Georg Ferdinand Duckwitz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Georg Ferdinand Duckwitz (i midten) sammen med to amerikanske rabbiner i udenrigsministeriet i Bonn 1960

Georg Ferdinand Duckwitz (29. september 1904 i Bremen16. februar 1973 i Bremen), var en tysk diplomat, der spillede en central rolle i redningen af de danske jøder i 1943.

Duckwitz stammede fra en købmandsfamilie fra Bremen. Efter soldatertjeneste og nationaløkonomiske studier, som han ikke afsluttede, kom han i 1928 til København som repræsentant for firmaet Kaffee Hag. Han var tiltrukket af Hitlers ideer og blev i 1932 medlem af det tyske nazist-parti og blev aktiv som partiets ansvarlige for de skandinaviske lande. Efter de interne udrensninger i partiet i 1933 blev han mere skeptisk over for det, og han ophørte med at arbejde for det fra 1935, dog uden at udtræde som som medlem af partiet.

Duckwitz boede på landstedet Frieboeshvile, Lyngby Hovedgade 2, Kongens Lyngby, under og efter 2. verdenskrig.

Efter fra 1935 at have arbejdet for Hamburg-Amerika-Linie i New York kom han i 1939 til det tyske gesandtskab i København som skibsfartssagkyndig medarbejder, først udsendt af det tyske trafikministerium, siden – fra 1941 – af udenrigsministeriet. Da Werner Best var blevet rigsbefuldmægtiget i 1942, blev Duckwitz hurtigt hans fortrolige. Forud for aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 var det ham, der formidlede Bests advarsel til Hans Hedtoft. Desuden havde han i Stockholm haft drøftelser med den svenske statsminister Per Albin Hansson om modtagelsen af jødiske flygtninge i Sverige.

Duckwitz ydede således et afgørende bidrag til, at 7.000 danske jøder blev reddet fra deportation og udryddelse i tyske koncentrationslejre.

I besættelsens sidste par år blev Duckwitz en vigtig kontaktperson de danske og tyske instanser imellem, således fx under folkestrejken i København sommeren 1944, hvor han havde en stor del af æren for, at man nåede en forhandlingsløsning og undgik en tysk militæraktion mod byen.

Mindeplade for Duckwitz på Frieboeshvile.

Duckwitz havde kontakt til de tyske kredse, som den 20. juli 1944 forsøgte et attentat mod Hitler. Var attentatet lykkedes, skulle han have haft som opgave at afvikle besættelsen af Norge og Danmark.

Duckwitz var efter krigen Forbundsrepublikken Tysklands ambassadør i Danmark 19551958. Derefter gjorde han tjeneste som leder af afdelingen for Østeuropa i udenrigsministeriet i Bonn og afsluttede sin karriere med posten som tysk ambassadør i New Delhi, indtil han i 1965 gik på pension som embedsmand.

Da Willy Brandt i 1966 blev tysk udenrigsminister, blev Duckwitz fra 1967 hentet tilbage som statssekretær (viceminister) i udenrigsministeriet, hvor han i nogle år især beskæftigede sig med forholdet mellem Tyskland og Polen.

Kritik af Georg Ferdinand Duckwitz[redigér | redigér wikikode]

I drastisk modsætning til den overstående, noget ukritiske, gennemgang af Georg Ferdinand Duckwitz virke i Danmark, er der fremsat en række kritiske bidrag til hans andel i redningen af de danske jøder i 1943. Disse er senest opsummeret i artiklen Ich weiss, was ich zu tun habe, som i 2006 blev publiceret i Rambam, tidsskrift for dansk jødisk historie.[1] I artiklen vises der, hvorledes Duckwitz selv prægede sin egen heltehistorie, uden at der foreligger noget bevis for hans indsats for redningen af de danske jøder. Der dokumenteres, hvorledes Duckwitz´ egne, ofte reviderede beretninger, ikke stemmer overens med oplysninger i danske myndigheders arkiver. Duckwitz' oplysninger om sin rejse til Sverige og mødet med Per Albin Hansson stemmer ikke overens med de rejseansøgninger som han skrev til de danske politi. Senest ved udgivelsen af det skelsættende værk Das Amt und Die Vergangenheit (2010), som skildrer det tyske udenrigsministeriums historie i det 20. århundrede, fremstår Duckwitz beviseligt som en af de største redningsmænd af nazister på flugt fra retsopgøret efter 2. verdenskrigs afslutning.

