Genforeningen i 1920

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Amerikansk kort over Danmark fra 1921. Området på begge sider af grænsen kaldes Schleswig, de fire nye sønderjyske amter er ikke kommet med, og de fleste byer i Sønderjylland er endnu angivet med tyske navne.

Genforeningen er den i Danmark anvendte betegnelse for Sønderjyllands (Nordslesvigs) overgang fra tysk til dansk herredømme i 1920.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I første halvdel af 1800-tallet var der opstået en strid om, hvorvidt Slesvig var tysk eller dansk. Sprogligt set var området blandet mellem tysk, dansk og frisisk. Statsretligt set påpegede man fra dansk side, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, mens man fra tysk side var imod alle forsøg på at knytte Slesvig tættere til kongeriget. En deling af Slesvig havde allerede dengang været foreslået, men blev afvist af både den danske og tyske bevægelse i Slesvig.[1]

Efter krigen i 1864 måtte det danske monarki afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Slesvig blev administreret af Preussen, Holsten af Østrig. I 1866 udbrød der krig mellem de to tyske stormagter. Preussen vandt krigen, og Østrig måtte afstå sin del af byttet fra 1864 ved Pragfreden. Napoleon 3. af Frankrig fik dog indsat en bestemmelse om, at indbyggerne i Nordslesvig ved lejlighed kunne få lov til at stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Preussen. Denne paragraf 5 blev efter aftale med Østrig ophævet af Preussen i 1879. Derefter var der umiddelbart intet håb om en ændring af det statslige tilhørsforhold. Ved Optant-konventionen anerkendte Danmark endelig dette forhold.

I oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i 1. verdenskrig en realitet. Samme år havde USA's præsident Woodrow Wilson fremlagt en 14-punkts fredsplan for Europa. Heri indgik blandt andet princippet om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre. Den sidste tyske regering før den tyske revolution i november 1918, forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, H. P. Hanssen Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.

Folkeafstemningen[redigér | redigér wikikode]

Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange, en i Nordslesvig og en i Mellemslesvig. De tyske myndigheder skulle rømme området indtil syd for linjen Slesvig-Husum, hvilket dog kun skete delvis i den sydlige del. En international kommission bestående af medlemmer fra Frankrig, England, Norge og Sverige overtog administrationen, og franske tropper besatte området. Den internationale kommission planlagde og gennemførte afstemningerne i de to zoner.

Folkeafstemningen i Slesvig 1920
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Grundet den socialdemokratisk-radikale danske regerings solidaritet med den socialdemokratiske regering i Tyskland blev der indføjet adskillige klausuler, der tillod den tyske side at manipulere stemmetallene i sin favør [Kilde mangler]. Dels fik folk der var udvandret, og altså ikke længere var bosat i afstemningszonerne, lov til at deltage, dels fik bosættere – de tyskere (embedsmænd, soldater), der var bosat i Slesvig for at fjerne landets danske karakter, også lov til at stemme [Kilde mangler]. Den første klausul kunne teknisk set siges også at kunne begunstige de danske, der var drevet ud af forfølgelsen af det danske mindretal, men da hovedparten af disse i især 2. zone nu boede i Amerika, mens udvandrede tyskere hovedsageligt var at finde i Hamburg og andre tyske storbyer, var den reelt til tysk fordel [Kilde mangler].

Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev således afholdt den 10. februar 1920, hvor der blev afgivet 100760 stemmer, hvoraf 74,86 procent danske stemmer mod 25,14% procent tyske. Af disse stemmer var 25.000 dog afgivet af folk, der ikke længere boede i zonen, mens 5.300 var afgivet af bosættere, der var kommet til zonen siden år 1900. Fraset disse (altså blandt indfødte og bosættere fra før 1900) var der 81,46% for Danmark og 18,54% for Tyskland.

Man stemte en bloc, dvs. flertallet i et udelt Nordslesvig skulle være afgørende for det statslige tilhørsforhold.

I 2. zone, i Mellemslesvig, hvor Flensborg lå, foregik afstemningen den 14. marts 1920. Der blev afgivet 64.524 stemmer, hvoraf 19,84% var for Danmark og 80,16% for Tyskland. Blandt den indfødte befolkning (fratrukket godt 25.000 bosættere og udvandrede) var den danske noget større, nemlig 27,42%. Især omkring Flensborg gjorde tilstrømningen fra Tyskland af stemmeberettigede, at den danske procent-del blev kunstigt forringet.

