George Shearing

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

George Shearing, OBE, (13. august 191914. februar 2011) var en engelsk-amerikansk jazzpianist og -komponist, der i mange år stod i spidsen for en populær jazzkvintet. Han var kendt for en række kompositioner som "Lullaby of Birdland" samt den såkaldte George Shearing voicing, hvor han uden ord synger synkront med den melodi, der spilles.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

George Shearing blev født i Battersea i London som den yngste af ni børn. Hans forældre tilhørte arbejderklassen som henholdsvis kuludbringer og rengøringsdame i tog. George var blind ved fødslen og begyndte allerede som treårig at spille klaver for i nogen grad at kompensere for handikappet. Han begyndte at spille som professionel i en alder af seksten år, og han spillede en overgang i et orkester bestående udelukkende af blinde musikere. Hans interesse for jazzen startede allerede i teenagealderen, hvor han blev inspireret af musikere som Ted Wilson og Fats Waller[1]

Shearing indspillede sin første plade i 1937, og han blev snart populær i sit hjemland. Han spillede i BBC og kom til at spille sammen med Stéphane Grappelli, der under krigen var flygtet til England. Syv år i træk vandt Shearing afstemninger i Melody Maker som bedste engelske jazzpianist,[2] inden han i 1947 emigrerede til USA. Dermed blev han på nærmeste hold introduceret til beboppen, der få år før var opstået i New York. Han kom til at erstatte Erroll Garner i Oscar Pettifords trio og efterfølgende kvartet.

I 1949 dannede George Shearing selv sin første kvintet, der blandt andet omfattede den kvindelige vibrafonist Marjorie Hyams; kvinder var noget af et særsyn i jazzorkestre på den tid, bortset fra som sangere. Snart fik kvintetten pladekontrakt, først med MGM, fra 1955 med Capitol Records. Shearing spillede også sammen med solister som Peggy Lee og Nat King Cole, og fra begyndelsen af 1960'erne spillede han jævnligt sammen med symfoniorkestre.

Kvintetten fortsatte med at eksistere med vekslende besætninger, indtil Shearing i slutningen af 1970'erne efterhånden indså, at der var noget lidt for forudsigeligt over den. I stedet spillede han i trio- og efterhånden også i duosammenhænge, og han kom efter en periode med dalende popularitet igen frem i rampelyset. Blandt hans medspillere i de senere år var Mel Tormé, Montgomery Brothers og John Pizzarelli. Han fortsatte som aktiv musiker stort set til sin død.

Hæder og anerkendelser[redigér | redigér wikikode]

George Shearing modtog adskillige anerkendelser i sin lange karriere. Han blev udnævnt til æresdoktor i musik ved Westminster College i Salt Lake City i 1975 og ved Hamilton College i New York i 1994. Han var med på to album, der indbragte Mel Tormé grammyer i 1983 og 1984, og han modtog en Lifetime Achievement Award fra BBC Jazz Awards i 2003.[3]

Han opnåede at spille for tre amerikanske siddende præsidenter: Gerald Ford, Jimmy Carter og Ronald Reagan, og han har optrådt for dronning Elizabeth og prins Philip ved en Royal Command Performance, og han modtog i 2007 Order of the British Empire.

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • [www.georgeshearing.net Officiel hjemmeside]