Georg Hermann Quincke
| Georg Hermann Quincke | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
19. november 1834  Frankfurt (Oder), Brandenburg, Tyskland |
| Død |
13. januar 1924 (89 år) Heidelberg, Baden-Württemberg, Tyskland |
| Nationalitet |
 Tysk |
| Far |
Hermann Quincke |
| Søskende |
Wolfgang Quincke, Heinrich Irenaeus Quincke |
| Barn |
Friedrich Quincke |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, Humboldt-Universität zu Berlin, Albertus-Universität Königsberg |
| Medlem af |
Royal Society, Det Preussiske Videnskabsakademi, Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique, Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen, Bayerische Akademie der Wissenschaften med flere |
| Beskæftigelse |
Universitetsunderviser, fysiker, kemiker |
| Fagområde |
Fysik |
| Arbejdsgiver |
Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, Humboldt-Universität zu Berlin, Julius Maximilians Universitet Würzburg |
| Arbejdssted |
Heidelberg |
| Elever |
James Edward Keeler |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Cothenius-medalje (1897), Foreign Member of the Royal Society (1879), æresdoktor ved University of Cambridge, æresdoktor ved University of Oxford, honorary doctorate of the University of Glasgow med flere |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Georg Hermann Quincke (født 19. november 1834 i Frankfurt an der Oder, død 13. januar 1924 i Heidelberg) var en tysk fysiker.
Fra 1852 studerede han i Berlin, siden i Königsberg hos F.E. Neumann og endelig i Heidelberg hos Kirchhoff. 1859 blev han privatdocent i Berlin, 1860 professor ved Gewerbe-Akademie og 1865 ekstraordinær professor ved universitetet i Berlin. 1872 blev Quincke professor i Würzburg og 1875 Kirchhoff’s efterfølger i Heidelberg, hvor han udfoldede en betydelig virksomhed både som foredragsholder og som leder af det fysiske laboratorium.
Quincke arbejdede både med optik og med elektricitetslære; han har bl.a. fundet, at der opstår elektriske strømme i væsker, der bevæger sig forbi faste Hindringer, samt angivet en metode til undersøgelse af væskers magnetiske egenskaber. Hans hovedinteresse var dog studiet af molekularfysikken og her især af de såkaldte kapillaritetsfænomener.
I de sidste 24 år af sit liv beskæftigede han sig især med de former og bevægelser, der fremkommer ved forskningen af væskers berøring med hinanden og i mange måder minder dels om krystaldannelser, dels om fænomener, der kendes fra studiet af de levende organismers celler.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
