johann Friedrich Struensee med hjem. Struensee blev snart dronningens fortrolige, blandt andet da han under en koppeepidemi i efteråret 1769, hvor over 1000 børn døde, vaccinerede Frederik med godt resultat. Herved vandt Struensee dronningens store taknemmelighed og tillid og blev snart også hendes elsker.

Den mindreårige Frederik var under Struensees styre udsat for en hård opdragelse præget af en særpræget tolkning af den franske filosof Rousseaus tanker i bogen Émile. En pædagogik som nær havde taget livet af ham, og som menes at være medårsag til Frederik 6.'s noget særprægede karakter.[2]

Natten mellem den 17. og 18. januar 1772 anstiftede Enkedronning Juliane Marie et kup, hvorved Struensee arresteredes, og dronning Caroline Mathilde blev forvist til byen Celle. Herefter var den kun firårige Frederik alene med en fader, som var plaget af ”ungdomssløvsind”. Han genså aldrig sin mor.

Kronprinsen som fungerende regent[redigér | redigér wikikode]

Kronprins Frederik som 19-årig med Frederiksberg Slot i baggrunden. Maleri af C.A. Lorentzen.

Den 14. april 1784 iværksattes et statskup med kronprins Frederik og A.P. Bernstorff som bagmænd. De overtog ved hjælp af den viljeløse konges underskrift magten i statsrådet fra den regering, der på ordre af enkedronning Juliane Marie og arveprinsen bestyredes af Ove Høegh-Guldberg. Frederik blev nu officielt kronprinsregent for sin sindssyge far til han døde i 1808.

Som fungerende regent iværksatte han på opfordring af juristen Christian Colbjørnsen og brødrene Christian og Ludvig Reventlow Landboreformerne, der førte til bondens frigørelse fra stavnsbåndet og overgang til selveje. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet. For 14-36-årige mænd, der endnu ikke havde været soldater, dog først med virkning fra år 1800. Bønderne var nu frie borgere med fuld bevægelsesfrihed.

Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik på Gottorp Slot viet til Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII's søster Louise. De fik otte børn, hvoraf de seks døde som små. Ingen drengebørn levede, men to piger. Frederik VI var den sidste danske konge, der havde en officiel elskerinde, nemlig Bente Rafsted. Hun tildeltes navnet fru Frederikke Dannemand, samtidigt med at hun i 1829 fik rang af oberstinde. Deres forhold, som mere eller mindre var accepteret af dronningen, varede gennem mere end 30 år. Fru Dannemand havde også et godt forhold til dronningen – det sagdes, at når kongen var syg, sad de to damer på hver sin side af sengen og underholdt ham. Frederik købte Toldbodvej nr. 34 ved Esplanaden til fru Dannemand. (Der boede Estrup, da attentatet mod ham fandt sted). [3]

25.september 1790, da kronprinsen ankom København med sin tyske brud, blev der også fejret i Skydeselskabet, hvor Peter Andreas Heiberg deklamerede:

Citat "Ordener hænger man paa Idioter,

Stierner og Baand man kun adelen gier;
..........
Dog, har man Hierne - kan man jo gierne -
undvære Orden og Stierne."

Citat

På trods af at Heiberg havde skrevet to hyldestdigte til tronfølgerparret, blev det disse linjer fra den ikke offentliggjorte satiriske vise som blev populær blandt folk. Den frie tone som herskede i hele 1790'erne, ikke mindst inspireret af retorikken fra den igangværende Franske Revolution, var Frederik utilfreds med. Ved Bernstorffs død i 1797 fik den mere modne kronprins nu mere og mere direkte indflydelse på regeringen, og den trykkefrihed, som Bernstorff havde opmuntret besluttede Frederik at ændre. Han befalede kancelliet at stramme trykkefrihedslovgivningen med ordene: "Jeg bifalder, at der tages fat på disse herrer. Kun ingen skånsel!". Det førte til Trykkefrihedsforordningen af 1799, som med sine strenge straffe for næsten al samfundskritik i realiteten stoppede den poltiske debat i de næste to årtier. For at sætte nogle eksempler blev flere forfattere idømt landsforvisningsstraffe. Heriblandt var også Heiberg, og Juleaften 1799 idømtes han sin livsvarige landsforvisningsstraf. [4]

