Frygt og Bæven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Frygt og Bæven er et filosofisk værk af Søren Kierkegaard, udgivet 16. oktober 1843 under pseudonymet Johannes de Silentio. Titlen er tilsyneladende en henvisning til Paulus' Brev til Filipperne 2:12: "...ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven."

Værket begynder med en grublen over Abrahams troskab da han af Gud blev beordret til at ofre sin søn Isak, som det fortælles i første Mosebog kapitel 22. Derefter følger "Problemata", som tager fat på tre specifikke filosofiske spørgsmål, som er fremhævet fra historien om Abrahams offer:

  1. Er der en teleologisk ophævelse af det etiske? (Kan det, at Abrahams hensigt var at ofre Isak betragtes som "godt" selvom menneskeofringer er etisk uacceptable?)
  2. Er der en absolut pligt overfor Gud?
  3. Var det etisk forsvarligt for Abraham at have skjult sin hensigt for Sara, Eleazar og Isak?

I Frygt og Bæven introducerer Kierkegaard "Den tragiske helt" og stiller denne i kontrast til "Troens ridder". Begge tilsidesætter egne ønsker i en højere sags tjeneste. Den tragiske helt ved at ofre sin søn for et højere gode, eksempelvis folkets ve og vel, derved tilsidesætter han en etisk fordring til fordel for en større af slagsen. Troens ridder ofrer sin søn på Guds befaling og tilsidesætter et etisk krav (kærlighed og omsorg for sønnen) til fordel for et højere mål der ligger uden for etikkens rammer (teleolgisk suspension af det etiske), nemlig religiøsiteten.

Troens ridder resignerer ikke alene på alting, men stoler også på at han vil få det tilbage, hans tro baseret på "det absurdes styrke". For Kierkegaard (eller i det mindste Johannes de Silentio), er uendelig resignation let, men troen bunder i troen på det absurde. For Abraham blev denne tro på det absurde fundet i Abrahams tro på at Gud ikke ville lade ofringen af Isak ske, eller at Isak ville blive bragt tilbage fra de døde. Kierkegaards mening er, at det der adskiller Abraham fra at være en dræber er hans tro. (I slutningen af første Mosebogs 22 historie stopper Gud Abraham i sidste øjeblik. En vædder dukker op, hvilket Abraham tager som et tegn fra Gud, og han ofrer vædderen i stedet for Isak.)