I 2. zone blev afstemningen holdt kommunevis, således at eventuelle tilgrænsende kommuner med dansk flertal kunne komme til Danmark. En række landsbyer i 2. zone havde dansk flertal, men kun tre små kommuner på øen Før kunne som helhed opvise et dansk flertal, endda på trods af de pro-tyske klausuler.

En 3. zone, der gik ned til Slien og Dannevirke, kom overraskende med i det første udspil til fredstraktaten. Baggrunden var henvendelser fra nationale danske kredse. Efter anmodning fra den socialdemokratisk-radikalt dominerede danske rigsdag blev den 3. zone sløjfet fra den endelige traktat.[2][3]

Mindesten rejst umiddelbart syd for den gamle grænsekro nord for Christiansfeld, hvor de "hjemvendte" sønderjyder hilste kongen, da han kom ridende på sin hvide hest

Flensborg-bevægelsen og påskekrisen[redigér | redigér wikikode]

I Danmark var der stor glæde over foreningen med Nordslesvig. Men i dansksindede kredse var der utilfredshed med, at Flensborg ikke kom til Danmark – blandt andet fordi det tyske resultat var opnået ved, at 24.612 af de i zone 2 afgivne 64.524 stemmer var blevet afgivet af tyske bosættere og folk der ikke længere boede i området. Man argumenterede med at tilvandring havde ændret flertallet i byen, der endnu havde haft dansk flertal ved rigsdagsvalget i 1867, og at byen sammen med resten af Slesvig ikke dengang havde fået den folkeafstemning, Pragfredens paragraf fem havde lovet. Yderligere var en stor del af de danske beboere som følge af besættelsen udvandrede til USA. Flensborg-bevægelsens protester og generel social urolighed førte til at kongen afskedigede regeringen, hvilket udløste Påskekrisen i 1920.

Overdragelse af landsdelen[redigér | redigér wikikode]

I maj 1920 overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig. I juni kom der dansk forvaltning, og kronen afløste den tyske mark. Den 15. juni, på Valdemarsdag, blev området officielt forenet med Danmark som de sønderjyske landsdele.

Den 10. juli red Christian 10. over den gamle grænse på landevejen ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld på sin "hvide" hest, hvor han også tog en lille pige op på hesten. Der er rejst en mindesten på stedet, hvor sønderjyderne modtog deres konge.

En stor genforeningsfest fandt sted dagen efter på Dybbøl Banke.[4] Den 12. juli mødte Christian 10. ved et møde i Kruså de danske sydslesvigere, som ikke blev genforenet.

Genforeningsdagen, 15. juni, og afstemningsdagen, 10. februar, fejres endnu af dansksindede i Sønderjylland.

Højskoler i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Efter genforeningen i 1920, opstod 3 danske højskoler i Sønderjylland. Hoptrup Højskole, Rønshoved Højskole og Danebod Højskole.

Senere[redigér | redigér wikikode]

Mindesten for genforeningen i Hammelev, Sønderjylland

Selv om Sønderjylland var blevet genforenet med Danmark den 15. juni 1920 var der fortsat en lang række uløste problemer. Blandt andet skulle grænsen fastlægges i detaljer. Det skete i løbet af efteråret 1920. I forbindelse med dette arbejde identificeredes en række andre emner, som skulle behandles. Dette førte til dansk-tyske forhandlinger, som mundede ud i den Dansk-tyske traktat af 1922, som regulerede en lang række af de praktiske problemer i forbindelse med genforeningen.

Som følge af, at det nordlige Slesvig var blevet genforenet med kongeriget, var en ændring af den danske grundlov fra 1915. Folkeafstemningen om ændring af grundloven blev afholdt i Danmark den 6. september 1920. Ved folkeafstemningen stemte 614.130 (96,9 % af stemmerne) for og 19.571 (3,1%) imod. Til trods for den klare majoritet for et ja, var det kun med en beskeden margin, at ændringsforslaget gik igennem, efter som grundloven krævede, at mindst 45 % af alle stemmeberettigede stemte for en grundlovsændring for, at den skulle gå igennem. Andelen, som stemte for, var 47,6 % af de stemmeberettigede.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]