Da J.J. Dampe og hans ven H. C. Jørgensen i 1820 stiftede et selskab til demokratiets fremme, så Frederik meget vel, at det kunne føre til en statsomvæltning, der ikke tjente hans interesser. Begge blev arresterede. Dr. Dampe blev dømt til livsvarigt fængsel, skønt han langt ville have foretrukket landsforvisning som Heiberg eller enda dødsstraf. Han sad i Kastellet og blev underkastet grov vold og isolation, som han selv fortæller om i sine erindringer, Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år og min forvisning i syv år, lidelser mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret. Han fortæller om isolationen: "Og jeg havde aldeles ingen hjælp, slet ingen. I denne morderhule, hvori jeg var bestemt til at rådne langsomt til døde, så jeg kun omkring mig de mørke mure, døren med de svære låse udenfor, det jerngitrede vindue, som var så højt oppe, at jeg ikke kunne nå op dertli, uden stående på en stol, som atter var sat på en kuffert...den bom slået ned, som adskilte mig fra livet, og intet medmenneske fa den ydre verden, hvorefter min tanke uafladeligt higede, intet medmenneske derfra, som rakte mig hånden tli hjælp..." Han blev løsladt nogle år efter Frederiks død, men først ved tronskiftet i 1848 blev der tilstået ham amnesti. Efter indførelsen af den frie forfatning i 1849 modtog han som en erkendtlighed en statspension på 360 rigsdaler, senere forhøjet til 500. [5]

Englandskrigene[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Englandskrigene

For ikke at blive inddraget i den fransk–britiske storkonflikt sluttede Danmark sig i år 1800 til det svensk–russisk–preussiske neutralitetsforbund. Da den danske regering nægtede at træde ud af forbundet, angreb englænderne med viceadmiral Horatio Nelson i 1801 den danske flåde på Reden ud for København. Kronprinsen fulgte slaget fra et værelse på 8.sal i Vestindisk Pakhus . Det står endnu, som da pakhuset blev bygget i 1781. Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe – flere af de engelske var gået på grund i det vanskelige farvand mellem Middelgrunden og Refshaleøen. [6] Men da en betænkelig admiral Hyde Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte denne efter sigende sin kikkert for sit blinde øje og fortsatte kampen. Nelson sendte en forhandler i land med et brev til Kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter for de britiske krav og indstillede skydningen. Det var ved den lejlighed, at den unge danske søhelt Peter Willemoes udmærkede sig.

I 1804 blev Napoleon kejser af Frankrig, og i de følgende år erobrede han størsteparten af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien, Danmark og Rusland. I 1807 stod Napoléons hær tæt ved den russiske grænse og tvang derved zar Alexander 1. af Rusland til en fredsslutning. Tillige måtte zaren love at udvide den franske fastlandsspærring til også at omfatte Sverige og Danmark, således at danske farvande var afspærret for englænderne.

England sendte straks en flåde ind i Øresund, og et ultimatum forlangte, at enten allierede Danmark sig med Storbritannien, eller også skulle landet udlevere (udlåne) den danske flåde til englænderne.

Frederik VI var i Holsten. Han vendte hjem til hovedstaden, men rejste dagen efter tilbage til Holsten uden at svare englænderne. Den engelske flåde søsatte troppeenheder ved Vedbæk og nord for Køge. Efter tre døgns bombardement, hovedsageligt med brandbomber, måtte Københavns kommandant overgive hovedstaden, efter at Vor Frue Kirke og mange andre bygninger var nedbrændt. Københavns kommandant blev tvunget til at gå ind på kravet om udlevering af flåden til englænderne. Men af strategiske grunde forlod englænderne allerede hovedstaden i oktober måned, hvorefter Kronprins Frederik erklærede England krig. Det fik til følge, at Frederik VI indgik et forbund med Frankrig, som siden skulle vise sig at føre til tabet af Norge.

Efter krigserklæringen mod England satte Frederik VI i realiteten statsrådet ud af drift og fungerede som sin egen udenrigsminister. I tiden mellem 1807-1814 afholdtes derfor ingen statsrådsmøder. Efter faderen Christian VII's død i 1808 var Frederik VI konge af navn og af gavn.

Frederikshavn blev anlagt som en egentlig havn ved byen Fladstrand i Nordjylland i årene 1810-1812 – og opkaldt efter Kong Frederik VI.

Frederik VI ved Wienerkongressen 1814-1815[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Wienerkongressen

Efter Napoleons tilbagetog fra Moskva og dennes nederlag i slaget ved Leipzig i 1813, sad Napoleon nu i eksil på Elba, og den svenske kronprins Carl Johan udnyttede hurtigt situationen ved at sende tropper ind i Holsten. Her blev så den 14. januar 1814 indgået en fredsaftale, som væsentlig gik ud på, at Frederik VI skulle afstå Norge til den svenske konge. Til gengæld skulle Sverige afstå dele af svensk Pommern og Rügen, samt udrede et større bidrag som kompensation for afståelsen af Norge.

