Gemini-programmet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gemini 7 set fra Gemini 6
Gemini 8 i havet
Edward White på rumvandring - Gemini 4
Agena målfartøj GATV til Gemini 10
Gemini 11 opsendes af Titan II-raket

Gemini-projektet var det andet bemandede rumprojekt der blev sat i gang af USA, efter at Mercury-programmet havde bragt den første amerikaner ud i rummet. I årene fra 1964 til 1966 gennemførtes ti bemandede rumflyvninger samt to ubemandede prøveflyvninger med Gemini-fartøjer, med henblik på at træne de teknikker, man nødvendigvis måtte mestre, hvis det efterfølgende Apollo-rumprogram skulle realiseres:

  • Udstyr der kan klare sig i rummet i længere tid (Gemini 7 opholdt sig i nærved to uger i rummet).
  • Indblik i den indflydelse som længere tids vægtløshed har på menneskekroppen.
  • Udstyr og metoder til at finde og sammenkoble rumfartøjer i kredsløb.
  • Teknikker til at lande fartøjet på et på forhånd udpeget sted på Jorden.
  • Afprøvning af rumdragter i vakuum.

Navnet "Gemini" er det latinske ord for tvilling, og refererer til fartøjets to-mands besætning. Samme navn bruges om stjernetegnet Tvillingerne.

Gemini-rumfartøjet[redigér | redigér wikikode]

Oprindeligt blev Gemini-projektet betragtet som en "naturlig forlængelse" af Mercury-programmet, og blev tidligt omtalt som Mercury Mark II, men det rumfartøj man udviklede til Gemini-projektet havde ikke ret meget til fælles med Mercury-rumfartøjerne. Det senere Apollo-program var allerede i planlægningsfasen da Gemini-projektet blev iværksat, så under konstruktionen af Gemini-rumfartøjet kunne man trække på de erfaringer der allerede var gjort i forbindelse med Apollo. Som det første amerikanske, bemandede rumfartøj medbragte Gemini en computer, som brugtes til at beregne og gennemføre manøvrer med fartøjet.
Astronauterne havde katapultsæder i tilfælde af uheld. Der var ingen luftsluse, så trykket blev sænket i kabinen inden rumvandring. Kommandopiloten havde en 5-lags, 10,5 kg tung trykdragt på, mens 2.piloten, der skulle på rumvandring, havde en 7-lags, 15 kg tung rumdragt. De to ekstra lag var yderst et termisk lag, til at fordele temperaturen og næstyderst et mikrometeoridesikkert lag.

Afkastelige sektioner[redigér | redigér wikikode]

En af de primære forskelle mellem Gemini- og Mercury-fartøjerne var, at mens Mercury havde alle fornødenheder inden i selve rumkapslen, så bestod Gemini af en 3,35 m lang kegleformet kapsel til astronauterne efterfulgt af en 0,9 m bremseraketsektion og en 1,35 m udstyrssektion med strømforsyning, styreraketter, måleudstyr, luft til kabineatmosfæren osv.

Under de tidlige, korte flyvninger med Gemini-rumfartøjer blev strømforsyningen alene varetaget af batterier om bord, men senere Gemini-flyvninger var de første til at bruge brændselsceller under bemandet rumfart.

Styrbar faldskærm[redigér | redigér wikikode]

Mens Mercury-kapslerne hang lodret i en faldskærm på det sidste stykke af deres færd tilbage til Jorden, så var den oprindelige plan at Gemini-fartøjet skulle være ophængt i vandret stilling i en styrbar faldskærm, så fartøjet kunne styres som en "hangglider" på det sidste stykke inden landingen. Af den grund er faldskærmen fastgjort til to punkter på Gemini; ét nær spidsen af den omtrent kegleformede kapsel, og ét nær den flade ende med varmeskjoldet.

Manøvredygtighed[redigér | redigér wikikode]

Mens Mercury-rumfartøjerne "kun" kunne ændre deres egen rumlige orientering, havde Gemini sin egen raketmotor som kunne bruges til at ændre omløbsbanen flere gange undervejs i en flyvning. Gemini-fartøjerne var desuden bygget til at kunne kobles sammen med et af de såkaldte Agena-målfartøjer: Agena-fartøjet (GATV – Gemini Agena Target Vehicle) havde en kraftig raketmotor, som en Gemini efter sammenkobling kunne bruge som rakettrin. Gemini 9's målfartøj var ATDA – Augmented Target Docking Adapter, uden raketmotor. ATDA blev døbt den vrede alligator, pga. udseendet.

Gemini-flyvninger[redigér | redigér wikikode]

Gemini-programmet involverede i alt tolv flyvninger, hvoraf de to første var ubemandede prøveflyvninger.

Foregående:
Mercury-programmet
Gemini-programmet
19621966
Efterfølgende:
Apollo-programmet

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Furnis, T.: Spaceflight – the records, 1985, Guinness Superlatives Ltd., ISBN 0-85112-451-8
  • Gatland, K.: Space Technology, 1984, Salamander Books Ltd., ISBN 0-86101-075-2
  • Ridpath, I: The Illustrated Encyclopedia of Astronomy and Space, 1979, Thomas Y. Crowell, ISBN 0-690-01838-X


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: