Frederik 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 7)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Frederik 7. (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frederik 7.)
Frederik 7.
Valgsprog:
Folkets Kærlighed, min Styrke
Konge af Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenburg og Oldenburg
Regerede 20. januar 1848
15. november 1863
Forgænger Christian 8.
Regent Frederik 7.
Regerings-chefer
Efterfølger Christian 9.
Ægtefælle Vilhelmine Marie
Mariane af Mecklenburg-Strelitz
Louise Rasmussen (Grevinde Danner)
Fulde navn
Frederik Carl Christian[1]
Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 8.
Mor Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
Født 6. oktober 1808
Amalienborg Slot
Død 15. november 1863
Glücksborg slot
Begravet 1863
Roskilde Domkirke
Beskæftigelse Konge
Religion Lutheraner

Frederik 7. (6. oktober 180815. november 1863[2]) var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og blev den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.

Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1817

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

En byste af Frederik 7. som barn udført af Bertel Thorvaldsen.

Prins Frederiks forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengen blev nødtørftigt opdraget af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han af sin onkel Frederik 6. sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold. I stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han blev æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester.

I 1828 arrangerede Frederik 6. hans ægteskab med Vilhelmine Marie, sin yngste datter og prins Frederiks kusine. Ved brylluppet uropførtes Elverhøi. Ægteskabet vakte dog med tiden utilfredshed hos Frederik 6., da det blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia vedligeholdt han kontakten til den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner. Først da faderen den 8. december 1839 blev konge under navnet Christian 8., og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, denne gang imod egen vilje og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Det ægteskab holdt til 1846, hvor parret lod sig skille. Mariane flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.

Enevældens fald[redigér | redigér wikikode]

Rytterstatue af Frederik 7. foran Christiansborg Slot (H.W. Bissen, 1865)

Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser, at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven. Bølgerne fra den franske februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede tyskerne i hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogelig trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst". Den danske martsrevolution var en realitet.

To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”

Omkring 1830 opstod en tysk bevægelse, der ønskede dels en fri forfatning for Slesvig og Holsten, dels at Slesvig (som var et dansk len) skulle med i det tyske forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Det gik stik imod den danske nationale bevægelses holdninger. De danske nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle være Ejderen. Sproggrænsen mellem tysk og dansk gik igennem Slesvig. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at træde ud af rigsfællesskabet og blive selvstændigt medlem af Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde de tysksindede slesvig-holstenerne oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det resulterede i den såkaldte Treårskrig, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig til Ejderen.

Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en konservativ helstatsforfatning for kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede den holstenske stænderforsamling og det tyske forbund den ugyldig, fordi den var i strid med de internationale aftaler, som Danmark havde skrevet under på efter Treårskrigens afslutning. Preussen støttede tanken om Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. I 1863 skulle den nationalliberale novemberforfatning afløse helstatsforfatningen fra 1855. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.

Allerede under krigen var der valgt en grundlovlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. fik Danmark en slags demokrati.

I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang – denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.

Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Frederik 7.
Født: 6. oktober 1808 Død: 15. november 1863
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Christian 8.
Konge af Danmark
1848 – 1863
Efterfølgende:
Christian 9.