Men nordmændene havde imidlertid ikke til sinds at overgive sig til svenskerne og udnævnte i stedet den danske statholder prins Christian til deres konge, og kundgjorde samtidig deres ny forfatning på Eidsvoll den 17. maj 1814. Men den norske modstand blev hurtigt nedkæmpet af svensk militær, og nordmændene måtte sluttelig kapitulere. Den danske statholder kunne vende tilbage til Danmark, men Norge beholdt som det første land i Norden sin egen grundlov.

Den svenske kronprins havde imidlertid allerede i året 1812 foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark, og da der nu efter freden i Kiel 1814 stod en stor russisk hær langt op i Holsten, så den svenske kronprins chancen for på ny at true Danmarks eksistens. Og overfor de øvrige allierede, Rusland, England med flere hævdede Carl Johan nu, at både Frederik VI og prins Christian skulle havde medvirket til det norske befolknings modstand, og derved bidraget til svenske krigsudgifter. Den svenske kronprins nægtede derfor at bekræfte Kielertraktaten, og truede nu Danmark med restriktioner.

Frederik VI fandt derfor at den svenske trussel mod den danske stat eksistens var så alvorlig, at han besluttede sig til personligt at rejse til Wien, og afrejsen fandt sted d. 5. september 1814.

Den danske konge blev vel modtaget af den østrigske Kejser Franz 1.. Et godt stykke ude foran Wien byport tog kejseren mod Frederik VI, og med denne siddende ved sin side kørte de til slottet Hofburg, hvor kejseren boede. Her blev Frederik VI installeret med et østrigsk følge og med østrigske tjenestefolk. Østrigerne hævdede at dette var for at spare, men sandheden var mere den at overvåge kongen og underrette ”Die Geheimpolizei auf dem Wienerkongress” om alle hans private handlinger og samtaler.

Forholdet til den østrigske kejserfamilie var under hele Frederik VI's ophold i Wien det bedst mulige. Og det forhold, at den danske konge, i modsætning til hvad de fleste af de øvrige fyrster ved Wienerkongressen gjorde, netop ikke isolerede sig fra Wiens befolkning, havde den virkning, at han blev særdeles populær. Derimod var Frederik VI ikke særligt agtet af de øvrige fyrster og statsledere – han blev nærmest betragtet som en lidt tragisk figur, med et kantet og frastødende væsen.

Ved de statslige forhandlinger var Frederik VI da heller ikke ligestillet med de øvrige regenter. Der foregik ved Wienerkongressen et utal af ceremonielle visitter, audienser, jagter, tafler og baller, som sluttelig dannede begrebet ”Kongressen Danser”, og samtidigt foranledigede særlige vittigheder som ”Kejseren af Østrig morer alle, kejseren af Rusland elsker for alle, kongen af Danmark tænker for alle” osv.. Diverse ordspil som alle kunne drejes efter nationalt behov. Og her var det, at Frederik VI traf den 18-årige Caroline Seufert.

Men trods den megen morskab foregik alvorlige forhandlinger ved kongressen, og selv om den svenske kronprins Carl Johans hurtigt blev overbevist om, at Frederik VI og kronprinsen ikke kunne lastes for det norske folks modstand mod Kielerfreden, gik de økonomiske partsforhandlinger særdeles trægt.

Da kongeriget var bankerot, som en russisk diplomat bramfrit udtrykte det:

Citat Visseligt er dette Land, bragt i sidste Yderlighed, og trues med Ruin, ja med Opløsning Citat

arbejdede de danske embedsmænd ihærdigt på, at kronprins Carl Johan skulle overholde Kielerfredens aftale om en kompensation for tabet af Norge. Alligevel lykkedes det ikke at opnå væsentlige indrømmelser fra svensk side. Kun fra russisk side opnåedes mindre tilgodehavender for udlæg til russiske militærenheder[7].

Hjemme igen[redigér | redigér wikikode]

Frederik VI's salving i Frederiksborg Slotskirke 31. juli 1815. På grund af fredsforhandlingerne i Wien blev kroningen først udført på dette tidspunkt.

Det må medgives, at Frederik VI ved sin stædighed i Wien nok reddede Danmark fra tilintetgørelse, men skuffelsen over ikke at få et større økonomisk udbytte med hjem til sit forarmede land gjorde, at han helt gav op. Afrejsen fra Wien var derfor nærmest en flugt for at undgå yderligere krav og ubehageligheder især fra de tyske stater, og Wienerkongressen endte for Frederiks vedkommende som en tragedie. Alligevel blev hjemkomsten til Holsten og Danmark et triumftog. Folket havde nok frygtet det værste, nemlig kongedømmet og rigets totale opløsning. Og overalt fra Altona, som dengang tilhørte den danske konge, blev han mødt med æresporte, kanonsalutter og en jublende folkemængde. I Rendsborg spændte borgerskabet hestene fra kareten og trak den til palæet, hvor majestæten skulle overnatte. Alt var illumineret, og de unge piger sang til hans ære. Festlighederne fulgte Frederik VI helt til hovedstaden[8].