George Ferdinand Duckwitz' medlemskab af NSDAP[redigér | redigér wikikode]

I 1999 betegnede historikeren Hans Kirchhoff Duckwitz i 1999 som "antinazist". I dag foreligger der oplysninger om ham i Bundesarchiv i Berlin, som tidligere befandt sig i DDRs arkiver, som viser at han har været indehaver af medlemskort i det tyske nazist-parti (NSDAP) fra 1932 til 1943. Han betalte altid sit parti-kontingent til tiden. Duckwitz arbejdede for raceideologen og antisemitten Alfred Rosenberg i det tyske udenrigsministerium fra 1933-35. Sådan som Duckwitz nazi-tilhørsforhold er blevet forsøgt nedtonet, har Hans Kirchhoff også defineret hans kone, Annemarie, som en ivrig schweizisk antinazist. Hans Kirchhoff undersøgte aldrig Duckwitz-parrets udlændingesag i Rigspolitiets arkiv i Rigsarkivet. Her fremkommer der, i deres ansøgning i 1948 om fritagelse fra konfiskation af sin ejendom sendt til Dispensationsnævnet vedr. Tysk og Japansk Ejendom, at Annemarie var medlem af NS-Frauenschaft, partiets kvindeforbund. I ansøgningen om fritagelse fra ejendomskonfiskationen oplyser parret, og deres danske fortalere, intet om Duckwitz' heltemodige redning af danske jøder i 1943.[2]

Attentatet mod Hitler den 20. juli 1944[redigér | redigér wikikode]

Ingen beviser foreligger for Duckwitz´ nære kontakter til de kredse som forsøgte et attentat mod Hitler 20. juli 1944. I sin sirligt skrevne krigsdagbog, som næppe kan være andet en rekonstruktion fra efterkrigstiden, skriver Duckwitz, som om han indfører oplysningen den samme dag, at attentatet på Hitler fandt sted den 19. juli 1944. Det Politiske Arkiv i Auswärtiges Amt, i Bonn og senere Berlin, forhindrede frem til 2005, at krigsdagbogen blev gjort tilgængelig for andre end den danske historiker Hans Kirchhoff. Kirchhoff valgte ikke inden en bebudet bog om Duckwitz i 2013 [3], at fortælle om attentatet den 20.juli 1944, som Duckwitz havde viden om dagen før.[4] Derimod kan man ud fra Duckwitz' lommebøger, som andre historikere end Kirchhoff også blev forhindret i at undersøge, læse, at Duckwitz var i venskabsforbindelse med ledende nazister i Berlin samt dømte tyske spioner i Danmark, heriblandt Horst von Pflugk-Harttung som i 1919 deltog i mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.[5]

Duckwitz og Eichmann[redigér | redigér wikikode]

I 1949 besøgte Duckwitz København. På det tidspunkt var det først ved at blive alment kendt, at han skulle have spillet en central rolle i redningen af de danske jøder. I bladet Jødisk Samfund i 1949 skrev han, at Adolf Eichmann, der var involveret i jødeaktionen 1943, skulle have skudt sig efter krigen. En embedsmand i det tyske udenrigsministerium burde i 1949 vide bedre, for Eichmann var eftersøgt efter at han to gange var sluppet væk fra amerikanske interneringslejre i 1945 og 1946. Under international opmærksomhed forsøgte Frau Eichmann i 1947 ved en tysk domstol at få Adolf Eichmann erklæret for død, men det lykkedes Simon Wiesenthal i retten at påvise at hun løj. Det som fik Duckwitz til at lyve om Eichmanns situation i Jødisk Samfund i 1949, var nok angsten for, at Eichmann kunne fortælle om Werner Bests rolle i jødeaktionen. Eichmann kunne skade Werner Bests historie og dermed karrierediplomaten Georg Ferdinand Duckwitz, som garanterede for Best under rettergangen mod ham i Danmark, og forsøgte her at nedtone Bests rolle i jødeaktionen.[6]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kildekritisk gennemgang af personen Georg Ferdinand Duckwitz[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]