Georg von Hertling

Georg von Hertling

Grev Georg von Hertling (31. august 1843 i Darmstadt – 4. januar 1919 i Ruhpolding) var en tysk filosof og politiker (det katolske midterparti) som var statsminister i Bayern fra 1912 til 1917, og Tysklands syvende kansler og ministerpræsident i Preussen fra 1917 til 1918.

Liv

Han blev født som Georg Friedrich Freiherr (baron) von Hertling i en katolsk familie af rhinpfalzisk oprindelse, og var søn af en hessisk hofretsråd. Hertling studerede filosofi i München, Münster og Berlin, hvor han tog doktorgraden i 1864. Efter sin habilitation i 1867 i Bonn havde den troende katolik Hertling vanskeligheder med at få en professorstilling under kulturkampen. Først i 1880 blev han professor. Denne erfaring bidrog til at han blev en af grundlæggerne af Görres-Gesellschaft zur Pflege der Wissenschaft im katholischen Deutschland, som han var præsident for til sin død i 1919. Hertling var også en af grundlæggerne af den katolske studentforeningsbevægelse. Hans tale på Katolikdagen 1863 i Frankfurt, hvor han fremhævede begreber som religion, videnskab og venskab som ledetråde for katolske foreningsstudenter, førte til grundlæggelsen af det såkaldte Würzburger Bund, som senere blev til Cartellverband og Kartellverband. Hertling fik 1882 et ordentlig professorat i München.

Ved siden af sit akademiske virke engagerende han sig også i politikken, og var medlem af den tyske Rigsdag for Det katolske midterparti fra 1875 til 1890 og igen fra 1896 til 1912. Han var i begyndelsen særligt optaget af socialpolitiske spørgsmål, og senere frem for alt af udenrigs- og finanspolitiske anliggender. Fra 1909 til 1912 var Hertling, som gik ind for forsoning mellem tyske katolikker og den preussisk-protestantisk dominerede nationalstat, formand for Zentrumsfraktionen i Rigsdagen.

9. februar 1912 blev han udnævnt af prinsregent Luitpold af Bayern til formand for den bayerske regering. Udnævnelsen af en repræsentant for flertalsfraktionen i den bayerske landdag til statsminister indebar at parlamentarismen slog igennem i Bayern.

Under 1. verdenskrig støttede Hertling rigskansler Theobald von Bethmann-Hollwegs politik, og afviste efter Bethmann-Hollwegs afgang i 1917 tilbuddet om at blive kansler. Først efter at Georg Michaelis' politik var mislykket, overtog den skrøbelige Hertling embederne som kansler og som preussisk statsminister. Regeringen Hertling gik et skridt videre i parlamentariseringen af Tyskland, da den nye kansler måtte underkaste sit regeringsprogram parlamentets godkendelse, og med venstreliberaleren Friedrich von Payer som vicekansler og den nationalliberale Robert Friedberg som vicestatsminister inkluderede kabinettet to vigtige parlamentarikere som forbindelsesled til partierne.

Det lykkedes dog imidlertid ikke Hertling, at få den øverste hærledelse med på en fred uden anneksioner (se: Brest-Litovsk-freden, Freden i Bukarest), og heller ikke valgreformen i Preussen som blev krævet af flertalspartierne (mens Tyskland føderalt havde lige valg, havde Preussen et treklasse-valgsystem). 3. oktober 1918 blev Hertling efterfulgt som kansler og preussisk statsminister af prins Maximilian af Baden.

Fra sit ægteskab med Anna von Biegeleben (1845-1919) havde Hertling en søn og fem døtre (hvoraf en døde tidligt). Hertling blev i 1914 ophøjet i grevestanden.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Georg von Hertling

Efterfulgte: Clemens von Podewils-Dürnitz	Bayerns statsminister 1912-1917	Efterfulgtes af: Otto von Dandl
Efterfulgte: Georg Michaelis	Tysklands kansler 1917-1918	Efterfulgtes af: Maximilian af Baden
Efterfulgte: Georg Michaelis	Preussens ministerpræsident 1917-1918	Efterfulgtes af: Maximilian af Baden