Grundet de stadig voksende krav fra befolkningen måtte Frederik VI nødtvungent give efter for demokratisering. Der oprettedes fire stænderforsamlinger (kongen sørgede for, at de kun blev rådgivende): i Roskilde for øerne, i Viborg for Nørrejylland, i Slesvig for Sønderjylland og i Itzehoe for Hertugdømmet Holsten. Island og Færøerne fik tre pladser i Øernes Stænderforsamling. Universitet og gejstligheden blev også repræsenteret. Stænderne skulle kun samles hvert andet år. Kun ca én af hver 40 indbyggere havde valgret, der var begrænset til mænd over 25 år af en vis formue og indkomst.

Buste af Frederik VI udført af Bertel Thorvaldsen.

I 1837 iværksattes en landsindsamling for at skaffe penge til byggeriet af et museum i København, som skulle rumme Thorvaldsens samlinger af egen og andres kunst. I september 1838 kom Thorvaldsen tilbage til København efter mere end 40 år i Rom. Samme år gav Frederik VI grunden, hvorpå museet kom til at ligge – lige ved siden af Christiansborg. Byen København gav store summer til museumsbyggeriet, der blev tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll. Den 18. september 1848 åbnedes Thorvaldsens Museum, Danmarks første museumsbygning.

På denne tid var det et alment ønske at få postkasser hængt op. Men Frederik VI fik forhindret det, ud fra sin frygt for, at "kåde mennesker" nok ville finde på at lægge breve i postkasserne til ikke-eksisterende personer og derved give postvæsenet en masse ulejlighed. [9] Sådan omtanke havde han ikke for de to negerslaver Hans Jonathan og Peter Samuel, der fra Vestindien var kommet til København. Under slaget på Reden stak de to af fra ejerne for at deltage i slaget. Efter tapper indsats ansøgte de kronprinsen om ansættelse i flåden som belønning. Men ejerne protesterede, og Frederik konkluderede med, at vel kendte han ikke til slavehold på dansk jord, men tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to returneret til ejerne og slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager. [10]

Død og tronfølge[redigér | redigér wikikode]

Frederik 6. ligger på lit de paradeAmalienborg efter sin død.

Frederik VI døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg.[11] Han havde da regeret over Danmark i sammenlagt 55 år – de 24 som kronprinsregent og 31 år som konge. Han blev efterfulgt som konge af sin fætter, Christian 8.

Frederik 6. blev gravsat i Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke.

Frederik VI indflydelse rækker frem til 1863[redigér | redigér wikikode]

Frederik VI's indflydelse på kongerækken strækker sig endnu videre. Måske helt frem til Christian 9.s tronbestigelse i 1863, da Kongen, Frederik VI, vidste, at (halv-)fætteren, den senere Christian 8. ville komme på tronen efter ham, uden at han kunne gøre noget ved det. Men kongens utilfredshed med dennes søn, den senere Frederik 7. var stor. Denne (halv-)nevø – som var gift med kongens datter – blev tvunget til skilsmisse af kongen i 1834.

Måske var det en vision om, at denne fremtidige konge ville dø uden kongearvinger, der gjorde, at kongen allerede i 1831 havde taget den da 13-årige senere Christian 9. til sig på slottet i København, og forberedt dennes karriere til kroning i 1863, 25 år efter Frederik VI's død, og mere end hundrede år efter hans fødsel.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 "Kongelig fødsel og dåb - om kirkebøgerne - fra Dansk Historisk Fællesråd". historie-online.dk. http://www.historie-online.dk/special/daab/kirkeboeger.htm. Hentet 2013-02-18. 
  2. Danmarks Kongelige Familier gennem 1000 år
  3. R- Broby-Johansen: Det gamle København (s. 34), forlaget Thanning og Appel, København 1978, ISBN 87-413-6347-7
  4. Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.184)
  5. Smidt og Winge: Hen over torv og gade (s. 90-91), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-25216-6
  6. Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.122-123), forlaget Borgen, København 1993, ISBN 87-418-6815-3
  7. Georg Nørregaard, Danmark og Wienerkongressen
  8. Georg Nørregaard: "Danmark og Wienerkongressen"
  9. Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.81)
  10. Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.126)
  11. Frederik 6.gravsted.dk
Foregående: Kongerækken

Norges regenter
Efterfølgende:
Christian 7.
(17661808)
Christian 8.
(18391848)
Karl 13. af Sverige
(18141818)